Inspiration

Set, stjålet/lånt på facebook

og jeg kan ikke stå for ideen

Arbejds-pynt

Nå, men så skrev jeg i går da også bare lige om at være positiv, hvorefter jeg tændte af som et andet kanon-slag af den værste slags.

Vi behøver ikke komme nærmere ind på det, men lunten blev tændt, da mine omgivelser ikke havde samme opfattelse af at være positiv/negativ som mig og jeg følte, at jeg blev trukket ind i et lille mørkt hul, hvor jeg ikke havde lyst til at være.. det krævede en eksplosion for at bryde igennem hullet og ud igen og så nok om det.

 

Jeg har 4 krea-timer på skolen om ugen og forberedelsen til de timer er altså bare de sjoveste og fidusen, som jeg ikke har et navn til blev så introduceret for eleverne i går.

Jo, de synes også den er fin og især, når der er så mange, at man kan samle en flok, er de fine,

men eleverne synes ikke, at de er særligt julet og jeg giver dem faktisk ret. Meget ret endda.

 

Måske eleverne kan lokkes til at lave dem efter jul engang, når vi trænger til fest og flotte farver for ikke at komme til at savne julepynten, som vi ikke har noget af… endnu?

 

Sidste år introducerede jeg en stjerne og den ville de gerne lave igen i år.

De lavede til klassens vinduer og jeg lavede så en bunke til at hænge op i fællesarealet i vores blok og jeg synes de er fine og pyntelige uden at være for meget

 

Se lyst på hverdagen, når lyset forsvinder

Det er torsdag og jeg fik tidligt fri.

Det trængte jeg også til og det tror jeg helt bestemt også at mine kollegaer gjorde.

Ovenpå dage med regn, rusk, tø og slud, har det sneet og sneen har lagt sig oven på det isglatte lag af beton hård is, som kom med regnen.

Sneen har dog gjort, at vi nu kan gå nogenlunde normalt igen uden af skvatte omkring for et godt ord, at vi kan stå fast på underlaget og at det ikke længere er med livet som indsats, når vi bevæger os ud.

Sammen med sneen, dukkede solen minsandten også op.

Den nåede lige op over horisonten og sendte gyldne toner afsted ind over havet og videre ind over land.

Ikke mange stråler og ikke kraftige stråler, men tiltrængte stråler, som lyste lidt op indeni.

 

Jeg skyndte mig hjem for at hente mit kamera, da jeg godt kunne se, at mit mobilfoto ikke stod mål med mine forventninger

og så slog igen et smut udom sydkvarteret for at se den sjældne gæst.

Den stråler gav genskin i nogle af vinduerne og lige om lidt, sukker jeg næsten med garanti efter mere, for lige om lidt er den endnu sjældnere end nu.

Den forsvandt ind bag skyerne og så kunne jeg ligeså godt køre op til min mor, som har hele to november-kaktusser, som blomstrer.

Selvom dagene indimellem er træge og lange, minder jeg konstant mig selv på alt, hvad der er af positive ting at minde sig selv på.

Jeg forsøger, og det er med hiv og sving, at passe på, ikke at gå i selvsving i pessimisme og negativitet.

Problemerne bliver set, konstateret og registret og ikke alt er rosenrødt, sødt eller lutter lagkage, men der er absolut ingen grund til at holde fokus fast på alt, som dræner for energi, tapper for det gode humør eller på anden måde sender mig ind i et sort hul.

Jeg vil glædes og være glad. Jeg vil have energi og være optimistisk.

Jeg vil glædes over de ting, som der er at glædes over og når jeg ser mig omkring er der nok, at se.

Min mors kaktusser foreks.

Nu vil jeg drage afsted til aftenskolen, hvor jeg forhåbentligt lærer lidt om fotografering og får lidt inspiration.

Kan du have en fortsat god aften

Afveje

Meningen var, at jeg skulle lave noget julepynt, men det endte med den her i stedet.

Den er næsten ikke til at se, som den hænger der, hvis man ser den lige forfra.

