At fylde livet op

Dagene er fyldt godt op med livs-fyld. Sådan skal det jo være og jeg vil jo ikke være foruden noget som helst af det.

Tværtimod, forsøger jeg stædigt at fylde mere på, men der er bare ikke plads og så må jeg prioritere.

I aften var der lidt tid til en aftenkøretur inden vi nu sidder her igen.

Ikke hele tiden og heller ikke, hvad jeg vil kalde ofte, men tit, sidder jeg på den ene side af køkkenbordet med min computer og på den anden side sidder Laura med sin.

Vi laver hver vores (mit V-er begyndt at sidde fast på min computer-øv) og vi sidder ofte i gode stille stilhed.

Jeg nyder min udsigt

over køkkenbordet og mindes sidste år, hvor jeg savnede Lauras gode selskab.

Nu er mangles Saras inspirerende og sjove selskab, -for de to piger, som tilfældigvis også er søskende, kan ikke blive mere forskellige end de er og de bidrager og inspirerer med hver deres og det nyder jeg.

Simon, fik jeg ringet til i aften og faktisk udviklede min samtale med ham lidt komisk:

mig: hvad laver du, Simon?

Simon: Jeg kører bus.

Mig: har du fået aftensmad?

Simon: Ja, jeg har spist

Mig: Har du det godt?

Simon: Det er altså mig, som er chauffør….

 

Øøh.. nåeh og så måtte jeg jo lægge på.

Jeg skal stadig vænne mig til, at han er voksen, har 3 forskellige jobs og klarer sig fint uden min hjælp.

 

I morgen har jeg tidligt fri, så i morgen kan jeg presse en times motionering i motionsrummet ind og hvis jeg er heldig, at vejret er til det, vil jeg fylde lidt sejllads på dagen og se om der er en torsk eller to, som bidder på min fiskekrog, ligesom torsdag jo også er aftenskole-foto-dag. Der er rigeligt at give sig til.

Kan du have en god torsdag                                                                      

Gamle historie, stiger og frække holdere

Måske tager jeg helt fejl og jeg kan ikke huske, hvor eller hvem, der har bildt mig ind, at når solen stråler ned gennem skyerne, kaldes strålerne for Jakobs stige –r.

Da jeg var barn, var der 1 times kristendomsundervisning i skolen og jeg var især fascineret af de mange voldsomme, uhyggelige og ofte meget dramatiske historier, der er i det gamle testamente.

Har du haft kristendomsundervisning i skolen?

Kan du huske historien om Jakob og Esau?

Jakob, som snød sin bror og sin far, på dennes dødsleje og fik aldrig sin mor at se mere.

 

I historien vandrer Jakob afsted, utryg, fortvivlet og dybt angrende, uden hverken et sted at sove eller finde hvile, men en nat drømmer han om en stige.

“Han så en kæmpestor trappe eller stige.

Og denne stige nåede lige fra stedet, hvor den sovende lå og helt op til og ind i Himmelen.

Det var en lysende stige, der nåede fra jorden til Himmelen.

Den begyndte på jorden, men den endte ikke der.

Det nederste af den stod på jorden, men det øverste var over stjernerne.

Fra den sovendes plads til de fjerne Himle var den en strålende vej.

Stigen rørte ved jorden, så engle kunne stige ned for at tjene de modløse i verden, og for at menneskers fødder let kunne nå den.

Og den holdt ikke op, før Himmelen var nået.”

Om du er troende eller ej, så kan du sikkert følge mig i, hvorfor jeg finder denne beskrivelse af solens stråler, som finder vej ned gennem hullerne i skyerne, malerisk:

“På denne stige så Jakob englene stige op og stige ned – stige op for at hente velsignelsen hos Gud og stige ned med velsignelse til mennesker.

Jakobs stige stod på jorden blandt mennesker, og den nåede op til Himmelen, hvor mennesker ønsker at komme hen”.

Og rent metaforisk, meget sammenlignelig med det kors, som vi i overført (bibelsk) betydning også skulle bære rundt på, så er stigen også et kristent symbol. Det skal jeg ikke kloge yderligere i, men du kan se, hvorfra jeg har hentet de korte citater.

