tirsdag den 28. februar 2012

Tæt på, men alt for langt væk

Laura har skrevet en besked til mig på Facebook.

Hun har skrevet, at hun har lært at spille en sang, som jeg godt kan lide.

Jeg håber, at hun een af de allernærmeste dage vil slæbe sin bærbare computer med ned til klaveret og spille og synge for mig over Skype.

laura

laurashænder

eftertænksom

Der er dage, hvor jeg bare savner hende så meget.

Savner, at hun er omkring mig og fylder huset med musik og sang og ikke mindst med sin tilstedeværelse.

De dage, hvor jeg savner hende lidt mere end normalt, bliver jeg irriteret på mig selv over, at jeg ikke fik taget flere billeder af hende, mens hun var her i julen.

Gudsketakoglov for Skype, Facebook, sms-er og hurtig telefoni.

Når Laura vender hjem til sommer, rejser Sara afsted.

Jeg kan næsten ikke forestille mig hverdags-livet uden Sara, men det kunne jeg jo heller ikke sidste år, hvor Lauras efterskole-år blev planlagt.

Tiden er gået alt for stærkt.

De blev født næsten lige efter hinanden med 13 måneders mellemrum i forgårs og de har allerede taget de første prøve-flyvninger ud i deres eget liv.

Deres storebror fylder lige om lidt 25.. men hov, så er han og jeg jo næsten lige gamle og jeg forstår ingenting, kun at jeg savner at have mit kuld omkring mig lige nu og lige her.

Jeg glæder mig til at høre Laura over Skype.. hvis hun vil..

søndag den 26. februar 2012

Søndags-pylren

Jan var ude på rype-jagt i dag sammen med sin bror.

De har vist haft en god tur.

janisneen

ryperisneen

 

Sara og jeg tullede lidt rundt i byen, lavede ingenting og så på alting.

Nu er dagen så gået og jeg er pænt gået med. Lidt modvilligt måske, men med, dét kom jeg.

Jeg glæder mig overhovedet ikke til i morgen, når jeg skal på arbejde med en dyb hæl-revne, verdens næststørste blå mærke på underbenet, som bliver ved med at gøre ondt, ondt i lårmusklerne, ondt i skuldrene, ondt i begge underarme, menstruations-smerter og forfrysninger i det ansigt, som er så hævet.

Nå!

Ikke mere pyller!

Det er småting, som går over lige om lidt og når jeg tager mig sammen, er det nok ikke så slemt endda.

Smil-smitte

Bliv smittet af begejstringen på denne dejlige, solrige søndag.

Smil, for der er nok, at smile af, hvis du kigger efter… eller se dette skønne stykke livsbekræftende klip.

Dét kalder da ihverfald smilet frem på mit ansigt.

Søndag

Jeg kan da se ud af øjnene.

Jeg var ved at komme i tvivl i morges, da jeg vågnede om sprækkerne ville lukke helt til eller om de ville åbne sig bare en lille smule mere.

Heldigvis fik jeg da en hel del mere udsyn end jeg havde forventet.

Men forfrysningerne svider, gør ondt og er hævede, mine øjen-omgivelser har det ikke alt for godt, men det går vel over i løbet af en uge eller to?!

 

2

1

Mine skuldre er meget, meget ømme, sikkert af at skulle holde snescooteren på sporet hen over isen i går.

Det kan ikke fotograferes og vises frem, så det gælder næsten ikke, men de er godt nok ømme.

 

Hvad næsten værre er: i fredags var jeg i motionsrum sammen med Sara, hvor jeg løb ½ time på løbebåndet og lavede forskellige øvelser den sidste ½ time.

Det er ikke første gang vi er deroppe, men i fredags gik vil lidt hårdere til den end vi plejer.

Nøøøøj, hvor er mine ben ømme i dag.

Jeg tror, at jeg tager den lidt med ro i dag.

Jan tager afsted lige om lidt.

Han kan også slå visiret ned på sin hjelm, når han kører, for han har kontaktlinser på, men han har fået sig en forfrysning på hagen, hvor jakke og hjelm mødtes.

lørdag den 25. februar 2012

Åh, hvilken herlig dag

Åh, hvilken herlig dag!

