søndag den 28. januar 2024

Tankelarm

 Der har været stille derhjemme. 

Meget stille.

Min kælekat er væk og Jan har været i Danmark i næsten 14 dage  i forbindelse med noget arbejde.

Han havde mulighed for en smuttur over til sin far og det gjorde glæde hos begge.

Jeg gad godt at have været med, men jeg har et arbejde, som skal passes og nogle elever, som skal undervises, så jeg kan ikke andet end at blive pænt hjemme, men håbede for dem, at de havde nogle gode stunder.

Jeg ved, at der blev stegt en juleand og at de spiste julemad sammen. 

Det er jo ikke så tit at der er mulighed for det, for Jan er jo heroppe med os i julen og farfar holder jul med dem, som nu er i nærheden og har mulighed.


På denne tid af året, hvor der er mørkt og der ikke er så meget at komme ud efter, kan jeg godt blive rastløs og føle mig buret inde.

Måske er jeg mest buret inde i mig selv og mine egne tanker om at være buret inde?

Mørket tager også på energien. 

Jeg har intensioner om at starte i fitness, gå lange ture, begynde at løbe i det små og alt muligt og især umuligt, for når jeg kommer hjem om eftermidddagen er energien opbrugt og lysten til at træde ud af hoveddøren igen er ikke eksisterende.

Jeg ville så gerne kunne hoppe frisk rundt, når jeg kommer hjem, hoppe i mine løbesko og hoppe på løbebåndet og energisk drøne derud af, men bare  at skulle gå ud og ned med skraldespanden kan nogengange være en kraftpræstation.

Inderst inde ved jeg godt, at hvis jeg tvang mig selv igang og kom ud, gik den tur og gjorde det regelmæssigt, ville jeg langsomt blive fyldt med den energi, som jeg mangler. 


Kender du også den spiral, som er så svær at komme ud af?


Da jeg for et par år siden var inde i en god rytme med at gå daglige ture i al slags vejr, kunne jeg ikke undvære det.

Jeg nød den friske luft uanset, hvordan vejret var.

At komme ud med høretelefoner i ørerne med god musik og jeg lærte mig selv at sætte tanker, følelser og andet hjerne-skrammel på pause mens fødderne fandt ind i en rytme.

Mine gode rutiner blev slået af banen af alle mulige ting. 

Min far blev syg og jeg  flyttede i en af afdeling på arbejdet og fik nye, krævende funktioner på arbejdet, som udfordrede mig på alle planer.

Jeg forsøgte at gøre mig fri og forsøgte at finde nogle muligheder, men alene det at lede efter mulighederne låste mine i forvejen trængte tanker længere ind i mine selvskabte tanke-fængsler.

Og så var den dårlige spiral skabt. 

Sammen med en masse overflødige kilo. 


Jeg kom ind i en dårlig vane med bland-selv-slik og hygge-spisning om aftenen og det sammen med stille-sidning og løbske tanker, som jo er så let at lade stå til overfor.

Der har været stille i hjemmet, mens Jan var væk og katten ikke er mere, men inde i mit hoved har det altså larmet. 

Især med selvbebrejdelser over at lade stå til og ikke gøre nok for mig selv og de ting, som bør rettes ind og til igen for at få mere energi.

Dengang jeg gik ture hver dag, skrev jeg antal af gået kilometre op og når måneden var ovre, lagde jeg sammen og glædede mig, hvis jeg havde gået mere end sidste måned eller bare lige så meget.

Måske det er en dårlig strategi, at ville gå de der mærkelige mange tanker væk, men jeg ved, at hvis der skal skabes mere ro, overskud og energi i det daglige, skal jeg vist tvinges i gang.

Det var de tanker, som kom ud af at sidde i det stille hjem, hvor hverken Jan eller katten er.






onsdag den 17. januar 2024

Løse tanker

 Vi afsluttede det gamle år med alle vores børn omkring os. 

Og startede det nye, stadig med børnene omkring os. 

