onsdag den 9. oktober 2019

Palindromdato 9102019 eller lidt om årstidsvemodighed

I weekenden var vi som sædvanligt i hytten, men vi fik en lidt anderledes tur, end vi plejer.
Vi kom derind i nogenlunde fint vejr om fredagen midt på dagen.

Vejret var fint, lidt køligt men slet, slet ikke i nærheden af, hvad det ellers plejer at være og ydermere er der jo absolut ingen sne og fjeldet ligner det, som plejer at dukke frem af sneen om foråret: et brunt fjeld uden farver,



men om foråret er der sneklatter rundt omkring og det er der jo ikke nu.. eller det vil sige, at vi om lørdagen, da vi gik op i fjeldet for at se om der var ryper eller harer først fik lidt regn, som vi så besluttede vi ikke gad, at gå rundt i og derfor gik forlod ved at gå ned og tilbage til hytten.

Vi fik sat vand over til te og smurte os nogle gode rugbrødsmadder da vi kom ind i hyttevarmen og jeg ringede over satellit-telefonen til min søster, for at høre til vejret ude ved kysten.
Hun kunne fortælle, at havet var skummende hvidt og at der blæste kraftigt ude hos dem og rådede os  på det kraftigste til at blive, hvor vi var.. det var vi jo ikke specielt kede af, så vi kunne læse i vores bøger resten af dagen, drikke noget mere te, kigge ud på vejret, der slog rigtig om og blev dårligt med sne, regn, slud og meget kraftig kuling og der blev rusket i vores lille hytte, men vi hyggede videre med god aftensmad og pandekager til endnu en kop te.



Der blev meget, meget mørkt om aftenen, så søvnen indfandt sig helt naturligt og jeg sov fra stormens larmen.

Vi vågnede til et sneklædt landskab, som dog hurtigt smeltede.


Om søndagen lagde vinden sig, jeg havde ikke mere garn til det sjal, som jeg strikker på og bogen var  læst færdig, så vi vaskede op, ryddede op og pakkede sammen.

Jeg følte, at jeg havde været væk længe og været i en helt anden verden, da jeg låste døren og trissede ned mod jollen.. lidt vemodigt, for jeg ved jo at sæsonen lakker meget hurtigt mod enden og at det snart er tid til at låse rigtigt af og vente på at der kommer is på fjorden, så vi kan køre derud.
Dagene bliver kortere og kortere og selvom der ikke rigtig er kommet sne eller frostgrader endnu, så er det ellers sen-efterår og meget snart rigtig vinter.

Jan og Jesper ville have været inde og hente Jespers telt og lejrudstyr i går, men der blæste en kraftig østenvind inde i Amerloq, så de måtte vende om og sejle tilbage i går.
Telt og lejrudstyret skulle stadig hentes og da Jan har sent fri dag, tilbød jeg at jeg kunne tage med.
Der var en anelse bølger da vi sejlede ud, men de lagde sig mere og mere, som vi sejlede først ind ad den ene fjord og videre gennem den næste.













Alting gik fuldstændigt gnidningsfrit og vi fik pakket hans lejr sammen, ærgret os over at vi ikke bare kunne blive i det gode solskinsvejr, men skulle hjem inden det blev mørkt


Vejrudsigten for weekenden ser ikke for spændende ud og mit garn er ikke kommet.. endnu.
 måske er jeg ovre i, at jeg skal have spundet noget uld selv.. hundeuld fra egne hunde?
Og bage nogle boller og varme noget kakao?
Måske..


søndag den 29. september 2019

Weekend-taknemmelighed

Nogen gange må man bare være vikar for sig selv og det valgt jeg at være for mig selv i torsdag og i fredags.. ikke at forstå, at jeg ikke lavede noget eller at det jeg leverede ikke ville kunne tåle et tjek, men jeg kørte altså på dampende og da jeg kom hjem i torsdags, var der udsolgt og jeg kunne bare klaske sammen og kunne så ikke mere.

I fredags var  jeg en anelse friskere, men bestemt ikke rask, men jeg var på arbejde og det gjorde godt begge dage at komme ud og komme blandt andre mennesker.

Jan og jeg havde aftalt at hvis jeg var frisk til at tage afsted, ville vi tage afsted og op i hytten.
Om jeg er snottet herhjemme eller om jeg er skvattet i hytten, er lige fedt, men jeg vil ikke have feber eller være mega-syg, så jeg mærkede efter og om eftermiddagen tog vi afsted og ankom hytten i det fineste vejr.

