Hold på tankerne

Jeg har gået en lang tur, næsten hver dag.

Jeg forsøger at gå så hurtigt at pulsen stiger, men det er nu ikke kun for at få hurtig puls at jeg går.

Hovedsageligt går jeg for at få trimmet tankerne, få hold på sjælen og for at få klippet alle ideerne til, så de passer til mig og min hverdag.

Der er altid alt for mange tanker, følelser og ideer inde i mit hoved.

De hvirvler rundt indimellem hinanden og trækker spor om natten i mine drømme.

Det lyder måske negativt og trist?

Det er det bestemt ikke.

Tænk, hvis der overhovedet ikke foregik noget derinde!

Alt for tit får jeg ideer til alt muligt og nu er jeg jo så gammel og erfaren at jeg ved at der langt fra er tid til det hele. 

Nogle tanker og ideer ender ofte i den indre kompostbunke, hvor de kan danne grobund for mere solide, robuste og langtidsholdbare ideer og tanker.

På mine gåture bliver der luget ud, muget ud, ryddet op og sorteret og så trækkes der masser af frisk luft af den kolde,helt rene slags. 

Total win win!

Jeg får rørt benene og samtidig nyder jeg naturen sommomgiver de veje, som jeg går på.

Jeg gider ikke ærgre mig over, at jeg ikke har kamera med på mine gåture, for jeg stopper ikke op, men sænker bare farten en anelse, når mobilen bliver halet op af lommen.

Iøvrigt bliver mobilen også brugt til at tælle antal kilometer sammen og til at min rute bliver fint tegnet og så hører jeg jo musik. 

Masser af musik og jeg nyder det.

Det er en pause fra alt andet og jo; nogen dage kan det være svært at hive gejsten op af sofaen, men denne måned har jeg deltaget på noget som hedder 'januarudfordring- 60km gang/løb og det er jo sjovt, når jeg så i dag kan skrive 8,79/144,1 km ( i dag/ ialt). Der går lidt sport i det og jeg kn ærgre og lidt over de ture, hvor jeg glemte at sætte min Runkeeper til, men 144,1 km indtil nu er overhovedet heler ikke at kimse af, hvis nu jeg selv skal sige det.

Jeg tror forøvrigt også at gåturene kan holde blodtrykket nede, men jeg ved det ikke for jeg har ikke fået målt mit i over en måned.

Men at få hold på tankerne bare et par gange om igen.. det er altså noget som duer

Hvordan får du styr på tanker i hverdagen??

Uden skam

En stille morgen, hvor morgenbordet fik lov at blive stående alt for lang tid.

Jan gik i gang med at male soveværelset, hvor der snart skal lægges gulv også.

Dét gør vi selv. Fanme!

Det helt nye gulv i stue/køkken/ gang er allerede ved at gå op nogle steder.. 

Jeg magter ikke flere problemer med huset og renoveringen og fortryder bitterligt at vi overhovedet gik i gang! 

Ganske enkelt!

Tænk at det skal være så svært.

Hvis ikke der var alle de problemer, er det jo ellers blevet meget fint, men der er bare nogen håndværkere, der ikke har faglig stolthed eller skam i livet i al almindelighed!

Laver jeg noget strik fx. gør jeg mit yderste for at leverer et ordentligt stykke håndværk eller så lader jeg helt være med at påtage mig opgaven, men sådan er ikke alle... desværre.

Kulturaften.. Same procedure as always, dear Miss Sophie

Der er kulturnat i aften.

Der er nogen ting ved det koncept, som jeg ikke helt forstår.

Fx. forstår jeg ikke hvorfor det hedder kulturnat og ikke bare noget med åbne døre eller såårn' for det er jo foreningerne, virksomhederne og institutionerne som slår deres døre op, så vi andre kan se et andet arbejde end vores sædvanlige og ligeledes forstår jeg heller ikke ordet nat i kulturnat, når det hele lukker og slukker kl 22 for i min verden er det stadig aften kl 22, men sådan er ser så meget jeg ikke forstår.

Næste år håber jeg, at der er en rigtig vaskeægte trawler som åbner dørene for sådan een sommmig, som aldrig har ser en sådan indefra, ligesom jeg ville være den første ombord på politikutteren, hvis der var mulighed for det og jeg kunne også godt tænke mig at se systuen ' Panigiit' som et arbejdende værksted, selvom set er en privat butik, men heldigvis var der musikskolen som havde arrangeret noget åben scene på Taseralik og Laura spillede med Apunnguaq og det opvejede alt det andet, som jeg ikke fik at se

Olielamper i det gamle vindue

Mellem vores gang og vores soveværelse har vi et vindue.

Det har engang siddet i et andet hus. I det andet hus var jeg nogengange, som barn med min mormor ovre og besøge en anden ældre dame.

