Tilsyn af ny bygning

Der er et vanvittigt lavtryk. Barometeret er drønet fra 1020 mBar til 995 mBar. Jeg har læst et eller andet sted, at det er bevist at nogen mennesker lider af vejrsyge. I mange år, ja, faktisk lige indtil jeg læste det, troede jeg, at jeg sammen med en hel masse andre, var lettere hypokonderiske og hysteriske. Jeg kan i hvertfald mærke det som en let trykken i hovedet, træthed og ugidelighed, når trykket falder i barometeret, og nej, det er altså ikke bare for at få en god undskyldning for ikke at gøre fredagsrent. DMI har lovet os blæst sammen med nogle enkelte snefnug i morgen, så måske kan rengøringen klares i morgen? I dag var der et underligt lys i hele byen. Lidt Edward Hopper-agtigt.. (den udstilling, som jeg var inde, og se på Louisiana i starten af '90-erne, står stadig lysende klart for mig, kan du nok høre? ) En stille stemning som om tiden var frosset sad fast i kulden og lydene blev dæmpet, og på isen i havnen kæmpede et par måger en indædt kamp om en luns sæl. Om det var lavtrykket, der havde fået nogen, højst sandsynligt fiskere og fangere, der ikke kan komme på fangst, til at stable is ovenpå hinanden på havneisen, ved jeg ikke, men jeg smilede indeni og tænkte sjove tanker. Jeg hentede Jan på hans arbejde. Nogen gange kan det føre til en hel masse at komme før tid, og jeg fik set den nye kolos af en tilbygning til skolen. Udefra, synes jeg,ligner tilbygningen noget en arkitekt har lavet for at drille, for at gøre grin med eller sat sin tre-årige til at lave, men indeni så det nu meget tilforladeligt og skole-agtigt ud. Stensamlingen, som er Grønlands største, er blevet pudset af og sat fint op igen, og Jan kunne jo ikke dy sig og skulle vise deres smarte smartboards. Udsigten fra tilbygningen var anderledes med udsigt til både Jans hunde og vores hus. Hjemme overtalte Laura mig til at se undulatungen. Der var fire æg og de klækkede alle fire, men de tre døde en efter en.. jeg synes helt ærlig at de er lidt ADRRR.. uden dun og fjer. Laura er en rigtig dygtig undulatunge-opforstrer og passer fuglene efter alle kunstens regler.

Frosset inde

Jeg ved ikke, om du kender det??? Men alle, der bor i så lille og lukket et samfund som jeg gør, kender det med sikkerhed. Siger de noget andet, kan jeg betro dig, at deres fortrængningsevne er formiddabel, at de er fulde af løgn eller ganske enkelt er gjort af et andet stof end mig. At bo et sted, hvor du ikke kan komme nogen som helst steder hen, og jeg mener n-o-g-e-n-s-o-m-h-e-l-s-t-s-t-e-d-e-r, kan nogen gange i mere eller mindre grad være udfordrende for flaksende sjæle og hjemløse tanker...Jeg kan ikke komme nogen som helst steder hen med mindre jeg altså lige har en overfyldt pengepung at købe flybilletter for. Det har jeg ikke! Og hvis jeg havde en stabel tusindkronesedler med overhængende fare for at vælte, ville jeg skynde mig ud til lufthavnen med tandbørsten i den ene hånd og kameraet i den anden, og jeg ville vifte glad med tandbørsten og smilende råbe:" På gensyn" til alt og alle. Havet er frosset til, men ikke mere end at Mary det gode skib, kan lægge til kaj, og bringe os varer fra fjerne og varmere lande, bringe udlængslen til tavshed for en kort stund, når vi køber italiensk spegepølse, russisk salat eller fransk ost, og lave smalle sprækker i havisen, som mågerne og de generte edderfugle boltrer sig i, inden isen igen fryser til om deres fødder. De mindre både, sådan nogle som mig, ligger bare ubrugbare hen og hvis jeg ikke passer på, keder jeg mig selv i stykker i løbet af weekenden, for som med et slag, blev jeg fanget af isen og jeg følte mig buret inde i den by, som jeg normalt ellers elsker så højt, og spændetrøjen snærer sjælen, tankerne og truer med at kvæle de store og flyvske tanker. Om det er lige netop de tanker, der omhandler min lillesøster, der steg ombord i flyveren og fløj ned til sin (vores) lillesøster i Ålborg, der lagde mig i en mental spændetrøje og gav fantasien vinger (øvøvøv) at rejse afsted med, ved jeg ikke helt, men jeg lander igen og igen og igen i den frosne by, hvor alt klirrer af frosent sne og is. Luuuk mig uuuud!

