Guld og stolthed

På grønlandsk er der et ordsprog:” Uppertunut ajornartoqanngilaq” sådan lidt løst oversat:” for den som tror, er intet umuligt”.. og vi håbede og troede virkeligt inderligt på, at der kunne komme een voksen med pigerne i morges, og se!

Der var een (1) plads ekstra og så måtte der prioriteres.

Laura skulle “kun” deltage i tul, og Sara både i tul og i frikamp, så hun skulle være tungen på vægtskålen, for hvem, der kom med.

Som hun meget diplomatisk fik udtrykt det, så var det nok bedre at det var Johannes, der fik den eftertragtede plads, for han kunne både passe dem og så skulle han være sekundant for hende, når hun skulle kæmpe.

Hun tilføjede, at det ville være bedst, hvis også jeg var med, men når jeg heppede på hende, vidste jeg ikke en drøjt om det og råbte bare. Johannes vidste, hvad han skulle råbe efter!

Hmmm..

pigebarnet havde ret, og Johannes blev sendt afsted med dem kl. 09.40. Med en masse overtalelse, argumenteret for og imod fik vi Air Greenland overbevist om, at det var bedre for alle parter, om vi, de tilbageblevne så blev sendt til Kangerlussuaq i dag, for vejrudsigten for Sisimiut er mildest talt ikke særlig opløftende for fredag.

De var lydhøre og kunne stikke os et boarding-kort i hånden til brug kl 12.02.

Vi kunne så komme afsted til middag, Lena, Jonathan, Lars og mig, og vi prøvede også at få nogen med det fly, der skulle til Nuuk lige efter vores ankomst til Kangerlussuaq, men desværre var alle sæder besat og ingen afgav deres sæder frivilligt til os.

Vi kommer afsted i morgen tidlig, og kan derfor akkurat lige nå at se Laura vise sin tul.

Desværre så jeg så ikke Sara vinde guld i frikamp i dag. GULD!

Jeg ville have givet næsten alt for at have været en flue i ringen og set hende kæmpe.

Jeg er så stolt af hende og jeg er så stolt over, at de endnu engang viser sig modne og ansvarlige.

At de drager ud i verden med gå-på-mod og har overskud til at kæmpe og vinde. At de tør begive sig ud i verden uden hverken far eller mor til at holde dem i hånden.

Som, jeg er en stolt mor!

Dagen i dag i Kangerlussuaq er blevet brugt sammen med Simon, der går og pakker sine ejendele sammen og gør sig parat til at flytte hjem til os.

Han kommer på tirsdag og inden han helt forlader Kangerlussuaq kunne han køre os en tur og vise os den særprægede natur herinde.

Han vidste, hvor der ligger en død moskusokse.

Jeg havde lyst til at flå skindet af den og få renset og spundet det bløde, bløde uld, der ligger der til ingen verdens nytte.

Jeg havde lyst til at flå hornene af den og få skabt nogle smukke ting ud af dem.

Eller endnu bedre, at min far kunne lave nogle smukke kuglepenne og fine strømpepindeholdere, ringe og smykker.

Nu ligger “guldet” så bare der til ingen verdens nytte. Sikke et spild.

Jeg tog nogle enkelte billeder gennem bilens forrude i det svindende dagslys, der blev kraftigt filtreret gennem skyerne, der helt dækkede “bygden” i dag som en tung, mørk dyne. I morgen bliver jeg forhåbentligt forenet med mine piger og kan give dem det kæmpe-kram, de begge fortjener. Jeg vil falde i søvn med et stort og stolt smil på læberne. Taknemmelig over at være mor til tre dejlige, nemme og dygtige børn. Tak!

Skulle du få lyst må du gerne se billederne fra i dag.

Billeder taget gennem en bilrude og fra en bil i bevægelse, så forvent ikke nogen stor visuel oplevelse.