De drak kaffe gennem hugget sukker og sludresladerede, mens jeg ofte sad og kiggede ud af vinduet og nød det forudsigelige ved kaffedrikkeriet og de to ældre damers/ kvinders sludren.

Nu sidder vinduet indvendigt i vores hus med det gamle kit og ujævne maling og jeg glædes over det vindue, som nu er mit og som har siddet i min gang ind til vires soveværelse i rigtigt mange år og som kom i, da vi slog to små værelser sammen for at få et soveværelse så stort at man kunne drømme store drømme.

Allerhyggeligst er det, når de små olielamper bliver tændt og det gamle vindue bliver oplyst.

Farver i hverdagen

Jeg kan ikke huske, hvad pr det var, men det er mange år siden, at jeg så disse containere, som en håndfuld kunstnere havde fået lov at dekorere.

Det er jo en fantastisk ide, at sende kunst ud og rundt på den måde.

De kommer omkring og ikke kun her i landet.

Hvis jeg havde noget at skulle have sagt, måtte man meget gerne dekorere mange flere containere med flere kunstnere.

Apropos kunst.

Da jeg sejlede hjem fra Nuuk i midten af december var det jo med skib.

Jeg var så lettet.

Så taknemlig over at der på scanningen ikke var nogen udposningers at se i min hjerne og ingen optræk til propper.

Ombord på skibet, solgte man bittesmå billeder, som Augusta Marie Jeremiassen havde lavet (og som jeg købte) og da jeg kom helt og hel hjem, fik jeg fingrene i to plakater lavet af hende.

Det er plakater som er led i en kampagne om st passe på vores bestand af lomvier og jeg skar dem til og tilpassede dem, købte rammer og hængte dem op.

Når jeg kigger på dem, får jeg stadig den samme følelse indeni, som den jeg havde, da jeg sejlede hjem fra Nuuk.

En dejlig følelse; så de betyder meget for mig

I løbet af sommeren, har de unge fået hjælp og lov til at lave noget systematiseret graffiti, hvis man kan sige sådan?

Det er de unge også sluppet ret heldigt fra og de pynterog lyser godt op i bybilledet

Jeg kan godt lide, når der er offentlig kunst.

De viser og giver overskud og jeg ville ønske, at der var mere af det her i byen, men det er nok manglende økonomi og glæde for kunst, der gær at det ikke bliver prioriteret?

Ommer

Jeg strikkede en hue til Simon i julegave, men den nåede desværre ikke ned og dækkede ørerne, så jeg lovede ham, at jeg ville strikke en ny.

Det er ret vigtigt at have en hue, dr dækker ordentligt og som sidder tæt, der hvor han bor, hvor temperaturen tit og alt for ofte rammer både -30 og -40 og det, som er værre.

Jeg strikkede og strikkede og da jeg vR færdig kunne jeg skuffet konstatere at den var endnu kortere en den første.

Jeg har strikket en hue til en fødselar.

Han fyldet 73 år i dag og jeg håber at den passer ham?!

Såsnart jeg har strikket Simons hue færdig, skal jeg genoptage 'sort is' sweateren til mig selv, som i modsætning til Simons hue, vist bliver alt for stor.

Tåge i januar

Luge pludseligt væltede der tåge ind over byen igår.

Der var næsten ingen frostgrader og luften var fugtig.

Det så meget malerisk og specielt ud, så mobilen blev hevet op i et frikvarter

Ekstra julegave

Vores jul er forlængst overstået og den var som altid stille, rolig og hyggelig.

Jeg fik ikke fotograferet, for der var kræfter, som skulle samles op og energi, som skulle skaffes hjem, men julen og især juleferien og min mors alt for gode (alt, alt for gode) mandelkager, –ikke at forveksle med vaniliekranse eller mandelflager, var gode til mig.

Jeg har ædt mig 5 ekstra kilo på og de gør at mine bukser strammer og min lillebitte delle driller.

Vejen tilbage til min normale buksestørrelse, kender jeg jo, så den vej er jeg i gang med at gå med små, små, men sikre skridt.

Har du også tilegnet dig et par ekstra kilo over julen?

Det nederste billede er taget med os, der går rundt om træet.

For dem, som vil have facts er det iso 160 f22/ 149 sec.

TV2 med Laura eller var det Laura med TV2

Og forresten vil jeg da også gerne prale en lille smule.. måske mere end en smule, faktisk.

Laura kom efter en masse besvær, polimik, aflysninger, forsinkelser og alt muligt tilbage fra Nuuk/Sana/Dr. Ingrids hospital, hvor hun blev opereret i benet.

Benet er forøvrigt tilføjet 9 fine, lange skruer og en god, bred plade til at holde sammen på benet, som var brækket hele 3 steder.

