4½ år og en sommerdag

Man siger jo: “bedre sent end aldrig” og i dag fik en af Jans kollega brændt noget tag-pap på hyttens tag.

Desværre manglede de lige akkurat to baner, for at kunne gøre det helt færdigt, men mon ikke at det bliver gjort på et tidspunkt.

Man skal ikke forhaste sig og der er gået ca 4½ år med den manglende tag-pap på dele af taget, så mon ikke at vi får det gjort det helt færdigt indenfor de næste 4½ år?

Det tror jeg.

Der var tid til både formiddagskaffe, god frokost, eftermiddagskaffe og en solid rensdyr-bøf med salater og kogte, små kartofler til aftensmaden i hytten i dag og vejret var fint og der var ikke fortvivlende mange myg, så vi kunne endda være lidt ude og nyde at der var knap så varmt.

I går aftes tog Jan og jeg ud på havet og nød det spejlblanke hav.

(mobilfotos):

Langt ude kunne vi se nogle hvaler, der svømmede rundt.

Måske var det nogle af dem vi så tæt på i forgårs, da vi også var ude og sejle?

Det er min mors fødselsdag i dag.

Vi hejste flaget til hendes ære og jeg synes at huske at hendes yndlingsblomst er Niviarsiaq/bredbladet gederams, så dem fik jeg fotograferet mens jeg huskede på at hun fylder år i dag i Danmark.

Dagen er omme og solen er gemt bag en overskyet himmel.

Det har været endnu en god dag.. snart en af de sidste på en lang sommerferie, som jeg nødig vil give slip på

Om at gå på bunden

Forleden dag var vi i hytten. Igen.

Det er jo ikke nyt, men det er altid dejligt for Jan og mig at komme derind.

Vi har et udhal, som vi fortøjrer jollen til og det skal jo gerne kunne holde til lidt af hvert.

Hvis vejret slår om, skal vi være sikre på at jollen ikke løsriver sig, for vi har ikke andre muligheder for at kunne komme hjem igen, hvis uheldet er ude.

Indtil forleden dag, havde vi et imidlertidigt, men nu har Jan lagt et mere fast udhal ud. Vi tager det op hvert år og lægger et nyt hvert forår.

Som du sikkert ved, har vi en ret stor tidevandsforskel heroppe. Det betyder, at jollen står på land, når tidevandsforskellen er rigtig stor.

Det var den forleden dag og det skulle udnyttes, så vi fik tjekket at bunden af jollen ikke var begroet og at alt så fint ud og Jan kunne gå på havbunden og rigge til med udhalet.

Om at længes ud og om at glæde sig over, hvor man bor

Du kommer ikke til at høre et eneste ondt ord fra mig om at være væk hjemmefra.

Jeg elsker at være lidt væk hjemmefra og jeg er det jo desværre ikke ret tit.

Sidste år, hvor vi var i Island var en undtagelse, men ellers er vi jo kun ude og rejse hvert andet år.

Apropos Island: Jeg blev altså ikke færdig med Island.

Overhovedet ikke.

Jeg drømmer om, at kunne tage tilbage og se lidt mere, mærke landet, stemningen, de eventyr, som bobler under den størknede lava og jeg nåede jo hverken at komme i et termisk bad eller komme i et vulkan-krater.

Når jeg når frem til foråret, hvor vi skal rejse om sommeren, længes jeg virkelig til at se noget andet end det lille samfund, som jeg til dagligt lever i.

Vi har jo ikke mulighed for at køre til en anden by eller til bare lige at tage toget, hvorhen vi nu har lyst.

Skal vi ud af byen, skal vi enten sejle eller flyve og begge dele er vanvittigt dyrt heroppe.

Måske er det også een af grundene til at jeg elsker vores lillebitte hytte så forfærdeligt meget?

Jeg elsker at tage ind til hytten og nyder stilheden, roen og den skønne natur.

Jeg elsker det simple liv uden rindende vand, uden strøm (vi har lys fra en enkelt solcelle) og ingen kontakt til omverdenen. Jeg elsker at komme lidt væk hjemmefra.

I juni måned rejste vi til Danmark, hvor vi kørte i en lejet bil, direkte over til Jans far, der bor på Jylland. Vi blev et par dage hos ham, inden vi kørte mod Belgien.

Vi tilbragte et par dage sammen med Sara i Brussels, hvor vi så kørte mod Danmark igen.

Vi havde planlagt at vi ville tage til Færøerne, men hjemmefra syntes vi at tiden blev for knap og droppede de planer.

Set i bakspejlet ville vi nu nok kunne have  nået at komme mere omkring end vi gjorde, men vi havde et par gode dage både hos farfar og på Sjælland.

Vi er heldigvis gode til at finde på og kan sagtens finde spændende steder, som ikke kræver lang tids planlægning eller meget tid.

