Venner i alle aldre

En af mine barndomsvenners søn, er blevet vores ven. For efterhånden mange år siden.

Han er på alder med, -lidt yngre end min søn og nu er han her i byen i en kortere periode.

Han er på noget uddannelse og efter lidt misforståelser fra min side, hvor jeg troede at det var ganske kort tid, at han skulle være her og måske allerede var rejst, fandt jeg ud af at han var her og heldigvis var han lidt insisterede på at ville besøge os.

Det er så hyggeligt at de unge mennesker, som vi har lært at kende under andre omstændigheder end gennem deres forældre, frivilligt og med glæde har lyst til at komme og besøge os.

Jeg lærte ham, at kende fordi han fotograferer og kom for at fotografere under ACR.

Vi havde plads til at han kunne bo hos os og når han er i byen opsøger han os.

Jeg havde selv glæde af nogle ældre mennesker. 

Ældre, at forstå på den måde, at de var på mine forældres alder.. faktisk lidt ældre end dem og da jeg gik på gymnasiet i Danmark var de flyttet tilbage til Danmark fra Grønland og jeg havde en sikkerhed i dem ved at vide, at brændte noget på eller brændte noget sammen, kunne jeg ringe til dem eller komme til dem i deres hjem.

Jeg benyttede mig af denne mulighed mere end een gang, og da jeg fødte Simon og stod alene tilbage med min nyfødte søn, som var født med et alvorligt handicap på Rigshospitalet behøvede jeg kun at ringe til min gamle veninde, Gudrun og sige at jeg var alene.

Hvordan hun formåede at komme fra Herning til Rigshospitalet i  løbet af så kort tid, er mig stadig en gåde, men hun stod der og hun havde medbragt et par strikkepinde og noget lanolingarn.

Jeg kunne knap strikke dengang, men hun var klog og vidste at mine tanker skulle afledes og mine hænder beskæftiges, så min verden ikke kun bestod i sygdom og bekymringer.

Hun fik skaffet en barnevogn og fik os ud i den friske luft, hvor der var andre indtryk og impulser end hospitalslugtene, kitler og triste fremtidsudsigter.

Hun snakkede med mig om ingenting og alting og hun holdt mig oppe, holdt mig til sig og holdt om mig.

Jeg ved ikke og finder aldrig ud af det, for hun er død nu, men jeg var og er hende stadig så evigt taknemmelig over at hun stod der og blev stående.

Hun var ikke ked af at sige sin mening, men hun havde respekt for min også, selvom jeg, set i bakspejlet var så ung, så naiv og så fuldstændigt uvidende om stort set alt og især om livet.

Jeg følte mig holdt ubetinget af og i virkeligheden skyldte hun mig ingenting, men viste mig at hun ville gøre alting for mig.

Jeg vil vist aldrig kunne gøre hende kunsten efter, men jeg er så glad for at de unge mennesker, som af een eller anden grund har fundet frem til os og vores hjem, opsøger os og vil tilbringe noget af deres kostbare ungdom på os.

Jeg er et heldigt menneske; for vores ven kommer og laver mad til os. 

Jeg ville gerne have lavet mad til ham, men han er veganer, og jeg har ingen forstand på at lave vegansk mad, så han kommer og laver vegansk mad til os og vores verden åbner sig med nye perspektiver.

Han bringer sit vasketøj med op til, men han klarer også den del selv.

Han har fået en nøgle til vores hus og han ved hvor tingene står, for han har boet hos os før. 

Det er en rar tanke,  at han ikke vil tøve med at komme forbi, selvom vi ikke er hjemme, for det er også en erklæring fra ham om, at han føler sig hjemme og føler sig velkommen.

Især Laura bringer unge mennesker til huset og de ved også at de til hver en tid med og uden Lauras selskab er velkomne, men nogle af de andre unge og yngre mennesker, som finder vej hertil, er kommet pga os.

Det glæder mig og jeg tænker tit Gudrun når nogle af de unge kommer forbi. Jeg håber så meget at de føler den tillid, som jeg følte, da jeg stod alene på Rigshospitalet og puttede mønter i mønttelefonen for at ringe til Gudrun for at fortælle hende at jeg var alene.

