Elsk ❤️

Jeg har ikke helt forstået, hvorfor nogen mennesker i den grad kan hidse sig op over, hvordan andre mennesker lever, hvis det ikke påvirker dem eller de ikke personligt bliver generet af dem.

Hvis to mænd vælger at leve sammen, kan det da ikke vedrøre mig. 

Ikke engang hvis det er min bror, min fætter, min onkel, min nabo eller kollega. 

Der går jo ikke noget fra mig. 

At to kvinder vælger at leve sammen kan heller ikke anfægte mit liv. 

Jeg kan vælge at glæde mig over at de har fundet kærlighed og at den bliver gengældt.

I min verden er den ikke meget længere. 

I min verden er det meget enkelt. 

Alle mennesker har lov til-også juridisk, at vælge kærligheden, men nogle mennesker anfægter det åbenbart. (se linket ved at trykke på "nogle mennesker")

Nogle mennesker tager biblen i hånden og anfægter kærligheden mellem to mennesker og glemmer tilsyneladende at "elsk din næste, som du elsker dig selv" også står sort på hvidt i selvsamme bibel.

Start med at finde kærligheden til dig selv. 

Dyrk kærligheden til dig selv. 

Det gør det meget, meget nemmere at elske andre, når man føler kærlighed til sig selv også. 

Find alle dine gode sider. 

Vil det  hjælpe dig at skrive dem ned og hænge dem op, så du dagligt bliver mindet om det elskelige i dig selv?

Har du svært ved at finde dine gode sider ved dig selv, fordi du er vokset op med Jante fx. Eller vokset op med nogen som kender Jante?

Hvis du har svært ved selv at sætte ord på alle dine gode sider .. i misforstået beskedenhed, så lad en seddel (nogle gør det på facebook eller instagram) gå rundt, hvor dine venner og din familie skal skrive alt det gode ved dig som de værdsætter og påskønner, kender dig ved og holder af og du kan jo for hver kommentar skrive tilbage, hvad du værdsætter, påskønner og holder af ved den anden. 

Tro mig, der der mange flere gode sider ved dig end du ved af.

Tilgiv dig selv. 

Tilgiv at du har fejlet og tilgiv, at du vil fejle. 

Det hører med til at være menneske. 

Vi fejler alle.

Lær af dine fejl, så du ikke bebyrder dig selv med at gentage de samme fejl igen og igen, men vigtigst er det dog at erkende og acceptere at du har fejlet og tilgiv så dig selv. 

Igen og igen.

Når vi fylder vores liv med kærlighed til os selv og andre, er der mindre plads til at føle misundelse og had til andre. 

Det gør det lettere at glæde os på andres vegne og især at glæde os over, at de også har kærlighed i deres liv.

Jeg har ikke helt forstået, hvorfor vi stadig i 2025 skal kæmpe for rettigheden til vise og udøve kærlighed til hvem vi har lyst til og til dem, som ønsker at modtage kærligheden. 

Hvor svært kan det være?

Planlægning af gode minder

 Laura tog afsted i går. 

Det vænner jeg mig vist aldrig helt til.

Festivallen er ovre og Laura skulle tilbage til Nuuk, men allerede videre ud i verden i næste uge.

Selvom de var her i en hel måned, syntes jeg  at det føltes som et kort øjeblik. 

Vi så hinanden, spiste sammen, mødtes ude ved festivallen, sås ude i byen og ikke mindst tog de med os ud i fjeldet, når tiden var til det.

Jeg ved ikke om andre forældre har det på samme måde, men jeg sagtens have brugt meget mere tid med dem. Stille tid, hvor ingen af os var forpligtiget til noget og hvor der ikke var en tidsbegrænsning på.

Det er en af ulemperne ved at bo et sted som heroppe, hvor man ikke bare lige kan mødes en weekend eller en eftermiddag,-hvor man ikke bare lige kan hoppe i bilen og køre derhen hvor den anden er.