Det er hvide hama-perler, som jeg har brugt som afstandsstykker.

Jeg ville gerne have lavet den i guld-karton, men boghandleren havde kun sølv-karton.

 

Gad vide, hvad sådan forøvrigt een hedder?

Lyserød barselsgave

Min kollega, som også er min veninde, har fået endnu et barnebarn for et stykke tid siden og en lillebitte opmærksomhed må der til.

Mens jeg sad og strikkede både de små støvler og den lille vest, tænkte jeg om jeg mon er den eneste strikker, der synes, at det er sjovt, at opskriften er fra Askeladen og det er min jolle faktisk også.. men der passer jo ganske godt til mig: strik og jollesejllads.

Garnet til vesten er fra Navia

og sokkerne/støvlerne fra Drops Karisma.

 

I ærmegabene og rundt i halsenåbningen, har jeg hæklet nogle musetakker for at gøre vesten lidt mere tøset og piget og det er ikke sidste gang, at jeg gør det.

Træt

Det har altså været en lang dag!

Gen-forelsket

Jeg har de sidste par dage gen-forelsket mig i Sades melankolske stemme og rolige toner.

Nøj, hvor jeg spillede Sade i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne.

Hun er stadig vildt god, hvis du spørger mig.. ingen opstyltethed her.. fedt

I aften..

I aften tog vi, efter Lauras ønske, ud og besøgte Lena og Johannes.

Jeg havde medbragt kameraet i håb om, at der ville være lidt tilbage af al det nordlys, som har blafret hen over himlen i aften, men ak!

Det vil åbenbart kun vise sig, når jeg sidder inde og kameraet ligger forsvarligt i tasken, så jeg tog da bare et billede af lystbådehavnen, hvor de sidste broer næsten er tømt for både.

I følge rygtet, skal de op i denne weekend.

Det bliver en kold fornøjelse for dem, som skal arbejde i weekenden.

Der var sørøg på havet og inde i Ulkebugten.

Sørøgen kan du ikke se på billedet, for det er taget over 20”

og da jeg forsøgte, da vi kørte hjem igen, forsvandt nordlyset, som var der nogen, der havde trykket på en knap, da jeg hev kameraet frem.

(der var lige en lille rest nordlys, der ikke nåede at få halen med sig ind i mørket og som jeg nåede at fange en skygge af)

Hmmm.. så kan det da også være lige meget! Nå!

Nu går jeg da også bare i seng og sover lige indtil jeg vågner af mig selv. Jeg håber, at de sidste rester af dårligdommene fra starten af ugen, er helt væk i morgen og at der er lidt mere energi..

Hav en god start på weekenden

Pragtfuldt vejr og estragon i svin

Vi har det mest pragtfulde vintervejr disse dage.

Solen skinner fra en skyfri bleg, blå vinterhimmel og solen som lige akkurat når op over horisonten, farver alt i røde gyldne toner.

Fredag er kort dag på arbejde og heldigvis kunne Jan også gå hjem tidligt.

Vi valgte at køre en tur rundt i byen for at se det hele i de flotte farver.

Der er meget koldt om morgenen og det er ikke altid, at isblomsterne på bilruden når at tø op inden dagen igen er omme.

Det giver en anden udsigt end når man stiger ud af bilen

 

Vintertørrede torsk er noget af det bedste og dem, der bor i dette hus, har da vist nok til vinteren. De får en anden konsistens og en anden smag end dem, som er tørret, hvor der ingen frost er.

Det er fisk til tørring bag den grønne pressening, hvis du skulle være i tvivl

Og for at lave et total emneskift:

 

Hvor tit spiser du svinekød?

Vi spiser det ualmindeligt sjældent.

Hvor tit krydrer  du din mad med estragon?

Det gør jeg meget sjældent.

 

Jeg elsker basilikum, bruger det for tit, for ofte og til næsten alt.

 

I aften lavede jeg dog mørbradbøf, som jeg havde skåret ud i mellemtykke bøffer.

