Be like farmor og Faster K.

 Meget ofte tænker jeg på farmor og faster K. 

Altså mine børns farmor.

De var begge meget nærværende og lyttende. Aktivt lyttende.

Da farmor stadig levede, ringede hun tit op om søndagen for at høre, hvordan vores weekend var gået, hvad vi havde oplevet, om vi havde det godt og hun spurgte interesseret ind til alt, hvad vi fortalte.

Spurgte for at vide mere og dermed viste ægte, levende interesse.

Først når alle vores emner var udtømt, var der plads til at vi kunne spørge hende om hendes liv og levned.

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg slet, slet ikke har de evner til at lytte aktivt og interesseret i alt, hvad andre fortæller, men jeg forsøger og jeg prøver virkeligt at gøre mig umage. 

Men jeg tilstår også ved samme lejlighed, at hvis jeg gentagne gange oplever at folk overhovedet ikke er interesseret i mit liv, mit levned, mine tanker og mine følelser, så lukker jeg af og lukker ned for min interesse. Ikke af ond vilje, men fordi vi ikke tilsyneladende ikke mødes i en samtale, men i en monolog og det er i min verden ikke gensidig interesse eller respekt.

Jeg forsøger at være høflig, men jeg kan også mærke, at når det kun går den ene vej, så er min villighed til at investere i det andet menneske tilsvarende lille.

Måske er det kun i mit liv og min omgangskreds, at jeg oplever at mennesker ikke gider at høre om hinanden og kun vil høre på sig selv?

At de ikke gider eller orker at lytte aktivt til hinanden. 

At der er mikroskopisk plads til andre end dem selv, deres egne tanker og følelser.

Der er alt for mange omkring mig, som bruger enhver anledning til at dreje samtalen over på sig selv og hvad de har oplevet, hvad de synes, mener og tænker. 

Rigtig mange gange er jeg blevet korrigeret og rettet at jeg væver for meget rundt, inden jeg når til en pointe og at jeg snakker for meget.

Det har folk nok ret i. 

De fleste mennesker vil have hurtige, korte sætninger, som ikke tager for meget af deres tid eller opmærksomhed og jeg forsøger virkeligt at efterkomme disse ønsker.. med det resultat at jeg i nogle menneskers samvær slet ikke siger noget.

Jeg har som et lille privat og stille eksperiment, prøvet slet ikke at sige noget som helst for at se, om det overhovedet bliver bemærket, men jeg har kun fået bekræftet, at det er helt og fuldstændigt ligegyldigt om jeg øffer et hmm eller på anden måde kommenterer på monologerne.

At blive talt til, måske snarere talt på,- ikke med.

Men jeg tænker også, at det på en eller anden måde også må være lidt kedeligt at sidde at holde disse foredrag, monologer, enetaler, hvor der ingen respons er og jeg funderer over om der så er noget selvransagning bagefter, hvor de tænker over, at de ikke fik noget tilbage?

Eller ressonerer de mon bare, at man var en god lytter? 

Jeg blev inviteret ud at spise for noget tid siden. 

Det var folk udefra og de var meget interesseret i at høre, hvad jeg mente om det ene og det andet.

Jeg forsøgte at lægge lidt bånd på mig selv, forsøgte ikke at tage for meget taletid, forsøgte at svare på de spørgsmål, der blev stillet og prøvede at give plads til at de andre også bidrog til samtalen.

Da jeg kom hjem, ramte den der velkendte følelse mig som er kommet hver gang jeg er blevet skudt i skoene at jeg taler for meget. 

Jeg ved ikke helt hvad det er for en følelse, men den er blandet op med skyld og skam, at jeg er egoistisk, selvoptaget og fylder for meget. 

Forlegenhed og med selviscenesat skæld ud.

Det resulterede i, at jeg takkede pænt nej og fandt en god undskyldning, da de selvsamme mennesker inviterede på mad igen.

Jeg burde have rettet mig op og sagt til mig selv, at det så nok ikke havde været så slemt som jeg gjorde det til i mit eget hoved, når de så hurtigt ville se mig igen. Måske havde de endda fundet mig både underholdende og god at være sammen med?

Men i min omgangskredse er der mennesker, som tager al taletid uden tanke for at spørge aktivt ind til andre, som mener at de åbenbart har flere og mere interessante emner at bidrage med, og at det publikum, som de sidder overfor blot skal høre og ikke høres.