Heroppe bestemmer vind og vejr, så man kan ikke bare bestille en flybillet og regne med at man letter på et bestemt tidspunkt og lander på bestemmelsesstedet på klokkeslet.

Det måtte en hel del påskeferiegæster, sportsfolk, som har været til stævne og ligeså mange festivaldeltagere sande, da de stod i lufthavnen i mandags og skulle afsted. 

Der var et mindre kaos, for vejret drillede overalt på kysten og da flyverene står forskellige steder i Grønland på givne tidspunkter og det er et større puslespil at samle, når de skal flyve til og fra Nuuk, så opstår der forsinkelser, aflysninger og udsættelser for alle passagere, hvis der er dårligt vejr eller een af maskinerne har tekniske problemer.

Nogle af de passagere, der skulle have været afsted her fra Sisimiut i mandags kommer fx. først afsted i dag og det kan være ualmindeligt svært at forstå, hvis man kommer fra et land, hvor der er tog, bus og vejr, som man ikke er så afhængig af for at komme fra det ene sted til det andet.

Der var mange frustrede mennesker i lufthavnen og det er jo forståeligt, hvis man skulle have været afsted fra Sisimiut, gennem Nuuk for at komme til Danmark og måske videre med et fly til fx. Finland eller et andet fint land.

Passagerere, som strander fx i Sisimiut skal også have et sted at at overnatte.

Der var rigtigt mange sportsfolk, som boede på skolen i påsken og mange af dem strandede her, da trafikken drillede og de måtte flytte over i minihallen og sove på madrasser.

Heldigvis er de fleste af os, bekendt med og vant til forholdene, men det betyder jo ikke at vi synes det er sjovt.

Vi er vant til at vente på at vejret er med os.. at det ikke blæser for meget, når vi vil ud at sejle, at det ikke sner for tæt, hvis vi skal ud at flyve, at der ikke er tæt tåge eller lign.

Vi er vant til at vente og jeg synes selv at vi er gode til det. Vi er gode til at indordne og tilpasse os vejret heroppe, men lige som alle andre bliver vi da også ærgerlige, når vi ikke når frem eller ikke kan komme videre.

Mange mennesker stod ude i lufthavnen og var ærgerlige, men ingen kan ændre på vejret og de måtte indordne sig forholdene.

Jeg kunne så se at der var arrangeret åben scene i kulturhuset, hvor de musikere, som ikke var kommet afsted, fik mulighed for at give et sidste ekstra nummer. 

Arctic Sound leftovers.. humor og tilpasning og at få det bedste ud af situationen.

Jeg mødte et par kunstnere på cafeen i torsdags om eftermiddagen. De havde accepteret at de ikke kunne gøre noget ved situation og til og med erkendt, at det måske endda ikke var det værste sted at strande.

De ville have det sidste ud af det gode forårs solskinsvejr, gå rundt i byen og suge det sidste ud af opholdet.

Sådan  havde jeg det med Laura. Jeg sad på cafeen sammen med dem og forsøgte nyde øjeblikkene lidt ekstra, velvidende at det sang på sidste vers i denne omgang.

Min yngste søsters mand (de er ikke gift, men de har været sammen i mere end menneskealder) skrev og spurgte om vi ikke skulle pakke lidt mad og køre sammen ud allesammen.

Det var en anledning til at få det sidste ud af alting: fjordisen, 

sneen, foråret, 

mine søstre , som rejser til forskellige ting i dag og på mandag, og ikke mindst at være sammen med mellemstebarnet Laura, som skulle rejse dagen efter.

Jeg ved ikke om andre forældre har det på samme måde, men jeg gik og var glad, samtidig at en undertone af vemod lå under glæden, vidende at det var sidste tur, hvor vi sammen, allesammen kunne sidde på vores hytte-terrasse, som har været dette forårs store hit.

Jeg har forsøgt at være i nuet, nyde nuet, glædes over lige nu og det er da også lykkedes.. næsten, for en lille flig af glæden blev farvet af visheden om, at det ikke kunne gentages.

