Gæstgiveri

Jeg synes selv, at vi er ret gode til at bruge vores levninger fra aftensmaden.

Vi tager dem med som madpakke næste dag eller laver nye retter af dem.

Der er dog grænser for, hvor mange gange man kan omdøbe en ret, genbruge den eller holde liv i holdbarheden. Nogen gange når pålæg at blive for gammelt og så må vi smide ud.

Vi smider det dog ikke bare ud, men smider det i en pose ud på altanen, hvor der er koldt og hvor det hele fryser sammen og så tager Jan det med ned til hundene, der ikke har noget imod dato-overskreden rugbrødspålæg eller sjove gryderetter, der har været varmet op et par gange.

 

Selvom det står pakket ind i op til flere poser, lurer ravnene dog hurtigt, hvad der er i poserne og de er snu og snedige.

Hvordan de finder ud af, at det er spiselige ting i posen og ikke akvarie-grus, cementblanding, tomme flasker eller andet, skal du ikke spørge mig om

De får væltet posen, når der er tyst inde i huset, får hakket hul og inviterer så ellers kvarterets andre ravne til sig, når de finder ud af, at det er spiseligt.

Når der er fest i gaden, løber rygtet hurtigt og mågerne finder hurtigt ud af at invitere sig selv.

 

I torsdag kom vi hjem til dette syn på altanen.

Uden vores vidende har vi haft spisende gæster.

Ikke særligt sjovt, når gæsterne ikke kan rydde op efter sig selv.

Vi lod det ligge og ret hurtigt fandt vi ud af, at ravnene, var gæstgiverne til festmåltidet.

Jeg stillede et stativ op foran huset og satte fjenudløseren til mit kamera for at få et billede af dem, til senere retsforfølgelse.

Min søster læser jura i Ålborg og hun må kunne nogle paragraffer eller tre, som jeg kan slynge i næbbet på de sorte rodehoveder!

 

De havde dog lugtet lunten og holdt sig væk. De mærker den mindste bevægelse inde i huset og letter lynhurtigt inden jeg får så meget som hvisket: “Nikon”.

Det gør mågerne ikke.

De skal jages væk.

Denne frækkert ville dog lige snuppe sig en godbid inden den forduftede.

Mellemlægs-successer

Vi har allesammen brug for nogen succes-oplevelser med jævne mellemrum.

Jeg har ihvertfald.

Med meget jævne mellemrum.

Måske har jeg større behov for at have nogen succes-oplevelser end andre?

Eller så har jeg en alt for kort hukommelse?

Måske begge dele?

 

Lige nu og lige her sidder jeg og tænker, at jeg aldrig, aldrig har succes med noget som helst.

Mine undervisningsrapporter er elendige og jeg sidder og håber, at den, som skal læse dem, kan forstå, hvad jeg mener.

Hvis vedkommende ikke forstår, hvad jeg mener, kan det i værste fald gå ud over de elever, som jeg så amatør-agtigt har forsøgt, at beskrive.

Undervisningsplanerne, som også skal afleveres til PPR, syn’s jeg også virker tynde og intetsigende.

Som om jeg slet ingenting har planlagt og det lidt som jeg rent faktisk har planlagt, er umådeligt dårligt planlagt.

Inderst inde og hvis jeg tænker rigtigt grundigt efter, ved jeg dog godt, at jeg gør en forskel.

Måske ikke hver dag og hele tiden, men mine elever udvikler sig i den retning, som er planlagt.

I en positiv og glædelig retning.

Lige nu, mens jeg sidder her i mit lille sorte hul, har jeg dog mest lyst til at dække hullet til, indefra/nedefra og vente på, at det hele går over.

Næ! Nej! Og overhovedet ikke!

Sådan spiller klaveret bare ikke hjemme hos mig. Det skal det ikke have lov til.

Op af hullet og tjek tingene efter:

Er mine skriverier nu også så forfærdelige??

Næ! Nej!

Jeg tænkte ved mig selv igår: så må jeg aktivt gøre noget for at give mig selv en succes.

Jeg vil lære at hækle!

Vil jeg!

Og jeg fandt et fint lille stykke, at øve mig på.

