Løb for venskabet

I formiddags løb alle skolebørn som havde lyst Kammagiitta-løb/lad os være venner-løb

På sømandshjemmet

Lena gider næsten altid tage på Sømandshjemmet sammen med mig. På sømandshjemmet serverer de almindelig sort kaffe uden nogen dikkedarer og til kaffen kan man købe hjemmebagte kager. Stemningen er en anden end på cafeerne og for mig er det total søster-hygge. På bordene ligger der en 'husker' at vi er på sømandshjem hvor den kristne tro bliver holdt i hævd med salmesang og morgenbøn for dem som ønsker det

Hvis du ikke ka finde mig

Jeg fik jollen i vandet i går og i eftermiddags og til aften var jeg ude, ude, ude, ude og det ku ikke blive bedre 

Tavshed pga travlhed eller sådan noget

Der er gået over en uge med tavshed på bloggen.

Nogen gange kan tavshed være trykkende.. det håber jeg ikke at denne tavshed har været?

Sidste weekend var min yngste søster i byen.

Hun kom om fredagen og rejste igen mandag aften, så det var et ualmindeligt og meget kort besøg.

Hun kom for at fejre min fars fødselsdag, som var i mandags.

Om fredagen som hun kom, var der åben scene på Taseralik og begge mine søstre gav et enkelt nummer i fællesskab

og det gjorde Laura (naturligvis) også

Jan tog en kort tur til Danmark, hvor han skulle være censor i Fredericia.

Han rejste om tirsdagen og kom tilbage om fredagen.

Selvom det kun var ganske få dage og faktisk kun 4 sølle dage, hvor jeg skulle undvære ham, føltes de lange, ikke så meget fordi at jeg var alene hjemme og selv skulle tage opvasken, men jeg savnede hans selskab.. selvom jeg stort set ikke var alene på noget tidspunkt, er det i hans selskab at jeg befinder mig bedst.

Hans bror kom og sad sammen med Laura torsdag aften, hvor Laura læste matematik, som hun skulle op i om fredagen og hendes flid gav (igen) et stort og flot 12-tal.

Jans bror havde også fået et kæmpestort læs frossen fisk. Skolæst. Ikke verdens kønneste fisk og ikke en fisk, som jeg nogensinde har smagt før.

Flere hundre kilo.. næsten et helt ton, som bare skulle bruges til hundefoder.

 

Fisken var blevet frosset allerede på trawleren og havde været frosset ned lige siden, så han tog et par kartoner (13 kg pr karton) fra til fryseren og vi blev enige om, at vi ville prøve at tilberede et par stykker.

Jeg blev sat på opgaven at tilberede skolæsten, men først skulle den filetteres.

 

Jeg har efterhånden filetteret mange forskellige slags fisk, men skolæstens skind er noget af det sejeste og stærkeste jeg har haft fingrene i og kødet var meget fint, hvidt og meget fast.

Den ene af fiskene skar jeg i skiver og tag-lagde med citronskiver.

Jeg har tidligere lavet chevice med torsk, men jeg gættede, at skolæsten med det fine, faste kød også ville egne sig og jeg tog bestemt ikke fejl.

Skolæsten med citronen fik lov at stå i køleskabet i næsten 5 timer og jeg anrettede den på en bund af citronskiverne og den blev spist med et drys urtesalt.

Det smagte virkeligt godt.

Den anden skolæsts filetter forblev hele. Dem pakked jeg ind i sølvpapir/staniol, som dog først blev dryppet med olie. Fisken blev krydret med salt og peber og jeg jeg lagde løg skåret i tynde ringe over og der blev drysset rundhåndet med frisk persille.

Filetterne var pænt store og tykke, så de fik omkring 45 minutter i ovnen, hvor der også blev bagt halve kartofler og asparges svøbt i bacon, i.

Vi startede dog med at spise en kæmpekæmpekæmpe stor portion stenbidderrogn med rødløg og purløg i cremefraiche anrettet på ristet brød, salat og en skive røget laks.

Lige for tiden er der frisk stenbidderrogn og det koster kun 85 kr. kg. Der er ikke mange ting, som er billigere heroppe end andre steder.

Faktisk er det uanstændigt dyrt at leve heroppe, så det er bare om at slå til og spise den luksus, som rognen jo er, i sæsonen.

Det smagte virkeligt, virkeligt godt det hele og det gjorde det ikke mindre godt, at vi fik en god tør champagne til begge fiske-retter.

 

Mens der har været tavst herinde, har jeg larmet rundt om.

Jeg har strikket. Jeg har faktisk turbo-strikket, så strikkepindene var rødglødende, gnitrende og larmende og i torsdags kunne jeg lukke den sidste maske af på det lyserøde baby-svøb, som jeg havde så travlt med.