Nu gemmer jeg de fine, gode stunder i mappen med gode minder og siger tak for at have haft muligheden.

Jan og jeg skal på ferie til Danmark til sommer og har sammen med min mellemste søster planlagt en uge i sommerhus.. ikke længere væk, end at farfar kan besøges eller han kan komme på besøg.

Vi skal selvfølgeligt også være hos ham og vi håber på en dag i Sverige, hvor svoger har fået et sommerhus.

Vores yngste har planer om at komme herned til Sisimiut i løbet af sommeren og inde i mit hoved har jeg allerede planlagt kys og kram, sejlture og lange kaffepauser.

Det er en god øvelse i, at værdsætte det jeg har og det som jeg ved jeg snart får, i stedet for at ærgre mig over det, som jeg ikke har, -men mon ikke alle forældre kender følelsen af at blive forladt, når børnene forlader reden for at bygge deres egne. 

Jeg glæder mig over, at mine børn har skabt så gode og spændende liv for dem selv og at de klarer sig så godt hver især og allermest glæder jeg mig over at de alle tre ringer og skriver mindst een gang om dagen om store og små ting, at de holder så tæt kontakt helt af dem selv og at de trods trafikale omstændigheder vi har heroppe stadig prioriterer at komme hjem til os og være sammen med os så længe ad gangen. 

Indre solskin

 Sikke en påske. Sikke en årstid.

Vejret har virkeligt været med os og Jan og jeg har virkeligt formået at få det bedste ud dagene.

Vi elsker jo at være ude både sommer og vinter, forår og efterår.

påskeferie

Der sker så mange ting omkring os og vi forsøger at nå det hele, men må jo prioritere og vælge ting fra.

Under Arctic Sound kikkede vi programmet igennem og valgte helt bevidst, hvad vi ville se og hvornår vi ville være udenfor.

Vi har været en hel del i vores lille hytte og det er næsten blevet en hel tradition at Dudi og hendes mand kom og sad sammen med os ude på vores sydvendte terasse.

Vi har siddet og hygget, drukket kaffe og ikke mindst er det også nærmest blevet et must, at vi havde grønlandsk mad med i form af tørrede fisk og mattak., men det var samværet der betød alverden.

Vi har siddet og snakket og vendt verden ud på vrangen og vendt den tilbage i de folder, som behagede os bedst, vi har grint og genoplevet, snakket om vores børn, vores arbejdsliv og vores fritidsliv.

Det har gjort livets uspiseligheder lidt mere spiselige og tunge tanker har været lidt nemmere at sluge.

Nu er der ikke så mange tunge tanker, men de få der nu engang hører med til livet, har været lidt lettere.

Jeg har haft nogle udefrakommende dårlige episoder, som har sat tanker i gang. 

Åndsvage og ligegyldige tanker, men de har kørt rundkørsel inde i mit hoved og jeg har haft svært ved at finde en udkørsel for de små tanker, der havde tilbøjeligheder til at vokse sig store.

Min mellemste søster har investeret i en snescooter også og efter at have kørt et par småture, tog hun påskedag turen ind over land, ud på fjordisen og ud til os i hytten. 

Det var så ubeskriveligt hyggeligt at have begge sine søstre på besøg i hytten, langt ude i fjeldet en hel dag.

Det er ikke alle forundt at have så godt og tæt forhold til sine søskende, som jeg har og jeg er glad hver gang vi samles på den måde i fredeligt samvær og hygge.

Hver gang livet  har budt på modstand, store som små, for en af os har vi hver især trådt til og gjort, hvad vi kunne for at støtte op om hinanden og vi ved hvor vi kan henvende os, hvis det brænder på.

Det er en rar tanke og det var rart at sidde på terrassen og mærke at vi stadig har hinandens rygge.

Her til aften.. en ganske almindelig kedelig torsdag aften, pakkede vi lidt mad sammen hver især, kørte afsted og spiste vores medbragte mad i fælleskab ude på terassen.

