søndag den 28. juni 2015

En anden fantastisk Simon

Kender du denne fyr?

20140626_0037

 

Jeg er intet mindre end vild med ham.. ihvertfald hans musik.

Hvis du ikke kender ham, så find ham på iTunes under Simon Lynge.

Jeg har ikke fortrudt mine køb af hans udgivelser og synes kun, at de bliver bedre og bedre, jo mere jeg lytter til dem.

I aften gav han koncert for en stuvende fuld sal på Taseralik og det var formiddabelt godt.

En enkelt mand og hans guitar/ukulele/klaver og det lød fantastisk.

Hvis du googler ham, finder du ham naturligvis også der og han er virkeligt et fund

http://www.simonlyngemusic.com/

http://www.simonlyngemusic.com/website/index.html

 

20140626_0032

Pral-bønner

Hvor kom jeg i grunden til??

Altså jo, jeg har jo fået ferie.

Ferie fra mit lønnede arbejde, men jeg har ligget vandret i over en uge, for der var rigtigt mange ting, som skulle gøres, klares og ordnes inden jeg sådan rigtig kan sige, at jeg har ferie.

 

 

Det aller-allervigtigste har været at Laura er blevet student.

Hun fik huen på i onsdags d. 24. juni.

 

Studenter_2015_Sisimiut

Jeg er een af de meget udskældte mødre, som har pralet vidt og bredt over min datters helt vildt flotte karakterer.

 

Overalt, hvor jeg har været på nettet, er vi, de pralende mødre, en udskældt gruppe.

Men ved du hvad?

Jeg vil have lov til at prale over min datters tårnhøje gennemsnit. Og får jeg ikke lov, så gør jeg det alligevel!

Jeg ved, hvad det har kostet af tid og energi.

Det har måske ikke været så meget på trods af, men på grund af, men i vore dage, skal det vist helst hedde sig: “ .. på trods af.”

 

Godt nok kommer min datter let til viden og indsigt, men jeg ved at hun har givet så ufatteligt meget til klassen, når der skulle arrangeres både det ene og det andet af både det sjove og det kedelige.

Hun har knoklet røven ud af bukserne og hun har gjort sig umage, både med sine opgaver og med de sociale arrangementer.

 

 

Og tro mig!

Der har været meget!

Og der er stadig en hel del.

Udover det tårnhøje gennemsnit, kunne jeg også bryste mig af, at jeg har en ufattelig hjælpsom datter, som ligger vandret i luften for at få de grupper hun nu er i, til at lykkedes.

Hun er et rummeligt menneske, som man holder af fra det øjeblik, man møder hende.

Og det er det, som dog tæller allermest og allerhøjest i min verden, men jeg kræver af mine børn, at de yder det bedste de kan, hvor de nu er og samvittighedsfuldt påtager sig de opgaver, som de bliver stillet.

Jeg har aldrig været tilhænger af, at hylde middelmådigheden.

Jeg hylder flid og pligtopfyldenhed.

Jeg hylder dem, som sætter sig et mål og som når deres mål, for det kræver fokus, koncentration og meget ofte afsavn af noget andet.

Jeg har stor beundring for folk, som når deres mål, for jeg ved, hvor svært det er.

Laura satte sig nogle mål og hun nåede det allerfleste.

 

Det er muligt at det kunne gøres bedre, men sålænge man gør det bedste man kan, kan ingen kræve mere af en.

 

 

Ferien startede for mit vedkommende sidste fredag (d.19/06) og jeg gjorde rent rundt om huset.

 

Der var rigtig, rigtig meget.

 

Og så gik jeg i gang med at arrangere kaffemik/åbent hus til, når Laura skulle have huen på.

Huset indvendigt skulle også gøres klar, der skulle handles ind og så skulle der bages og laves mad.

Da hun fik huen på kl 11 stod vi naturligvis allesammen nede på skolen og så hende kom ud.

Det blev en lang og dejlig dag, hvor der kom mellem 50-65 mennesker til fiskesuppe med hjemmebagte flutes, sushi, rensdyrsteg, 7 forskellige kager og naturligvis kaffe/te.

Laura var hjemme og Laura var ude. Laura var overalt.. sådan som hun nu engang altid er.

 

Der blev kørt bus rundt i byen og om aftenen kom alle hendes klassekammerater og holdt fest hjemme i vores hus, hvor vi sov i min far og mors hus.

Det føles som nogle ualmindeligt lange dage.

Der er sket så meget og ingen af os er endnu stoppet op og har trukket vejret.. eller jo.