Og Wikipedia har også et bud på begrebet “Jakobs stige”, men hvorfra jeg har fået den tanke, at når solen stråler ned gennem et hullet sky-lag, kaldes strålerne for Jakobs stiger.

Har du også hørt det begreb om solens stråler, før?

 

I dag i frokost pause måtte jeg lige fotografere ud gennem vinduet, de stråler, som solen sendte ned.

Vinduerne er beskidte og snavsede, men pyt nu med det.. billedet så sjovere ud i sort/hvid

 

Senere på dagen, da Lena og jeg var på vej tilbage fra lufthavnen, var der masser af stiger og flot så det ud.

At jeg så ikke helt har fået det fanget i storheden, kan vi hverken klandre Jakob eller andre for

 

De sidste elever skulle også lave en holder til deres mobil-telefon og så måtte jeg jo i gang igen for at vise og illustrere.

Der er jo 4 muligheder for forsider, alt efter hvordan den vendes

Det er Lauras iPhone, der agerer model.

Min mobil er så spraglet og farverig, at den næsten vil stjæle billedet og opmærksomheden.

 

I hemmelighed og uden at nogen har set det, har jeg lavet een til Jan også.

Der står en lummer tekst på, som jeg har fundet på nettet, kopieret dele af og lavet skrifttypen om på, printet ud, og efterfølgende dyppet en tot køkkenrulle i kaffe, som jeg har smurt over teksten, som så har tørret.

(af hensyn til dig, har jeg sløret teksten, så du ikke rødmende flygter fra bloggen)

På bagsiden har jeg (forsøgt) tegnet nogle frodige/erotisk buttede kvinder og så håber jeg, at han smiler og føler sig lidt fræk, når mobilen skal have tilført ny energi

 

.. og som afledning fra alt det frække, halv-og hel pornografiske, vil jeg vise dig min kaktus, som jeg fotograferede i går..Den kan vist aflede tankerne

Jeg vandt alligevel det bedste…

Hvis jeg havde vundet den allerstørste gevinst i lotto i går, havde jeg chartret en flyvemaskine og var fløjet ned til min datter i Horne, hvor der er forældresamtaler i dag.

Heldigvis har jeg i vundet i livets store spil.

Jeg vandt som 4.årig hovedgevisten livets store lotteri i form af en lillesøster og allerede 3 år efter, vandt jeg igen endnu hovedgevinst, som var endnu en dejlig lillesøster.

Hele to dejlige søstre, hvoraf den ene for 2. år i træk agerer stedfortræder for mig.

Jeg er spændt på, hvad min lillesøster har fået ud af forældresamtalerne i dag på Horne efterskole, men det, som jeg allerhelst vil høre er, at min Sara har det godt, trives og er glad.

Hun ser sådan ud, når vi skyper med hende og jeg håber, at hun også har det sådan, når vi ikke skyper med hende.

Andre efterskole-elevers forældre, har oftest mulighed for at komme til forældresamtalerne, da det jo kun drejer sig om allerhøjest en dagsrejse for under 1000 kr.

Det er en umulighed for mit/vores vedkommende og jeg er utroligt glad og taknemmelig for, at min søster gider, orker og har lyst.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ville have gjort det samme for hende, men det gør ikke taknemmeligheden mindre.

 

Der har været mørkt, koldt, og kedeligt udenfor.

Der blæser en hidsig sydvesten, som pisker havet op og som gerne vil flytte rundt på så meget som muligt.

Iflg. dem, som ved noget mere om vejret end mig, lægger sydvesten sig til ro i løbet af natten og bliver erstattet med kulden.. den rigtige slags med frostgrader og sikkert med islag og glat føre?!

Jeg er vist glad bare vinden lægger sig til ro, for der findes næsten ikke noget, som er mere enerhverende end en vedvarende blæst.

Min kaktus er ligeglad med både vind og vejr.

Den står i læ bag ruden og barsler med så mange blomster, at det er et helt overflødighedshorn af farver at se på.