En mere skøn, dejlig måde at afslutte en dag på og ikke mindst Lauras ophold hjemme på, kan vist ikke findes.

Tak for dejligt mange hyggelige solskinstimer. Solskin udenpå og solskin indeni.

Det giver energi og glæde til mange regnvejrsdage.

TAK

Det var bare det jeg lige ville sige

 I disse dage summer byen af musik af enhver slags. 

Hurtig musik, langsom musik, hård musik og blød musik.

Der er musik som rører ved en og der er musik som giver dig lyst til at røre dig.

Og så var der lige Freja Kirk i aften.

Laura fortalte om Freja og fortalte at Freja lige har udgivet en ny sang, som Freja ville synge nede foran Bethel kirken kl 00 forleden. Laura havde indspillet det og lod mig høre det og det.. Jeg er solgt.

Frejas tekster går ind og rører ved noget dybt inde i mine følelser og især retfærdighedfølelsen på hendes vegne, samt alle i lignende situationer. 

Vi er vist ikke kommet så langt som jeg troede.

Det var bare det jeg ville sige.

Nå nej. 

Jeg er på vej i seng, men vil lige tilføje at 

Josef Tarraks tekster kan få mig til at græde af sorg over at nogen som helst børn nogensinde skal opleve en barndom med svigt og manglende omsorg.

At nogen som helst børn skal vokse op og opleve ting, som ingen burde opleve.

Jeg har så stor respekt for at han fortæller om det, gør opmærksom på det og det på en måde, så man bliver revet midt over af så stor sorg over, at ingen så det, lagde mærke til det eller gjorde noget ved det.

Josef, Du er et modigt, dygtigt menneske, som fortjener så meget af det hele, men ikke mindst ros og respekt for at klare dig så godt som du gør.

Når du går på scenen og fyrer den af, bliver selv gamle jeg, revet med og føler musikken og ikke mindst teksten.

Du har så meget energi og er en absolut unik ener på enhver scene.

Det var bare det jeg vil sige inden jeg går i seng efter en lang dag ude i det fri, hvor dagen har budt på ude koncert, hyttetur og koncert i School of rocks.

Musik og mangfoldighed

 Apropos relationer:

Laura er jo her i byen, hvor de er med til at arrange og afholde Arctic Sounds festival og det er som altid spændende at høre ny musik.

Der er ikke kun ny musik. 

Der  er også musik som vi er bekendt med.

I går aftes var der de første koncerter i Råstofskolen, som (selvfølgeligt) under musikfestivalen bliver omdøbt til School of Rocks

Min mors fætters barnebarn  Athena Lings spillede og sang sin egen musik.  

Laura spillede på keyboard for Athena og alt for hurtigt spillede de sidste nummer, selvom de leverede en næsten 45 minutters god og anderledes musikoplevelse.

Min mors kusines søn var næste kunstner på scenen. 

Jeg har tidligere skrevet om Steen. Steen har utroligt mange talenter og når han graver sig ned i en interesse, så går han virkeligt til den og forfiner, fremmer og dyrker sit  talent indenfor området til perfektionisme.

Han tager desværre ikke billeder mere. Døgnet har vel også kun 24 timer for hans vedkommende.

Som du kan se udfra det link, som jeg har sat ind, så var /er han mere end almindeligt dygtig til at tage billeder og photoshoppe.

Han købte på et tidspunkt en drone og selvfølgelig, havde jeg nær sagt, fik han nogle fine, flotte filmklip.

Han har bygget sig en pizzaovn udenfor sit  hus og de pizzaer som han får lavet, skulle efter sigende været suverænt gode- selvfølgelig.

Steen har gennem alle sine andre interesser aldrig sluppet sin guitar.. heldigvis, men heldigvis har han ikke kun holdt guitaren i hånden. 

Indimellem har han fattet hammer og sav og byggede sit eget lydstudio, hvor han, lige inden år 2024 randt ud, udgav 12 fine numre.

