En arbejdsdag i det fri

Som hele verden sikkert ved, blev det traditionsrige hundeslædevæddeløb for børn afholdt her i byen i går.

5 elever fra skolen, hvoraf een af dem er min, skulle deltage. 

Jeg havde forsvoret at jeg ville ud at se det, men hele skolen var inddirekte blevet opfordret til at gå ud og heppe på vores elever. Selvfølgelig og selvfølgelig skal børnene have opbakning.

Der  ligger så mange timers arbejde og træning bag. Det ved jeg om nogen, alt om. 

At gamle mænd og penge skal ødelægge det for dem, var for sørgeligt, så jeg tog derud sammen med elever, kollegaer og resten af byen.

Det varslede besøg af enkelte højtstående folk fra vest udeblev og dem jeg talte med, var lettede over det. 

Min mave er stadig, bogstaveligt talt meget urolig over hele verdenssituationen. 

Folk klynger sig til deres små ekko-rum, hvor de kan blive bekræftet  i deres egne overbevisninger og disse dage er jeg ked af, at jeg ikke har styrket mine relationer. 

Stemningen ude ved hundeslædevæddeløbet var næsten som det plejer.

Måske var det mig, der ikke kunne tælle, men jeg fornemmede, at der var flere tilskuere end der plejer. 

Væddeløbet har jo fået massiv reklame og jeg håber for fremtidige arrangementer at det bliver knap så svært at dække de mange og store udgiftsposter, som der er i forbindelse med løbet og at man kan finde andre og mere hensigtsmæssige samarbejdspartnere fremover.

Da Laura fik fri om eftermiddagen, fik de og Jan handlet og Laura lavede os en ny og spændende ret til aftensmaden, og da vejret stadig var så fint, valgte Laura og jeg at køre en lille tur på snescooter ud i vores smukke bagland.

Der er stadig så meget smukt i denne verden at værne om. 

Strikkeudfordring

 Min yngste søster havde fødselsdag i søndags. 

Hun fyldte 52 år.

Hun valgte ikke at fejre sin fødselsdag og ville hellere bruge sin dag udenfor, så vi kørte en tur ud i fjorden, hvor vi spiste lidt medbragt mad, drak kaffe og te og nød solen.

Det blev en god dag, hvor vi kom i zen og ro. 

Jeg var ikke 100% rask, men heller ikke syg nok til at ignorere det gode vejr. 

Jeg døjer stadig med ingen energi, træthed, ømme muskler, ru hals, hovedpine og en svag feber, som kommer og går, og det krydret med en til tider urolig mave. (der er vist mange, som har det på samme måde, så jeg formoder, at det er en virus, der er i omløb)

Jan  måtte desværre blive hjemme for hans håndled er ikke helt groet sammen endnu. 

Han har ikke ondt som sådan og når han holder den i ro går det nogenlunde. 

Han var på sygehuset i går, hvor han fik den røntgenfotograferet og helingsprocessen går planmæssigt og fint, men han passer på, så derfor valgte han også at blive hjemme i søndags.

Dagen forinden gav jeg min søster en strikket cardigan. 

Hun strikker ikke selv, men det gør både min mellemste søster og jeg jo, så hun bliver ikke snydt og hun ved, at hun har carte de blance med hensyn til strik. 

Jeg har strikket en Dagmar jacket til mig selv i original garnet og jeg er selv så glad for den, både at have den på og at strikke den, og spurgte hende derfor, om ikke også jeg skulle strikke en til hende.

Det ville hun ikke modsætte sig, så jeg fattede opskrift og garn een gang til og fik den strikket til hende, så den kunne afleveres til hende på hendes fødseldag. 

Jeg gjorde mig ekstra umage for at undgå småfejl, men jeg fik vist alligevel strikket ærmerne lovligt lange. Det kan der jo heldigvis rodes bod på, hvis hun ønsker det senere.

Der er nogen opskrifter som er lidt sværere at komme godt afsted med. 

Jeg har endnu engang kastet mig over denne baret. 

Ikke fordi jeg vil begynde at gå med baret eller for den sags skyld hue (det gør jeg sjældent), men mønster og udformningen er udfordrende for mig og jeg vil så gerne kunne krydse den af på min egen lille strikkeliste, så jeg starter lige forfra for 117 gang og forsøger at komme i  mål.

Selvom strik skal være fornøjeligt, hyggeligt og sjovt, må det også gerne udfordre hjernen engang i mellem, -være en form for hjernetræning når nu sudoku ikke fanger min interesse.

Urolig

 Hvad er grooming?

Grooming” er et engelsk begreb, der dækker over den situation, hvor en voksen (groomeren/krænkeren) igennem en periode opbygger et tillidsforhold til et barn eller en ung med henblik på at overskride den "mindreåriges "grænser, ofte ved at få dem til at gøre noget xxxx eller ved at begå xxxxx overgreb mod dem.