Vi gik i biografen og så Jurasic World og så sejlede Jan og jeg så op i hytten med en dunk maling.

Vi fik lagt udhalet nødtørftigt ud og kl. blev 2 om natten inden vi kunne gå helt til ro.

Jeg sov uroligt og vågnede hvert og hvert-andet øjeblik.

Det bliver man altså ikke helt udhvilet af, skulle jeg hilse og sige.

 

Om morgenen, da vi begyndte at gøre klar til at male, opdagede vi, at alle vores stiger var væk.

Nogen må have tyvstjålet dem, for de er ikke at se nogen steder. Hverken oppe ved hytten eller herhjemme, kunne vi konstatere, da vi kom hjem.

Øv og så måtte vi pakke malingen sammen igen.

 

Siden vi byggede hytten, har alle træstumper, brædder og plader ligget i to meget store bunker bag hytten, pakket ind i presseninger og de har pint mit øje, så jeg kravlede under hytten og fik Jan til at lægge det hele sådan at jeg kunne nå det.

20140625_0008

Nu er det fint stavlet sammen under hytten, beskyttet og gemt af vejen.

Det lettede at få det gjort.

Jeg kan ikke så godt med uroden, rod og skidt.

 

20140625_0014

 

Der var en solid fjordvind, så vi måtte vente med at sejle hjem til vinden havde lagt sig og jeg brugte så ventetiden på at sove tungt og tiltrængt.

Der blev drømt lange, indviklede, snørklede, urolige drømme, hvor der hverken var hoved eller hale, men der blev vist ryddet op derinde under hjerneskallen.

Der var lidt mere ro på i drømmen i nat…

20140625_0001

20140625_0006

20140625_0007

20140625_0009

20140625_0011

Nu fik jeg ikke sejlet nok hverken i sidste uge eller denne uge og da jeg jo ikke var træt, tog jeg ud og sejle i nat sammen med Daniel.

IMG_6987

IMG_6988

Havet var blankt som et spejl og midnatsolen glimtede.

Vi hyggede os og det var for mit vedkommende tiltrængt.

Skuldrene kom næsten ned i normal-position og vejrtrækningen blev sænket en anelse..

 

Nu skulle man tro, at jeg ville sove rigtig godt efter et par dage ude i den friske luft, men desværre sover jeg ikke så godt for tiden.

Måske er det alle de ting, som stadig skal nåes, som forstyrrer i underbevidstheden sammen med den dumme albue, der stadig gør ondt.

Heldigvis skal jeg ikke på arbejde foreløbig og jeg er fløjtende ligeglad med om nogen mener, at det er forkert at prale af sine børn!

Jeg er så stolt over mine børn.

Jeg behøver ikke sammenligne dem, hverken med hinanden eller med andres børn.

De er mine alle tre og de er gode til hver deres.

Jeg er stolt over, at jeg har været med til at forme dem til de mennesker, som de nu engang er og når de gør noget godt; det være sig at klare al familiens tøjvask, tage kørekort, hjælpe til hjemme, gennemføre en mekanikeruddannelse, passe deres fritidsjob flot, lære en ny sportsgren eller få tårnhøjt karakter-gennemsnit til studenter-eksamen, så vil jeg prale, som kun en stolt mor kan prale.

20140623_0016

 

Der er lidt over en uge til vi rejser og inden da, skal vi lige nå at komme til dimension for Laura, tømme vores køkken fuldstændigt, så håndværkerne kan sætte et nyt op, rydde hele vores bad/toilet, så vi kan få et nyt med gulvvarme og nye vægge/gulve og mon ikke jeg kan nå at prale et par gange mere af min helt egen Laura, som har klaret sig så flot og godt?

onsdag den 17. juni 2015

Sig det nu bare..

Kvit og frit og helt uden beregning, har jeg gennem de sidste to måneders tid, fået fotograferet alle specialklassens elever og derudover alt personale på skolen.

Jeg har igennem en årrække slået et stort slag for, at der på skolens intranet, hvor også forældre og elever kan logge sig ind på, bør være fotos af, som minimum, personalet.

Nu er jeg jo ikke den, som bare sætter mig ned og råber op om ting, som bør ændres, men forsøger at være med til at ændre, hvor mine evner nu kan bruges.

Ikke at mine evner indenfor portræt-fotografering er eminente eller udover det sædvanlige, men jeg kan da tage almindelige foto-automat-portrætter, hvilket jeg så har gjort.. eller dvs., når der var tid nok, gjorde jeg mig lidt ekstra umage og legede lidt.

Bare en lillebitte smule.