Teksten har hans fætter, min halvfætter Kaali Olsen skrevet og Steen fik tekst og melodierne sat sammen til fin musik.

Teksterne tager hårdt fat i de mange kedelige oplevelser, som vi børn fra blandings-ægteskaber heroppe alt, alt for ofte oplevede.

Oplevelser, som  aldrig rigtig blev sagt højt, aldrig rigtig blev italesat og de følger af den mobning, racisme, nedgørelse, tilsidesættelse, fremmedgjorthed og aldrig rigtigt at høre til , blev der sat ord på (Iink til Information-artikel) og jeg og mange andre følte os hørt, set og forstået.

De oplevelser mange af os børn fra blandede ægteskaber har oplevet, har formet os på godt og ondt og dem har  Kaali og Steen så fint formuleret. 

Jeg ved at andre oprindelige folk med børn fra blandede ægteskaber også har haft lignende problemer og den i dag i dag døjer med eftervirkningerne  af.

Den 17. november 2024 var der release koncert her i byen i Taseralik, som vi var nede og høre.

Jeg tog nogle billeder til koncerten og du kan se dem her

Måske føler jeg derfor at lige netop den udgivelse taler til mig?

Steen Olsen og Kali Olsen blev da også velfortjent hædret for deres fine udgivelse i starten af dette år.

Nogen skal lige høre numrene et par gange, lære dem at kende før de opdager alle de smukke detaljer der er at finde i musikken. 

Lytter du til musikken i Applemusic, kan du finde teksterne og oversættelse til engelsk.

Jeg ved, at der kommer flere gode musikoplevelser i kommende dage, men udover det er der også arrangeret pride parade og aktivitet omkring retten til at være den man er.

Sådan helt seriøst troede jeg, at de fleste mennesker forlængst havde accepteret at kærlighed findes mellem mennesker uanset køn, og jeg var af den naive overbevisning at stort set alle havde godtaget, erkendt og accepteret ikke alle identificerer sig i de små firkantede, snævre kasser vi har opstillet for hinanden.

Men jeg sad til en undervisningstime med en sexolog sammen med nogle unge mennesker, og jeg kunne ud af øre-krogen høre nogle unge piger snakke forarget om bøsser og lesbiske. 

De mente helt seriøst at homoseksualitet var en unormalitet og faktisk burde de ikke leve. 

Vi sad midt i en undervisning, så det ville være upassende, at jeg havde påtalt det, hvad jeg virkeligt ellers brændte for, men disse unge piger mente at det var en abnormitet som et andet handicap og hviskede videre om Gud og biblen.

Jeg sad med min underkæbe langt ned ad brystet og var dybt rystet.

I min egen undervisning i min egen klasse har jeg ofte talt åbent med mine elever om rettigheder, kærlighed og følelser og eleverne har bidraget med historier fra deres egne oplevelser blandt familie-relationer , søskende og venner, så mens jeg gik rundt og troede at vi i 2025 havde lært at kærlighed er til for alle, så måtte jeg lige tro om igen.

Jeg har jo så senere konstateret, at vi ikke er kommet særligt langt på den front og faktisk er vi ved at afvikle mangfoldigheden rundt omkring.

Nogle mennesker, faktisk lidt for mange har jo den opfattelse at pride parader ikke er nødvendige og at man ikke nødvendigvis behøver at skilte offentligt med sin seksualitet, men nu handler det jo ikke som sådan, i min verden om at skilte med om man er til det ene eller det andet, om man identificerer sig som det ene eller det andet eller måske noget helt tredie, men retten til at være den man er, så jeg går med i aften og håber at den ringe støtte jeg dermed viser, kan være med til at den enkelte som ikke kan proppes ned i de gængse små og snævre kasser, som vi så gerne vil mase vores medmennesker ned i, føler sig støttet. 

Tanker om fremtidslykke

Det der med lykke og at være lykkelig, kan nogen gange være ganske udfordrende.