Vi tændte godt op i ovnene, tændte for en masse hyggelige stearinlys, lavede skoldhed te af frisk vand fra elven og vi nød roen og stilheden; jeg med mit strikketøj og Jan med noget læsestof.

Der bliver mørkt ude i fjorden.


Ikke bare lidt mørkt, men rigtig, rigtig mørkt, hvor der ikke er andet kunstigt lys end det lidt vi selv laver.

Og så er der jo rig mulighed for at se nordlys, hvis der er noget, for det bliver så ikke forstyrret af kunstigt lys.



'



Der var lidt fredag aften og jeg nåede da lige at få et par billeder inden det forsvandt igen.

Om det er det dybe mørke, som ikke bliver forstyrret af små kunstige lyskilder eller om det er stilheden, som nærmest larmer i ørerne eller om det er den friske luft eller kombinationen af det hele blandet med den indre ro, som jeg finder derude, der gør, at jeg faldt i søvn og sov i hele 6 sammenhængende timer, ved jeg ikke.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så mange sammenhængende timer i træk og det var så fantastisk.

Vi gik en tur op i fjeldet.



Jeg var jo stadig ikke rask, så det gik langsomt og på vej op ad fjeldet, hostede, harkede og snottede jeg, som var jeg betalt for det, men vi kom op og kom omkring.

Vi sad længe på forskellige udsigtspunkter og nød udsigterne, stilheden, storheden, efteråret milde vejr og at vi har muligheden for at opleve al den skønhed.

Jan skød en hare, som skal tilberedes en af dagene, langsomt og med gode råvarer til.




Og så nød vi lidt mere af det hele deroppe i fjeldet, hvor man befinder sig i en tidslomme, der står stille og hvor du er fuldstændigt afsondret fra omverden. På det gode måde.

Ingen kan komme i kontakt med dig og du befinder dig i det store ingenting og alting og er kun dig.
Det er både fascinerende og lidt skræmmende.

Da vi kom ned i hytten igen, drak vi te, spiste knækbrød og nød at vi ingenting skulle og at vi kunne gøre med resten af dagen, som vi lystede. At være ejer af sin egen tid. Sådan havde jeg det.


Mit liv her i byen blev helt uvirkeligt og føltes langt væk.


Tidligt på aftenen blev vi pludseligt pakket ind i tæt, tæt tåge og midt i al tågen kom nordlyset hvirvlende og det så helt uvirkeligt ud og så forsvandt tågen næsten igen.




Det er ret usædvanligt med tåge på denne årstid.
Der har været meget varmt, taget årstiden i betragting og farverne på fjeldet er underlige.. ligesom når sneen smelter om foråret og fjeldet titter frem.

Jeg nåede lidt ud og få et par billeder af nordlyset inden vi igen blev pakket ind i tæt tåge.

Da vi gik i seng, var mørket massivt og ligge der i det totale mørke med kun de fjerne lyde af lidt stille bølgeskvulp og en næsten udtørret elv, der risler bag skrænten og det gjorde det til en speciel oplevelse at falde i søvn, men det gjorde godt.

I morges var luften tæt af tåge og der var rimfrost på jorden, taget og trappen.



Vi bryggede kaffe til tonerne af Carl Nielsens: "tågen letter", spiste spejlæg og Jan fik en morgendram.

Vi sad så i stilheden og fulgte tågen, der delvist lettede, bølgede frem og tilbage og endelig gav op og lettede.






 Det er første gang vi har set en sæl inde fjorden, så vi blev noget overraskede.

Vi sad og kiggede på de 4 toppede skallesluger-hunner, der svømmede rundt nede foran hytten



og som havde afløst gråænderne, der lå der i fredags, da vi kom og da kaffen var drukket og opvasken klaret, måtte vi pakke tingene og gå ned til jollen.

Nede foran jollen fik jeg øje på en sæl.



Den lå ca 15-20 meter fra vores jolle.


Vejret slog om og bølgerne var pænt store på den sidste del af turen hjem og vi nåede i havn inden det begyndte at regne rigtigt.



De indre batterier er ladet op og influenzaen er næsten-næsten, jaget væk.




Vi føler en stor taknemmelighed over muligheden for at kunne have disse flotte oplevelser.

onsdag den 25. september 2019

Garn-genbrug

Da jeg skulle afsted til Danmark til tandlæge, var jeg så anspændt, så nervøs og så stresset at jeg helt glemte mit strikketøj.
Der manglede 4 pinde inklusiv aflukning.
Jeg var nærmest i panik, da jeg skulle afsted og var så tæt på helt at aflyse det hele, fordi det var så uoverskueligt for mig, men jeg kom afsted og overlevede alle de frygt-scenarier, som jeg havde stillet op for mig selv.