Jeg kan/vil og må ikke vise dig portrætterne uden den portrætteredes tilladelse, så du må undvære og faktisk er det heller ikke det, som jeg vil vise.

Mens jeg har taget alle de her billeder (sådan ca. 120 stk) har jeg altid og uden undtagelse vist billedet ligeså snart det er taget for at se om personen er tilfreds og sagt, at hvis de ikke er det, bliver vi ved indtil de mener, at jeg har fanget lige akkurat, hvordan de mener, at de ser ud.

Der er rigtig mange kvinder på min arbejdsplads.

Der er tykke og tynde, unge og gamle og hver gang jeg har taget et billede, har de alle, næsten uden undtagelse, kun set på deres fejl og mangler.

Ingen og her mener jeg virkeligt ingen, sagt: “ Gud, hvor ser jeg godt ud”.

De har alle kritiseret deres udseende sønder og sammen og hver gang er jeg blevet overrasket over det selvhad/selvforagt/mangel på selv-påskønnelse, som de har givet billedet af sig selv.

Jeg er hver gang blevet forskrækket, for hvis jeg har taget et rigtigt dårligt billede af dem, hvor jeg ikke har fanget det fine og smukke i dem, er det jo i grunden et skidt billede.

“NEJ! “ Billedet fejler ingenting, men det er deres udseende, som de ikke er tilfredse med, har de svaret, når jeg så har spurgt om vi skulle tage et nyt eller nogle flere.

ØV!

Når jeg har fotograferet har jeg sørget for, at der blev ro udenom og indeni dem.

Jeg har trukket vejret bevidst højt og meget langsomt, da jeg ved, at det smitter af og det har virket.

Der er smil og faktisk en god glæde i øjnene på portrætterne og hver gang har jeg været stolt over at have fanget dem i et stille, afslappet og harmonisk øjeblik, så jeg er naturligvis blevet overrasket over deres hårde dom over deres portrætbillede.

De godkender billedet men med en hård dom over deres eget udseende og hver gang har jeg fortalt dem, hvad jeg ser.

Jeg har set smukke øjne.

Jeg har set smukke smil, blide smil, gode ansigtskulører, pæne øjenbryn, flotte ansigtsformer, flotte frisurer, flot passet hud, pæne tænder, smukke læber, en pæn holdning eller /-og en flot udstråling.

 

De fleste har været overrasket over at få en kompliment og rigtig mange af dem, har haft svært ved at tage imod.

Jo, – de har da sagt TAK, men jeg har kunnet se, at de ikke har taget komplimentet helt ind i hjertet, taget det til sig.

I forgårs var der en kvinde med det fineste hår.

Jo, det var da gråt, men på den der fede, flotte måde, som jeg godt kunne tænke mig at mit også engang kom til at se ud, men havde ikke fået det farvet i alt for lang tid, så der var farverester i, men ikke på den skæmmende måde.

Hun havde også et dejligt, oprigtigt smil, som nåede helt op i øjnene og hun var så afslappet og havde en god udstråling, som nåede helt frem og ind i kameraet.

Jeg gjorde mig umage uden at bruge for meget tid, for hun var ikke glad for at blive fotograferet, sagde hun.

Inden hun nåede at sige noget, røg det altså bare ud af mig, at hun havde et flot hår og flotte, smilende øjne og jeg godt kunne lide hendes udstråling på billedet… og så røg der altså tårer ud af hendes øjne. Bare sådan  og uden at jeg overhovedet var forberedt, så jeg blev forlegen og sagde naturligvis undskyld og viste hende hurtigt billedet.

Hun syntes det var et fint billede og hun kunne godt lide det, men hun syntes altså selv at hun var både grim, tyk og alt muligt andet.

Lige som alle de andre kvindelige kollegaer.

Nu stod jeg så med en kvindelige kollega, som små-græd af selv-lede og som alt for sjældent har fået en kompliment.

Nu stod jeg med en kvindelig kollega, som sagde tak, fordi jeg havde vist hende, hvad jeg så og ikke fremhævet det, som hun selv plejer at se i spejlet og ved du hvad??

Hun gik direkte op til frisøren næste dag og fik klippet sit hår i en flot, kort frisure, som fremhæver hendes ansigt og fine hår og da jeg mødte hende på gangen, bemærkede jeg det jo og sagde det til hende og hun smilede og sagde tak ca. 500 gange.

Tænk, at der skal så lidt til.

 

Tænk, at jeg er den eneste, der har givet hende et kompliment indenfor de sidste par år og hvorfor er det, at det ikke bare ligger til os, at rose hinanden, give hinanden komplimenter, vise værdsættelse og anerkendelse??