Dygtig?

Hvad??? Jeg gjorde et eller andet, og nu ser det rigtigt ud..undskyld, men jeg gider ikke ordne indlægget nedenunder. Til gengæld får I billedet af (politi-)kutteren i isen på vej i havn (jeg tror nok, det er politikutteren) laaaangt ude i isen, hvor den langsommeligt og stædigt arbejder sig igennem, for at kunne komme i havn.

Jern og blogger-problemer

Der er et eller andet galt med blogger. Det ser forkert ud og jeg kan ikke finde ud af hvor fejlen er..hmmm...jeg klør mig febrilsk i nakken og har været alle indstillinger igennem, men kan ikke finde fejlen. Måske går det over af sig selv? Jeg ved det er noget med html-koderne og tilladelsen af disse, men hvorfor lige pludseligt??Jeg kan heller ikke sætte billederne hvor jeg vil så nu hænger de deroppe og ser tåbelige ud. ØV! Måske går min mærkelige tandpine også over af sig selv? Den tand, som iflg. tandlægen skulle være helt død, opfører sig aldeles levende, for jeg kan i mærke den og det er bestemt ikke på den gode måde. Sådan lige akkurat og lidt hele tiden. Måske hænger det sammen med blogger? Hvad der ikke går over af sig selv, er den strikkecafé, som jeg deltog i i går aftes. Jeg har siden sidste år henvendt mig adskillige gange til Taseralik og spurgt om det ikke kunne være en rigtig god idé at lave noget strikke-/hækle et eller andet, hvor interesserede kunne komme og hygge sig sammen over en kop kaffe fra caféen og udveksle ideer og dele interesser? Endelig, endelig blev det stablet på benene og det var hyggeligt, selvom der ikke kom så forfærdeligt mange. Jeg håber og beder til at der kommer flere næste onsdag, for det er planen at det skal gentages hver onsdag. Jeg havde ikke noget særligt at vise frem, for jeg strikker bare strømper. Ja, bare, for jeg er jo kommet ind i den store fornemme strikke-/hækle-klub på nettet: Ravelry (ja, så er det lige nu, at fejlen viser sig, for jeg ville jo gerne have linket til Ravelry, men ak nej Baaaaarfussssss! Kom tilbage til Sisimiut og hjæææælp!Der er noget galt med mine indstillinger-øv) så kan jeg jo se og konstatere at mine små nørklerier ligner en håbløs 5. klasses drengs forsøg på at lære at strikke, men jeg lader det være inspiration til at dygtiggøre mig og blive bedre og håber, at jeg inden jeg bliver for gammel til at holde om et par strikkepinde, kan frembringe noget tilsvarende. smukt og kunstnerisk. Hvad der helt af sig selv er smukt, er havet, der langsomt men ret sikkert fryser mere og mere til. Det er ikke synderligt koldt, men tilsyneladende koldt nok til, at havet bliver mere og mere stift og skibe, kuttere og især jollefiskerne har svært ved at komme ud på havet og tilbage igen i havn. De synes nok ikke, det er så forfærdeligt smukt? Der er nogle enkelte sprækker i isen, lige akkurat brede nok til at edderfuglene kan vende sig et par gange om sig selv og hinanden. Der ligger mange, og over dem svæver de to ørne omkring, men aldrig når jeg hiver kameraet op af tasken. "Rolig, rolig, Dorthe..du skal nok få et billede af dem" trøster jeg mig selv, for jeg er nede og kikke efter dem, altså ørnene, hver dag, og jeg bliver stædigt ved, lover jeg. Jeg behøver ikke fortælle at Spejdersøen er Spejder-is og har været det længe? Hestene springer glade rundt på isen og nyder vist friheden og pladsen. Jeg nyder til gengæld at det allerede er torsdag og at der kun er een arbejdsdag tilbage for at jeg kan juble:"weekend", for jeg er stadig fattig på blod og især energi, og de to ting hænger nok sammen?! Det går jo ikke over af sig selv så jeg tager stadig jern, og håber at det hjælper? Måske jeg får energi til at løse problemerne med tilladelserne i blogger og min mærkelige tandpine

Ravelry

Yes! Så kom jeg ind i Slaraffenland, og jeg har kikket mig lidt omkring og konstateret at det er mega-stort! Jeg håber at jeg kan finde ud af det, for det er da vist noget af en guldgrube.