Vi nåede bl.a at køre ud og se, hvor Laura skal bo, når hun flytter til Århus lige om lidt, når hun skal starte på universitetet og det gav en smule fred i moder-sjælen at vide, hvordan der ser ud.

Nu er vi så tilbage i lille Sisimiut og med os tilbage, har vi farfar, der rejste med os tilbage.

Han får akkurat 10 dage heroppe inden han rejser hjem til sit eget igen.

Vi har nået at være i hytten et par gange eller tre siden vi kom og farfar og Jan har malet vinduesrammerne i hytten og Jan har sat nyt el-panel op til den enlige solcelle vi holder os.

Vi har nydt udsigten fra hytten og vi har slappet af.

Hvad vi IKKE har nydt, er de millioner milliarder af sultne myg, som er her denne sommer. Og nej! Jeg overdriver ikke.

Der er voldsomt mange myg i år  og vi var blevet advaret mod dem.

De kan altså bare tage noget af glæden fra det meste, men vi nyder de øjeblikke, hvor myggene tager sig et blund eller ikke kan komme på vingerne på grund af vind.

I dag letter flyveren med min søster og hendes ældste søn, Daniel.

Han skal ud på en længere rejse og min søster følger ham på vej.

Han skal på AFS i Honduras, så ham ser vi ikke før om et helt år.

Der er langt til Honduras både i kilometer, men også i levevis, mentalitet og sprog.

Jeg håber, at det bliver godt for ham og at han kommer til at opleve en masse spændende ting.

En ting er ihvertfald sikkert: Han får udvidet sin horisont og han lærer noget om sig selv og om andre mennesker.

I næste uge rejser farfar hjem igen.

Han skal tilbage til sin hverdag med hus, have og ikke mindst sin kæreste og i røven af ham, rejser Laura til Århus for at læse på universitetet.

Tilbage står Sara, Jan og jeg her i Sisimiut.

Vi kunne ikke tænke os at bo andre steder på kloden end lige akkurat her i Sisimiut, hvor vi dyrke alle vores interesser og leve det liv, som vi holder af.

Vi er glade for at være her, men vi er også glade, når vi kan komme lidt væk og se lidt af den øvrige verden, men mest af alt er vi glade, når vi vender hjem igen og kan konstatere, at vi bor det helt rigtige sted for os.

Du får lidt billeder hulter til bulter.

Jeg har taget billeder med min mobil og med et gammelt, gammelt kompaktkamera.

Mit fotoudstyr er ombord på et skib et eller andet sted over Atlanten.

(og jeg kan simpelthen ikke få mine billeder til at stå fint i mine indlæg mere. Jeg skriver i Open Live Writer og kan ikke markere mellemrummet mellem billederne. Det er lidt øv)

Goddag og farvel

Det er altid, altid svært at sige farvel.

Altid!

Det er sjovere at sige goddag.

Altid.

Især, hvis det er nogle søde mennesker, man siger goddag til.

Når man så skal sige farvel til de selvsamme søde mennesker, så bliver det endnu sværere.

Jan og jeg rejste til Danmark i fredags.

Vi var lidt over to timer forsinket, men vi skulle ikke nå noget og skulle faktisk kun tænke på os selv.

Vi skrev selvfølgelig en sms til farfar at han ikke skulle vente på os og endelig bare gå i seng, for vi har lejet en bil og skulle selv køre fra Kastrup til Himmerland.

Da vi endelig var i luften gik alt efter planen.

Der var ingen udsving og vi lettede og landede, lettede en gang til og landede en gang til og så skulle vi såmænd bare finde over i den nye biludlejnings-bygning og så af sted.

Nå jo!

Jeg troede, at Jan havde fået kraftig allergi, for han snøftede og var lidt tavs.

Jeg troede, at det måske var fordi han var lidt usikker fordi der var automat-gear i den lejede bil, men nej, han mente, han nu nok, at han kunne finde ud af det.

Vi kom ud på motorvejen, hvor Jan speedede op og jeg blev lidt usikker for han snøftede og snøftede, men når jeg spurgte ham, sagde han at han havde det fint og ikke trængte til en allergipille.

Vi nåede vores endestation kl 04.30, mens solen sneg sig forsigtigt op over trætoppene og hilste os velkommen.

Farfar var skam stået op igen og havde stillet lavet hjemmelavede, lækre frikadeller og efterfølgende kunne vi starte ferien med hans lækre, hjemmelavede koldskål.

Efter nogle timers søvn, stod vi op, groggy og med så meget jetlag, at vi kunne have rejst frem og tilbage på laget alene.

Den første dag, husker jeg vist ikke rigtig.. måske, men vistnok på anden dagen, video-ringede jeg til Sara i Brussels, mens vi kørte bil.

Vi skulle jo sådan lige aftale og forskelligt.

Jeg er kun passager og det gør jeg rigtig godt, synes jeg selv.

Jeg har ikke forstand på biler.