Godt nok trævlede jeg op et par gange eller 10, men tilsidst lykkedes det. Jeg ville have en smule succes uanset om Ballerinaen mente noget andet eller ej.

Nu har jeg fået hækleriet til at lykkedes een gang til, sådan bare for at bevise overfor mig selv, at det ikke var begynder-held.

Mellemlægs-stykker.

Eller hvad sådan nogen nu hedder.

Servietter er det jo ikke, men sådan nogle, som man kan lægge mellem sine tallerkner, så de ikke skramler rundt og laver skår i tallerken-glæden.

Er der overhovedet nogen, som bruger den slags stykker mellem tallerknerne nu om dage?

12 af dem i forskellige farver og så kan vi holde fest.. eller?

De gjorde mig ihvertfald i bedre humør, for de gav mig en følelse af succes.

Mere skal der ikke til.

 

Nu vil jeg sætte mig ned med en varm kop te og kigge mine rapporter og planer igennem. Oveni har jeg lovet at lavet en slags “status-opgørelse” for min klasse og den er så godt som færdig.

Og den er faktisk ikke så ringe endda, den opgørelse.

Jeg har været med til at give eleverne en følelse af succes.

Ikke hver dag og ikke hele tiden.

Men jeg er med til at minde dem om, at de rent faktisk kan noget og at de har succes med jævne mellemrum.

 

Og ballerinaen, som er skyld i mit lille fald ned i et sort hul??

Den ligger smidt på gulvet bag sofaen og skammer sig.

Det har den faktisk også grund til, men inden jeg ser mig om, har jeg samlet den op og.. øøøh.. trævler op eller fortsætter eller…

(Danske Rubens smager forøvrigt godt.)

Skal-skal ikke

Hvad der skulle have været en fornøjelse, er nu endt med at blive en rigtig træls trædemølle.

Jan købte et strikkekit til mig, da han var i Danmark i efteråret.

Bare det at vide, at han er gået ind hos Mathilde i Viborg og har valgt et strikkekit til mig, skulle gerne have gjort, at strikningen har været en fornøjelse.

At vide, at han har overskredet en for ham, en voldsom grænse.

For dig, som ikke ved det.. man starter på venstre forstykke og strikker hele jakken ud i et stykke og hvis jeg gør, som jeg overvejer, skal jeg trævle hele jakken op.

Grunden til mine overvejelser er tre grimme fejl.

Fejl, som jeg højst sandsynligt ville kunne leve med, hvis ikke det var fordi jeg igen, igen, igen, igen er gået i stå.

Grunden til at jeg igen er gået i stå er at jeg ikke tror, at der er garn nok. 

Grunden til at der nok ikke er garn nok, er at jeg har strikket ærmerne for vidde.

Jeg har ikke noget imod vidde ærmer, men så har jeg højst sandsynligt ikke garn nok til at færdiggøre højre forstykke..

Jeg skulle have vendt med henholdsvis 1 maske før omsl. og 2 masker før omsl. ved ærmegabene.

Jeg har konsekvent vendt ved 1 maske før.

Aaargh!

Den hvide kant skal pilles op, når arbejdet er færdigt, maskerne skal samles op og der skal strikkes en kant på, men i starten af arbejdet har jeg strikket kanten omvendt, den nede i bunden.. en lille skønhedsfejl, kunne jeg vælge at sige..det er kun ganske få rækker.

Aaargh!

Og som om ærmer og kanten forneden på forstykket ikke er nok, jeg har strikket en pind/ rille i den cheriserøde farve, hvor der skulle have været blå under ærmegabet.

Det opdagede jeg først, var en fejl, da jeg gik i gang med ærme nr. 2 og opdagede, at ærme nr. 1 var strikket forkert og søgte på nettet efter andre, som har strikket ballerina og kunne se rillerne under ærmerne på de andre. Hvorfor følger der ikke lidt flere illustrative billeder med i sådan et kit. Der følger kun 1 med, hvor farverne til og med er ret så misvisende.

Aaargh!

Den ekstra rille kan jeg leve med, hvis jeg ellers husker at gøre det samme under højre ærmegab også.Så er det gennemført

Det har taget mig 29 dage/aftener at komme så langt, som jeg er kommet nu og det vil være spildt arbejde, hvis jeg vælger at trævle op, men på den anden side..