Operationen blev udsat og udsat og udsat og først en hel uge efter, at hun havde brækket det og var sendt afsted herfra med et ambulanceflyver (en lille KingAir) blev hun opereret og vejret gjorde, så at da hun endelig, endelig fik stukket en returbillet i hånden, så hun kunne komme hjem, men vejret ville ikke helt det samme som Laura ville, så hun kom først hjem om mandagen, hvor hun havde en billet til om fredagen.

Sådan er betingelserne heroppe.

Det er vejret som bestemmer.

Helt suverænt og uden modsigelse.

Vi kan absolut intet stille op, når vejret ikke er med os, andet end at iføre os masser af tålmodighed og så ellers bare vente.

 

Lang, lang tid inden hun brækkede benet, var hun blevet spurgt om hun ville synge et par sange med Danmarksk kedeligste orkester TV2 når de kom herop for at give koncert og det sagde hun naturligvis ja til.

Dét ville hun helt sikkert gerne, men så var det jo at hun brækkede det her ben og mens hun lå i Nuuk og ventede på at blive sat sammen igen, blev hun lidt nervøs.

Dét tror da pokker, for hun var, for at sige det meget mildt, ikke særligt mobil, men hun lyttede til de 3 sange, som orkesteret havde besluttet sig for at ville synge sammen med hende og i tankerne sang og øvede hun sig og ville ikke aflyse så stor en chance før hun var sikker på at hun virkeligt ikke kunne.

Som sagt kom hun tilbage hertil om mandagen og koncerten skulle afholdes om onsdagen på hotellet.

Og som en lille bi-bemærkning kan jeg tilføje, at Laura altid har været vildt god til alt, hvad hun har kastet sig over, men at være syg… dét er hun bare helt vildt elendig til at være og der flød tårer og selvmedlidenhed, ynk og jammer fra hende i tide og utide, så mor her, måtte tale, hurtigt, højt og gentage sin kedelige tale et par gange; det var jo ikke med benet hun skulle synge og det ser da ret sofistikeret ud at sidde på en høj barstol og synge og især hvis man har en walker på (walker er den nye gips).

Hun øvede een gang med TV2 om eftermiddagen, hvor koncerten skulle være om aftenen og det lød godt og fint.

 

Da tid kom, gik (humpede/krykkede) hun smilende op på scenen, satte sig afslappet på barstolen og fyrede den så af og var med til at pumpe en fest op til højdepunktet.

Om mor er stolt??

Helt vildt! Især, når jeg ved, at hun ganske få timer forinden var led og ked, var nervøs og en smule bange for om hun ville falde igennem med sit brækkede ben og manglende øvelse og hvad har vil ellers vi kan blive nervøse for.

Hun gjorde det bare så helt vildt godt.

Jeg fik ikke taget så mange billeder, for lige akkurat i den periode var min hovedpine værst, slem og sled dybe huller i overskuddet (som ikke var der), men lidt har jo også ret

Det var en stor oplevelse og forhåbentligt også en stor og god oplevelse for Laura.

Julekoncert

Lige før jul var vi, sædvanen tro, til julekoncert i Taseralik.

Det var, som det var de mange foregående år, Jim Milne, der spillede klaver.

Det gør han altså bare så godt.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen og igen.

Jeg har ikke den helt store forstand på det, men jeg vil vove den påstand, at han er den bedste i hele Grønland og måske endda lidt mere end det.

Han gør det som ingen andre; så levende og så smukt.

Josef Lund Josefsen sang julesange, julesalmer, julehymner og andet julegodt til og han synger jo rent og godt, så der var heller ikke noget at sætte fingeren på og der var en violinist, en fløjtenist (iflg Jan, hedder det ikke en fløjtenist, men en pivskid. Øhh) og en bassist. De var også gode for mine øregange og alt i alt kom jeg i julehumør og al mine alt for mange bekymringer (i den periode) var glemt for en tid.

Det gjorde godt og det gjorde dejligt og det gjorde afslappet.

Jeg havde mit kamera med og fik taget et par enkelte billeder.

Billeder siger jo ikke meget om en koncert, men jeg håber, at du måske kan fornemme den hyggelige stemning og den afslappede atmosfære.

Øøh

Hvad sker der?

Jeg kan overhovedet ikke udgive fra min computer, men kan fra min mobil??

Næsten hver dag

Næsten hver dag griber jeg min telefon for at se klokken og så er klokke 11.11. 

Mystisk.

Der er nogen, som siger at det er vores (kommende) dødstidspunkt.. Spooky. 

Har du et tidspunkt på dagen, hvor du kikker på klokken?? 

Eller har du hørt andre mærkelige forklaringer på 'fænomenet'

Nogle morgener

Sådan nogle kan vi allesammen have...

I morges var jeg træt. 