Grooming kan både foregå fysisk og digitalt – eller som en blanding. Det kan fx starte online, men med tiden udvikle sig til et fysisk møde. I dag ser man dog rigtigt mange tilfælde af grooming, hvor det udelukkende foregår digitalt"

Lige pludseligt fik det store, flotte arrangement en meget, meget bitter og grim smag i min mund, da der i netavisen Sermitsiaq kan læses, at arrangementet har fået opbakning og økonomisk støtte fra USA via det amerikanske konsulat i Nuuk.

Gad vide hvordan KNI har det med at være med-hovedsponsor for det hundeslædevæddeløb, som fru V. og hendes følge pludseligt viser interesse for?

D.T. lover os guld og grønne skove, hvis vi bare lige vil lade os annektere, indlemme og indgå under hans kyndige styre... bag ham sidder hans folk og slår sig på lårene af grin.

Hr. Vance var een af dem, som grinede højlydt og han er bestemt ikke en hr. hvem-som-helst og han har nu sendt sin kone på en lille turisttur herop, men hvad jeg ikke forstår er, at en almindelig turist vil mødes med byens borgmester og hvorfor medbringer denne almindelige turist sit lands sikkerhedsrådgiver.

Der er en del heroppe som ikke ser det problematiske i denne lille amerikanske turisttur.

Jeg har seriøst ondt maven over alt dette, og ved ikke hvilket ben jeg skal stå på.

Jeg ønsker at efterlade mit land til mine børn og kommende børnebørn vidende at der er sikkert, trygt, at der er et frit demokrati, hvor menneskerettigheder (# 21 og #28 fremhæves i min bevidsthed her) bliver overholdt

Det er min yngste søsters fødselsdag.

Solen skinner udenfor, men indeni mig raser et stormvejr af bekymring over hvor vi er på vej hen? Det virker total ukontrollabelt, det som foregår omkring os,-ikke bare her, men i hele verden.

Overaktivt nervesystem

 Min dag startede med, at jeg vågnede op fra et forvirrende maridt.

Er jeg mon den eneste, der noget nær altid har maridt, når jeg er syg?

Jeg kan ikke huske, hvad maridtet helt gik ud på, men det var noget med hundeslæde, skarpe isbjørnetænder og noget med at flygte gennem dyb, blød sne.

Jeg vidste inden jeg slog øjnene op, at det ikke ville nytte meget at stå ud af sengen, for halsen er ru, hovedet er tungt, ømt og smertende ligesom resten af kroppen.

Jeg forsøgte dog alligevel at stå op for at se om jeg kunne magte at gå på arbejde og efter at. have trisset lidt rundt i huset, kunne jeg mærke på hals og krop, at det  vist var bedst for både mig og min arbejdsplads at jeg blev hjemme i min seng.

Jan skulle lige have hjælp med sin jakkes lynlås og med at få en tyk sok over sin gips-hånd og så lullede jeg i seng igen.

I formiddags stod jeg så op for at lægge mig i sofaen, hvor jeg så sov lidt videre.

At vi nærmest kollektivt i byen/landet har et nervesystem der er i forhøjet alarmberedskab, kunne jeg konstatere, da min  yngeste datter fra Ilulissat ringede mit mellemste barn op, at hun havde set på de sociale medier, at der gik mænd rundt nede ved vores Brugs og delte knaldrøde kasketter ud.

Inden jeg overhovedet vidste mere og havde set det ved selvsyn, var jeg i mine tanker ved at organisere en demonstration mod dem, arrangere og samle folk sammen, men de sociale medier kunne lynhurtigt fortælle mig, at det var nogle ganske andre kasketter, der blev delt ud i dag i vores by nede ved Brugsen.

Men min og andres reaktion vidner jo om, at der ligger en uro et eller andet sted indeni os, som ikke helt har fundet ro. Gad vide, hvornår vi kan føle os mere sikre og trygge i vores eget land?

Der hersker en hektisk stemning igen.. først var det valg til Inatsisartut og der er igen valgkamp; denne gang kommunalvalg.

Der opstår hurtigt stemninger, som ikke altid er behagelige og indimellem bliver jeg endnu mere utryg, for det er så åbenlyst med nogen af kandidaterne at de arbejder for sig selv og ikke for det store fællesskab, men for helt egen vindings skyld.

Jeg ser det i det store hele, men jeg ser det også i mindre kredse, hvor jeg færdes, at man vil rigtigt gerne nyde af fællesskabet, men vil ikke yde til det.