 

Jan og jeg kørte sammen  med een af vores gamle venner, Jonn og hans søn ind til hytten lige over middag.

Jan havde anhænger efter snescooteren, læsset med en 1½ mands futonseng, som skulle stå i hytten.

Sådan en futon-seng vejer godt til og ydermere har vi købt to køkkenoverskabe, som vi også skal have samlet og sat op, som Jan også havde med.

 

Jeg kørte på Dudis gamle snescooter.

 

Den er hurtig, den er hidsig og så er den levende i en grad, som jeg har lidt svært ved at forholde mig til.

 

Jeg ved ikke om jeg har fortalt det før, men jeg har een eller anden fobi med nedkørsler.

Og det er fuldstændig ligemeget om det er på hundeslæde eller på snescooter.

Jeg kan finde på at vende om og køre hjem igen, hvis jeg pludseligt ikke kan klare en nedkørsel og det er ligemeget hvor lille den bakke så end måtte være.

 

Nogen af de nedkørsler vi skulle ned ad i dag, ved jeg af erfaring, kan være slemme.

Slemme for mig, men i dag ville jeg bare ikke lade mig stoppe af dem.

Jeg ville med ud til hytten.

 

Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen lå lige omkring de 17 til 18 grader.

Fast besluttet, kørte jeg derud af efter Jan.

Ned ad bakkerne.. mens jeg stønnede Fxxk, Fxxk,Fxxk, men ned kom jeg.

Hjertet bankede lidt mere end normalt og min mund var tør som Sahara.

Når man kører ned på fjorden, er man næsten inde i bunden af fjorden.

På det her billede, kan du se

varde

fra udsigtspunktet og ind i bunden af fjorden. .. Det er et billede taget på et helt andet tidspunkt og slet ikke fra i år.

 

Vores hytte ligger længere ude i fjorden, så vi skulle køre på fjordisen, hvilket jeg ikke havde problemer med… altså  lige indtil jeg gjorde det.

 

Jeg kørte efter Jan, som rosinen i pølse-enden og inden der var gået mere end et splitsekund fandt jeg ud af, at der var en rigtig god grund til, at han kørte så stærkt.

 

Indtil vi kom ned på isen havde vi kørt omkring 40 miles i timen.. ca 65 km/t.

 

Nogle steder dampede det fra isen og den var våd, så jeg fandt også lynhurtigt ud af at trykke gashåndtaget godt i bund, mens jeg skreg inde i min hjelm, som forøvrig stod åben, da mine briller duggede til igen og igen og igen og igen..(om det var koldt???) og når noget dugger i den kulde, fryser duggen til, hvilket mine briller så også gjorde.

 

Da jeg stod nedenfor hytten på isfoden bankede mit hjerte så voldsomt, at jeg troede, at det ville banke sig vej ud af min krop, hvis det ikke faldt til ro.

 

Jan påstod/påstår, at det ikke var farligt, men det føltes altså farligt, når man skænkede farten og det føltes som om, at den sank i bagenden ned i det våde..hav.

Sådan føltes det ihvertfald for mig og det er altså ikke første gang, at jeg kører på isen, men aldrig, når den har været som idag.

 

Jan påstod/påstår, at under det våde, er der mindst en ½ mtr. is, men sådan føltes det altså ikke.

 

Jan kørte fast i den dybe sne på stranden nedenfor hytten med trailer og scooter, så jeg stoppede ganske enkelt mit køretøj og syntes lige pludseligt, at det kunne være rart med en gå-tur i den dybe, jomfruelige sne op mod hytten.

(hare-spor)

Næsten oppe

 

Der stod 2 harer ved hytten og der er nye spor efter rensdyr.

Næste gang får jeg måske endda nogle billeder?

 

Jan og John gravede og gravede og scooteren kom da også fri, men op med traileren, ville den altså ikke.