Jeg bruger ualmindeligt meget tid og energi på at tænke over, hvad der gør lige netop mig lykkelig og der er vist ikke nogen, som kan pege kun på een ting.

Jeg har ikke nogen færdig konklusion og kommer formentligt heller aldrig til at kunne konkludere, hvad og hvordan jeg opnår den eftertragtede følelse, men de sidste par år har tanken om, at jeg med hastige skridt snart går ind i en ny periode af mit liv, har sat en del tanker i gang.

Jeg fylder 60 år til næste år og kan, hvis jeg ønsker det lade mig pensionere. Jeg blev ansat dengang man stadig kunne lade sig ansætte som tjenestemand og med min ordning følger at jeg kan gå på pension enten når jeg fylder 60 eller har arbejdet i 37 år og til næste år, kan jeg krydse begge dele af.

Hvis jeg hellere vil fortsætte, kan jeg såmænd også fortsætte med at arbejde og endda med nogle timers time-reduction.

Jeg har regnet og talt på fingre, og jeg har tænkt og tænkt på muligheder.

Hvis jeg vælger at gå på pension efter næste skoleår, får jeg efter skat 10.500,-kr udbetalt og det er ikke meget at gøre godt med heroppe, hvor leveomkostningerne er meget, meget høje og selvom jeg er forholdsvis billig i drift og ikke har særligt mange udgifter, så er det alligevel tankevækkende lidt at skulle gøre godt med om måneden.

Indtil for ikke særligt mange år siden, var jeg ret besluttet på at stoppe med at arbejde såsnart muligheden bød sig, men beslutningen er ikke så stålfast længere.

Jan kan ikke gå på pension før han er ca 67 år , for han er ansat et andet sted og under en anden ordning, så dagene kan måske godt gå hen og blive lidt lange, hvis jeg skal gå herhjemme og vente på at han får fri, men på den anden side, har jeg jo rigtig mange gode interesser, som jeg kan fordybe mig i og ydermere kan jeg både sejle selv og komme ud i naturen uden at skulle vente på nogen.

Det kunne jeg sagtens få masser af tid til at gå med.

Jeg har aldrig været god til at etablere relationer og de få jeg i mit voksenliv har skabt, er løbet ud i sandet fordi folk-især heroppe jo flytter, rejser og rejser væk.

Men det har så også været med til at jeg altid har været mere end almindelig god til at underholde mig selv og holde mig selv beskæftiget.

Når jeg tænker lidt rationelt over det, er det så måske heller ikke det allersundeste sådan at tulle rundt for sig selv og være helt alene. 

Gennem mit arbejde ser jeg jo ret mange mennesker hver dag. 

Der er mine elever og mine kollegaer og derudover er der også forældre og andre, som jeg skal indgå i et samarbejde med og det giver jo nogle naturlige mellemmenneskelige interaktioner, som jo stimulere og det har måske også været medvirkende årsag til, at jeg ikke i mit private liv har dyrket så mange mennesker, for behovet i det daglige har ikke været stort og ihvertfald let at overse.

Derudover har jeg (måske) også været alt, alt for kræsen og krævende i forhold i forhold til hvem og hvad jeg bruger min kostbare fritid på, men hvis jeg vælger at stoppe med fast arbejde fra næste år af, så får jeg jo ikke andet end fritid.

Måske lå disse tanker under overfladen i december, da vores tæve fik hvalpe? 

Måske var det bare savnet til min kat, som jeg var meget knyttet til?

Måske var det bare fordi at de nyfødte hvalpe, var så ualmindeligt søde og kære, at jeg ret hurtigt forelskede mig i de to som overlevede.. og så døde den ene af de to og så var der kun en tilbage.

En lille lys og fin han-hvalp, som ret hurtigt fik navnet Ingo.

Han er blevet forkælet både af sin gode og omsorgsfulde mor, som er en gammel tæve vi har haft i rigtigt mange år og han blev så yderligere meget forkælet af mig.