Strømper med hulmønster

I virkeligheden er det lutter overspringshandlinger, men af overspringshandling at være, kan jeg vist være godt tilfreds med resultatet. Strømperne er til Sara og går hende næsten op til knæet. Det er almindeligt strømpegarn fra Brugsen og jeg mangler stadig at strikke 2-eren færdig. (Overspringshandling..jeg ville gerne have startet på en vendevest lige som alle de andre i Webstrik, men mangler modet)

Mere plads

P.S: Jeg har købt mig til 10 GB mere plads på denne adresse. 10 $ USD Så kan jeg lidt endnu, og I må trækkes en tid mere med mine skriblerier og billeder.

Fingersnilde

Min fars motto er:"hvis det ikke er lavet af Gud, kan det ordnes". At han er ferm med sine hænder og rent faktisk kan ordne det meste, er især kendt af hans børnebørn, der gennem tiderne har tiltroet ham det meste til reperation. Når han giver sig selv tid, kan han rent faktisk også lave og ikke bare reparere ting. Hans nyligste frembringelse er denne stiftblyant i rensdyrtak. Den er dælme flot, synes jeg!

Kravletur

Solen skinner fra en totalt skyfri himmel. Det fryser kun 14,5 og da Jan ikke kunne lokke mig med ud på en hundeslædetur, lokkede han mig med ud på en mindre gåtur. Jeg gad ikke gå den slagne vej ud ad lufthavnsvejen, så vi gik, kravlede og knoklede os op i fjeldet. Solen varmede en lillebitte smule på de røde kinder. Vi nåede ikke så langt for der var glat is under den tynde skorpe af hård sne. Udsigten fejlede bestemt ikke noget og vi kunne se, hvor langt ud havet er frosset til. Dét er altså langt. Da vi kom ned igen, kurende og grinende som fjollede børn, våde af sne bagi,kunne vi se, at nogle unge fyre var ude og gå på isen. Om jeg så havde fået en million, var jeg ikke gået derud. Så tyk er isen altså heller ikke, og jeg tror ikke at vandet nedenunder isen er særligt varmt, for slet ikke at snakke om mine manglende svømme-færdigheder eller rettere totalt mangel på samme..som om man kan svømme i så koldt vand, hvis eller når jeg røg igennem.

Havnepiger

Anne Linnet synger om gadepiger. Jeg vil nøjes med at skrive en notits om havnepiger her. Om det dækker over det samme, vil jeg ikke udtale mig om. I min barndom var der havnepiger til..vi hørte ihvertfald tit om dem, men i virkeligheden har jeg aldrig set en pige på havnen på den måde, som de fortalte om dem på. Vist er det dog, at når der kom skibe til byen, hvilket der ikke gjorde så tit dengang i '70-erne, stod der mange piger foran spejlene og sminkede sig, ondulerede håret og satte kjolen, hvorefter turen gik ned ned ad bakken til havnen i de høje platouhæle. De besøgte sømændene på skibene, siges der, og gav dem kvindeligt selskab til gengæld for cigaretter og alkoholiske drikke. Om det var de samme piger, der besøgte de danske håndværkere, dengang der ikke var finanskriser, aids og gratis kondomer på sygehuset til, kan jeg ikke sige, men vittige bemærkninger til jævnaldrende (for de unge ved ikke, hvad havnepige eller barakpige dækker over) når der er inspektionsskib ved kajen, afføder altid skæve smil, latter og flere vittige bemærkninger. Der kom et inspektionsskib til byen i går og om de får kvindeligt selskab nu om dage, kan jeg ikke sige.