Vores ven har hjulpet os med forskellige tekniske ting, som vi ikke engang vidste at vi havde problemer med. 

Han sidder med et smil, sit rolige, afslappede og harmoniske væsen og føler at jeg er et rigt menneske, som har trofaste mennesker omkring mig i alle aldre.. ikke så mange, som mange andre har, men dem jeg har, er af så høj en kvalitet, at jeg føler mig rig og taknemmelig.

Tak.

(Billederne har intet med noget at gøre og så dog alligevel, for vores unge ven er meget vidende om mange ting og i går aftes, da vi talte lidt om fotografering fortalte han om forskellige teknikker, - især indenfor makrofotografering, som jeg vil prøve at lære i løbet af sommeren. 

Han er forøvrigt sådan en ven, som jeg kan ringe til med mine udfordringer indenfor især mit kamera og han forklarer så stille og roligt så selv jeg forstår det, over videoopkald, hvordan jeg får dem løst. 

Hvor mange er det forundt at have sådan nogle venner? En anden gang vil jeg fortælle om en veninde jeg har. Hun er lige fyldt 7 år og vi har kendt hinanden siden hun var 1/2 år. Jeg håber, at hun vokser op velvidende at hun har mig, som jeg havde Gudrun.)

84 år

Jeg tager mig selv i at have lyst til at skrive: stakkels når jeg vil starte sætningen: min far.

Sangen: “glemmer du så husker jeg”. 

Jeg tager mig selv i at glemme min “rigtige” far. 

Den far som jeg havde før demens-sygdommen krøb ind og bosatte sig i min far.

Den onde sygdom.

Min far havde fødselsdag i går

Han fyldte 84 år, men han ved det ikke.

Måske ved han det i det øjeblik, som vi fortæller ham, at han fylder år i dag, men i det øjeblik, som sætningen er udslippet vores læber og har nået hans ører, har han allerede glemt, hvad vi sagde og måske har han ikke helt forstået, hvad der blev sagt og hvad ordene betød.

Han mister flere og flere kognitive funktioner ligesom han også mister flere og flere fysiske færdigheder.

Langsomt, men meget sikkert er han helt ved at miste talens brug. 

Han kan stadig på nogle dage sige sætninger som har sammenhæng og med mening til det vi taler om, men mange dage, svarer han i enstavelsesord (ikke at vi stiller spørgsmål men i forbindelse med det, vi snakker om) eller slet ikke. 

Han stammer en del, når han forsøger at sammensætte en kort sætning og det ser ud til at han ofte glemmer, hvad han var i gang med at sige.

Han falder i staver  og laver gentagende bevægelser, som foreksempel at suge i et tomt glas, som han har drukket af eller piller ved sine knapper eller lignenede.

At fange hans opmærksomhed og især at fastholde den er nogengange det sværeste, så ofte sidder jeg bare med ham i hånden og synger lidt for ham eller sludrer om alt og ingenting.

Evnen til at rejse sig selv og gå forsvandt allerede for små to år siden og lige nu bliver personalet nødt til at skære hans mad ud i små stykker eller blende det, da hans evne til at synke også ofte svigter og han får mad og drikkelse galt i halsen.

Før i tiden plejede jeg ofte at have vindruer, æblestykker eller lidt godter med til ham, men vi skal virkeligt tænke os om nu om dage.

På det seneste har jeg blendet frugt eller bær med mælk og lidt fløde, og nogen gange tilsat lidt ahornsirup for sødme.

Det er ikke fordi de ikke får mad på plejehjemmet, men mere et ønske om at give ham noget med lidt mere smag og duft end det som de tilbyder og måske er det også for bare at give. 

Lysten til at give ham et eller andet, som kan gøre glad, men han opfatter ikke helt at det er noget som jeg bringer udefra, så glæden er vist kun giverens.. min.