 

Hos min mor står der en ny orkide.

Havde jeg haft lidt mere lys at gøre godt med, kunne jeg have vist, hvor sjov den ser ud..

En (u)-lykke kommer sjældent alene

Natten til fredag havde vi en ubuden gæst i vores hjem, fredag satte mit autofokus på kameraet (på selve objektivet) sig fast og i går holdt bilen op med at køre, højst sandsynligt pga manglenden brændstoftilførsel.

I dag gider jeg ikke noget pjat.

I dag er en god dag, hvor alting lykkes og der er happy-ending for hver aktivitet, der udføres!

Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene.

Jeg vil ikke kalde det ulykker, som sådan, men mere uheldige kortvarige episoder, for ingen er kommet til skade, ingen er syge og det er noget, som kan ordnes på den ene eller anden måde.

 

Jeg tror på det og krydser fingre for søndagens held og lykke.

 

I formiddags var lyset kortvarigt meget flot, spændende og anderledes og jeg nåede lige at fange lidt af det. Lidt af det! men kan du fornemme det?

Må du have en god søndag

Auto-protest

Hvor sjovt er det lige, når auto-fokus-et på mit kamera har levet sit helt eget liv?

Jeg har nu erobret magten over det igen!

Ubehageligt

Jeg skrev i dag på min facebook-opdatering og jeg kan ligeså godt genbruge min tekst her:

 

“Jeg vil betegne mig selv som rimelig robust i noget nær alle sammenhænge, men føler mig udsat og utryg idag.

Vi vågnede i nat ved, at der stod en fremmed ude i vores entre og gloede.
Vi lå i vores senge og sov.. vi havde glemt at låse hoveddøren i nat.

Vi har ikke hørt at vedkommende er gået op ad vores mange trin på vores trapper, har åbnet vores dør, som knirker og gået ind i vores entre..

Noget fik dog Jan til at vågne og selvom han var hurtigt ude af sengen, nåede han ikke at fange vedkommende.

Adrenalinen pumpede rundt i hele min krop flere timer efter, så jeg har ikke fået meget nattesøvn i nat og jeg kan mærke, at noget aggressivt, voldsomt og hårdt vokser inde i mig som gør, at næste gang, hvis der kommer en næste gang, er jeg nok den, som er først ude af sengen for at sikre mig, at vedkommende får at føle, at jeg ikke bryder mig om ubudne gæster og slet ikke, når jeg lægger nøgen i min seng og sover!

Jeg har talt med døgninstitutionen (lige overfor os), hvor den "fremmede" bor og talt med politiet, men rester af utrygheden stadig sidder i alle mine porer og jeg kan kun opfordre til at alle i Sisimiut (og hvor I ellers befinder jer) låser deres døre dag og nat også selv om vi/I er hjemme, for de bryder ind i hjem uanset om det er højlys dag og om du er hjemme eller ej.. ikke bare i nat, ikke bare i dag, ikke bare hos mig, men måske næste gang hjemme hos dig!
Jeg skal have smæklås på vores døre, så vi ALDRIG glemmer det igen.
Pas godt på jer selv derude”

Aftenskole-elev

Så var det i aften, at jeg skulle på aftenskole i foto og det skal nok kunne holde mig lidt i ørerne.

Jeg havde endda mit (mit eget og ikke Jans) kamera med i aften og jeg lavede en stille aftale med mig selv om, at jeg ville prøve at holde mig selv i ørerne.

Vi fik opgaver for til næste gang og det bliver sjovt at løse dem.

Der var en hel del i klassen, så jeg er ikke alene om at ville lære at bruge mit kamere optimalt/bedre/oftere.

Efter aftenskole-tid kørte vi en tur rundt i byen, hvor regnen holdt inde og når kameraet nu alligevel var med, kunne det ligeså godt komme op af tasken igen:

 

Nu er dagen slut, ligesom aftenen også er gået. Jeg vil krybe under dynen til Kim Leine, som underholder mig med sin bog om “Profeterne i Evighedsfjorden”.

Putte-vejr

Det regner, det er koldt, klamt, trist og tungt vejr.