Øv, hvor har jeg haft det små-skidt med, at jeg er een af dem, som ikke har været flittig nok med at give roser til andre.

Jeg tror nok, at jeg giver roser, anerkendelse og viser værdsættelse overfor mine elever, men overfor andre voksne, skal jeg vist øve mig og gøre det til en stærk vane, at gøre det.. ikke bare for at gøre det, men fordi jeg mener det.

 

Hvad med dig??

Har du fået en kompliment for nylig?

Har du givet en kompliment for nylig?

 

Og så håber jeg forøvrigt, at jeg har vist mine kollegaer, at det er en rigtig god idé, at der er et billede af os på intranettet, så forældrene kan se, hvem vi er og hvad vi hedder.. måske, når der er sat et billede og et navn på os, at det er lettere at skabe en god kontakt til os??

Måske?!

 

 

En gammel rose, som har stået i en vase og ældet siden Lauras 19 års fødselsdag d. 4 juni..

20140616_0001

20140616_0002-1

20140616_0003

tirsdag den 16. juni 2015

Sjal med bladmønster i Siri Silk

Solen skinner og himlen er næsten skyfri.

De skyer, som pryder himlen er dekorative.

FullSizeRender (5)

IMG_3586

De ligner store, flotte itur-revne fjer.

Helt deroppe, hvor de befinder sig, blæser det fra den stik modsatte retning af, hvilken retning det blæser hernede på landjorden. Jeg ved ikke, om man kan kalde det sjovt, men det er ihvertfald anderledes.

 

Arbejdsdagene er næsten talte og de sidste indeholder anderledes dage med oprydning og afslappede timer.

Det gør ikke mig noget.

Det gør mig heller ikke så meget, at arbejdsdagene disse dage er korte.

Jan har nogle elever, som skal op til eksamen i morgen, så han har haft travlt med at de ting, sådan en eksamen nu skal indeholde, men i dag kom han forholdsvis tidligt hjem og ville gerne tage billeder af mit sjal.

Jeg synes, at strik skal præsenteres på et rigtigt levende menneske.. helst, så I derude kan se størrelsesforhold og hvordan det nu ter sig, når der er bevægelse og hvad har vi.

Sjalet er strikket i Siri silk og jeg har brugt p 4 (eller var det 4½?) og jeg har brugt 173 gram.

Opskriften har jeg herfra.

20140615_0002

20140615_0004

20140615_0007

20140615_0008

20140615_0010

Jeg har strikket det i to-trådet moskusuld på et tidligere tidspunkt, men nu kan jeg hverken finde billede eller indlæg om det.

 

Alle render på Præstefjeldet og skulle du nogensinde komme her til Sisimiut, hvor der ikke er (alt for meget) sne, burde du også rende en tur derop.

Husk kameraet, for udsigten er så betagende.

Alle kan gå derop, medmindre man altså ryger en karton smøger om dagen, vejer 250 kg. eller lige er blevet knæopereret.

Selvfølgelig tager det længere tid at komme derop, hvis man er i dårlig form, men jeg vil vove den påstand, at alle kan nå helt op og helt ned igen.

Forrige søndag tog Jan og jeg en hurtig impulsiv beslutning og gik derop. Der var stadig masser af sne og man sank godt og grundigt ned i den, men ikke værre end, at man jo kom op af den igen og kunne fortsætte op til toppen.

20150607_0015

20150607_0017

IMG_3503

IMG_3505

IMG_3517

Hvis du kunne se min facebook side, ville du tro, at det var en betingelse, at man tog en selfie, når man nåede op og for ikke at bryde nogen skrevne eller uskrevne regler, tog jeg/ vi naturligvis også nogle selfies.

 

Det gjorde Jan og Daniel til gengæld ikke, da de smuttede derop i går aftes efter aftensmaden.

De havde vist en god tur.

20150615_0002

20150615_0004

20150615_0005

20150615_0006

20150615_0009

20150615_0010

Jan og hans bror tog ind i fjorden forrige tirsdag for at se, hvor meget is, der var.

Der var stadig en del.

20150609_0013

Heldigvis er det næsten væk og måske, hvis vi er heldige, kan vi komme derind i løbet af weekenden? Måske?

Jeg har et billede inde i mit hoved fra slutningen af april, hvor Sara var med os inde i hytten.

20150425_0019

Vi lå udenfor og nød solen, stilheden og hinandens selskab. Jeg glæder mig til at komme ind og nyde livet i, de for mig, rette omgivelser og det er bestemt ikke fordi at livet her i byen i vores hjem fejler noget, men livs-kvaliteten er bare en anden og anelse bedre, når man ligger derinde.