Jeg er beroliget en anelse nu over at kasketterne ikke blev ledsaget af dollarssedler og et "see you again.. soon"

"Løse" håndled

 I mandags var jeg til et møde, som sluttede tidligt og jeg kunne gå fra arbejde allerede kl 14.

Det sker ikke så tit, og da Jan også kunne gå tidligt, var det jo oplagt at vi fandt på et eller andet sammen.

Det har været en underlig vinter, hvor sneen lagde sig, fløj af, smeltede eller regnede væk.

Regnen og det optøede sne, frøs til is og når det så har sneet igen, har sneen lagt sig oven på den hårde glatte is, som så igen er fløjet af. 

Inde i baglandet, ser der lidt bedre ud med sneen, men herude i byen er der is-glat, hårdt og nogen steder farligt at færdes.

Jan og jeg kørte i søndags ud på snescooter og da vi kørte hjem, kunne vi se at der var nogle som havde vovet sig ud på hundeslæde.

Vi havde været tilbageholdende. Et er at der er meget glat, men når der ikke er sne, er der ikke mulighed for at hundene kan slikke sne op, hvis de skal have væske, så vi var ikke kørt ud på slæde, selvom vi meget gerne ville.

Da vi så så at vandsøen/Oqummiannguup tasia var frosset til og at der lå lidt sne på og at der kørte slæder afsted, tænkte vi mandags at vi ville køre en lillebitte tur med få hunde og gjorde hurtigt klar.

Vi skiftede tøj og tog ned til hundene.

Jan begyndte at give hundene seler på, mens jeg gjorde slæden klar.

Vi var næsten klar, da jeg kunne høre et tungt bump bagved mig. Da jeg vendte mig om lå Jan på det isglatte underlag med sin højre arm i vejret.

Han krydrede sine bandeord med et par AV-AV og jeg kunne høre på ham, at det gjorde rigtigt ondt.

Han kom op og stå og viste så sin hånd. Umiddelbart var det ikke noget at se, men han klagede over smerter og sagde at han ikke ville kunne køre slæde, så jeg gik i gang med at tage selerne af hundene igen, pakke slæden sammen og fodrede så de forventningsfulde hunde, der skuffet måtte tage til takke med en omgang foder uden at have været ude og rende foran slæden.

Vi blev enige om at det nok var bedst at slå turen omkring sygehuset, for hånden hævede op og han havde fortsat ond.

På sygehuset blev hånden røntgenfotograferet og der blev lagt et elastikbind om håndleddet, hvor hævelsen og smerterne var størst.

Der var ikke umiddelbart noget åbenlyst brækket.

Næste dag ringede de dog fra sygehuset og fortalte at de havde sendt røntgenbilledet ind til en røntgenlæge, som kunne se en lille fraktur. 

Heldigvis var det et ukompliceret og lille, rent brud på håndleddet, så han skulle komme tilbage og få lagt en gips på håndleddet, som skulle sidde der i 6 uger.

Laura skulle komme tirsdag dagen efter kl 12 med flyveren fra Nuuk og Jan skulle have lagt gips på kl 14, så vi skulle have tingene til at gå op i en højere enhed.

Laura landede med flyveren planmæssigt kl 12 men de (Lauras pronomener er de/dem) var så syg med influenza at de bare skulle køres direkte hjem og i seng. 

Jeg måtte ringe til mit arbejde og aflyse et møde, så jeg kunne køre Jan på sygehuset, så gipsen kunne lægges.

Mens han ventede på at få lagt gipsen på, kunne jeg passende køre ned og hente 3x20 kg hundefoder. Jeg var lidt loren ved at skulle gå med sækkene på det glatte underlag, så jeg fandt et kurebræt i butikken så jeg kunne trække sækkene efter mig. 

Tilbage til Jan, som blev kørt hjem, så armen kunne holdes hævet.

Han kan gå på arbejde, men jeg skal finde på et eller andet som han kan bruge som vante, for der er blevet koldt og blæsende. 

Laura har stort set ikke været på benene, men ligger syg i sengen. Jeg forsøger at agere hjælp med kamillete, pamoler, lommetørklæder, varm suppe og strepsils.

Der skal stadig sørges for hundene og hjemmet, så jeg forsøger at få puslespillet til at gå op i en højere enhed, mens jeg priser mig lykkelig for at det jo heldigvis er midlertidige uheld/sygdom som vi døjer med.

Der er mange, som er syge heroppe med influenza. 

Jeg tager mine vitaminpiller og vasker hænder i håb om, at det gør en forskel.

Min lille Hvalp "Ingo" er ved at være stor. Han har hele tiden været en stor hund af sin alder.

Han er 15 uger gammel -3 1/2 mdr. Han er enebarn og har ikke skulle dele mælk og mad med nogen. Det ses  tydeligt.. både i størrelse og adfærd.

Han er en charmetrold