Vi lever jo i en tid, hvor stilhed straks skal udfyldes og den som først tager ordet har det, indtil tilhørende falder besvimet om.

(I mit stille sind, tænker jeg nogen gange at de burde tale ind i en papkasse med en mikrofon i og så kunne de jo afspille sig selv og lytte til sig selv, så mange gange de lyster og måske få deres behov dækket for at høre sig selv, men det kan man jo ikke så godt foreslå.)

Jan og jeg inviterer ofte Jesper til beskeden morgenkaffe på fridage eller i weekenderne. 

Han står også  tidligt op og han lægger ikke mærke til om sengen er redt eller ej,  ænser ikke om badeværelset er rengjort i dybden, men som kan nyde kaffen over en samtale, som udvikles efterhånden som den skrider frem og udvikles med meningsudvekslinger og respons. 

Vi kom ind på emnet i morges, hvor snakken faldt på netop at snakke.. sammen.

Jeg savner ofter farmors ægte interesse i vores liv og i faster K. levende interesse i andre mennesker og ikke mindst savner jeg nogle flere af deres slags.

Man lærer noget af alle mennesker,-om ikke andet lærer man, hvem man gerne vil bestræbe sig på at blive som eller ikke at blive som.

Ikke en af de gode minder

 Mine elever skulle lære at stille spørgsmål.. på dansk, og ved den lejlighed startede jeg med at vise dem min barndoms veninde bog.

De skulle efterfølgende lære at stille mere uddybende spørgsmål med det mål for øje, at de skulle skrive en artikel.

De har været rimeligt dygtige og ved den lejlighed har jeg også forsøgt at lære dem, hvordan man henvender sig til fremmede fx. ved at præsentere sig, fortælle, hvad formålet med spørgsmålene er og så videre.

Jeg sad og kikkede min næsten 50 år gamle venindebog igennem inden inden jeg tog den med på arbejdet, og blev kastet tilbage til tiden, hvor veninder og bekendte skrev ind i bogen, men jeg kunne også se, at det ikke kun var venner, men også andre,knap så tætte relatoner,  der havde skrevet i min bog.

En del havde skrevet under:

Hvad kan du ikke lide

at se: 

at høre: 

at spise:

Jeg blev sendt tilbage til de følelser, som det skabte og jeg har gennem de sidste par uger tænkt en del over både det som er blevet skrevet, de følelser det har skabt og hvad det har gjort ved mig senere hen.

Jeg rejste fra Sisimiut til Nuuk, hvor jeg fså også flyttede klasse.

I den klasse jeg kom fra havde jeg en rigtig god veninde og vi havde nogle fælles veninder og vi havde en klub.

Hvad vi lavede i klubben er lidt diffust, men set i bakspejlet og som voksen, kan jeg se, at det meste gik ud på at være sammen, lave ting sammen og vi havde en klubbog.. et hæfte, hvor vi nogen gange skrev ting ind om de ting, som vi havde drøftet, lavet og foretaget os. 

Jeg ved det, for jeg fandt hæftet for nogle år siden og har gen-gemt det.

Da vi flyttede til Nuuk var jeg ca. 10 år. Jeg startede i 6. Klasse i Nuuk.

Det var en stor by i forhold til hvad jeg selv kom fra og kulturen blandt børnene var noget anderledes og jeg skulle finde min plads i de grupper, som allerede var funderet, veletableret og velfungerende. Jeg husker at det var svært at finde en plads, hvor jeg passede ind, men der gik ikke så forfærdeligt længe inden jeg havde fundet nogle at være sammen med og som jeg kunne kalde mine veninder, men der var en anden kultur i hovestaden og jeg kom jo ind som en lille bondeknold og jeg husker at det tit var svært at blive helt accepteret.

Jeg blev lidt ældre og vi begyndte at gå i ungdomsklubben, hvor der var endnu flere mennesker at forholde sig til og det var også svært.

Da jeg kikkede venindebogen igennem, blev jeg kastet tilbage i tiden og kan sætte nogle brikker ind i puslespillet, der udgør de tankemønstre jeg holder mig og kan forstå nogle af de uhensigtmæssige reaktionsmønstre, som jeg nogle gange falder tilbage i.