 

Nå, men bortset fra min albue, som tror, at jeg har spillet hård, intensiv tennis, så har jeg det jo meget godt og lige om lidt er det måske også sommer med varme, heroppe nord for polarcirklen.

P.S. Sneen smelter

20140615_0018

20140615_0019

20140615_0021

20140615_0022

20140615_0024

Ufrivillig strikkepause

Jeg har reddet mig en tennis-albue.

Lægen blev aflagt et visit i slutningen af sidste måned og efter at have trykket, prikket, strukket og fået mig til at bøje arm, hænder og albue i alle mulige og umulige retninger, var der ikke så meget at  tage fejl af.. åbenbart.

Øv.

En henvisning til fysioterapeuten blev det til og råd om hvile, en albuestøtte og noget smertestillende smørelse.

Hvis jeg er heldig, kommer jeg måske ind til fysioterapeuten på denne side af jul, så mens jeg venter, har jeg googlet internettet tyndt for at finde oplysninger, som jeg kunne bruge.

Jeg synes ikke, at der var så forfærdeligt mange, men jeg har tænkt på at det måske var en god idé at få noget akupunktur, når jeg kommer til Danmark i næste måned.

En bekendt har anbefalet noget Bio-kur, som kan købes i Matas og hvis jeg kunne lokke nogen til at give noget tværmassage ville det også være godt.. sagde min bekendt.

 

Jeg prøver at passe på albuen/armen og strikker derfor næsten ikke.  Bl.a andet.

 

En enkelt pind frem og tilbage hver anden dag, men så heller ikke mere.

Det er edderbroderme hårdt at skulle undvære strikketøjet. Jeg kunne undvære så meget andet, men strikketøjet.. aaarghh øv.

 

Så får jeg tiden til at gå med at gå.

Jeg går nogle umanerligt lange gå-ture (på mellem 10 og 12 km), har været ude og løbe 5 km i et stræk 3-4 gange og går så ellers rastløst rundt og sender helbredende tanker ned i min højre albue.

Og skal jeg være helt ærlig, ryger der både hadske, ærgerlige, triste og opgivende tanker ned i selvsamme albue også, for det er da godt nok upraktisk at have ondt i den arm, som man bruger så meget.

 

Det er jo desværre ikke kun strik, som jeg skal passe på med.

Jeg kan konstatere at jeg bruger min, især højre arm, rigtig, rigtig meget til alt muligt og når det gør ondt bare at skulle løfte min kop med grøn te, så er det jo ikke engang sjovt længere.

Øv!

Har du nogle andre råd til, hvad jeg ellers kan gøre for at få min raske albue tilbage igen lidt hurtigere?

 

Og nåeh ja, så klynker jeg så meget over min albue, at jeg næsten ikke kan holde ud at være sammen med mig selv.

 

Øv, hvor jeg synes det er trættende at være sammen med nogen, som klynker over deres skavanker hele tiden og øv, hvor er det svært at lade være, når albuen sidder på min egen arm.

 

Aaaaarghh.

 

Nå, men Daniel, min nevø, kunne godt abstrahere fra mit klynkeri i går og valgte helt selv og frivilligt at tilbringe hele dagen sammen med mig og da jeg alligevel havde en anden fotoopgave, kunne jeg ligeså godt sigte på ham også med apparatet.

Nu har jeg foto-dokumentation for, at jeg har kongerigets pæneste og sødeste teenage-nevø. Han er altså bare så dejlig.

20140614_0048

20140614_0052

20140614_0056

20140614_0056a

20140614_0059

20140614_0061

20140614_0062

20140614_0064

Daniel valgte at tilbringe sin aften sammen med Jan og de rendte så på Præstefjeldet sammen.

Det gjorde de pænt hurtigt, taget i betragtning af, at der stadig er noget sne opad og at fjeldet er mudret og træls at gå på.

Hvis jeg kan finde een at tage med ud i solskinnet senere i dag, vil jeg gerne have fotograferet det store sjal, som jeg strikkede og blev færdig med for snart 3 uger siden… måske det kan lykkes? Og så må jeg jo finde på en aktivitet, hvor min albue ikke kommer i spil.

fredag den 5. juni 2015

Indenfor sine grænser

Dejlig dag for Laura som fylder 19 år.. Jeg nåede ud og for at se om elven stadig var ud over sine bredder, men den har samlet sig og holder sig indenfor sine bredder