På en pande stegte jeg et løg, som jeg havde skåret i små tern og da løgene var pænt stegte, hældte jeg to glas hele champignon ved, som også fik en brunere kulør.

Jeg hældte løg og champignonerne op i en skål, mens jeg stegte mørbradbøfferne og da de havde fået en pæn kulør uden dog at være gennemstegte, og efter at være blevet krydret med salt, peber og hvidløgspulver, hældte jeg dem op til løg og champignon.

En flødeost naturel blev smeltet over middel varme med en sjat vand og en lidt større sjat vand (va 1-1½ dl) fløde blev hældt ved.

Det hele blev krydret rigeligt og meget rundhåndet med tørrede estragon, og bøffer, løg og champignon blev hældt tilbage i gryden, hvor det stod og simrede ved meget svag varme, tog smag og ventede på risen, som fik lidt gurkemeje i anledning af at det er fredag.

Det smagte godt og det smagte en smule af en ret, som farmor engang lavede til os på næsten samme måde.

Øllen er Jans.

Det er nogle øl, som Snuffis far, havde bragt til huse, men ikke fået drukket og så kunne vi jo sende en god tanke i retning af ham, selvom det havde været sjovere, om han havde været her til at smage på den estragon, som jeg sjældent krydrer maden med.

Frivillig tvang

Laura synes selv, at hun er en dårlig model og jeg giver hende ret: Hun vil aldrig sidde foran kameraet og har ikke tålmodighed til at vente på, at jeg får stillet lidt lys, instillet kameraet og hvad ved jeg.

Hun har ellers nogle dejlige former og et kønt ansigt, men hun vil helst være fri.. en sjælden gang får jeg dog lov og så skal jeg godt nok have travlt.

Til aftenskole-foto havde jeg disse to med og fik også en masse (konstruktiv) kritik på dem, så nu mangler jeg bare, at hun sætter sig igen og lader mig øve mig.

Måske jeg skulle finde en mere villig model næste gang jeg skal øve????

Mens vi bliver raske

Jeg kom op af sengen, op på benene, op og stå i morges og hen på arbejde.

Jeg er ikke helt frisk, men hænger da sammen. Nødtørftigt.

Der er kun 4 skemalagte timer, som skal tilbagelægges i dag og resten kan jeg klare hjemmefra.

 

Der var den mest betagende himmel i formiddags og heldigvis havde jeg Jans kamera i tasken, så jeg kunne forsøge, at fange de fine farver, som himlen bød dagen velkommen med.

 

Jan har afløst min plads i sengen.

Han har meldt sig syg og fraværende på sit arbejde og er sølle.

Lige så sølle, som jeg var i mandags, tirsdags og i går.

Han kommer heller ikke til foto i aften på aftenskolen og der er nok at ærgre sig over, når man lægger i sengen og er skidt.

Jeg håber bare, at han kommer hurtigt på højkant igen, for det er altså ikke sjovt at lægge derinde under dynen, fordi man ikke kan andet. Sengen og dynen skal være et sted man glæder sig til og ikke et sted man er lænket til og så håber jeg, at himlem viser sig fra sammen side som i formiddags, når han kommer på benene.

 

Vingeskudt

Mens jeg lå hjemme med ondt i hele kroppen, en hals, som er ru og knogler, som føles møre og udtjente, fik Jan hyret en vognmand til at tage jollen op i går.

Jeg har ikke protesteret i år, for jeg har frosset og kom ikke engang med ud i hytten i weekenden.

 

Normalt trækker jeg i langdrag, udsætter og udskyder dagen, hvor jollen skal op, for man kan da altid lige nå en lille tur mere, men ikke i år.

 

Kulde plejer ikke at være noget, som holder mig tilbage, men søndag aften, hvor radiatoren stod og buldrede og der var noget nærved 50 stearinlys tændt i hjemmet, frøs jeg, så jeg var kun glad for, at jeg ikke var taget med nogen som helst steder.

Nu er sejlsæsonen for alvor ovre og her til formiddag, hvor han ingen undervisning har, er han taget ud på årets første hundeslædetur. Sammen med Snuffis far, som er her på et kort arbejds-visit.

