Tik tak tiden går

Jeg må gerne prale? Må jeg ikke, for det var så lige i dag, det blev besluttet at Sara skal deltage (aktivt) i Nordiske Mesterskaber i Taekwon-do i Norge i starten af februar. Wouuw, siger jeg bare, og gid jeg dog kunne være med og se på. Lena, som er bestyrelsesmedlem i GTF (Grønlands Taekwon-do Forbund) skal heldigvis med, så hun kan holde øje med Sara og passe på hende. Der skal een mere med herfra Sisimiut, så jeg behøver ikke (IKKE) være nervøs! Behøver ikke! I min lille verden, er Sara min lille nuunu (baby/bebse) endnu og er slet, slet ikke gammel nok, og slet ikke i den form for sport: hård kamp-sport. Det lyder som en floskel, men ikke desto mindre sandt, at jeg stadig tænker på hende en lille dejlig blød een. (Her liggende på sofaen okt 98. Hun er født i juli 97) Som om det ikke er nok, så skal Laura være korpige på lørdag, når Lena skal synge og underholde os allesammen i kulturhuset. Det er det verdensberømte band i Grønland, som Lena er forsanger for, som Laura skal synge kor til. Laura er næsten lige så lille som Sara i min verden, stadig med sutten skævt i munden og med et frækt glimt i øjet. Nu kan jeg så trisse op til kulturhuset og se hende synge offentligt. Altså! Og I behøver ikke engang at spørge mig om, jeg er stolt, for jeg er allerede begyndt at revne.