Aaargh..

Hvad ville du have gjort??????

Ophængt

Individuelle undervisningsrapporter og individuelle undervisningsplaner for samtlige mine elever og hele 2 stk strikketøj, der vil noget andet end mig.. er jeg hængt op eller er jeg hængt op

I mangel på bedre?!

Vi har ikke nogen kantine på vores skole.

Vi kunne godt tænke os een, men det er der vist meget, meget lange udsigter til at vi får.. hvis vi overhovedet nogensinde får det.

Eleverne kan dog få en gratis madpakke, der oftest består at to flade stykker rugbrød hver dag.

Nogen gange er der kun 1 flad, som så bliver suppleret med et bæger youghurt, en drikkebrik eller et stk frugt.

Hver morgen registrerer vi eleverne.. faktisk hver time, men om morgenen skriver vi en “bestillings-seddel” med hvor mange af eleverne, der vil have en madpakke den dag.

Jeg har gennem årene skrevet mange bestillings-sedler til mine elever, men smører selv troligt og trofast en madpakke til mine egne, private og selvfødte børn hver dag, så ved jeg hvad de får og håber, at de kan mærke moderkærligheden som er smurt helt ud i rugbrødskanten hver dag.

Waldorf stjernelanterne

Jeg har siddet og foldet nogle stjerne-lanterne.

De skal oprindeligt vist bruges til fyrfadslys, men jeg synes det virker lidt farligt.

I “opskriften” står der, at man kan oliere papiret,, lade det tørre og så folde stjernen.

Eller male det med vådt-i-vådt vandfarver og/-eller begge dele.

Olien, så papiret bliver mere transparent, men jeg ville ikke turde slippe lanternen ude af syne hverken med eller uden olie.

De er smukke, specielle og meget sjove at lave og de kan vel fyldes med andet end et tændt stearinlys.

Jeg lavede min af forsiden på en ugegammelt ALT for damerne forside.. bare for at prøve og lære, at lave en stjernelanterne.

 

Gad vide om man kan købe sådan noget spray med brandhæmmende stads at sprøjte på dem???

Billedbogs-hjørnet

Sidste weekend gav Jan mig en bog.

Nærmest en billedbog, men sikke een.

Billederne i bogen er fantastiske. Hverken mere eller mindre.

De er taget af en kvindelig, fransk fotograf: Mireille de la Lez.

Nogle af billederne er taget med et analogkamera og nogle af dem med et digitalt kamera.

 

Fælles for alle billederne er dog, at de er fantastisk flotte.

Tilblivelsen af bogen eller ihvertfald forberedelserne til bogen, har tilsyneladende været noget dramatisk, men det bærer bogen nu ikke præg af.

Den oser langt væk af stilhed, frost og nærhed til arktisk. Hvis du har mulighed for at bladre i den på dit bibliotek, burde du unde dig selv den glæde.

Næsten samtidig med at jeg fik bogen, fik jeg også nogle bloklys fra min søster Dudi i Aalborg.

Nogle kæmpestore, tunge og lange bloklys, der kan brænde i 180 timer.

Det er altså noget.

Det udløste lidt omrokering i vores hjørne. Sådan mest i farverne.

Som du sikkert kan huske har jeg nogle hylder rundt om i huset, som ganske enkelt er drivtømmer fundet drivende i havet eller inde i fjordene på stranden.

Den her måler ikke andet end 25 cm i længden, men der kan lige akkurat stå en lille lampe og lyse op i en mørk krog på den.

Jeg har intet gjort ved dem andet end at få Jan til at sætte vinkelbeslag på dem og hænge dem op.

De er rå, rustikke og helt unikke. Og gratis.

Jeg havde et “brædt” mere liggende og det er nu kommet op på væggen i hjørnet, hvor mine billedbøger nu kan stå parat til en stille stund med en varm kop te.

Bogen af Uri Golmann er Simons.

Den er også værd at bladre i mere end een gang.

Jeg har bladre rigtigt mange gange i den, købt en æske med 10 postkort af uri Golmann og savlet over de dejlige fotos.