I dag har han så fødselsdag og jeg ville så gerne have givet ham en gave. En indpakket gave, som han kan pakke op og blive glad for, men han ville ikke kunne pakke en gave op og det vil ikke give mening for ham, hvis man pakkede en gave til ham op for ham.

Han var en ualmindelig dygtig håndværker, især til el, men alt andet kunne han også lave.

Han byggede deres hus helt fra bunden af i 1986 og der skulle både lægges el, strøm, vand og varme ind. Der skulle laves fundament og lægges tag, men han byggede huset og det endda ved siden af sit 8-16 arbejde.

Var der ting, som vi skulle have lavet, som vi ikke selv kunne finde ud af, kunne vi altid komme med det til ham og hans motto var “ at var det ikke lavet af Gud, kunne det ordnes”.

Jeg er ude hos ham mindst en aften om ugen i halvanden time til to og  jeg ser ham ofte og følger den negative udvikling, som er helt normal for en person med demenssygdom. 

Det er trist at følge og det er trist at følge de andre gamle som også sidder derude og hvis tilstand også forværres uge for uge.

Min fars sygdom har varet så længe nu og jeg tager mig selv i at glemme, hvordan han var før sin sygdom.

Jeg kikke nogen gange billeder af ham og så dukker minderne fra før sygdommen frem.

I går aftes da jeg efter en lang arbejdsdag tog ud til ham, sad vi og han holdt min hånd. Selv hans stærke, hårde hånd har forandret sig, men den er stadig stærk.

Hans før så brede og kødfulde skuldre har mistet styrke og muskelmasse og han er ikke længere så trind, som han engang var.

Han glemte, at han var storrygende piberyger og hans lugt forandrede sig derfor også, men i går da han trak min hånd ind til sig og jeg ville sige farvel kunne jeg genkende hans personlige kropslugt og det gav minder.

Især min far har fyldt meget i vores liv, for han var meget speciel og helt anderledes end alle andre, som jeg nogensinde har mødt.

Han fyldte 84 år i går og selvom han ikke selv huskede det, så huskede vi det og fejrede ham, sammen med ham med kaffe og kage.

Tillykke med fødselsdagen, far

Ingo 5 1/2 måned

 Kan du huske min lille hundehvalp.

Som den første hund nogensinde, for mit vedkommende, går jeg jævnligt en lille tur med ham.

Han kommer op i bagagerummet i vore bil og så kører vi ud, hvor der ikke er så mange mennesker. 

Han går i snor og når jeg er sikker på at der ikke er andre omkring os, bliver han løsnet og får lov at løbe lidt frit omkring.

Han foretrækker at holde sig tæt til os og løber ikke så langt væk. 

Han er i den grad et flokdyr og hvis Jan ikke følger med, stopper han op og piber indtil vi er samlet igen.

Han er 5 1/2 måned gammel og er stadig noget hvalpet. 

Han er en glad og humørfyldt hvalp. En stor hvalp af sin alder, men stadig en hvalp.

Han gør noget virkeligt godt for mit humør. 

Ikke at mit humør fejler noget som sådan, men han tilføjer noget ekstra og noget godt. 

Kæledyr kan bare noget for sjælen og selvom Ingo ikke er et kæledyr som sådan i traditionel forstand, så føler jeg et  tilknytningsforhold til ham og jeg fornemmer også han han føler det samme.

Det bliver lidt spændende, at spænde ham foran slæden til næste vinter og se om han også bliver en god slædehund.
(øv, jeg kan ikke få billederne til at lægge pænt på indlægget)

Konfirmation

 Den første weekend i denne månded var hektisk. 

Jeg havde til dels selv valgt det.

Når man bliver konfirmeret i Sisimiut og som det eneste sted i landet, måske som det eneste sted i kongeriget, er der overhøring af et kort bibelstykke om lørdagen i kirken. 

De kommende konfirmander møder kl lidt i et i kirken og under gudstjenesten, kommer præsten hen til den enkelte, som så reciterer et kort stykke fra biblen, som er blevet indøvet.

Det er en kort kirkegang og derefter er der som regel kaffemik.