Børn kan være så forfærdeligt grusomme mod hinanden og måske er disse små udfald i min såkaldte venindebog ingenting i forhold til hvad andre har været udsat for, men de har været med til at danne et menneske, som ikke helt stoler på andre mennesker, som ikke 100% giver sig hen og som har lært at være alene og som ikke nødvendigvis behøver andre mennesker, for underholdning og som kan være mistroisk og tilbageholdende i relationer... ikke altid, men der hele tiden en snert og nu ved jeg måske lidt hvorfor?

Udadtil er jeg sikker og ikke til at slå af pinden, men indadtil, kan jeg stadig blive hensat til de der følelser af ikke at slå til.

De følelser kender de fleste mennesker, vil jeg tro og de fleste af os har små-ar, små-sår, skrammer og skævt sammenvoksede sjæle.

Jeg forsøger at lære de børn som jeg har i mine arbejdsrelaterede og private cirkler, at man skal opføre og behandle andre som man gerne selv vil selv vil behandles.

Kompensation

 Det er ikke så forfærdeligt tit, at jeg eller for den sags skyld Jan køber noget stort eller dyrt.

Vi tænker os meget grundigt om, vender og drejer fornuften før vi beslutter os for at investere.

Jeg har et lillebitte enmandsfirma, som jeg ikke rigtig kører alligevel. 

På et et tidspunkt strikkede jeg en del mod betaling og jeg har fotograferet forskellige ting også mod betaling, men det har aldrig været noget som jeg dyrkede eller prøvede at få til at vokse, men jeg har stort set ikke rørt det håndører, som gik ind på den konto og min drøm var at kunne skifte mit kamera ud.

Det har tjent mig flittigt i næsten 10 år. Det kan stadig bruges og det vil det også blive, men det er tungt og som så meget andet elektronik forældes det jo hurtigere end noget andet.

Jeg havde en drøm om et systemkamera og efter at have tænkt mig om i lang tid besluttede jeg mig for at bruge de penge som jeg havde sparet sammen og bestilte online. Jeg fik god hjælp og på under en uge stod jeg med mit nye  kamera, som jeg glæder mig til at lære at kende.

Jeg kan ikke huske, hvilket af mine  børn, der spurgte hvad der skulle være mit første billede. Det havde jeg slet ikke tænkt over, men da jeg havde sat kameraet op, lavet de  obligatoriske indstillinger og fundet ud af det mest basale, spurgte jeg Jan om jeg måtte tage et billede af ham.

Han er altid hjælpsom, så han rettede tålmodigt blikket over mod mig og jeg fik lov at øve mig.

Vi havde begge forholdsvis tidligt fri i går.

En af mine klasser er i erhvervspraktik og da jeg var færdig med at lave, hvad der skulle laves på skolen, kørte jeg hjem til Jan, som allerede var kommet hjem. Hans elever har læseferie og han går til og fra med forberedelser og planlægning, koordinering og hvad dertil hører med eksamener. 

Vi besluttede at vi ville gå en tur. 

Jeg døjer voldsomt med min højre fods svangsene, der er stram, øm og gør meget, meget ondt. 

Jeg var til en fysioterapeut/ ostepat som sagde at det var inflamation og gav mig shockwave behandling og viste mig nogle øvelser, som jeg skulle udføre flere gange om dagen. 

Nogle dage går det bedre, men i går var min fod og hæl øm allerede inden vi gik, så det gik ikke så hurtigt.

Vi havde Ingo med og han nød at komme ud og opleve. Han fylder 1/2 år d. 04.juni og han er stor af sin alder.

Han står stadig med sin mor og hun er heldigvis begyndt at sige fra overfor ham, når han stjæler hendes mad.

Han er en nysgerrig og glad hund. Vi sætter ham ind i bilen og kører et sted hen, hvor vi håber ikke at møde så mange mennesker, hvor vi går med ham i snor.

Når vi er så langt væk, at vi er sikre på at der ikke kommer andre mennesker slipper vi ham lidt løs, hvor han leger med en bold.

Det er sjovt at se en slædehund være så ivrig efter at hente og bringe. 

Jeg bliver i så godt humør af at være sammen med Ingo. 

Jeg ville ønske at han kunne være hos mig hele tiden, men han er en slædehund, et flokdyr og vores hjem, vores omgivelser og vores tilværelse er desværre ikke indrettet til at have en hund i vores hjem.