Andre har allerede været masser af gange, men man kan ikke det hele på een gang, så Jan er kommet sent i gang.

Jan har planer om at køre på slæde ind til hytten såsnart det kan lade sig gøre.. lige nu, hvor min krop beder om varme, pleje, tunge,tætte dyner og ro, har jeg svært ved at se mig selv sidde på en slæde i knirkende frost, men det ændrer sig jo lige om lidt.

 

Solens tur omkring vores akse, er kort,- kortere og kortere og det er bare om at nyde dens korte ture, hvor den sender lidt i retning af os.

Når vi når om på denne side af året er jeg glad for skygger, for uden solen, ingen skygger.

 

Når solen hænger så lavt over horisonten, giver det et helt specielt lys, som er svært at fange med kameraet, men jeg garanterer, at det er flot. Det er ikke så længe, at den varme nuance farver husene i de specielle toner, så det er bare om at suge til sig af dem, de få øjeblikke det nu sker.

Nu vil jeg sætte lidt mere vand over til te, som jeg kan drikke i sofahjørnet, mens jeg prøver at blive rask i en fart, for jeg overhovedet ikke tid til at sidde herhjemme og være vingeskudt på den her måde.

Hav en god tirsdag derude

Ved du, hvor?

Jeg har søgt, søgt og atter søgt, men har intet fundet, men ved du måske, hvor jeg kan købe 2-4 nøgler Chiri 23% silke/55%babayalpaka/22%alpaka i farven 1008 BCurrygul parti 2F2126.

Verden er i farver

At kunne tænke positivt uden at være lalleglad.

At kunne tænke positivt og være realistisk.

Tænk, at det at kunne være positiv, kan ende med at blive negativt.

 

Der er nogen mennesker, der konsekvent forholder sig negativt til stort set alt og derfor, i følge min overbevisning, går glip af mange ting, mennesker, som burde lære at tænke lidt positivt, sætte tingene i relief, i perspektiv og holde op med at rode rundt i deres små-problemer/skabe flere for dem selv.

 

Fx. Der er nogen mennesker, der elsker, når der er negative dramaer omkring dem, fordi de på den måde har oplevet, at de får omsorg og opmærksomhed på.. eller hvad ved jeg.

De, tilsyneladende, elsker at se negativt på rigtig mange ting og hader, hvis man/jeg/nogen gør dem opmærksom på at der stadig er nogle ting i deres liv, som er værd at ofre opmærksomhed.

 

 

Naturligvis og som den største selvfølge, kan jeg sige, at der er intet godt at sige, hvis man bliver alvorligt syg, mister sit arbejde, sin førlighed, sin ægtefælle, men at blive og forblive i en tilstand af negative tankesæt, kan aldrig føre noget godt med sig. Dét tror jeg bare ikke!

 

Læs artiklen, som jeg kunne skrive spalte op og spalte ned om og som jeg har mange positive og negative meninger om.. for livet er mere nuanceret end som så og vi kan til en vis grad, selv være med til at farvelægge den i de farver, som vi synes, tror jeg.

 

Den fik ihvertfald mig til at tænke og måske du også har en mening om det at være positiv?

Det smukke i dig og mig

I går eftermiddags tog jeg billeder af fire kvinder.

 

De fire kvinder, er ikke nogen, som jeg kender nærmere, så det var lidt spændende.

Spændende for mig og spændende for dem.

 

De havde ligesom så mange andre kvinder, det der typiske “find-fem-fejl-ved-mit-udseende,-nej,-jeg-må-hellere-selv-lige-remse-dem-op,-da-du-tilsyneladende-ikke-kan-se-dem” -symptomer, men jeg synes selv, at jeg fik pillet det lidt af dem og fortalte dem, hvad jeg så og hvad jeg gerne ville indfange hos dem, som jeg fandt smukt og flot.

 

Det blev nogle OK billeder, taget forholdene i betragtning.

