Søsætning

Dagen i dag, startede faktisk allerede i går aftes! Det gjorde den ved at jeg slog autopiloten til mit strikketøj, og så strikker jeg altså forkert! Så skide prof er jeg nemlig heller ikke, selvom jeg både var høj i hatten og stor i skriften, da jeg slog op til viftesjal nr.2 Soooom jeg dog bare kunne. Men så er det jo ikke værre end at jeg lige så langsomt bakker stikningen baglæns i det fnuglette, vattede garn, mens jeg med rystende hænder og opspilede øjne tæller, regner og håber at det kan holde til at blive strikket både frem og tilbage. Mens jeg bakkede baglæns i går aftes gik fusen lidt af mig. Jeg er nået til vifterne forneden og da det hverken bakker eller for den sags skyld strikker sig selv forlæns, så måtte jeg bare i seng. Lysten til baglæns-strikning var ikke lige om hjørnet i dag heller, så dagen i dag gik med alt muligt, især umuligt og fuldstændigt uden nytteværdi, indtil Jan kom hjem fra arbejde. Såååh kom der altså også andre og mere effektive boller på suppen. Han ringede til den lastbilchafføren, der ynder at drille mig. Han kender mine ømme punkter for mine joller, for han har både taget den forrige og min nuværende jolle op og sat dem i vandet igen et hav af gange. Han ved, at jeg hader, når de hænger flere meter over jorden, og han ved at jeg nærmest nerveskider af nervøsitet både før, under og efter i og optagning.   Han ved udmærket godt, at jeg synes han højst bør køre 7½ km i timen, når min jolle ligger på hans lad, men han kan sit kram, er yderst omhyggelig og ved lige hvor langt han kan gå med sine drillerier og hvad han kan med sin kran. Jollen kom sikkert i vandet   og Jan var ikke svær at overtale til at se Sisimiut fra den rigtige side= søsiden.    Jeg er lykkelig helt ned i lilletå-neglen og vejrudsigten er kikket igennem flere gange i dag. Nu må den kolde vind gerne lægge sig pænt til ro, så vi kan komme ud på havet, snuse til saltvandet og nyde den store stilhed. Umiddelbart ser vejrudsigten ikke ud til at ville tækkes mine behov for jollesejllads. Da vi kom sikkert i land igen, og kørte op gennem den travle hovedvej, der tydeligt bar præg af at det er fredag, måtte vi pænt stoppe og vente på hestene, der havde fået lyst til en lille gåtur ud i mylderet. Jeg synes, det er så hyggeligt, når de strejfer omkring, men deres lille springtur var kort i dag, for der gik under 3½ sekund, så stod deres ejer der, og fik dem hjem igen. Øv for hestene, men hurra for min søsætning.