Overhovedet, men jeg synes at vores leje-bil er meget god at være passager i, så da Sara spurgte, hvad vi havde lejet, viste jeg bare instrumentbrættet og sagde at det hed et eller andet med A4 og så blev jeg da godt nok buet ud.. og så kunne jeg jo så lægge to og to sammen og komme frem til det resultat at det, som jeg troede var Jans allergi, var køreglæde.

Vi kørte mod Brussels for at hente Sara i tirsdags, men vi ville lige forbi Sønderborg først.

Jeg er født i Sønderborg og min farmor og farfar boede i Sønderborg.

Da jeg gik på gymnasiet i Viborg tog jeg nogen gange ned og besøgte dem i mine ferier og vi hyggede os stille og fredeligt i hinandens selskab.

Min farmor forsøgte at lære mig at sy, men jeg ville hellere lære at strikke.

Ingen af delene lykkedes dengang, men jeg fik point for mine forsøg og min farfar smilede sit søde smil, mens min farmor bød mig på flere hjemmelavede småkager, som hun gemte i den kolde ovn.

Jeg besøgte min farmor sammen med Simon i sommeren 1993. Min farfar var død på det tidspunkt, så hun var alene.

Hun var blevet meget glemsom.

Mere glemsom end, hvad godt er og da jeg tog afsked med hende foran hendes hoveddør, vidste jeg selvfølgeligt ikke at det skulle være sidste gang jeg sagde farvel.

Hun fik konstateret Alzheimers det efterår og det gik stærkt ned ad bakken med hukommelsen.

Simon skulle besøge sin far i Viborg.

Jeg havde ingen planer.

Overhovedet, men jeg havde fået en invitation fra Jan om jeg kunne komme og besøge ham hos hans forældre, så jeg fandt en mønttelefon og ringede til ham.

Det viste sig at Jan havde en plan. Den er jeg heldigvis stadig en del af.

En dag eller to kunne vel gå, tænkte jeg dengang, men det blev til mange flere dage, for det var svært at sige farvel og det var altså så godt at sige goddag til hele hans familie, så jeg blev og blev og blev.

Det sidste farvel til min farmor i 1993, følte jeg dog, var lidt underligt og i mange år gik jeg og tænkte jeg på, at jeg ville til Sønderborg for at runde farvellet ordenligt af og det fik jeg gjort så i tirsdags, hvor Jan og jeg gik op foran den gadedør, som vi sagde farvel ved og det gjorde godt.

Næste dag kørte vi videre mod Brussels.. eller kørte, er måske så meget sagt, for vi sad i den ene kø efter den anden i Tyskland, men vi havde god musik i anlægget og jeg fik strikket et par strømper og vi fik drukket sodavander og spist vingummi, så vi led ikke den store nød, selvom turen fra Tysklands grænse kom til at vare over 12 timer.

Det goddag som vi fik af Sara, da vi endelig ankom, var bedre end mange goddag-er, som jeg har fået gennem årene.

Da vi sagde farvel til hinanden for 9 måneder siden, vidste vi ikke helt, hvordan hendes ophold i Belgien ville blive.

Hun rejste ned uden at kende en levende mors sjæl.

Hun havde skypet med sin værtsfamilie, men det var så også det.

Hendes mor var nervøs.

Og spændt.

Og lidt bange.

Og meget stolt over det mod, som hun udviste, ved at tage afsted uden et finmasket, socialt sikkerhedsnet under sig.

Der blev fældet en flod af velkomsttårer og krammet og krammet lidt mere.

Sara var ikke helt færdig med at passe den lille pige, så efter at vi havde været lidt rundt i byen og turistet den, gik vi med op og hentede hende.

Hun er godt nok sød og mit slet skjulte behov for snart at blive mormor eller farmor, blev kun yderligere forstærket. Hvor er det dejligt og livsbekræftende med de der små størrelser.

Et lille menneske og at se det fine, gode, dejlige bånd, som var mellem Sara og hende.

Den sidste aften, i fredags, var vi ude og spise med nogle rigtig, rigtig søde, danske piger, som Sara havde lært at kende og som har været en god støtte for hende, mens hun har været så langt væk hjemmefra og så måtte vi lørdag morgen til det allersværeste.

Saras farvel med værtsfamilien og især med pigen, som hun har passet igennem næsten 9 måneder, var en af de svære.

Den var faktisk så svær, at jeg blev nødt til at fælde nogle tårer sammen med Sara.

Vi håber at familien tager imod vores invitation og kommer og besøger os i Grønland, helst snart.

Vi håber og især Sara håber, at vi snart kan sige goddag til den søde værtsfamilie og især den lille pige,f or det var en af de svære farveller.

(I morges skal jeg forøvrigt sige et lille, kort og imidlertidigt farvel til mit kamera, da det skal indleveres, så det bliver småt med ferie-billeder denne sommer, men så skulle dem, der kommer i fremtiden gerne blive lidt bedre, håber jeg)