Da jeg var ankommet Århus og ventede på at komme til tandlægen, købte jeg nogle nøgler garn og startede ellers op på "Nurmilintu-sjalet" Jeg strikkede forkert første gang og blev næsten færdig med det anden gang, men det fængede bare ikke, så jeg trævlede det op og kastede mig ud i "Keltiske knuder"
Jeg ved ikke helt hvor mine tanker har været, men jeg var stort set færdig og manglede blot 1/2 time til at kunne lukke af, da det slog mig at det så helt forkert ud.


Det skal jo ikke bue op på midten  og så trævlede jeg op.. igen.

Det er noget vildt lækkert garn, så jeg spekulerer lidt over, hvad jeg vil strikke af det, når nu jeg ikke vil gentage mine forrige forsøg. (jeg har 3 nøgler) og så kan jeg da glæde mig over, at det sjal, som jeg glemte herhjemme kunne aflukkes og at det ser fint ud.


Influenza-rekord

Jeg jagter vist min egen kedelige hale for tiden.

Jeg sidder ihvertfald med talemåden: sund sjæl i sundt legme i hovedet og forsøger at være lidt optimistisk og positiv, men det bider sig selv i halen for mig.

Det er ikke meget ved at have haft influenza så mange gange på et år.
Eller overhovedet.

I februar, da jeg var i Nuuk med min far på Dr. Ingrids Hospital, var jeg mega-syg med feber og snot, øm hals og smertende muskler. Jeg blev nødt til at holde mig på benene både fordi jeg skulle være der for min far, men også fordi jeg jo boede hos andre og ikke kunne ligge der og være til besvær med min sygdom.

Det gentog sig i april, hvor jeg også var nedlagt med de selvsamme symptomer og i juni gik jeg så også og skrantede, men dog ikke så slemt,-der kunne jeg holde den kørende med pamoler.

I juli blev jeg så lige smittet med akkurat de selvsamme influenza-symtomer, som jeg havde tidligere og i august nåede jeg lige at få ondt i halsen og miste stemmen i en lille uge. Ikke særligt smart, når man bruger sin stemme på arbejdet.

Nu skriver vi så september og jeg har lige været igennem en mega-træls tandbehandling, som så bliver  efterfulgt af en voldsom influenza.

Jeg har feber, har ondt i samtlige muskler, er stoppet i næsen, fryser/sveder, ru i halsen, øjnene løber og er så træt at jeg næsten ikke kan holde sammen på mig selv.

Det føles ikke helt retfærdigt, at jeg skal rammes af influenza så mange gange på et år.

Selv når jeg er på ferie, tager jeg vitaminer og en ekstra D-vitamin, jeg ryger ikke, drikker ikke, kommer udenfor og holder mig moderat i gang.

Jeg spiser sundt, er hygiejnisk, vasker hænder og skifter tøj dagligt, børster tænder og reder hår og køber ikke plastik -indkøbsposer og alligevel så er jeg den første, der lægger mig med influenza og den som bliver hårdest ramt.

De fleste af gangene kan man holde den kørende med pamoler, men denne her er træls.

Det er 2.dag jeg er sygemeldt og ligger hjemme i min seng.

Sent i nat/tidligt i morges blev jeg nødt til at stå op og tage pamoler og sprøjte næsen igen igen med zymelin.

Jeg drikker ingefær-afkog med citron og honning, tager både strepsils og Halls, holder fødderne varme og forsøger at tænke mig rask.

Min tørn er taget i dette år med hensyn til forkølelse og influenza og hvis du har gode råd til hvordan jeg holder mig rask udover det jeg allerede gør, så giv mig endelig besked

Hele sidste uge var jeg træt, men tænkte at det måske bare er mit dårlige søvnmønster, som var trættende, men i fredags kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt frisk.

Vi blev hjemme, sad i sofaen og så lidt fjernsyn, drak te og var lidt ubeslutsomme om vi skulle tage i hytten om lørdagen, - for vejret og vejrudsigten så ikke for spændende ud, men så kunne vi da spise brunch med Jans bror og drikke morgenkaffe i andres selskab og ud på eftermiddagen blev vejret så fint at vi besluttede at vi ville sejle ud til hytten.