Da vi havde sat Ingo af ved siden af hans mor, fik jeg besked om at mit kamera kunne afhentes, så til trods for at min højre fods svang har drillet, kan jeg vist sige, at det har været een af de meget bedre dage, hvor solen skinnede og livet var let at omgåes.

                                

Venner i alle aldre

En af mine barndomsvenners søn, er blevet vores ven. For efterhånden mange år siden.

Han er på alder med, -lidt yngre end min søn og nu er han her i byen i en kortere periode.

Han er på noget uddannelse og efter lidt misforståelser fra min side, hvor jeg troede at det var ganske kort tid, at han skulle være her og måske allerede var rejst, fandt jeg ud af at han var her og heldigvis var han lidt insisterede på at ville besøge os.

Det er så hyggeligt at de unge mennesker, som vi har lært at kende under andre omstændigheder end gennem deres forældre, frivilligt og med glæde har lyst til at komme og besøge os.

Jeg lærte ham, at kende fordi han fotograferer og kom for at fotografere under ACR.

Vi havde plads til at han kunne bo hos os og når han er i byen opsøger han os.

Jeg havde selv glæde af nogle ældre mennesker. 

Ældre, at forstå på den måde, at de var på mine forældres alder.. faktisk lidt ældre end dem og da jeg gik på gymnasiet i Danmark var de flyttet tilbage til Danmark fra Grønland og jeg havde en sikkerhed i dem ved at vide, at brændte noget på eller brændte noget sammen, kunne jeg ringe til dem eller komme til dem i deres hjem.

Jeg benyttede mig af denne mulighed mere end een gang, og da jeg fødte Simon og stod alene tilbage med min nyfødte søn, som var født med et alvorligt handicap på Rigshospitalet behøvede jeg kun at ringe til min gamle veninde, Gudrun og sige at jeg var alene.

Hvordan hun formåede at komme fra Herning til Rigshospitalet i  løbet af så kort tid, er mig stadig en gåde, men hun stod der og hun havde medbragt et par strikkepinde og noget lanolingarn.

Jeg kunne knap strikke dengang, men hun var klog og vidste at mine tanker skulle afledes og mine hænder beskæftiges, så min verden ikke kun bestod i sygdom og bekymringer.

Hun fik skaffet en barnevogn og fik os ud i den friske luft, hvor der var andre indtryk og impulser end hospitalslugtene, kitler og triste fremtidsudsigter.

Hun snakkede med mig om ingenting og alting og hun holdt mig oppe, holdt mig til sig og holdt om mig.

Jeg ved ikke og finder aldrig ud af det, for hun er død nu, men jeg var og er hende stadig så evigt taknemmelig over at hun stod der og blev stående.

Hun var ikke ked af at sige sin mening, men hun havde respekt for min også, selvom jeg, set i bakspejlet var så ung, så naiv og så fuldstændigt uvidende om stort set alt og især om livet.

Jeg følte mig holdt ubetinget af og i virkeligheden skyldte hun mig ingenting, men viste mig at hun ville gøre alting for mig.

Jeg vil vist aldrig kunne gøre hende kunsten efter, men jeg er så glad for at de unge mennesker, som af een eller anden grund har fundet frem til os og vores hjem, opsøger os og vil tilbringe noget af deres kostbare ungdom på os.

Jeg er et heldigt menneske; for vores ven kommer og laver mad til os. 

Jeg ville gerne have lavet mad til ham, men han er veganer, og jeg har ingen forstand på at lave vegansk mad, så han kommer og laver vegansk mad til os og vores verden åbner sig med nye perspektiver.

Han bringer sit vasketøj med op til, men han klarer også den del selv.

Han har fået en nøgle til vores hus og han ved hvor tingene står, for han har boet hos os før. 

Det er en rar tanke,  at han ikke vil tøve med at komme forbi, selvom vi ikke er hjemme, for det er også en erklæring fra ham om, at han føler sig hjemme og føler sig velkommen.

Især Laura bringer unge mennesker til huset og de ved også at de til hver en tid med og uden Lauras selskab er velkomne, men nogle af de andre unge og yngre mennesker, som finder vej hertil, er kommet pga os.

Det glæder mig og jeg tænker tit Gudrun når nogle af de unge kommer forbi. Jeg håber så meget at de føler den tillid, som jeg følte, da jeg stod alene på Rigshospitalet og puttede mønter i mønttelefonen for at ringe til Gudrun for at fortælle hende at jeg var alene.