Jeg synes selv, at jeg fik fanget deres udstråling og glimtet i øjet, fremhævet deres fine sider og det lader til, at de også selv blev meget tilfredse.

Jeg kan jo af gode grunde ikke vise dig billeder, da jeg ikke har fået deres tilladelse, men jeg ville ønske at jeg kunne.

 

I aften kom mine forældre med kort varsel.

 

Jeg  nåede lige at fange min mor på hendes mobiltelefon, inden hun fik købt aftensmad og heldigvis ville de gerne hjælpe os med at spise vores aftensmad med så kort varsel.

 

Inden de var ude af døren igen, fik jeg ydermere lokket min mor til lige at sætte sig i lyset og lade mig fotografere hende hurtigt.

Hun blev taget på sengen, for hun nåede hverken at tænke i læbestift eller hårbørste og ved du hvad…?

Sådan kan jeg godt lide et billede. Et billede af min mor.

 

Jeg kan godt lide spontane, hverdags-billeder.

 

Et billede, hvor man ser folk, som de umiddelbart ser ud og allerhelst vil jeg gerne fange folk med mit kamera, hvor de ikke selv er klar over, at de bliver fotograferet.

 

Det er dog også sjovt, at se billeder af folk, når de giver opmærksomhed til den, som ser billedet, ved at lade sig fotografere.

Og så kan jeg udfra billedet af min mor, fortælle dig, hvad det er jeg mangler ved mine billeder.. noget ovenlys/spot til at give lidt dybde, lidt liv og noget udefinerbart..Lysene er lidt for lige på og hårdt og gør kontrasterne for hårde, efter min smag.

 

Jeg har to flash, som jeg har stillet op foran personen, men måske jeg skulle stille den anden på en anden måde??  Bagved måske? Ved siden?

 

Jeg må eksperimentere en af dagene, hvis jeg kan lokke een til at sidde og lade sig fotografere.

 

 

Min mor har dog intet at klage over!

 

Hun er, som jeg tidligere har skrevet, en årgang 44.

Hun har grå stænk i sit sorte hår og rynker omkring øjne og mund, men de sidder lige der, hvor de skal og giver ansigtet liv. Et levet liv med glæder og sorger, uden at slide unødigt på udseendet.

 

 

Vi kvinder har så travlt med at se tilbage på, hvordan vi engang så ud uden rynkerne, uden de grå hår, uden nedfaldne øjenlåg og hvor huden sad stramt omkring vores ansigt, men vi glemmer, at se det smukke i det vi har lige nu.

Det vil jeg øve mig meget i, -for jeg har også travlt med at finde fejl og mangler i mit udseende

og jeg ved næsten med garanti, at jeg om 10 år vil se tilbage på billeder af mig selv anno 2012 og sige, at jeg var pænere nu og ikke er det til den tid (2022).

Jeg har pæne ører, hvide tænder og femine hænder, der hele tiden laver et eller andet.

 

 

Og så får du (og jeg) lige det samme billede med farver på, så jeg om 10 år kan se, hvordan det nu lige var jeg så ud (ser ud)

Weekenden, som forsvandt

Og pludselig blev det søndag, næsten uden at jeg opdagede det.

Jan er taget i hytten sammen med Snuffis far, for at lukke hytten ned. Udhalet, som jollen normalt er fortøjret til, skal tages op, der skal sættes stropper hen over hytten for en sikkerheds skyld, så taget ikke blæser af i en storm og jeg kunne forstå at der skal hygges med lammekoteletter og fed sovs.

Vores samspisnings-partnere, far og søn, er med og jeg er overbevist om, at det har været hyggeligt. Jan er naturligvis blevet udstyret med sit (eget) kamera og jeg glæder mig til at se billederne.

Jeg ryddede lidt op i hjemmet i går, men slet ikke i det omfang, som det faktisk trænger, for der skulle være plads til noget kaffedrikning hos mine forældre, der skulle tages portrætbilleder på bestilling af en kommende brud og en kollega kom og skulle have lidt strikkehjælp.