Støv fra kulturaften

I lørdags var der kulturnat her i Sisimiut. Mine / vores billeder har samlet støv.

Det er jo efterhånden en uge siden og jeg har næsten glemt, at jeg havde de billeder, men måske du kan fornemme lidt bag støvet?

 

Der var de sædvanlige ting at se.

Og det kan jeg vel ikke tillade mig at klage over, når jeg ikke kommer med konstruktive forslag til hvad der ellers burde være af tilbud?

Nogen siger, at kirken var åben, men da vi kørte forbi, var der lukket og slukket.

Jeg ville gerne have været en tur i kirken, hvor der ikke er gudstjeneste eller andet og hvor jeg ville have haft mulighed for at fotografere.

Der er mange små spændende detaljer, der er værd, at kikke nærmere på i kirken i fred og ro.. altså bare som et eksempel.

Jeg ville vist også gerne have set Pisiffiks hovedkontor, men de hører vist ikke ind under og kan placeres i og på kulturaftens programmet. Jeg har hørt, at de har flotte kontorer og udefra kan jeg se, at der hænger flot kunst på væggene. Det gad jeg godt se nærmere på.

Jeg ville såmænd også gerne have set, rørt og fotograferet borgmesterkæden.. sådan bare for sjov.

Den har jeg aldrig set tæt på. Øøøøh, bare som et eksempel.

Her sidder jeg og klager og sukker.. og virkeligheden er, at jeg kun nåede to steder hen:

På musikskolen, hvor Laura skulle spille og på Råstof-skolen, hvor der kørte et slideshow med ca 100 af mine billeder og hvor nogen af dem var printet ud i str. A1.

Jeg ville gerne se den nye skole, for jeg havde ikke selv stået for det med mine billeder, men leveret dem, da det var ønsket.

Billederne har kørt som baggrunds-flimmer under Cold climate konferencen her i byen og været en tur i USA ifb med noget råstof-mineskole konference.

Så fik jeg da heldigvis også prøvet at sidde i en megastor gummiged på råstofskolen.

Der var rift om det fine sæde i førerhuset på gummigeden.. en masse små drenge og så mig.

Nogen arbejdsdage, når eleverne er umulige og jeg føler mig utilstrækkelig.

At sidde i en gummiged og flytte sne, store sten og lignende.

Jeg forestiller mig, at det må være tilfredsstillende, at kunne se resultatet af sit arbejde få sekunder efter at det er udført. At jeg så oveni skulle udføre arbejdet i en stor tung og meget potent maskine ville bestemt heller ikke gøre arbejdet mindre dårligt..

men altså det er kun når jeg ikke føler, at jeg slår til som lærer i specialklasseafdelingen.

 

På musikskolen stod Laura for noget af musikken.

Hvad den musikskole ikke har gjort for min Laura!

Den glæde, som den har bragt ind i hendes liv.

Det er ubetaleligt.

Hun stråler med en indre glød, som er sjældent set.

Det skulle da lige være hos hendes to gode og engagerede lærere, som virkelig formår at videregive kærligheden til musikken videre til deres elever med entusiasme.

De skattekroner er givet så forbandet godt ud.

Flere af den slags lærere, TAK!

Laura spillede både bas,

guitar

og klaver

udover at hun også sang.

Hun var ikke den eneste, der gav et nummer.

Hun gjorde det sammen med andre

 

og andre gav skam også numre uden hende.

Dejligt.

Restitution

I dag restituerer jeg.

Det var meget, meget hård træning i går.

Jeg trænede min positiv-muskel mht min strikning.

Den var spændt hårdt for i går på næsten alle punkter.

Når jeg har haft strikketøjet op af tasken i dag har jeg mærket, hvor øm musklen er og hvor meget jeg trænger til at lade op og samle fornyede kræfter.

Man skal lytte til sit indre og til sin krop, har jeg hørt, så jeg har ikke udfordret ovennævnte muskel i dag.

I morgen er den højst sandsynligt udhvilet og blevet stærkere.

Det har det altså bare at være, for det var godt nok hård træning i går.

Dragende

Ikke underligt, at mine elevers blikke næsten hele den første time søgte mod vinduet, hvor månen langsomt gled væk bag medborgerhuset.