Vores ven har hjulpet os med forskellige tekniske ting, som vi ikke engang vidste at vi havde problemer med. 

Han sidder med et smil, sit rolige, afslappede og harmoniske væsen og føler at jeg er et rigt menneske, som har trofaste mennesker omkring mig i alle aldre.. ikke så mange, som mange andre har, men dem jeg har, er af så høj en kvalitet, at jeg føler mig rig og taknemmelig.

Tak.

(Billederne har intet med noget at gøre og så dog alligevel, for vores unge ven er meget vidende om mange ting og i går aftes, da vi talte lidt om fotografering fortalte han om forskellige teknikker, - især indenfor makrofotografering, som jeg vil prøve at lære i løbet af sommeren. 

Han er forøvrigt sådan en ven, som jeg kan ringe til med mine udfordringer indenfor især mit kamera og han forklarer så stille og roligt så selv jeg forstår det, over videoopkald, hvordan jeg får dem løst. 

Hvor mange er det forundt at have sådan nogle venner? En anden gang vil jeg fortælle om en veninde jeg har. Hun er lige fyldt 7 år og vi har kendt hinanden siden hun var 1/2 år. Jeg håber, at hun vokser op velvidende at hun har mig, som jeg havde Gudrun.)

84 år

Jeg tager mig selv i at have lyst til at skrive: stakkels når jeg vil starte sætningen: min far.

Sangen: “glemmer du så husker jeg”. 

Jeg tager mig selv i at glemme min “rigtige” far. 

Den far som jeg havde før demens-sygdommen krøb ind og bosatte sig i min far.

Den onde sygdom.

Min far havde fødselsdag i går

Han fyldte 84 år, men han ved det ikke.

Måske ved han det i det øjeblik, som vi fortæller ham, at han fylder år i dag, men i det øjeblik, som sætningen er udslippet vores læber og har nået hans ører, har han allerede glemt, hvad vi sagde og måske har han ikke helt forstået, hvad der blev sagt og hvad ordene betød.

Han mister flere og flere kognitive funktioner ligesom han også mister flere og flere fysiske færdigheder.

Langsomt, men meget sikkert er han helt ved at miste talens brug. 

Han kan stadig på nogle dage sige sætninger som har sammenhæng og med mening til det vi taler om, men mange dage, svarer han i enstavelsesord (ikke at vi stiller spørgsmål men i forbindelse med det, vi snakker om) eller slet ikke. 

Han stammer en del, når han forsøger at sammensætte en kort sætning og det ser ud til at han ofte glemmer, hvad han var i gang med at sige.

Han falder i staver  og laver gentagende bevægelser, som foreksempel at suge i et tomt glas, som han har drukket af eller piller ved sine knapper eller lignenede.

At fange hans opmærksomhed og især at fastholde den er nogengange det sværeste, så ofte sidder jeg bare med ham i hånden og synger lidt for ham eller sludrer om alt og ingenting.

Evnen til at rejse sig selv og gå forsvandt allerede for små to år siden og lige nu bliver personalet nødt til at skære hans mad ud i små stykker eller blende det, da hans evne til at synke også ofte svigter og han får mad og drikkelse galt i halsen.

Før i tiden plejede jeg ofte at have vindruer, æblestykker eller lidt godter med til ham, men vi skal virkeligt tænke os om nu om dage.

På det seneste har jeg blendet frugt eller bær med mælk og lidt fløde, og nogen gange tilsat lidt ahornsirup for sødme.

Det er ikke fordi de ikke får mad på plejehjemmet, men mere et ønske om at give ham noget med lidt mere smag og duft end det som de tilbyder og måske er det også for bare at give. 

Lysten til at give ham et eller andet, som kan gøre glad, men han opfatter ikke helt at det er noget som jeg bringer udefra, så glæden er vist kun giverens.. min.

I dag har han så fødselsdag og jeg ville så gerne have givet ham en gave. En indpakket gave, som han kan pakke op og blive glad for, men han ville ikke kunne pakke en gave op og det vil ikke give mening for ham, hvis man pakkede en gave til ham op for ham.

Han var en ualmindelig dygtig håndværker, især til el, men alt andet kunne han også lave.

Han byggede deres hus helt fra bunden af i 1986 og der skulle både lægges el, strøm, vand og varme ind. Der skulle laves fundament og lægges tag, men han byggede huset og det endda ved siden af sit 8-16 arbejde.