Bryllupsplaner

Den opmærksomme læser vil vide, at min søster skal giftes til april. Det betyder, at vi har travlt med at få orden og styr på vores grønlænderdragter. For godt og vel 18 år siden fik jeg ordnet mine kamikker fordi jeg skulle giftes, og hvis de kunne fortælle, ville de fortælle om dengang jeg ung og naiv og meget godtroende forelskede mig i en lige så ung fyr. Der skulle ikke så meget til dengang, og dengang syntes jeg, at jeg var ufatteligt heldig, at han overhovedet ville mig, da jeg jo var enlig mor til en lille dreng med et alvorligt handicap, som krævede en del og som fortsat skulle gennemgå en del udover, hvad andre børn normalt gennemgår. Den unge fyr og jeg indledte et stormfyldt forhold og vi havde mod og lyst til tilværelse til trods for at han skulle på uddannelse i Danmark. Der blev sendt mange breve frem og tilbage mellem Danmark og Sisimiut dengang og lykken syntes som forseglet for hvergang jeg modtog et brev, men pludseligt og uden varsel, blev jeg ringet op en ligegyldig mandag eftermiddag af den unge fyr, som kort og godt meddelte mig, at vores forlovelse hermed var ophævet. Forklaring fik jeg aldrig. Nøøj, hvor var jeg ulykkelig..næsten en hel uge, og min veninde lagde ører og skuldre til, og da min planlagte, men aflyste bryllupsdag oprandt engang i september, gik min veninde og jeg i byen og fejrede dagen. Vi legede, vi dansede brudevals til een eller anden ligegyldig diskomelodi, vi blev hønefulde, havde en fantastik aften, hvor vi dansede, grinede og fjollede. Jeg var som sagt ung, og der gik ikke mange tanker til, så var jeg ovenpå og med mod på livet igen. Jeg opregnede fordele og ulemper ved min situation, hev mig selv op ved næsehårene, så jeg igen stod på mine ben og gik glad og ufortrødent videre i livet, lidt klogere og mindre modtagelig for forelskens giftige pile. Heldigvis for mig, kom Jan jo forbi, stoppede op, og han var modtagelig for mine invitationer, forventningsfulde affyring af amors pile, og havde mod og lyst til at dele dagene med Simon og mig til trods for, eller var det på grund af de udfordringer, Simon og jeg kunne give hans liv?? Jan står til stadighed og heldigvis ved min side, og mine kamikker er blevet brugt i mange andre sammenhænge siden da, og jeg havde så fine, næsten ny-restaurerede kamikker til mit bryllup et par år senere. Der er rendt meget vand i elven siden dengang, et par børn og et par bløde, store og tildels overflødige kilo er der også kommet til, så derfor skal både kamikker og bukser udvides og ordnes, så de igen passer mig, så jeg igen stolt (stadig godtroende og naiv) kan iføre mig min grønlænderdragt/nationaldragt til Lena og Johannes bryllup til april. Lenas ældre (en ældre) veninde, som heldigvis er dygtig med sine hænder, og som kan det gamle, men næsten glemte håndværk at lave og ordne grønlænderdragten, er i gang med både Lenas og min.

Sen weekend

(Her er den første T-shirt med både maske og min underskrift på på ryggen af Lena på lærerværelset . Jeg er spændt på, at høre om priser og antal fra firmaet, der trykker dem, så jeg kan tage stilling til, om jeg har råd til og om det kan svare sig, at få lavet nogle til videre-salg.)Der var fastelavnsfest for de ældste elever i går aftes, hvilket betød, at jeg først fik weekend kl 21.30. Det var ok. Eleverne var glade og hyggede sig, og tingene gled af sig selv. Festen blev afholdt i minihallen, og da jeg fik fri og gik ud i vintermørket, var der det smukkeste nordlys i de smukkeste grønne nuancer som dansede ind og ud mellem millioner af lysende stjerner. Jeg gik ud som et lys, da jeg kom hjem, og har sovet næsten 11 timer i nat. Tungt og dybt. Det må have været tiltrængt! Lena og jeg brugte mine fritimer i går eftermiddags på ingenting og alting. Solen hang stor og flot på himlen, også i går, men de få timer jeg havde til rådighed mellem mine timer på skolen og fastelavnfesten var for få til at kunne bruges til noget fornuftigt. Jan havde planer om en længere hundeslædetur i dag, men kortede den af til et par timers tur ud til UFOEN og tilbage igen. Jeg skulle ihvertfald ikke med, for det fryser 21 grader udenfor og en frisk modvind ud/medvind hjem gør ikke oplevelsen varmere. Jan kom da også hjem med to pæne forfrysninger, en på hver kind, så jeg fortrød bestemt ikke at jeg i stedet for hundeslædetur havde haft fødderne i varmt vand, ansigtet smurt ind i mudder og en fedtet kur i håret. Der var meget mere dag tilbage, så Jan inviterede på kakao og scones på Taseralik, og en tur rundt i byen for at tage nogle billeder af frosten, solen og vores lille verden. Pigerne har klukket som en kæmpe hønsefarm kun afbrudt af voldsomme og støjende latteranfald, så Jan gav gladeligt biografbilletter, da de bad om det, så nu er hans pengepung godt lettet og tynger ikke tungt i lommen på ham, men vi kan nå at hvile ørerne i et par timer, og det er også værd at tage med. I stilheden forsøger jeg nu at finde alternative muligheder til picasawebalbummene, for jeg har meget, meget lidt plads tilbage på denne adresse (bloggen med dertilhørende picasaweb) for jeg føler ikke at jeg er færdig med at blogge endnu. Et lille forsøg med oprettelse af billeder har jeg lavet her, men om det fungerer ved jeg endnu ikke, for jeg klokker rundt i det og kan ikke finde ud af det.. jeg skal vist til at overveje, hvad jeg skal gøre. Har du et forslag?

Findes der forresten noget mere træls end at strikke baglæns i en strømpe med et indviklet hulmønster?