Den yngeste kom allerede d. 15.dec, den ældste d. 18 og den mellemste d. 20.

Den yngste er så heldigt stillet at hun kan arbejde herfra også, hvis hun får det planlagt rigtigt og får lavet de rigtige aftaler med klienter og kollegaer. 

Den ældste havde et slip mellem to jobs og kunne derfor også bruge tid sammen med os og den mellemste kunne holde en god ferie og valgte også at bruge den med os.


Bedre julegave kunne jeg ikke bede om. 




Det er blevet så vigtigt for mig de senere år at jeg har forsat god kontakt til mine børn, min familie og mine nærmeste.

Jeg har jo nået en alder, hvor jeg skal begynde at tænke på, hvad jeg skal bruge min alderdom til og jeg går jo stærkt ud fra at jeg får en alderdom, som kan bruges.

Jeg er af den helt gamle skole.. faktisk er jeg en af de allersidste dinosaur af tjenestemænd, som snart er uddøde.

Jeg blev ansat i 1989 og når jeg engang stopper på mit arbejde vil min status som tjenestemand også være fortid.

Jeg er faktisk så gammel, at jeg har mulighed for at gå på pension som 60 årig og det er faktisk lige om lidt. Det sætter en masse tanker i gang og jeg gør mig en del overvejelser om alt muligt, som sætter tanke-skud ud i alle andre retninger. 

Jeg tænker på min tid her på jord og jeg tænker på hvad jeg bruger min tid på jord til.

Jeg ved ikke med dig, men da jeg var meget yngre følte jeg, at jeg havde al den tid jeg kunne ønske mig. 

Sygdom og død blev ikke skænket en tanke og når tankerne strejfede alderdommen forestillede jeg mig, at jeg naturligvis fortsat ville have det som den vårunge jeg var. Intet ville forandre sig.

Mine forældre bor i samme lille by. Faktisk lige ovre på den anden side af gaden. 

Jeg har fulgt deres aldring og især fordi min fars demens kom snigende og lavede så mange massive forandringer, ikke bare i hans liv, men også i vores allesammens, har jeg tænkt tanker. 

Intet er jo længere for givet, som jeg forestillede mig i min glade, ubekymrede ungdom.

At livet var let og der ingen grund til bekymring var, hører jo ungdomslivet til og nogen mennesker formår at bibeholde den lette tilgang til tilværelsen mens de ældes og de får et dybere indblik i tilværelsen.

Det evnede jeg desværre ikke. 

Jeg blev ret hurtigt kastet ud i voksenlivets bekymringer, da jeg som 21-årig fik mit første barn, som jo er født med et handicap og selvom livet fortsat ikke var tynget af spekultationer om pensioner, alderdom og livstilssygdomme, blev tankerne dengang da noget klemt og mast, når jeg tænkte på, hvordan jeg skulle klare mig som mor og som ny-ansat lærer.

Tiden gik. Jeg fulgte jo heldigvis med. 

Jeg mødte min mand og sammen fik vi to børn mere.  

Tiden gik videre.  

Alle mine tre børn klarer sig heldigvis godt. 

Der er ikke den største grund til bekymring. 


Selvfølgelig ville jeg da ønske, at der faldt en fin bolig ned foran deres fødder, at deres arbejde var en dans på roser og at de aldrig ville få en eneste økonomisk bekymring, men de er alle tre rustet med sund fornuft og en vilje til at overvinde deres vanskeligheder, så jeg behøver ikke ligge søvnløs over dem, for jeg tror på, at også de vil håndtere livet så det falder godt ud for dem.

De kommer stadig hjem til jul. Og andre højtider. 

De kommer af egen fri vilje, tit og ofte i deres ferier og bliver her så længe som deres ferier tillader det og jeg er taknemmelig over, at de vil bruge deres kostbare tid hos os. 

