Indfrielse/udfrielse

I morges tog jeg chancen og raskmeldte mig på arbejdet

(jeg hader, hader, hader det system! Jeg mener ikke man burde raskmelde sig, da det jo er en selvfølge at man går på arbejde. Man sygemelder sig, og så mener jeg at man bør tage stilling hver morgen om man stadig er syg, og så sygemelde sige igen alt efter, hvordan man har det. Naturligvis er der undtagelser fx et brækket ben, en dyb depression, lungebetændelse ell. lign. Hvad mener du forøvrigt?)

og jeg måtte lige hive kameraet frem, da jeg stod og skulle raskmelde mig, for magen til “solopgang”.. Jeg blev helt forventningsfuld for resten af dagen.Men humøret faldt gevaldigt i middagspausen, da jeg skulle vise mit strik til een af mine kollegaer, for midt inde i det halvfiltrede angorastrik kunne jeg pludseligt se, at jeg har strikket en ½ kile.. EN HALV KILE! Der mangler halvdelen. Jeg piller IKKE op, farmor, for det filtrer og er stort set umuligt at trævle op, så fejlen må skjules på en anden måde. Kors, hvor kunne jeg have pisket mig selv med min rundpind. Jeg lod være! Kan du se fejlen?

Jan havde ligeså tidligt fri som mig, så vi hoppede i jollen og drog ud på havet. Som jeg har savnet havluften, duften, lyden af bølgerne og smagen af havsalt, den blide vuggen og udsigt til det uendelige.

Det er i grunden en parodi, at jeg i den grad elsker at sejle rundt i min jolle. Jeg kan ikke svømme, og de få gange jeg frivilligt har begivet mig ud i vand (både i Vesterhavet og i div. svømmehaller) er jeg gået delvist i panik og kan ikke komme hurtigt nok op igen, medmindre Jan holder mig i hånden og siger:” nååe og hmmmm..” lyde til mig, mens han kikker mig ind i øjnene og lover mig, at det ikke er i dag/den dag jeg skal dø.

Underligt og paradoksalt. Vi kom drønende med 21 knob og inde på en ø, kunne jeg se et eller andet dyr:

Mig:” Hvad er det derinde? Er det ikke en fugl? En ørn?”

Jan:” Hvis det er en fugl, så er det f…. en struds”

Mig:” Det er da en ørn”og så lettede strudsen frisk-som-en-havørn på store majestætiske vinger og ganske korte ben, taget i betragtning af, at det var… en struds.   Hmm.. Dén kommer han til at høre for længe og ved hver given lejlighed!En dejlig tur, kold, men skøn, og gid der kunne blive sejlvejr igen i morgen.

Gid!  Dagen-gryet indfriede mine forventninger til dagen. Min hovedpine er væk og det har været en pragtfuld dag. Nu vil jeg forme nogle rugboller til madpakkerne i morgen.

Hvordan har din dag været?

Hovedpine

For en gangs skyld gik jeg tidligt i seng i går aftes.

Ikke fordi jeg var træt eller havde lyst, men ganske enkelt fordi jeg i løbet af dagen fik mere og mere ondt i hovedet, og jeg til sidst bare ville ligge ned.

Et par pamoler, en ibumetin og Wallander fulgte mig trofast i seng og underholdt og formåede at få mig til at abstrahere og ignorere smerterne i hovedet.

“I morgen er det væk og ovre”,tænkte jeg, men i morges da jeg stod op kunne jeg konstatere at pinen stadig holdt fest i mit hoved. Allerede to sygedage i dette skoleår!

ØV!

Og så af noget så simpelt som hovedpine, som bestemt ikke føltes simpel, men jeg kan jo ikke planlægge mine sygedage, så en sygedag blev det til i dag.

Dagen er tilbragt med resterne af Wallander og for at gøre noget gik jeg under den meget varme bruser for at forsøge at vaske hovedpinen væk. Nej, det kunne ikke vaskes væk, men en infernalsk larm over huset fik mig dog til at trække hurtigt i tøjet, for at se, hvad der foregik.

En kæmpe, kæmpestor flok gæs fløj over huset, og jeg nåede lige at finde kameraet frem, skifte linse og skyde inden de forsvandt sydøst over, efterfulgt af et par drillesyge ravne, der måske troede at der var kommet nye legekammerater til byen.

Gæssene så nu ikke særligt legesyge ud.

De så mere ud som om de havde en rute, der ikke måtte afviges, som skulle følges uden svinkeærinder og efter en stram tidsplan.     Tilbage sidder de små spurve på min altan. De larmer ikke. Overhovedet ikke. Ravnene er fløjet. Sikkert ned til et par hunde, som de kan stjæle lidt mad fra og drille og jeg sidder tilbage med et værkende hoved. (p.s. og for første gang i mange, mange dage er vejret godt. Solen skinner og vandet er nogenlunde blankt, og her kan jeg så sidde og mærke indersiden af hovedet)

Konsekvent!