Godt, at man kan gå hjem, tænde lys, tænde stearinlys, skrue op for varmen og drikke varm te.

Gen-tillæggelser

Jeg har gen-tillagt mig en vane, forstået på den måde, at jeg havde aflagt mig en dårlig vane, men nu har tillagt mig den igen: nemlig at blive forfærdeligt sulten omkring kl 15.

Jeg ved jo udmærket, hvad der skal til for at komme af med den igen og det er jeg så i gang med..igen, men i går drev min dårlige kl 15-sult mig ind på Brædtet.

Min kl 15-sult krævede tørret rensdyrkød og det skulle helst være NU.

 

De havde ikke ret meget.

 

Faktisk havde de kun lidt smulder, men det fik jeg i en pose til at stille min kl 15-sult med.

Og så kunne jeg jo gå og se, hvad de ellers havde af friske råvarer.

 

Jeg nåede lige at tænke: “er der mon nogen, som køber ulk”

da en dame kom ind i og bad om at få den mest farverige af slagsen, en stor pose med torskelever

og snakkede om, at den helleflynder, som hun havde liggende, måtte vente til i morgen med at blive tilberedt.

Der er helleflyndere til salg.

De er ikke store, men de er der.

Havkatte i mange størrelser

og torskefiletter, rensdyrkød

og moskuskød.

Jeg læste forresten denne artikel om rensdyrkød og det glæder mig, at det er så sundt, for vi spiser stort set ikke andet kød og så har vi jo selv bragt det til huse, hvilket kun gør det endnu bedre.

Holder, mens energien bliver tilført

Kan du huske, at jeg lavede en holder til min mobiltelefon, som den kan ligge i, når den oplader?

Hvis du følger linket kan du se holderen.

Sådan een ville nogle af mine elever også gerne lave i en formningstime og det er nu gjort.

Jeg lavede også en lille simpel een af slagsen.

Jeg fandt en skabelon, som jeg printede ud på ganske almindeligt hvidt kopipapir og så har eleverne selv tegnet og malet, hvorefter holderen er blevet lamineret.

 

Jeg lavede to.. en i originalstørrelsen og een, hvor jeg forstørrede til noget større. Min mobiltelefon er en Lumia 900 og de er monsterstore og faktisk noget større end en iPhone, men den lille skabelon kan sagtens bruges til begge.

 

Jeg har farvelagt på både forsiden og bagsiden af den lille, men ikke på den store.

Den lille.

Den ene side og den anden side:

 

Den store:

P.S. Tænker at det kunne være sjovt med billeder, en minicollage, tørrede blomster.. eller hvad man nu ellers lige kan komme på og hvad humøret lige er til.

At ændre stil i det små

Når talen falder på livsstilsændringer, er det oftets kost og motion, der bliver talt om.

Sådan er det ihvertfald tit, men livet handler om så meget andet end om kost og motion, hvis du spørger mig.

 

Jan og jeg talte for et godt stykke tid siden om, at vi så for få mennesker i vores dagligdag.

Eller for få og for få.. vi underviser begge og er begge omgivet af en masse mennesker på hver vores skole, men i privatlivet, var det efterhånden blevet til, at vi sad alene den ene aften efter den anden.

Det er naturligt, når man har haft små børn og har skulle have dagligdagen til at hænge sammen, men vores børn er ikke bare blevet store; de er noget nær uafhængige af os og i mange tilfælde helst fri for os om aftenen.

Dét er også ganske naturligt og som dét skal være, men Jan og jeg har ikke været gode nok til at holde fast i vores vennekreds og efterhånden var den skrumpet ind til næsten nul og det var blevet en livsstil for os, at være to-somme og have nok i os selv.

Det er usundt og det ville vi lave om på. Bare lidt.

 

 

Vi har en ven fra meget gamle dage.

Faktisk en ven fra før vi mødte hinanden og som var en fælles ven og i samtlige år, vi har haft børn, har vi snakket og snakket om at ses, mødes, spise sammen og ladet det blive ved snakken, men nu skulle det ændres.