Det skal gives til mit gudbarn, som venter sin tredie datter.

Hun har haft en masse plukveer, så jeg blev lidt nervøs for, om hun fødte før tid.

Jeg har strikket babysokker og er igang med en lille, lyserød vest, men strikkeriet foregår i et mere adstadigt tempo nu, for tæppet var det vigtigste at blive færdigt med.

Nu sidder du måske ikke lige nord for polarcirklen og læser med?

Måske sidder du et sted, hvor vejret har læst på sin lektie og følger kalenderen? Måske sidder du et sted, hvor der er forår og varmt?

I følge kalenderen burde der være forår og varmt.. ihvertfald varmere, men faktum er, at der stadig er frostgrader heroppe, koldt og stadig masser af sne.

Jeg har puslet ude på altanen og forsøgt at tvinge en forårs-stemning frem derude, men uanset, hvor mange tæpper og plaider jeg lægger derud på bænken, så er der koldt, blæsende og alt andet en forårs-agtigt.

Snespurvene kommer og spiser mine frø, men de ser ærligt talt også ud til at små-fryse

 

Himlen er blå og solen hænger for en gangs skyld oppe over vore hoveder, men der er koldt og sommeren virker så langt væk.

Det eneste gode der er at sige om kulden og ny-isen på de små pytter/isen, som ikke er forsvundet fra søerne, er at myggene ikke er kommet endnu, så intet skidt er så skidt at det ikke er godt for noget.. eller noget i den retning.

Hav en god søndag.

Man ved at det er forår, når…

Man ved at det for alvor er forår, når de unge lige skal prøve den rådne is på Spejdersøen af.

I søndags så Spejdersøen sådan her ud

Her til aften kunne jeg høre at der var en snescooter, der kørte på Spejdersøen, så jeg hoppede i mine gummistøvler, ulejligede mig ikke med at skifte mine joggingbukser med nogle mere præsentable bukser og kørte ned for at få et billede af de legesyge, forårskåde unge mennesker inden politiet kom.

Man må ikke køre med de hastigheder, som de kører med, på den rådne is og man må ikke larme så meget, som de gør i bymidten.

Der er så meget at rende efter for for politiet, men når de unge legesyge snescooter-kørere gasser op og kører over vandet, stimler folk sammen, kommer kørende for at se det og der opstår helt spontant et show, som jeg ikke vil gå glip af.

Nogen gange går det da også galt.

Næsten hver gang går det da også galt, for der er altid een, som ikke får fart nok på eller de tipper ikke scooteren i den rette vinkel eller hvad ved jeg og så ender føreren i vandet og hvis der er meget vand, synker scooteren ned i det is-kolde vand.

De får altid på een eller anden måde scooteren op igen og jeg tror, at jeg kan sige på alle “tilskuernes” vegne, at vi alle står og venter lidt på, ikke om, men hvornår det sker.

Den unge pige på billedet, er een af mine gamle folkeskole-kammerats datter.

Hun behøver vist ikke nomineres til den der facebook-trend, som også i stor stil florerer heroppe.

 

Deres “show” kørte i under en time og lige om lidt er Spejdersøen fyldt op med ænder, myggelarver og alger.

Solen får mere og mere magt. Når det blæser bare den mindste smule, bider det stadig om næsen.

Jeg lå ude på en drømmeseng på altanen i dag, slikkede sol, lyttede til musik i mine høretelefoner og nød varmen og at der endnu ikke er myg.

Asfalten på vejene er tør og de tunge, tykke og varme vinterjakker er skiftet ud til de lettere modeller og så er det jo lidt sjovt at tænke på, at Jesper var ude og køre hundeslæde igen i dag.

Vi har accepteret at vi har kørt vores sidste slædetur for denne sæson og nu for alvor skal i gang med at klargøre jollen.

Hver årstid har sin charme.

Kold maj

Det er så lang tid siden, at jeg ikke kan huske, hvornår vi sidst har haft overskyet vejr.

Det har vi i dag. Overskyet og koldt vejr.

Jeg har ellers fået, ikke have-møblerne, for vi har ingen have, men altan-møblerne ud på altanen, så der er hyggeligt at sidde derude med en kop kaffe og se sneen smelte.

Olsen sidder også ude på altanen, når solen skinner og han har allerede fået besøg af sine venner.

Snespurvene er her også, men de kommer ikke så tit og spiser hos Olsen.

Jeg har set masser af laplandssværlinge og stenpikkere og når jeg sidder ude på altanen, lyder der fuglekvidder og der oser af forår.. bare ikke lige i dag, altså, hvor der er koldt.

