Oprejst

At have huset helt for sig selv, er i grunden ikke nogen dårlig ting..hvis bare anledningen havde været en helt anden, end at jeg stadig døjer med den hærdede cement i bi-og kæbehuler. Lige så langsomt letter hovedpinen dog..næsten umærkeligt, og godt hjulpet på vej af den ene pakke pamol efter den anden. Jeg satser, og måske for stort på, at komme på arbejde i morgen. Godt at være hjemme og kunne nyde stilheden og ensomheden, og selvom jeg ikke er den store selskabspapegøje, længes jeg dog efter, at se andre mennesker, høre andres stemmer end min egen hoste og snotten, og kunne komme lidt ud i den friske luft. Lige nu i dette øjeblik tror jeg at skolen og ikke mindst eleverne skal beriges med min tilbagevenden til de levende.. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at få det lidt bedre. Jeg har høvlet flere centimeter af mine hæle, så jeg må være gået mindst 2 str. ned i sko, har smurt mit hår ind i hårkur og ansigtet har været dækket af mudder, så ikke engang mine børn ville have kunnet genkende mig, hvis de havde været her altsammen mens jeg drak litervis af grøn te og lyttede til Adiemus..ooh, som jeg dog elsker den cd..og som hos mange, mange andre, er favorit-cd-en "Songs of sanctuary" Især godt, når jeg er alene, og kan skrue op, så den kan høres ordentigt. Jo, det kræver lidt øvelse at holde af den, når man / jeg især er til "Den Danske Mafia" eller let-spiselig, blød jazz, Cecilie Norby, Randy Crawford, glad country, hulkende Leonard Cohen, kvalmende søde Kenny Rogers, danske Sanne eller eller .. overdimensioneret alsidighed? Ajunngilaq! Om de forskellige kure i håret og i ansigtet vitterligt hjælper ved jeg ikke, men bagefter føles det rart. Måske fordi stadset kom af igen?? I dag kunne jeg gå og kikke ud af vinduerne, mens Karl Jenkins underholdt mig. Der er ikke så meget andet at give sig til, når hovedet værker og det helst skal holdes i lodret position (det gør f...... ondt at have hovedet nedad, skulle jeg hilse og sige). Vores trappe har siden i morges været oversået af de fineste og skrøbeligste snekrystaller, der fint stod på højkant, ligesom mig, og ude bag fjeldene truede en mørk himmel med at sende flere. Det blev indtil videre kun ved truslen, men skyerne kom alligevl ind over byen i den tidlige skumring, så tunge at de knap kunne holde sig selv over tagene. Ingen krystaller! Om det var af skam over deres manglende opdrifts-evne at de lige så stille forsvandt igen, ved jeg ikke, men væk er de nu. Vi kunne nu godt bruge en halv meter sne til at dække den grimme, grålige og godt brugte sne, der er trampet hård og glat. Om lidt skal rensdyrbøfferne tilberedes og serveres og bagefter skal min 2-mandssofa, som jeg få fint selv kan fylde ud helt alene, ska indtages med strikketøj i hænderne og dampende varm grøn te inden for rækkevidde.