Var der ting, som vi skulle have lavet, som vi ikke selv kunne finde ud af, kunne vi altid komme med det til ham og hans motto var “ at var det ikke lavet af Gud, kunne det ordnes”.

Jeg er ude hos ham mindst en aften om ugen i halvanden time til to og  jeg ser ham ofte og følger den negative udvikling, som er helt normal for en person med demenssygdom. 

Det er trist at følge og det er trist at følge de andre gamle som også sidder derude og hvis tilstand også forværres uge for uge.

Min fars sygdom har varet så længe nu og jeg tager mig selv i at glemme, hvordan han var før sin sygdom.

Jeg kikke nogen gange billeder af ham og så dukker minderne fra før sygdommen frem.

I går aftes da jeg efter en lang arbejdsdag tog ud til ham, sad vi og han holdt min hånd. Selv hans stærke, hårde hånd har forandret sig, men den er stadig stærk.

Hans før så brede og kødfulde skuldre har mistet styrke og muskelmasse og han er ikke længere så trind, som han engang var.

Han glemte, at han var storrygende piberyger og hans lugt forandrede sig derfor også, men i går da han trak min hånd ind til sig og jeg ville sige farvel kunne jeg genkende hans personlige kropslugt og det gav minder.

Især min far har fyldt meget i vores liv, for han var meget speciel og helt anderledes end alle andre, som jeg nogensinde har mødt.

Han fyldte 84 år i går og selvom han ikke selv huskede det, så huskede vi det og fejrede ham, sammen med ham med kaffe og kage.

Tillykke med fødselsdagen, far

Ingo 5 1/2 måned

 Kan du huske min lille hundehvalp.

Som den første hund nogensinde, for mit vedkommende, går jeg jævnligt en lille tur med ham.

Han kommer op i bagagerummet i vore bil og så kører vi ud, hvor der ikke er så mange mennesker. 

Han går i snor og når jeg er sikker på at der ikke er andre omkring os, bliver han løsnet og får lov at løbe lidt frit omkring.

Han foretrækker at holde sig tæt til os og løber ikke så langt væk. 

Han er i den grad et flokdyr og hvis Jan ikke følger med, stopper han op og piber indtil vi er samlet igen.

Han er 5 1/2 måned gammel og er stadig noget hvalpet. 

Han er en glad og humørfyldt hvalp. En stor hvalp af sin alder, men stadig en hvalp.

Han gør noget virkeligt godt for mit humør. 

Ikke at mit humør fejler noget som sådan, men han tilføjer noget ekstra og noget godt. 

Kæledyr kan bare noget for sjælen og selvom Ingo ikke er et kæledyr som sådan i traditionel forstand, så føler jeg et  tilknytningsforhold til ham og jeg fornemmer også han han føler det samme.

Det bliver lidt spændende, at spænde ham foran slæden til næste vinter og se om han også bliver en god slædehund.
(øv, jeg kan ikke få billederne til at lægge pænt på indlægget)

Konfirmation

 Den første weekend i denne månded var hektisk. 

Jeg havde til dels selv valgt det.

Når man bliver konfirmeret i Sisimiut og som det eneste sted i landet, måske som det eneste sted i kongeriget, er der overhøring af et kort bibelstykke om lørdagen i kirken. 

De kommende konfirmander møder kl lidt i et i kirken og under gudstjenesten, kommer præsten hen til den enkelte, som så reciterer et kort stykke fra biblen, som er blevet indøvet.

Det er en kort kirkegang og derefter er der som regel kaffemik.

Mine elever gennem de sidste 6 år skulle konfirmeret og jeg havde lovet dem og især mig selv, at jeg ville være til stede begge dage.

Ikke mindst havde jeg jo også fået kaffemik-invitationer fra næsten alle sammen. 

Jeg havde lagt en slags køreplan for min dag, når jeg skulle på kaffemik-turne, men den gik faktisk allerede i vasken mens jeg sad nede i kirken.

Da mine elever stod dernede i kirken foran præsten og skulle fremsige deres bibelstykke, var de så alvorlige, så dygtige, så søde og så seriøse.

Jeg mindedes de mange, mange oplevelser, som jeg har haft med de børn. 

De har jo været en meget stor del af min hverdag da jeg jo har haft dem gennem mange år og gennem alle årene har jeg haft mange timer  i klassen om ugen.