Han rendte løs rundt nede på hundepladsen og jeg blev mere og mere nervøs og stresset over at han var begyndt at gå med alle de børn, som kaldte ham til sig, at han var begyndt at rende ud på gaden og var begyndt at føjte omkring, så han blev bundet sammen med sin mor lidt tidligere end  planen.

På det sidste har vi lært ham at køre bil og så kører vi ud et sted, hvor der ikke er så mange mennesker og gå med ham i snor. Han bliver sluppet løs og får lov til at rende omkring, men han bliver omkring os og vil helst løbe og lege med os.

Jeg har bagtanker med ham. 

Han skal også lære at komme med i vores båd, så han kan komme med op i hytten og hvis jeg kan nå det, skal han også lære at komme med i vores anhængerbalje til snescooteren, så han også kan komme med om vinteren op i hytten.. og nej, det bliver lidt for langt for både ham og mig, at gå hele vejen op til hytten.

Jeg tror, han får det lært

Han skal også lære at være slædehund, så lige om lidt skal han også have en sele på og foran slæden med de andre hunde, men først når Jans arm /håndled er groet lidt mere sammen, og det må det sådan set gerne gøre hurtigt og inden sneen er helt væk.

Måske tænker du hvordan han, altså Ingo kommer ind i planerne om min kommende pension eller måske har du allerede gættet, at når nu jeg får mere tid og gerne vil op i vores hytte, så har jeg tænkt mig at tage ham med som selskab. Han er allerede nu et pragtfuldt selskab, men han er kun 4 måneder, så der skal lige øves nogle ting.

Hvordan planlægger man sin kommende pension? Hvordan planlægger man de sidste (forhåbentligt) 20-30 år af sine  sidste leveår, så man ikke ender med at blive en gammel, bitter kone?

Hvordan planlægger man mon bedst muligt livet, så lykken bliver stamgæst i ens liv? 

Lige nu og især i denne tid, hvor solen brager ned fra en skyfri himmel, i en påskeferie, som man kan dele med familien, er lykken jo fast inventar og jeg tænker meget over mit eget ansvar for at være lykkelig.

Måske tænker jeg for meget?

Forandringer på et døgn

 Det er ikke nogen hemmelighed, at vores vejr har ændret sig.

Det er blevet uforudsigeligt og mængden af nedbør som sne og regn har ændret sig væsentligt de seneste par år.

Vintrene er knap så kolde som de plejer at være og frostgraderne når slet ikke ned til de voldsomme -30 og mere, som var engang.

Vi når faktisk kun sjældent ned under 20 frostgrader og jeg mindes ikke at have set regn og slud i februar marts måned før i tiden.

Vi frygtede indtil det sidste om sneen holdt til Arctic Circle Race og inden da til slædevæddeløbet, da der havde været regn og tø, men begge begivenheder blev jo som bekendt gennemført.

Arctic Circle Race blev afholdt i weekenden og i søndags løb den sidste deltager i mål i strålende solskin og godt at løbet ikke lå senere på ugen for allerede mandag aften steg graderne op til tø og om tirsdagen var det, som var en start og slut-arena forvandlet til sø.

Det tynde lag sne som vi holdt os rundt om og i byen er stort set væk og der dufter af forår langt tid før det plejer at være forår.

På fjordens is ligger der nu store søer og våde pletter og den sne, som før lå på isen er væk og har efterladt isen som en våd blank skøjtebane.... og så er der folk som ikke tror på klimaforandringerne.

Jeg havde set frem til at holde påskeferie i hytten. 

Jeg havde set frem til at komme væk fra civilisationen og sidde udenfor i det fri med en kop kaffe og en hjerne der kørte i tomgang.

Jeg havde glædet mig til at komme lidt væk og opleve noget andet end det hverdagens trummerum og vante gænger byder på, komme i feriestemning og koble fra, men jeg tror, jeg hellere må kigge på en plan B og indstille mig på at vejret stadig er det som er altafgørende for mange af vores aktiviteter heroppe.