Fremmede strøtanker

Et eller andet sted i blog-land læste jeg en kommentar, at vi bloggere naturligvis ikke kun skrev for os selv. Hvis vi kun skrev for os selv, havde vi gemt vores skriblerier på vores harddisk og ikke udgivet dem. Jo, hun/kommentatoren har da ret! Og det fedeste ved at have en blog, er da helt klart at få respons. Jeg fik respons på mit indlæg fra i går, hvor Taxastrikkeren gav mig flg. strøtanke: “Hmmm - fik lige en strøtanke: gad vide hvordan din blog ville se ud hvis du blev forflyttet til en dansk skole fra 1. maj til Sct.Hans? UPS - en mere: evt. byttede job med en danskboende lærer der også blogger hver dag. Måske har jeg bare været for meget alene i dag;-)” Den gik jeg så og tænkte over i dag mens jeg gik rundt i den by, som jeg delvist er vokset op i og tænkte, hvad turister og nyankomne mon kikkede efter? Jeg ved, fra de horder af turister, der kommer om sommeren, at brædtet er et yndet turistmål. Brædtet er forholdsvis nyt.

(På billedet. fryseposer til at pakke “varerne” i) Før i tiden var det nærmest bare et halvskur med et par lange borde under halvtaget, hvor fangerne kom og solgte dagens fangst lagt op på opskårne papkasser. Mens de ventede på kunder, sad de inde under taget på bænke og faldefærdige stole, hvor de sludrede vind og vejr med hinanden, og udfra deres smørede grin, konkluderede jeg, måske forkert, at der røg andre og mere saftige historier frem og tilbage mellem mænderne? Det var hyggeligt at komme og sludre med manden, der havde skudt sælen, fanget rensdyret, fanget torsken eller samlet æggene på de små øer, men de hygiejniske forhold, kan du sikkert forestille dig, var langt fra optimale og indtægterne fra fangsten røg direkte udenom skattevæsnet, og ned i fangerens lomme. Nu har de fået et fint flisebelagt og total hygiejnisk “brædt”, hvor vægge og gulve, hylder og plastikkasserne,

kan højtrykspoles i næsten kogende vand, og hvor der er ovenlysvinduer, som lader lyset falde hensynsløst ned på varerne ,

og hvor man kan betale med dankort, og der sidder overhovedet ingen kariskmatiske fangere/fiskere og faldbyder varerne udenfor mere. Ind med fliser og hygiejne og ud med stemningen. Faktisk er der slet ikke så mange varer mere,

og rygtet, som jeg naturligvis ikke har lyttet til, siger, at hvis man tager ned på havnen, kan man købe sælkød direkte fra fangeren, torsken, havkatten, ørreden, laksen fra fiskeren, sort. “Brædtet ligger klods op og ned ad posthuset og lige ved siden af Brugsen. Mange slår et smut forbi “brædtet” og menuen til aftensmaden bliver bestemt af dagens fangst.

I dag lagde jeg mærke til, at der er kommet åbningstider foran døren. Det har måske hængt der længe?

De var nu ellers ikke til at overse, og jeg sneg mig indenfor og spurgte pænt, om jeg måtte lege turist/tage billeder. Og da jeg forklarede, hvorfor blev de interesserede derinde, og jeg måtte jo så fortælle om min lille blog og alt det.. Minsandten om de ikke også havde internet på “Brædtet”, og slog mig straks op. Det kom der en masse interessant snak ud af, og nogle af mine fordomme om jollefiskere/sælfangere og internet, blev slået ret så kraftigt ud af kurs. Så lærte jeg dét i dag. Men tilbage til Taxastrikkeren og hendes sjove idé; Det er svært for mig at forestille mig, hvad der ville fange min opmærksomhed, hvis jeg var ny her i Sisimiut, og jeg ved fra mine tre år i Viborg, at der er mange ting, som er givet i Danmark, som virker fremmed og anderledes på os, der kommer dertil. Tiden, fx. Hvis jeg husker det, vil jeg skrive om det, når jeg kommer ned til Danmark til sommer, for det er da en interessant tanke med de der kulturforskelle. .

(på billedet: tørret havkat. Mums.)