Jeg burde ikke have været det, men hvis jeg havde haft valget, ville jeg have vendt mig om på den anden side og sovet videre, men der er et arbejde at passe og en hverdag, som skal fungere og nu er jeg jo oppe og så er det jo faktisk ikke helt så slemt alligevel.

Der er -2,5 udenfor, luften er frisk og i morges skulle jeg gå på arbejde fordi bilen skulle på værksted og så blev jeg jo frisk og klar til dagen.

Der er 1000 meter til mit arbejde, så det var jo lige akkurat nok til at vågne op på. 

Mor er stolt

Det her søde pigebarn!

Nej, sådan ser hun ikke ud normalt, men hun elsker at fjolle.

Hun ser mere sådan her ud til hverdag

Iøvrigt er det hendes halsedisse i ren moskus, sommer strikkede til hende, som hun fjoller med.

Hun er så glad for den og tager den nødigt af. Hvis ikke den var så varm, havde hun såmænd også sovet med den på.

Den har siddet om hendes hals siden hun fik den og så er det jo noget ved det at strikke til folk.

Vi har været alene hjemme i en hel uge.

Jan er censor i Nuuk og Laura er også i Nuuk.

Laura og hendes band har givet koncert i Katuaq i fredags og det er gået helt forrygende godt.

Kæmpesucces! 

Hverken mere eller mindre.

Mor er stolt.

Selv-stolthed

Jeg er pænt stolt af mig selv! 

Efter en pludselig og impulsiv beslutning, tilmeldte jeg mig på Facebook en januar-udfordring, hvor målet er at gå sammenlagt 60 kilometer.

Jeg startede den 1. Januar, men havde glemt at få tændt min runkeeper på mobilen. 

Jeg startede forsigtigt ud, for selvom jeg har gået en hel del for bare 6 måneder siden, var jeg jo gået i stå, da min hovedpine startede og al vores hus-renovering tog al tiden.

Nu skulle det være!

Julen og min mors alt for gode mandelkager har også tilføjet min vægt 5 ekstra kilo, som jeg gerne vil af med igen. 

Ikke så meget fordi de som sådan tynger, men fordi tøjet strammer.

Jeg besluttede mig også impulsivt for at deltage i udfordringen for at gøre noget ved mit forhøjede blodtryk... eller, jeg ved jo ikke om det stadig er for højt og et eller andet sted, vil jeg vist ikke vide det... lige nu. 

Selvom beslutningen var/er impulsiv og pludselig nåede jeg at tænke ale disse tanker og glædede mig til at komme ud i den friske luft og lade tankerne få lidt ro.

Både i fredags og i lørdags kom jeg ikke ud.

Jeg har haft travlt med at male vores indendørstrappe.

Den vil jeg vise dig snart, for jeg synes det er blevet godt.

I det hele taget er jeg ved at være ret godt tilfreds med resultatet af bores anstrengelser på hisfronten.

Det holdt hårdt og det har været anstrengende, men jeg synes at vi er ved at være i mål med overetagen og nu mangler vi så at gå i gang med underetagen. 

Vi skal nok komme i gang, men der skal under ingen omstændigheder stresses!

Nå, men altså jeg kom ikke ud og gå to dage, så da jeg stod i hoveddøren i går, på vej ud for at gå, tog jeg en beslutning. 

Måske ikke helt velovervejet, men vejret var ualmindeligt smukt og jeg havde ikke andre planer, så jeg tænkte at jeg ville gå 20 km.

Nu er 20 kilometer måske ikke noget, der hvor du bor, men hvis du har været her ,hvor jeg bor, vil du vide, at der er nogle pænt hysteriske stigninger overalt.

Jeg nåede i mål, men nåede også undervejs at smutte indenom hos min søster, hvor jeg kunne låne toilettet og få mig et glas vand og sludre lidt, inden jeg fortsatte.

Jeg kom i mål og min knyst (ja, sådan har jeg nemlig, øv) larmede og gjorde ondt, men tav heldigvis igen efter kort tid.

Som jeg sagde, så mangler der 3,5 kilometer i regnskabet, men ellers kan jeg vist godt sige at jeg har fået gået de 60 kilometer i januar.

Jeg fortsætter og ser hvor mange kilometer jeg kan tilbagelægge, mens jeg gør noget godt for blodtrykket, kroppen, vægten , humøret og sjælen.

Morgenrøde.. for det er hvad vi får stort set hver morgen. Det bliver jeg ikke træt af.

Det gør godt og giver en god, smuk start på dagene

Jeg skriver fra

Mobilen. 

Det er lidt sværere, og der er vist mange tastefejl og forkerte auto-korrektioner, men så får jeg lagt lidt på min dagb(L)og, hvilket lige nu er vigtigere for mig end småfejlene.

Hav en god mandag