Jeg har været 100% konsekvent i dag med at tage uskarpe billeder. I grunden godt gået, når jeg tænker på, at nogen af dem er taget med autofokus (coolpix 620-kameraet). Men du skal ikke snydes for min mor og fars kartofler. De er blevet dyrket lige udenfor deres hoveddør i denne kasse, og de blev serveret sammen med nogle lækre benløse fugle.

Vi kom til at snakke om det var bentøjet, der var løst/væk eller om det var alle ben i kroppen, der blev hentydet til i “benløse fugle”, som jo iøvrigt aldrig har set fuglekød?

Ved du det?

Men på trods af eller var det mon på grund af deres manglende størrelse, så smagte de nu godt. Måske smagte de godt på grund af deres historie?

Nu om dage er det jo historien bag varen, der sælger.. eller sådan noget, fortalte en klog ung mand mig i sommer. Fx. marmelade fra “ den gamle fabrik”, håndspundet uld af vilde moskus fra Kangerlussuaq, groft brød fra den roterene stenmølle og jeg skal gi’ dig.

Måske kunne min fars “firma” også sælge stort, hvis jeg markedsførte den med historier om, hvor gevirerne er fundet, hvordan han har drejet og poleret i sin kælder, og om hvor den færdige vare opbevares? Kuglepenne og strømpepindeholdere  i rensdyrgevir fra Sisimiut! 

Med min fars kuglepenne og strømpepindeholder og mine færdige t-shirt er der såmænd ellers basis for at åbne en Etsy-butik, men jeg er lidt bange og forstår ikke, det som står med småt, så der skal lige samles lidt mod (og måske hentes råd fra een, som har erfaring)

Som du forhåbentligt kan mærke ud af skærmen, havde vi endnu en gang en hyggelig aften hos mine forældre, hvor min mor endnu engang kunne lave et festmåltid,- denne gang ud af et par fugle uden ben, og middagen blev afsluttet med æbler, der er vokset op foran deres sommerhus i Nordøstjylland, og sendt herop i en kasse med skib.

Nu er klokken blevet sengetid, og jeg har ikke fået strikket på sjalet, sådan som jeg lovede mig selv, at jeg ville.

Til gengæld fik jeg taget nogle flere uskarpe billeder, også af det tynde slør af nordlys der bølgede mellem stjernerne, og det hele tæller jo i det store regnskab, hvis jeg skal gøre op om det var en god weekend. Dét blev det.

TAK!

P.S I morgen pudser jeg mine briller, sigter på det, som jeg vil fotografere og stiller skarpt inden jeg trykker ned på udløser-knappen. Kanske, at der kommer skarpere billeder ud af dét?!

Snespurve

Jeg slog op i vores uundværlige bog: “GRØNLANDS FAUNA fugle-fisk-pattedyr” af Bent Muus, Finn Salomonsen og Christian Vibe og med de flotte illustrationer af Bente Olesen Nyström, Arthur Singer og Terry Riley, og der står at de ænder, som jeg forevigede i går, oftets overvintrer mod syd i Middelhavslandene, Sydasien og Mexico.

Det er altså noget af en strækning at tilbagelægge, men hellere det, end at stå med fødderne i halvfrossent isvand og leve af tørt, hvidt brød, som ingen andre gider spise.

De fugle, som jeg til gengæld gerne vil give lidt frø, er spurvene.

Hvorfor jeg laver den forskelsbehandling, kan jeg ikke gøre rede for?! (jo, hvis jeg ville vedkende mig den diskrimination, at de er sødere)Spurvene er ved at samle sig i store flokke, og det var så tydeligt i går, at de søger mad. Det er sikkert svært at finde lige nu, så en lille håndsrækning blev det til fra min side med en pose frø. I morges sad de på rad og række ude på vores altan og spiste. Der var regulære slåskampe om de små frø, men de skal også snart trække mod Canada, hvor de søger ind i landet gennem St. Lawrennce Golfen eller også gør de, som de fleste andre, der overvintrer i områderne ved de store søer i det sydlige Canada/nordlige USA eller mod vest til præriestaterne, så lidt skal de jo have at flyve på. Deres kampvægt kan komme helt op på 43 gram.. Totallængde, står der, er mellem 17-19 cm.   “Mine” fugle er ungfugle, som sikkert er kommet til verden i midten af juni. Deres farver kommer ikke helt til deres ret på billederne, der taget gennem stue-vinduet, der ikke er helt rent længere, og billederne er tilogmed lidt sløredede, men søde er spurvene ihvertfald.      De sidste par uger har et par falke været omkring byen. De jager højst sandsynligt spurvene, for alle duerne har de fået spist. Om de kan finde på at tage en and, ved jeg ikke, men falkene har ihvertfald travlt. Jeg har stået med kameraet i hånden et par gange, men de flyver som løbske F16-fly i en hastighed, der gør, at jeg ikke engang når at blinke med øjnene før de er væk, så enten skal de sætte sig stille ned og posere eller.. tja..

