Slibe-forventninger
Om 12 dage er der sten-messe her i byen. Hele weekenden om 12 dage, faktisk.
Jeg fik en mail, om jeg gad at sidde og slibe sten under hele messen?
Jo, det gider jeg godt.
Faktisk plejer det at være hyggeligt.. altså bortset lige fra sidste år, hvor een udstiller brokkede konstant sig over, at der blev slebet.
Hun syntes, at det larmede.. men det gør det jo, når man sliber sten, men på et tidspunkt blev jeg lettere muggen, pakkede mine ting sammen og gik min vej.
Altså den ene part ville, at jeg sleb og viste sten-slibning under en sten-messen og en anden part ville helst klippe ledningen til slibe-maskinen over.
Jeg sad midt imellem og kunne ikke gøre alle tilfredse, men hvis det lykkedes i år, kunne det være så hyggeligt.
I disse dage bruger jeg “gamle” smykker.
En halskæde med en labradorit,
en ring, ligeledes i labradorit
og endnu en ring i månesten.
Det er svært at fotografere månestene.
De skifter udtryk alt efter, hvilken vinkel du ser dem fra
og det er så også det, som gør dem spændende, syn’s jeg og så passer de godt til mine få turkise beklædnings-genstande, som jeg har hevet frem fra gemmerne.
Lidt snobbet er jeg lige akkurat på det punkt:
Jeg vil helst have ægte sten i mine smykker, men det behøver ikke nødvendigvis at være diamanter og smagrader.
Halvædelstenene og helst nogen jeg selv har slebet, er lidt bedre end glas og plastik, ligesom jeg helst vil have ren uld, ren bomuld eller alpakka og deslige.
Til gengæld kan jeg ikke hidse mig op over vores gamle bil, vores møbler, som har set bedre dage eller om der står et fint mærke i nakken af det lidt tøj, som jeg køber eller ej.
Men om 12 dage får jeg slebet lidt sten.. det sker desværre ikke så tit mere og måske jeg når, at gøre noget færdigt i dén weekend til at hænge om halsen eller sætte på fingeren?