Vi skiftes til at lave mad en gang om ugen.

Ganske almindelig hverdagsmad uden noget pompøst og uden foldede, stivede servietter.

Hverdags-aften i hinandens selskab uden andre forpligtigelser og det fungerer og jeg synes det er så hyggeligt i de par timer det nu varer.

I aften lavede jeg hjemmelavet pizza (med rensdyr-småkød) og salat.

Faktisk hele to forskellige salater, for butikkerne bugner af frugt og grønt til rimelige priser for tiden. (der har lige været skib, jubii) og det hørte jeg intet ondt for.

 

Fintskåret strimler af rå rødkål, appelsiner i små tern, en stor håndfuld græskarkerner og en nævefuld rosiner.

 

 

Fintrevet gulerod

 

med rosiner og en sjat citronsaft over.

Stilen med at sidde alene hjemme aften efter aften, er ved ændres til hyggeligt samvær andre levende væsner og oveni har jeg meldt mig til aftenskole (foto) og se vi er ude i noget med at ændre livsstil og så kan vi jo være selvvalgt tosomme og nyde stilheden i weekenderne, når vi vælger det selv, hvilket vi også nyder i så stor stil, at vi allerede mandag morgen længes efter disse udsigter:

En weekend, som man ønsker aldrig vil få en ende.

Det har i den grad været sidste weekends modsætnings-weekend denne weekend.

Vejret har været roligt og havet har vist sig fra sin allerbedste side, havet var roligt og medgørligt og vi har i den grad nydt vores weekend.

Vi tog afsted ved 15-tiden i fredags medbringende kæder, bor-maskine til fjeldet og store forhåbninger, som alle blev indfriet.

Vi var lidt spændt på, hvad der ventede os, men den eneste skade, vi kunne se var, at vores bænk var blæst omkuld og jernet var knækket.

Det kunne ordnes med lidt snor og nu husker vi at stille den i læ for fremtiden.

 

 

Vi spiste aftensmad og nød lyset, der langsomt svandt ind og nød stilheden, der kun blev brudt af havets blide skvulpen mod kysten og elvens brusen ned ad fjeldet i sit leje.

Som vi har for vane, når vi er i hytten, gik vi tidligt i seng.

Om det er fordi, der ikke er andet lys andet end det fra stearinlysene og olielampen eller om det er fordi vi er så afslappede, at vi bliver hurtigt søvnige, ved jeg ikke, men vi går tidligt i seng, ligger med hver vores lille pandelampe og læser.

Jeg er godt i gang med at gen-læse alle Jørn Riels skrøner, mens Jan gen-læser Jan Guillous bøger om Hamilton.

 

Og som vi dog kan sove inde i hytten.

Om det er fordi, der er så stille eller om det er fordi vi er så afslappede, skal jeg ikke kunne sige noget om, men vi sover begge næsten 10 timer, hvilket er meget ualmindeligt for os begge.

 

I går havde især Jan travlt.

Han satte kæder fast til hytten og borede for i fjeldet så vi siden hen kan få lagt stropper over taget.

 

Hytten skal bare sikres på alle måder, så vi ikke skal tænke over om den bliver stående i næste storm og han fik også sat nogle flere plader på fundamentet.

Dét har hele tiden været planen, at der skulle lukkes helt af under hytten, så vi kunne bruge det som opbevaring og til at stive den ekstra af og alt det nåede han igår, hvor jeg brugte dagen på at gøre hovedrent i hytten,hvor alle tæpper kom ud og blev banket og børstet, alle flader blev vasket grundigt af og der blev ryddet grundigt op overalt.

Jeg fik også strikket lidt

ekstra på Saras kommende sweater.

Det er første gang (næsten), at jeg strikker mønster-strik og måske jeg med tiden bliver bedre til det.

 

Jeg tror ikke, at en inkarneret, erfaren og rutineret mønsterstrikker skal se bagsiden af mit strikketøj, for jeg er ikke sikker på, at det skal se sådan ud, men hvem bekymrer sig om bagsiden, når den ikke skal udstilles?