Mine elever gennem de sidste 6 år skulle konfirmeret og jeg havde lovet dem og især mig selv, at jeg ville være til stede begge dage.

Ikke mindst havde jeg jo også fået kaffemik-invitationer fra næsten alle sammen. 

Jeg havde lagt en slags køreplan for min dag, når jeg skulle på kaffemik-turne, men den gik faktisk allerede i vasken mens jeg sad nede i kirken.

Da mine elever stod dernede i kirken foran præsten og skulle fremsige deres bibelstykke, var de så alvorlige, så dygtige, så søde og så seriøse.

Jeg mindedes de mange, mange oplevelser, som jeg har haft med de børn. 

De har jo været en meget stor del af min hverdag da jeg jo har haft dem gennem mange år og gennem alle årene har jeg haft mange timer  i klassen om ugen.

De har alle mere eller mindre siddet på skødet af mig alle sammen, fået tørret næsen, blevet trøstet, blevet opmuntret, blevet irettesat og ikke mindst har jeg jo set dem vokse fra små børn med mælketænder til spæde teenagere med bumser, dyb stemme og spirende kærlighedsliv.

Jeg har forsøgt at lære dem om venskaber, om gensidig respekt, om at overholde aftale, at nå sine mål, at stole på sig selv, at viden er vigtig og selvfølgelig har jeg forsøgt at lære dem noget fagligt.

De er stadig i læring med det meste. 

Det er vi vist alle, når vi når til de ting i livet, men jeg vil mene, at mine elever er godt på vej. 

De har nogle gode støttende forældre, som støtter op om deres skolegang og som gennem alle årene har været så samarbejds-villige.

Selvfølgelig har der været nedture for os alle, men de er så små og få, at jeg helt har glemt dem.

Jeg sad i kirken oppe under loften og kunne se dem allesammen ovenfra. 

De var så søde, så smukke og så alvorlige ud.

Jeg blev rørt og alt for ofte måtte jeg lige tørre nogle tårer væk, mens jeg tænkte på om jeg mon var professionel nok og om jeg overhovedet skulle have den professionelle maske på?

Jeg har lavet en lukket facebookgruppe til mine elevers forældre og har, når jeg har husket det, fotograferet, når eleverne har lavet noget specielt, haft anderledes skoledage, har været på lejrskole og heroppe, -ihvertfald på vores skole har vi ikke skolefotograf, så derfor har jeg forsøgt at tage et portrætbillede af hver enkelt en gang om året gennem årene og alle disse billeder har jeg lagt ind i deres gruppe, så de selv kan downloade billederne og her et par måneder før de skulle fotograferes, tilbød jeg at tage billeder,  som de kunne bruge til evt. invitation o.lign. 

Det har selvfølgeligt altid været frivilligt om eleverne ville fotograferes, men alle pånær to ville gerne benytte sig af tilbuddet og det har været sjovt at se hvad billederne senere blev brugt til.

På konfirmationsdagene havde jeg lovet dem at ville tage billeder også og jeg nåede hjem og udskrive billeder til dem, som jeg havde lovet at komme til kaffemik hos.

Jeg husker selv min konfirmation. 

Vi, der er konfirmeret, husker vel alle mere eller mindre vores konfirmation?

Min mormor havde næsten alle dele til min grønlænderdragt og den blev tilpasset og rettet til undervejs, farverne blev valgt så den passede akkurat til mig og da den store dag oprandt sad den som den skulle.

Den største forskel på min og deres konfirmation, -ihvertfald den, som jeg var inviteret til om aftenen var, at konfirmanden selv havde bestemt det hele. 

Hun kendte alle som var inviterede og havde selv mere eller mindre bestemt, hvad der skulle serveres og ikke mindst at der ikke skulle serveres alkohol til.

Mange af gæsterne, der deltog til min konfirmation havde jeg ikke set før og heller ikke siden. 

Familie og venner af mine forældre. 

Dengang havde vi børn og unge ikke så stor bestemmelsesret.

Dengang var det ikke så meget et spørgsmål om vi ville konfirmeres, men mere at vi skulle.