Jan og jeg havde planlagt en sidste hyttetur, men søen foran hundene er tøet meget op og Spejdersøen forvandles mere og mere til sø, så sammen med det kolde vejr, hvor himlen hang tungt, valgte vi at blive hjemme.

For at gøre noget anderledes tog vi på Sømandshjemmet i morges og spiste morgenmad og snakkede med en masse hyggelige mennesker, drak kaffe hos mine forældre, tog en lur midt på dagen og sidder nu i sofaen og nyder lørdagen, mens vi glæder os over at der er varmt indendøre, når nu der er koldt udenfor.

.. men vi har næsten ingen kæledyr

Jeg har ellers aldrig opfattet mig selv som een, der har kæledyr, men faktum er, at vi har en fugl.

Og en kat.

Og 12 slædehunde. Og nej, de er ikke ligefrem kæledyr, men alligevel.

I en lang periode havde vi akvariefisk, men det har vi ikke mere.

 

Fuglen har vi efterhånden haft i tre år.

Han påstår, at han har både flyveskræk og højdeskræk og at det er derfor, at han ikke kan flyve.

Han mangler næsten alle sine halefjer.

Det har han altid gjort.

Han siger selv, at det er moderne uden, men jeg tror nu snarere at måske er en detalje, som plager ham og piner hans forfængelighed.

Han har mistet sin røde plet i panden. Han siger at det er er primitivt med en rød plet i panden og at det kun er visse typer, som har sådan een.. hvad han så end mener med “visse typer”???

 

Olsen har startet sin ude-sæson.

Når solen skinner og der ikke blæser for meget, kommer han ud på altanen, hvor han får lidt frisk luft.

Jeg tror, at han nyder det.

Han har allerede fået sig en ven, som han adskillige gange har inviteret til at spise hos sig (af de frø, som jeg lægger ud til hans gæster), men om det er generthed eller almindelig reserveret-hed, som gør, at han holder lidt afstand.

 

Kæledyret lever stadig op til sine forpligtelser og lader sig kæle af alle, men især af Sara.

Og Jan.

Og Laura.

Og mig.

Jeg ved, ikke om andre katte er så ufatteligt tålmodige, langmodige og eftergivende.

 

Saras kat er.. og hun kommer når Sara kalder og apporterer, når vi kaster hendes helt eget viskelæder ud i gangen.

Hver aften, når Jan smider sig i sofaen for at se tv-avisen og sporten, lusker hun stille op og lægger sig hos ham.

Nå, men jeg må hellere tage over i sofaen og gen-erobre min plads hos Jan inden katten får alt for mange ejerfornemmelser over ham.

Skanken.. en undervurderet spise

Der er aldrig nogen, som har beskyldt mig for at være eminent i et køkken, men hvis jeg selv skal sige det.. og det bliver jeg vel nødt til, når nu der ikke rigtigt er andre, som vil, så klarer jeg mig faktisk udmærket.

Jeg følger aldrig rigtig en opskrift til punkt og prikke og det er måske lige akkurat det, som gør, at jeg ikke er eminent, men bare almindeligt god.

Ganske få gange i de 22 år, som Jan og jeg har spist af de samme gryder, har vi måttet smide ud og finde på noget andet.

I et stykke tid, har jeg snakket lidt løst om en trykkoger, måske drømt lidt i hemmelighed om en trykkoger, men drømmen har dog ikke været så stor og påtrængende, at jeg ville betale 626,-kroner for en, men i mandags var der pludseligt lagersalg i butikken og trykkogeren var sat ned til 174,- kroner og så slog jeg selvfølgeligt til.

Efter at have læst brugsanvisningen igennem, blev jeg faktisk lidt bange for den og måtte ringe adskillige gange til min søster for at få råd og for at blive beroliget.

Den første ret i trykkogeren var en lammerullesteg, som fik akkurat for lidt, fordi jeg ikke turde at lade den koge op og igennem.

Rullestegen var bestemt spiselig, men min drøm om en over-mør steg blev ikke indfriet.

I går tog Jan nogle rensdyr-skanke op af fryseren og jeg gik i dag i butikken og tænkte lidt over, hvad man kunne gøre ved dem.

Det optimale havde naturligvis været, at de var skåret i skiver, men det blev de ikke.

Jeg startede med at brune dem

i gryden, tog dem op, brunede løg,

hvidløg og gulerødder, lagde skankene ned i gryden igen, hældt oksekødsbouillon ved og næsten en hel, mørk lager øl, og hældte det meste af en dåse flåede tomater ved og lagde så låget på.

 

Det tog lidt tid inden der var fuld tryk på gryden, fordi jeg ikke turde skrue op for blusset og så fik den ellers lov at stå.