Heldigvis var det krea-fag, som de havde de to første timer, mens månen lokkede blikkene væk fra, hvad de var igang med.

Forbrændingsanstalten

Mine elever har været med til at planlægge deres skolegang og i planlægningen var een af mine ønsker, at de skulle på virksomhedsbesøg.

De har fået lov til at ønske hvilke virksomheder de vil besøge og sidste onsdag var de på vandværket.

 

I går var de på forbrændingsanlægget.

 

Det var spændende, at se hvordan det affald,

som vi smider i skraldespanden først bliver kværnet og revet i mindre stykker for derefter at blive brændt.

Vi fik fortalt, hvor ødelæggende det er, når vi smider metal i skraldespanden for det ender i maskineriet, som en stor persillehakker ødelægger affaldet.

Vi fik vist, hvor meget de skiller elektronik ad for derefter at sælge komponenterne videre til Danmark, hvor det enten bliver genbrugt, smeltet om eller destrueret på en sikker måde.

Alle kemikalier, der bliver hældt forsvarligt på tønder, der bliver lukket.

Udenfor bliver metal som metal sorteret og der bliver ryddet op i årtiers sløset bortskaffelse af affald og det ser lovende ud.

Meget af affaldet er inspirerende og giver lyst til at lave skulpturer og lignende..

Alene de mange farver, der er i de forskellige kasser.

Jeg er vist lige så begejstret for virksomhedsbesøgende som mine elever og glæder mit til næste virksomhedsbesøg. Nogle af drengen kunne sågar tænke sig at komme i praktik på forbrændingsanlægget.

Mine elever er gode til at vælge virksomheder at besøge.

De positive sider

Jeg noget nær hader mig selv!

Jeg sidder med en velskrevet opskrift, strikker på livet løs og opdager så den ene fejl i det færdig strik efter det andet.

Jeg burde skrive til Hanne Falkenberg og sige UNDSKYLD for mine manglende, både læse og strikkefærdigheder.

På nettet har jeg set det ene fine resultat efter det andet og jeg har virkelig, virkelig glædet mig til at blive færdig med min udgave af Ballerinaen.

Faktisk strikkede jeg turbo i går i håb om at kunne blive færdig i weekenden.

Strikkede og strikkede.

Lagde alt andet til side for at kunne komme et langt stykke og få færdiggjort, hvad jeg troede ville blive en smuk, flot swingerjakke.

Og så kom jeg til at gen-læse opskriften, hvor jeg skal strikke ærme 2 spejlvendt og opdager, at ærme 1 er strikket forkert.

Og at jeg har strikket en rille for meget i farven A.

Trævler ærme 2 op i hidsighed, men indser, at jeg bliver nødt til at strikke ærme 2 på samme måde som ærme 1.

Har siddet med hovedet gemt ind i strikketøjet og overvejet om jeg skal trævle hele jakken op???

Kan du mærke selvhadet??

Jeg har lyst til at give en anden skylden. Skælde ud og skabe mig. Råbe, skrige og stampe i gulvet, mens jeg bander og græder.

Hmmm.. nu lovede jeg så mig selv for sådan ca. 20 dage siden at jeg skulle se det positive i så meget så muligt:

-Garnet er slidstærkt.. det tåler, at blive trævlet op et par gange

-Jeg har ikke givet andre end mig selv skylden for mine egne fejl

-Jeg har hverken råbt, skreget, stampet i gulvet eller grædt..(endnu)

-Jeg tror stadig på, at jakken bliver flot til trods for fejl

-Hanne Falkenberg vil tilgive mig mine fejl, for hun er garanteret et positivt og rummeligt menneske, som tror og i dette tilfælde ved (nu) at jeg gjorde mit bedste for at yde hendes flotte design retfærdighed.

-Jeg får max glæde af et strikke-kit, som kostede Jan en kvart million og ikke mindst mandlig overvindelse at gå ind og købe i en strikkeforretning.

 

Når jeg er færdig- for det bliver jeg!DET BLIVER JEG!.. vil jeg bære den jakke med stolthed.. trods alt, for det er en gave fra Jan.