Dengang .. eller var det kun mig/os, holdt vi os til, hvad MAN gjorde og fulgte pligttro de traditioner og skikke, man altid havde fulgt uden at sætte alt for mange spørgsmålstegn ved dem.

Jeg kan læse rundt omkring at mange nu om dage vælger  alternativer til at blive konfirmeret og jeg hylder ideen om, at den unge selv kan vælge om de vil tilslutte sig den kristne tro og vente med at "vælge side", men jeg hylder ikke det gaveræs, som jeg også ser en stigende tendens til i forbindelse med konfirmationen, de prestigegaver, som nogen får og de fester, som nogle arrangerer.

Sisimiut kirke

I næste måned skal vi afsted igen til en anden konfirmand og det bliver spændende at se, hvilken måde de har valgt at fejre det.

(p.s: de billeder, som jeg har lagt ud, kunne enhver også have taget og de ligger forøvrigt også på vores lokale præstegælds offentlige facebook-side, men resten af billederne har jeg kun delt med forældrene.. bare for en ordens skyld)

Elsk ❤️

Jeg har ikke helt forstået, hvorfor nogen mennesker i den grad kan hidse sig op over, hvordan andre mennesker lever, hvis det ikke påvirker dem eller de ikke personligt bliver generet af dem.

Hvis to mænd vælger at leve sammen, kan det da ikke vedrøre mig. 

Ikke engang hvis det er min bror, min fætter, min onkel, min nabo eller kollega. 

Der går jo ikke noget fra mig. 

At to kvinder vælger at leve sammen kan heller ikke anfægte mit liv. 

Jeg kan vælge at glæde mig over at de har fundet kærlighed og at den bliver gengældt.

I min verden er den ikke meget længere. 

I min verden er det meget enkelt. 

Alle mennesker har lov til-også juridisk, at vælge kærligheden, men nogle mennesker anfægter det åbenbart. (se linket ved at trykke på "nogle mennesker")

Nogle mennesker tager biblen i hånden og anfægter kærligheden mellem to mennesker og glemmer tilsyneladende at "elsk din næste, som du elsker dig selv" også står sort på hvidt i selvsamme bibel.

Start med at finde kærligheden til dig selv. 

Dyrk kærligheden til dig selv. 

Det gør det meget, meget nemmere at elske andre, når man føler kærlighed til sig selv også. 

Find alle dine gode sider. 

Vil det  hjælpe dig at skrive dem ned og hænge dem op, så du dagligt bliver mindet om det elskelige i dig selv?

Har du svært ved at finde dine gode sider ved dig selv, fordi du er vokset op med Jante fx. Eller vokset op med nogen som kender Jante?

Hvis du har svært ved selv at sætte ord på alle dine gode sider .. i misforstået beskedenhed, så lad en seddel (nogle gør det på facebook eller instagram) gå rundt, hvor dine venner og din familie skal skrive alt det gode ved dig som de værdsætter og påskønner, kender dig ved og holder af og du kan jo for hver kommentar skrive tilbage, hvad du værdsætter, påskønner og holder af ved den anden. 

Tro mig, der der mange flere gode sider ved dig end du ved af.

Tilgiv dig selv. 

Tilgiv at du har fejlet og tilgiv, at du vil fejle. 

Det hører med til at være menneske. 

Vi fejler alle.

Lær af dine fejl, så du ikke bebyrder dig selv med at gentage de samme fejl igen og igen, men vigtigst er det dog at erkende og acceptere at du har fejlet og tilgiv så dig selv. 

Igen og igen.

Når vi fylder vores liv med kærlighed til os selv og andre, er der mindre plads til at føle misundelse og had til andre. 

Det gør det lettere at glæde os på andres vegne og især at glæde os over, at de også har kærlighed i deres liv.

Jeg har ikke helt forstået, hvorfor vi stadig i 2025 skal kæmpe for rettigheden til vise og udøve kærlighed til hvem vi har lyst til og til dem, som ønsker at modtage kærligheden. 

Hvor svært kan det være?