Suppe-vejr

I 2004 udkom en kogebog beregnet til hjemkundskab. Den er begået af Lisbeth Frederiksen og er på både grønlandsk og dansk. (ISBN 87-7975-166-0 og fra Ilinniusiorfik Undervisningsmiddalforlaget) Den er absolut et hit, og opskrifterne er så lette og nemme at gå til at de kan udføres af…børn..enddog skolebørn, og så naturligvis også af mig. Min yndlingsopskrift er en kinesisk inspireret suppe af sæl eller hvalkød, hvor du starter med at skære kødet ud i tern, som du marinerer i soya. Så langt så godt, for derefter har jeg varieret suppen så mange gange, at det eneste, der efterhånden kan kæde min suppe sammen med Lisbeths udmærkede udgave, er ideen om at marinere sæl eller hvalkød i soya. I aften startede jeg med at svitse 2 hele hvidløg (af de små af slagsen..single) i lidt olie, masser af karry, i med hval-kødet, svitse, svitse, masser af ingefær, salt og store mængder friskkværnet blandede peberkorn, grøntsagsbouillion i passende mængder, gulerødder i små, tynde stave, dåse-bønnespirer, babymajs og ekstra tynde haricot verts. Dertil smagte jeg herligheden til med chili, så det var så tilpas stærkt, at bumser og andre fysiske og psykiske urenheder frivilligt sprang ud af ansigtsporrerne på os. Så fik vi den indre varme, samtidig med, at maven blev fyldt. Tak for mad!

Gamle (s) glæder

Når vi hverandet år er i Danmark, ææælsker jeg at høre P1. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde frivilligt ville tænde og endda skrue op for P1, mens jeg boede i Danmark. Okay, jeg var heller ikke så gammel, da jeg boede i DK, og nåede sådan set heller ikke at blive mere end tre år ældre i DK, så kærligheden til P1 kom først under ferierne, når vi kørte bil. Engang imellem husker jeg, at KNR sender P1 i sendepausen, altså KNRs sendepause og udover klogeÅge-programmerne, er jeg vild med radiobloggen, som jeg heldighvis kan klikke mig ind på, selv.

Jeg læste dette indlæg i dag. Jeg har med mellemrum og i perioder læst bloggen, men kom fra det igen. Herligt gensyn. Jeg er bare helt vild med skrivestilen, humoren bag alvoren og det skarpe imellem de vittige udsagn.

Og hvor er jeg dog forresten enig hvad angår: “At stå ved sin alder”.

Denne buket er, apropos, fra starten af måneden, men tiden har indhentet den. Nu står den og er så flot i forfaldet, så skrøbelig og tynd. Den ryger ud i morgen!

Fri gear

Hvad har dagen bragt mig i dag? Hvad har jeg set? Ikke så meget, for lørdagen er brugt på absolut ingenting. Vejret har været jævnt trist. Himlen har været tung og stålgrå og sneen har dalet ned, når vinden indimellem tabte pusten, for igen at hvirvle snefnuggene hidsigt ud af skyerne og ned til os på landjorden i en rasende fart. Hundene skulle naturligvis fodres, så ud, det skulle vi under alle omstændigheder. De skulle fodres,klappes, kæles og snakkes med. Og det blev de. Især de små, næsten nyfødte hvalpe kan trække pigerne og især Sara med. De bliver nuslet, puslet og snakket med, og det er nødvendigt, hvis de ikke skal blive sky, når de bliver ældre. Der er vist ingen chancer for, at disse to sidste skud på stammen, bliver sky, for de bliver hevet ud af kassen og ind i varme arme og får så mange kys og kram. Hmm.. gid de var små lidt længere tid. De kan lige akkurat holde sig oprejst på deres små, tykke ben og gå et par skridt inde i deres kasse.

De voksne, og især de to damer, får også lidt (meget) opmærksomhed, men de ved begge to godt, hvem der er chef for foretagendet.

Mig værdiger de end ikke et blik! Heldigvis kan hannerne så snakke lidt med mig og lade deres hovne madammer kæmpe om Jans opmærksomhed. Hmmmfrrrr…

Ænderne nede ved vandhullet burde have pakket sydfrugterne og draget afsted mod varmere himmelstrøg.   Så sjovt kan det ikke være at stå barfodet i grødisen i søen og vente på noget tørt franskbrød. Så godt smager daggammelt og tørt franskbrød da heller ikke!

Fra mig, får de absolut ingenting, andet end et nik og et goddag! Pigerne er draget afsted til træning. De træner stadig troligt mandag, ofte tirsdag, onsdag, lørdag og søndag.

Vi har et par timer, hvor vi kan hvile ørerne for teenage-pige-fnidder-fnadder-fnisen.