Vinterfarver

Tidligt i eftermiddags inden det rigtig begyndte at mørkne, var der de sprødeste pastelfarver på himlen til at byde den gyldne, flotte og helt runde måne velkommen.

Farverne virkede helt uvirkelige i sart baby-blå, purpur og den fineste rosa.

Jeg steg ud af Hiluxen for at beundre det smukke, smukke, der omgiver mig.

Kulden knirkede rundt omkring den nye sne og luften smagte friskt af vinter.

Det kan da ikke blive ret meget bedre!

Vinterfarver.

Alt efter i hvilken del af byen jeg stod/kørte skiftede det mellem blå og purpur, rosa.

Lige inden mørket omsluttede månen og byen, var himlen dyb-dyb blå.

Genkendt!

Vi var sammen med Lena og Johannes hos vores forældre og spise til aften.

Med os var også min kusines søn.

Det er sjovt at se nogle af familietrækkene gå igen.

Genkendelse.

Ikke at jeg umiddelbart kan se nogle af trækkene hos mine egne børn,

men jeg kan genkende min mormors træk og min mosters træk sådan lidt over det hele og dermed også min mors træk.

I morgen starter en ny og ubrugt uge.

Jeg byder den velkommen og den kan næsten kun blive bedre end den, som jeg forlod og som indeholdt hovedpine og fravær fra arbejdet.

Velkommen nye uge!

Sne

Det hjælper åbenbart at bede om det man gerne vil ha’  

Det sner derude.

Og det blæser samtidig.

Sneen hvirvler op og det ser vinterligt ud.

Der bliver lagt et fint lag ren, ny og helt hvidt sne ovenpå den spejlblanke is.

Lige nu og lige her, skal du ikke høre mig klage over dét.

God søndag

Nej tak, sagde han

Jan har pænt takket nej til dette hjemmetøj. Ikke engang, hvis han selv måtte bestemme farverne.

Mærkeligt!

Grådig

Wooooouw.. Det har sneet en smule.

Der ligger næsten en hel millimeter ny sne derude.

Lidt har vel også ret?!

Er man grådig, hvis man beder om lidt mere - lidt i ligesom 1-3 meter?

Strikkerier først i januar

Udover at sidde og strikke på Ballerinaen i langsomt tempo, har jeg strikket småtterier ved siden af.

Jeg har strikket et halsrør af nogle garnrester.

Af et nøgle mohair faktisk, som er en rest fra dette sjal, fik jeg slået 100ognogle masker op og strikkede til der ikke var mere garn tilbage.

Lige ud ad landevejen med 3 ret og 2 vrang på pind nr. 3½.

Nu har jeg noget varmt om halsen, der passer godt i farven til min  parka.

Det andet halsrør har jeg vist og du også kan se det her.

Jeg drømmer stadig lidt om at strikke et rør, der munder ud i en lille poncho-lignende ting.. der dækker det øverste af ryg og skuldre også.

Jeg har strikket endnu et par håndledsvarmere i mønsteret perlegrus. Nu har jeg tre par og det skulle da vist række indtil videre.

I går strikkede jeg så en hue.

Jeg fulgte ikke farve-anvisningerne, for det kunne mine rester ikke række til og valgte farver efter hvad jeg lige havde.

Den nederste brune kant er i moskus, så den ikke kradser mod panden.

Opskriften er på engelsk og jeg gik i stå, men heldigvis er der altid hjælp at hente i webstrik.

Gudsketakoglov for den gruppe.

Verdens mest hjælpsomme flok kvinder, der kan alt med to pinde og en stump garn, sir’ jeg uden at overdrive.

TAK de damer!

 

Jeg har været hjemme hele dagen.

Mit hoved gør så ondt, at jeg næsten ikke kan være nogen steder. Så ondt at jeg indimellem får kvalme af det.

Det gør ondt inde bag øjnene og føles som om hele min hjerne kramper. 

Det er øv!

Jeg satser på at komme på arbejde i morgen..det skal bare ikke gøre ondt i hovedet! Jeg trænger til frisk luft.

Jeg kom ud og stå lidt på vores trappe foran hoveddøren lige før for at nyde dette syn:

Lidt har også ret!