De har alle mere eller mindre siddet på skødet af mig alle sammen, fået tørret næsen, blevet trøstet, blevet opmuntret, blevet irettesat og ikke mindst har jeg jo set dem vokse fra små børn med mælketænder til spæde teenagere med bumser, dyb stemme og spirende kærlighedsliv.

Jeg har forsøgt at lære dem om venskaber, om gensidig respekt, om at overholde aftale, at nå sine mål, at stole på sig selv, at viden er vigtig og selvfølgelig har jeg forsøgt at lære dem noget fagligt.

De er stadig i læring med det meste. 

Det er vi vist alle, når vi når til de ting i livet, men jeg vil mene, at mine elever er godt på vej. 

De har nogle gode støttende forældre, som støtter op om deres skolegang og som gennem alle årene har været så samarbejds-villige.

Selvfølgelig har der været nedture for os alle, men de er så små og få, at jeg helt har glemt dem.

Jeg sad i kirken oppe under loften og kunne se dem allesammen ovenfra. 

De var så søde, så smukke og så alvorlige ud.

Jeg blev rørt og alt for ofte måtte jeg lige tørre nogle tårer væk, mens jeg tænkte på om jeg mon var professionel nok og om jeg overhovedet skulle have den professionelle maske på?

Jeg har lavet en lukket facebookgruppe til mine elevers forældre og har, når jeg har husket det, fotograferet, når eleverne har lavet noget specielt, haft anderledes skoledage, har været på lejrskole og heroppe, -ihvertfald på vores skole har vi ikke skolefotograf, så derfor har jeg forsøgt at tage et portrætbillede af hver enkelt en gang om året gennem årene og alle disse billeder har jeg lagt ind i deres gruppe, så de selv kan downloade billederne og her et par måneder før de skulle fotograferes, tilbød jeg at tage billeder,  som de kunne bruge til evt. invitation o.lign. 

Det har selvfølgeligt altid været frivilligt om eleverne ville fotograferes, men alle pånær to ville gerne benytte sig af tilbuddet og det har været sjovt at se hvad billederne senere blev brugt til.

På konfirmationsdagene havde jeg lovet dem at ville tage billeder også og jeg nåede hjem og udskrive billeder til dem, som jeg havde lovet at komme til kaffemik hos.

Jeg husker selv min konfirmation. 

Vi, der er konfirmeret, husker vel alle mere eller mindre vores konfirmation?

Min mormor havde næsten alle dele til min grønlænderdragt og den blev tilpasset og rettet til undervejs, farverne blev valgt så den passede akkurat til mig og da den store dag oprandt sad den som den skulle.

Den største forskel på min og deres konfirmation, -ihvertfald den, som jeg var inviteret til om aftenen var, at konfirmanden selv havde bestemt det hele. 

Hun kendte alle som var inviterede og havde selv mere eller mindre bestemt, hvad der skulle serveres og ikke mindst at der ikke skulle serveres alkohol til.

Mange af gæsterne, der deltog til min konfirmation havde jeg ikke set før og heller ikke siden. 

Familie og venner af mine forældre. 

Dengang havde vi børn og unge ikke så stor bestemmelsesret.

Dengang var det ikke så meget et spørgsmål om vi ville konfirmeres, men mere at vi skulle.

Dengang .. eller var det kun mig/os, holdt vi os til, hvad MAN gjorde og fulgte pligttro de traditioner og skikke, man altid havde fulgt uden at sætte alt for mange spørgsmålstegn ved dem.

Jeg kan læse rundt omkring at mange nu om dage vælger  alternativer til at blive konfirmeret og jeg hylder ideen om, at den unge selv kan vælge om de vil tilslutte sig den kristne tro og vente med at "vælge side", men jeg hylder ikke det gaveræs, som jeg også ser en stigende tendens til i forbindelse med konfirmationen, de prestigegaver, som nogen får og de fester, som nogle arrangerer.

Sisimiut kirke

I næste måned skal vi afsted igen til en anden konfirmand og det bliver spændende at se, hvilken måde de har valgt at fejre det.

(p.s: de billeder, som jeg har lagt ud, kunne enhver også have taget og de ligger forøvrigt også på vores lokale præstegælds offentlige facebook-side, men resten af billederne har jeg kun delt med forældrene.. bare for en ordens skyld)