 

Så forsøgte de med Johns scooter, der er af meget nyere dato end vores gamle hakkebrædt og som har nogle flere muskelkræfter at spille med, men det var samme historie, så det endte med, at sengen med det tunge stel og overskabene blev båret de sidste slidsomme metre op til hytten.

 

Snescootererne blev efterladt nede ved isfoden.

(Snescooterne nede ved isfoden)

4

Sengen kunne akkurat stå, hvor vi havde tænkt, at den skulle stå og med tiden tør det frosne fjord-vand, som blev kørt op i den, vel også op?

2

(Bag duggede linser)

3

Vi hyggede, fik noget kaffe, spiste en medbragt småkage, hyggede lidt mere og nød livet.

 

Stilheden derude er rungende.

6

7

8

Der er stille og tiden står stille i et skønt øjeblik.

Mit forslag om at blive hentet med båd, når fjorden engang er tøet op, var måske lidt langt ude og blev overhovedet ikke kommenteret, men jeg var ikke meget for at skulle køre samme vej tilbage over isen.

Den eneste vej, sådan umiddelbart.

9

Hjemturen gik stærkt.

Virkelig stærkt og det endda uden briller, som jeg tog af, fordi de blev ved med at dugge.

Okay, tog af er måske lidt i underkanten.. flåede af og stoppede i lommen, mens jeg kørte, med hvad jeg følte var døden i hælene.

Du kender mig nok nok til at vide, at jeg kan være lidt melodramatisk og overdrivende, men gashåndtaget var vitterligt trykket næsten i bund, for det var uden tvivl en rigtig dårlig idé at sætte farten ned, medmindre vi havde lyst til at lade maskinerne grave sig ned i det våde, tunge søle.

 

Og selvfølgelig får man forfrysninger, når man kører små 100 km i timen i 17-18 graders kulde med visiret på hjelmen slået op. (har lige regnet ud at med chillfaktor ca –50 graders kulde)

Først gjorde det ondt, så gjorde det slet ikke ondt og da jeg kom ind  i varmen og under den varme bruser gjorde det ondt igen.

Huden er tyk, stiv og brændende,

10

men hvad.. det er ikke første gang og sikkert ikke sidste gang.

Kan du se, at mine kindben er hævede, røde og huden er fortykket?

 

Det har været en herlig dag.

Selvom jeg har overskredet nogle grænser og selvom min hud føles ubehagelig, har det været en dejlig, dejlig dag ude i den fri natur med solen lige i ansigtet, stilheden som lydkulisse og samvær med dejlige mennesker.

 

Håber, at din dag har været lige så herlig som min.

Lørdag formiddags-tanker

De unge mennesker, også heroppe, er udsat for et massivt gruppepres, der kan gøre det vanskeligt, at sige nej til at deltage i fester, hvor der er alkohol indblandet.

 

Der er ufatteligt få forældre både her, men også andre steder, som Niklas far, der orker, evner eller som tør at sige:" der er en grund til at der er en aldersgrænse for, hvornår man må købe og indtage spiritus".

 

Her, som i mange andre lande, tager alt for få forældre deres ansvar, netop som forældre alt for useriøst.

Tør vi som forældre ikke tage ansvaret for det afkom som vi selv har sat i verden?

Tør vi ikke sætte en grænse for hvad vores børn og unge må i frygt for, at blive uvenner med dem?

Skal vi absolut være venner med vores børn for at kunne fungere optimalt sammen med dem?

 

Jeg vil hellere end gerne være venner med mine børn.

De er nogle fantastiske skabninger, -trofaste og loyale overfor deres venner.

 

Jeg forsøger at stå fast og være en meget synlig voksen, der er kommet langt over teenage-årene, som har taget ved lære, fået erfaring og som vil dele og give min viden til mine børn.

Rundt omkring mig, ser jeg forældre, der gemmer sig i busken, som giver lov for at få fred, som ikke tør rejse sig fra sofaen og sige: “nej, det er du ikke gammel nok til og det er ivrigt imod lovgivningen”.

Jeg ser forældre, som giver lov til at deres unge både ryger og drikker, for de gør de såmænd selv i sådan en grad, at de ikke selv kan se, at det ikke er en model, som deres unge ikke har godt af at efterligne.