Når flyveren letter og de rejser hjem til deres eget, bliver jeg ramt af en følelse af at blive forladt, selvom min fornuft og forstand stædigt gentager at det er sådan det skal være, at det er naturens gang, at det er godt og naturligt at ungerne flyver væk og fra reden. 

Det bliver lettere og lettere at se flyveren lette og jeg kommer hurtigere og hurtigere tilbage til den dagligdag som nu er min, uden børn, men deres besøg er lette og gode, er fyldt med kærlighed til og fra mig. 

Det er ikke alle forundt at have så godt, tæt og let forhold til voksne børn.


Jeg arbejder bevidst på at bibeholde den gode kontakt, så de fortsat har lyst til at vende tilbage og tilbringe kostbar tid med os.

Der er ikke mange år tilbage før jeg kan gå på pension og jeg håber, at den tid jeg får mere af, når den ikke skal bruges til arbejde,  kan bruges på mine børn og mine andre interesser. 

Jeg ønsker jer alle et godt nytår.  (nææ og billederne har intet med teksten at gøre 😊 )






tirsdag den 2. januar 2024

Asasassfu- kælekatten

 10 gode år blev det til. 


Hele 10. 

Jeg havde håbet på mange, mange flere, men sådan skulle det ikke være.

Som barn havde jeg en undulat og senere, som voksen havde jeg en lille fugl.

Børnene har haft kæledyr, men jeg har aldrig knyttet mig så meget til et dyr, som jeg knyttede mig til vores kat "Asasassfu".


Selvfølgelig har jeg tænkt tanken rigtig mange gange og jeg har gruet for den dag, det skulle ske, at jeg mistede min kat. 

Vores allesammes kat.

Der er folk, der aldrig vil forstå, hvad det vil sige at miste et kæledyr, som man har holdt uendeligt meget af og som vil sige :"at det jo bare er en kat", men for os var hun et elsket medlem af familien og hun betød så meget for os i det daglige.

Hun var 100% inde-kat og kom aldrig ud, så hun var altid hjemme og sammen med os. En rigtig hjemme-kat.

Hun blev syg og den 29. december var hun så skidt, at der ikke var andet for end at få hende aflivet.


Alle de små ting i dagligdagen, hvor hun har været der: 

Når hun sad ved siden af mig, når jeg spiste 

at hun stod ved mine ben, når jeg stod i køkkenet, 

at hun sad på w.c. -brættet og holdt øje med mig, når jeg var i bad, 

når hun lå på badeværelsesmåtten, når jeg var på toilet, 

når hun sov ovenpå mine fødder, når jeg sov, 

når hun lå op ad mit ben, når jeg sad i sofaen

når hun fulgte mig rundt i huset

når hun lå i mit skød, når jeg så fjernsyn

At hun altid stod ved hoveddøren, når jeg kom hjem 

At hun altid kom når jeg kaldte.

Hun var en meget snakkende kat og svarede med små møffer, miaver, grynt og smålyde, når vi talte til hende og hun elskede at vi kastede hendes mus op på vores repos, hvor hun hentede den og afleverede.

Hun gav pote og kunne "dreje rundt". 

Hun gjorde det ikke frivilligt og skulle belønnes med en lille godbid som den kat hun nu var. 


Om natten, når jeg vågnede og det gør jeg sådan ca 5-10 gange, hver nat, lå hun i fodenden og når jeg listede ud på toilettet eller ud i køkkenet, fik hun altid et kys mellem ørerne og et igen, når jeg listede tibage i seng. 

Hun var der altid og hele tiden. 

Hun var så meget og så stor en del af mit liv.


Jeg har grædt øjnene halvt ud af hovedet. 

Jeg savner hende så forfærdeligt og det føles så uendeligt trist at hun ikke er her mere. 

Det er prisen for at lukke et andet væsen ind i sit hjerte, blive fortrolig med og elske.

Det blev 10 gode år og en masse minder, som jeg ikke vil være foruden.

Tak for den ubetingede kærlighed og tak for at have været en del af mit liv <3