Min søster blev kun kontaktet en enkelt gang.

Fra jeg startede og til jeg kølede gryden af igen gik der 1 time og 3 kvarter.

Jeg kogte ris med safran i

og havde, mens skankene trykkogte i gryden, lavet gremolata og da jeg mente at tiden var gået for skankene, tog jeg kødet op,

siede “sovsen”, sødede den en anelse og jævnede den.

Kødet var så mørt, at jeg ikke kunne få det op af gryden, så jeg måtte bruge en hulske.

Det faldt fuldstændigt fra benene og smagte af så meget og så godt.

Jeg glæder mig allerede til at skulle lave de resterende skanke, som stadig lægger i fryseren og jeg behøver vel ikke at tilføje at Jan også glæder sig til næste gang?!

Slædehunde, kælekat og vildfaren isbjørn

Der er billeder af en død isbjørn længere nede i indlægget, så hvis du ikke bryder dig om det, så spring dette indlæg over!!

Eftermiddags-slædetur

Da arbejdsdagen var omme, hentede jeg Jan på hans arbejde.

Vi havde aftalt, at vi ville ud og køre en hurtig slædetur, men Spejdersøen er ved at være sø igen, men var en lille smule lunkne ved tanken om, at hundene måske ville køre ud i de store pytter.

Ikke så meget at vi ville synke til bunds, for det er overfladevand, men bliver man våd i starten af en slædetur, bliver det en lang tur med vådt tøj.

Vi fik i fællesskab dirigeret hundene udenom alt det våde og kom afsted.

Selvom solen skinnede var der isnende koldt, for nordenvinden blæste.

Der var bid i luften og selvom tøjet var tørt, havde jeg fået for lidt på og endte med at blive småkold alligevel.

Vi havde en dejlig tur ud til “Ufo-en”/”Majoriaq”.

Tre store hav-ørne svævede majestætisk over vore hoveder i noget som kunne ligne en stille, erotisk tango og stilheden omfavnede både os og hundene.

Back to basics

Jeg er så glad for at være tilbage til, hvor Jan og jeg startede.

Vores første år sammen, kørte vi slæde hele tiden, altid og hver gang vi kunne komme afsted med det.

Vi var udenfor hvert eneste ledige minut og var vi tvunget til at være inde, brugte vi indetiden på at planlægge vores næste tur ude.

Det er vores fælles interesse og ikke at vi nogensinde har glemt det, men det har været svært at få passet ind i hverdagen med små børn og med det liv, som fulgte med et.

Vi er ved at finde tilbage og jeg nyder det så meget.

Om foråret, når slædesæsonen er ovre og jollen er kommet i vandet, er det sejlladsen, som vi bruger tid på og jeg glæder mig også allerede til hyttelivet til sommer og til efteråret.

Lige nu er det hundeslædeturene… Der er så mange muligheder, så det er bare om at få dem benyttet.

 

Vi så kun een slæde og det var Jesper..ellers havde vi det hele for os selv.

 

Kæledyret

Hjemme igen kunne jeg endnu engang konstatere at vores kæledyr

lever op til sine forpligtelser som K Æ L E-dyr.

 

Der bliver kælet, krammet og kærligheden er tydeligvis gengældt.

 

 

Vildfaren isbjørn

 

Der blev blundet

arm i arm inden aftensmaden og da jeg havde sat mig til rette foran computeren for at se billederne fra slædeturen, åbnede jeg facebook, som var overstrømmet af informationer om, at der gik en isbjørn ude omkring lufthavnen.

Jeg smækkede låget i på den bærbare, greb mit kamera og så var vi afsted igen.

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver at der nok holdt omkring 100 biler/4-500 mennesker, hvilket er mange her i byen, derudaf, men politiet fik gennet os allesammen væk, da bjørnen var meget tæt på.

Den blev naturligvis skudt, for der er ikke nogen umiddelbare steder at genne den hen og det er ikke så smart at have en sulten isbjørn gående indenfor by-grænsen.

Vi kørte, ligesom alle de andre,

ned på havnen, hvor bjørnen ville blive landet og der var kæmpestor trængsel omkring den kran, hvor den ville blive hejst op fra jollen og på land.

Nu er klokken rigtig, rigtig mange.

Det har været en begivenhedsrig dag og i morgen venter der mig en arbejdsdag, som skal foregå udenfor.. hele dagen, så mon ikke det er bedre, at jeg smutter ind under dynen?

Det blev ikke i dag, at jeg fik strikket uendeligt mange pinde på det lyserøde baby-svøb (“det hele kongerige”), som jeg ellers havde planlagt, men der er en dag igen i morgen..

Hav en god onsdag