 

Jeg nyder at sidde på pladsen foran vinduet i “soveværelset” på mit hæklede tæppe,

hvor udsigten er betagende, når du kikker op fra maskerne.

Billedet nedenfor er fra meget sent om eftermiddagen/tidligt aften, men taget fra vindueskøjepladsen.

 

Når der skal vaskes op, skal der først hentes vand i en dunk i elven og vandet skal varmes op over gasblusset før jeg kan vaske op med børste i baljen. Det er lidt omstændigt, men det er hyggeligt og meget anderledes end hjemme, hvor servicet bare bliver puttet i opvaskemaskinen og vandet løber ud af hanen, når du skruer op for hanen.

Man tænker sig lidt ekstra om, når man laver mad og te-/kaffekopperne bliver genbrugt et par gange for at spare på både vand og gas.

Da jeg hentede vand i elven i går hyggede jeg mig.

 

Det meste af sneen på sydsiden af fjeldet, hvor hytten står, er smeltet væk, men elven er langsomt ved at fryser til.

Nogle af sortebærrene er stadig store og faste, men de fleste er smattede.

 

 

Solen tittede ind til os et par gange i hytten.

Der var stille overalt og vi nød det.

Freden, roen og glæden indfinder sig helt automatisk i sjælen.

 

Solen sank i havet derude i vest og vi nød mørket, der lagde sig blidt overalt.

(røgskyen midt i billedet kommer jeg til senere..)

 

Den sorte nattehimmel var fuldstændig uforstyrret og intet kunstigt lys, skæmmede de uendeligt mange stjerner, der syntes at hænge meget, meget lavt over vores hoveder.

I morges sov vi som sædvanligt længe, spiste morgenmad, nød morgenkaffen

og drog så op i fjeldet for at se efter ryper og harer.

Der var rimfrost overalt og det knirkede og knagede under hvert skridt vi tog.

Der var masser af hare-spor, men de havde gemt sig grundigt.

Luften var skarp, frisk, kold og smagte af vinter.

Vi hyggede os, nød vejret, verden og hinandens selskab.

De sidste mange par gange, har jeg taget et billede af mig selv, når jeg når ca. herop til dette punkt.

I dag var jeg knap så forpustet og gik en anelse hurtigere.

Jeg bliver heldigvis aldrig øm nogen steder hverken  mens jeg går eller bagefter så det er kondien, der halter lidt efter.

Det er der jo råd for.. jeg skal bare gå op 50 gange mere i et hurtigere og hurtigere tempo.

Og har du ikke fornemmet det, så går det altså stejlt opad til ca 200 mtr.s højde i meget blødt underlag, så det giver altsammen lidt til pulsen.

En enkelt rype er kommet med hjem og skal gøre lykke til jul.

 

Så tog vi nedad igen.

Det er næsten ligeså hårdt at gå nedad som opad, men vejret forrygende og vi havde tiden til at nyde.

Nede igen satte vi os og drak en kop kaffe/grøn te og spiste et par kiks.

og jeg blev en anelse forarget over de mange, mange, mange både, som sejlede ind og kiggede til vores hytte-nabos båd, som jo forliste sidste weekend i stormen.

Vi kan se direkte over til båden, som er kastet på land og som ved højvande kun stikker stævnen op.

En masse tog en glo-tur ind i løbet af denne weekend for at se den.. jeg fik lidt en følelse, som når folk stiller sig op og ser på ulykkes-ofre.. men måske er jeg bare lidt sær?

Havde vores nabo-hytteejer taget penge fra folk, som kom for at glo, havde han kunne næsten finansere en ny båd.

Nabo-hytteejeren var igang med at brænde noget af det meste af lørdagen og jeg forestiller mig, hvor kedeligt og trist det er, at ens båd, som man /han har passet og plejet, nusset og holdt ved lige, lægger der på stranden ved lavvande, hullet og ubrugelig.

 

Det var med tunge skridt vi gik ned ad fjeldet og drog hjem.

 

Is i elvene:

Klik på billederne, hvis du vil se dem større

Is Vis diasshow Hent alt