I især mit arbejde, men også i mit privatliv bliver jeg som professionel og som forældre udsat for et inddirekte, men massivt gruppepres fra det omgivende samfund, som lader stå til og giver efter, fordi de ikke tør, ikke vil eller ikke ved, at en hel del unge weekend efter weekend drikker sig bedøvede af alkohol, så de knap kan tage vare på sig selv eller deres omgivelser.

Jo.. jeg har været teenager engang og ja, jeg ryger en hel pakke smøger om ugen og får et par gange om året et glas rødvin til maden.

Jeg har lært at sige både ja og nej og stå ved mine beslutninger, selvom de ikke er i overensstemmelse med flertallets, men jeg ville godt nok ønske, at mange flere forældre ville sige både ja og nej til fordel for deres teenagers skyld.

Hvorfor lige pludseligt dette indlæg?

Fordi jeg læste denne artikel og kunne nikke så genkendende til problematikken

fredag den 24. februar 2012

Bagpå

Hvem siger, at det altid kun er forsiden, som er seværdig?

10

Forklædt som hundelort

Man skal ikke bedømme udfra udseendet og slet ikke disse marengs.

2

De ligner en pæn lagt hundelort, men er i virkeligheden 2 bægre pastaureseret æggehvider pisket stive og vendt i bløde tag med sigtet 75 gram floursukker, som er tilsat en toppet spiseskefuld lakridspulver.

Kys til den lakrids-elskende.

1

Hvordan de smager kolde?

Aner det ikke, for de nåede ikke at blive helt kolde.

torsdag den 23. februar 2012

Til salg

Denne kuglepen er til salg for den alt for lave pris af 250,-dkk.

Jeg ville personligt gladeligt have betalt mere for den, men det er ikke mig, som har lavet den og derfor ikke den, som skal prissætte.

Jeg synes ihvertfald det er billigt. Måske du synes det samme?

 

Den er lavet af et gammelt gevær-skæfte (vistnok en gammel Tikka over-under, men jeg er langt fra sikker på, at det er en Tikka, hvilken kaliber mm, men ved blot, at det er et gammelt gevær-skæfte) og der er en stribe af rensdyr-gevir

kuglepenmedenstriberensdyr

 

 

Pennen med de to striber, er en stift-blyant og lavet af det samme gevær-skæfte som ovenstående kuglepen.

Den vil min far også gerne have 250,-dkk for.

Der er to striber af rensdyr-gevir og hvis jeg synes, at de er helt vildt flotte, unikke og meget raffinerede.

 

Begge penne er for dig, som holder af flot brugs-kunst i hverdagen og som vil enten eje eller forære lidt luksus til een, som du virkelig holder af.  Måske dig selv?

 

kuglepen1

Portoen er omkring 20 kr oveni så skriv til mig i kommentar-feltet, hvis du er interesseret/vil købe een eller begge.

(Hold øje med kommentar-feltet, så du kan se, om de er blevet solgt) Smiley

En vinterhave fuld af isblomster

 

 

Vinterhave/isblomster

 

Jeg var til et møde i dag ude i byen.

Det er ikke så tit, at jeg når andre steder hen end lige de vante steder.. eller måske jeg ikke giver mig tid, prioriterer og vælger nye steder til?

Det andet sted jeg kom i dag, havde en hel have fuld af isblomster på vinduet.

En stor flot have fyldt med de smukkeste isblomster du overhovedet kan forestille dig og jeg havde kun et compact-kamera med, som ikke helt ville lystre og gøre som jeg ville.

Jeg tænker, at jeg måske burde tage mit mere samarbejdsvillige kamera med i morgen, skrue makro-objektivet på og få nogle flottere billeder af de unikke blomster?

Årsagen til mødet var knap så sjovt, men lige nu orker jeg end ikke tænke på det, så jeg nøjes med at glæde mig over de kolde blomster, der blomstrede så smukt på det store vindue alias haven..