Når man har gået inde hele ugen, er der ikke noget bedre end at kunne komme ud i weekenden og frisk luft, tænkte jeg, ville være godt for min træthed.


Inde i fjorden var vejret meget fint og der var en stilhed så ren og klar.




Det gjorde godt at sidde på min sædvanlige stol med udsigten over fjorden med en dampende varm kop te og bare være til.
Trække vejret og vide at verden drejer rundt uden at du behøver at blande dig.


Om søndagen gik vi op i fjeldet for at se om der skulle være en enkelt rype eller hare.

Der var lidt tåge, men det holdt sig akkurat væk og var blot et dekorativt indslag i helhedsbilledet..

og apropos: billeder.. så er jeg altså ikke særligt begejstret for kvaliteten af lumix-billederne.
(Det er altså dét værd at tage sit "rigtige" kamera med næste gang)


Vi havde et par dejlige timer i fjeldet, hvor vejret var mildt og man kunne mærke solens sidste varme stråler.



Vi sejlede hjem igen og jeg havde troet at jeg havde fået skubbet den der mærkelige træthed fra mig, men om mandagen, da jeg gik hjem fra arbejde måtte jeg bare kapitulere og lægge mig.

Her ligger jeg så og undrer mig over, hvorfor jeg tilsyneladende rager alle influenza-sygdomme, forkølelse og snot-sygdomme til mig, når jeg gør så meget for at holde dem på afstand.









søndag den 15. september 2019

Bygevejr





(Jeg forsøgte at lave en time-lapse med min mobiltelefon, ligesom billedet er taget med mobilen, så kvaliteten er derefter)

Vi er næsten lige kommet hjem fra hytten.
jeg skulle på et tre-timers kursus i går på arbejdet fra kl 14 til kl 17.
Det ville have været så meget federe, hvis det havde været fra kl 08-11 eller lign., men sådan spiller klaveret så ikke altid og jeg må jo bare danse med på de skæve toner, som nogen gange bliver spillet.

Vi sejlede ud, velvidende at dagen i dag, ville byde på regn og slud, men vi vidste også at hytten ville byde på tørvejr, god varme, stilhed, ro og meditativ afslapning, så vi tog afsted, såsnart det var muligt og ankom akkurat et par minutter inden den første byge også valgte at befinde sig i fjorden.

Vi fik tændt op i ovnen, Jan varmede mad op og jeg kæmpede mig med at holde mig vågen.
De der næsten to døgn, hvor jeg havde holdt mig vågen, hvor jeg kørte tog, fløj flyver over Atlanten og videre herud til Sisimiut og en nat (fredag til lørdag) som var underlig uvirkelig, med alt, alt for mange opvågninger og roden rundt, kunne pludseligt mærkes, så jeg kæmpede.

Jeg nærmest besvimede i søvn da jeg fik mig lagt og vågnede, naturligvis havde jeg nær sagt kl midt-om-natten og jeg troede først at jeg lå og sov sammen Sara på hendes værelse og forsøgte at se hende i den dybsorte nat.
Jeg var forvirret og helt rundt på gulvet og kunne ikke finde ud af hvor jeg befandt mig, da det gik op for mig, at det ikke var Saras vejrtrækning og jeg blev nødt til at rejse mig op, stå ud af sengen og kikke ud af vinduet for at få sat tingene på plads inde i hovedet.


Det blæste meget kraftigt og der var regn og slud. Det var koldt og klamt, da jeg gik udenfor for at tisse kun iført Jans store skjorte og et par termo-gummistøvler, men jeg vidste nu med sikkerhed, hvor jeg var, hvad klokken var og med hvem jeg var, så jeg kunne krybe i seng igen under den stadig varme dyne og efter at have ligget et godt stykke tid, er jeg faldet i søvn igen. Heldigvis.

Vi kunne ligge længe i sengen i morges, nyde regnen og den våde snes trommen på ruderne, vinden der hyldede rundt om hyttens hjørner og ovnens sagte buldren,  lyden af bølgernes våde lussinger på klipperne og hinandens rolige vejrtrækning.

Kaffen blev brygget af elv-vandet, de medbragte æg blev stegt over gassen og Jan fik sig en lille morgendram.

Vi sejlede hjem og jeg er vist landet på begge ben nu.

Jeg glæder mig til næste weekend, hvor jeg håber på godt vejr, så vi kan sejle op til hytten igen, gentage det hyggelige døgn, som vi lige har haft