 

14

12

tirsdag den 21. februar 2012

Fødselsdagsgaver

I tirsdags kom Jan hjem med en buket blomster til mig.

En buket pga Valentinsdag.

Det skulle han bestemt ikke høre et ondt ord for.

 

De har stået lige så fint på køkkenbordet og pyntet i en hel uge nu.

 

Udenfor er der masser af lys og en hel del af lyset vælter ind ad vinduerne og lyser buketten op.

Så er der ingen vej udenom end at den må fotograferes på kryds og på tværs.

Sådan et lækkert lys kan man ikke bare sidde overhørigt og kameraet skal motioneres indimellem, hvis ikke dimser og dutter skal gro fast

1

2

3

4

I buketten var denne hyacint sat fast med en træpind.

Det kunne jeg næsten ikke klare.. tanken om, at den ikke ville begynde at springe ud, blomstre og sende dufte hen imod min næse, var næsten ikke til at bære, så jeg pillede den forsigtigt ud og satte den i en lillebitte mokkakop, hvor den befinder sig så vel, at den er begyndt at åbne for de mange små, lavendelfarvede blomster, mens den glad kvitterer med dufte, som tak for min redning.

6

 

De bittebitte små vandperler er så små, at de er noget meget mindre end et knappenålshoved.

Mit makro-objektiv blev skruet godt fast i kameraet og tungen blev stillet vaterpass-lige i munden og så blev der trykket lige så forsigtigt på udløseren.

7

Hvis du vidste, hvor små de dråber er, ville du også synes, at de er lidt søde og fine, tror jeg.

Det synes jeg ihvertfald de er.

 

I fredags fyldte jeg så hele 46 runde, glade år.

Jeg er glad for at fylde endnu et år.

Tænk, hvis jeg ikke fyldte flere år.

Nøj, hvor ville jeg være ked af ikke at fylde flere år.

Jeg holder af mit liv, holder af min hverdag, holder af højtiderne, holder af det hele og vil meget, meget nødigt undvære nogen som helst dele af det… okay, der er måske lige et par ting, som jeg er mindre glad for, men tingene hænger sammen, giver kontrast, giver mening og får så ikke lov at fylde mere end, hvad jeg giver det lov til.

I fredags, da jeg fyldte år fik jeg igen gaver.

I virkeligheden burde jeg give gaverne.

I glæde over at fylde endnu et år.

Jeg lavede nogle kager, bagte nogle boller, kogte noget suppe og stegte en lammekølle, som kunne spises med lidt salat, marinerede bønner og nogle flødefede kartofler, men det var mig, som fik gaver og jeg skal love for, at de er fine.

Taget i betragting af, at det kun var Jan, Sara, mine forældre, min søster og min veninde, som kom, så blev jeg nærmest lidt overbegavet.. se selv:

Luksus-te fra farfar, som ved, at jeg drikker litervis af te hver dag

8

En rose og et gavekort til spisning på hotellet fra min far og mor..

5

12

Og endnu et gavekort til strikkeforretningen fra min søde Sara.

En luksus-creme fra min søster.. åh, som det er dejligt med hverdags-luksus.

11

Og stearinlys fra min veninde, som ved, at jeg elsker levende lys.

9

10

 

I morgen skal jeg på arbejde.

Min klasse skal flytte lokale og jeg ved, at det bliver hårdt.

Eleverne lader ikke sådanne forandringer glide ubemærket forbi, så der bliver lidt ekstra at forholde sig til de kommende dage.

 

I min indre, lukkede verden, den usagte, stille een af slagsen, havde jeg forestillet mig min vinterferie lidt anderledes.

Jeg havde håbet på, at befinde mig her, hvor jeg helt sikkert havde kunnet hente ro, stilhed og energi, men ikke alting går som man håber eller planlægger.

Til gengæld kan jeg glæde mig desto mere til min lille drøm går i opfyldelse og jeg kan sidde i stilheden og nyde roen, hvor intet andet kan forstyrre mine tankerækker end den næste kop varme kaffe eller om jeg skal tage mig en lur mere.

Nyd din tirsdag