Jeg nuppede en af Jans juleøl i køleskabet i går aftes og drak næsten halvdelen og kunne så ikke mere og stillede den tilbage. Måske opdager Jan ikke, at den har været åbnet? og jeg spiste en frøsnapper, så jeg var ved at kløjs i sukker og fedt, men jeg var alene og det var lørdag, så i al min hyggelige ensomhed, hyggede jeg mig foran computeren, hvor billeder blev kigget i gennem og så var aftenen jo væk.

 

I dag kommer Jan hjem, men inden tror jeg, at min anden kollega/veninde har ringet til mig og budt mig op i motionsrummet, som bliver besøgt for sjældent.

Og måske vejret, som er fantastisk, bliver en del af min søndag også..

At sætte sig nogle mål

Jeg vil så gerne lære at hækle.

Når jeg engang får det lært, vil jeg utroligt gerne kunne hækle mellemstykkerne putoortut i den kvindelige grønlæderdragts kamikker.. engang og måske først når jeg bliver gammel.

Det er godt at have nogle mål og selvom de fortegner sig langt ude i fremtiden, er de der og venter trofast på mig. Jeg skal nok få det lært og jeg øver mig lidt allerede.

Bare det at have en hæklenål mellem hænderne føles stadig lidt uvant for mig, men det afholder mig ikke fra at prøve og jeg kan mærke, at jeg er ved at fatte en lille smule i hækle-verdens dybe mysterier.

Jeg købte Sidsel Sangilds meget spændende lille bog udelukkende for at kunne hækle mig et halsrør og hele weekenden sad jeg i sofaen og prøvede og prøvede og prøvede.

Udover Sangilds fine opskrifts-bog lå der også politikens gamle hæklebog med de forskellige masker og efter adskillige hysteriske anfald, trævlen op og trævlen op, en masse bandeord, eder og forbandelser, fik jeg flækket den første færdig.

Da jeg mente at jeg havde fattet pointen, hæklede jeg een mere i min yndlingsfarve og er faktisk ganske godt tilfreds med resultatet:

Mens Laura og jeg var til kor i aften, satte Jan mine fotolamper op og han blev tvunget til at fotografere mig eftersom han ikke ville sidde model.

Når man skal blive bedre til noget, skal man øve sig, har jeg hørt og jeg vil gerne blive bedre til at fotografere portrætter.. hvis jeg skal kunne bede nogen om at sidde foran mit kamera, må jeg vide, hvordan det er, at sidde der og da Jan jo også går til foto… hmm, men så kan du da se, at jeg har fået rigtigt mange grå hår

men det hører jo med til alderen og livet.

Jeg er jo ikke 25 år længere.

Jeg er nærmere det dobbelte og det er jeg faktisk rigtig glad for.. tænk på alternativet, at jeg slet ikke var blevet så gammel.

Hvis jeg ser et år tilbage i tiden og ser på billeder af mig selv, kan jeg også se de kilo, som ikke er der mere.

Overvægt er vel noget af det eneste, som man med glæde kan sige, at man er glad for at have mistet?

 

Jeg har tabt 16 kg indtil nu og er gået adskillige tøjstørrelser ned.

Det gør såmænd ikke så meget, for jeg kan bedre lide at se på den slankere udgave af mig selv, selvom der er et par grå strittende hår.

Inden jeg ser mig om, har jeg nået det tal på vægten, som jeg allerhelst vil se, men det går væsentligt langsommere nu end sidste år.

Det gør ikke noget, for jeg ved, at det nok skal ske for jeg er selv herre over det, bestemmer selv og ønsker det så meget og ved, at hvad man virkelig vil, når man.

 

Laura er ikke særligt glad for at sidde foran mit kamera.

Jeg gør mig ellers umage og forsøger at fange hendes skønne væsen, men hun er ikke tilfreds med, hvad hun ser. Hun synes, at hun ser dum ud, ser sur ud, ser latterlig ud og hvad ved jeg, men det hører vist til alderen.

Jeg er mere end almindeligt tilfreds med at se på hende og det kan jeg hver dag.

Det er altså bare dejligt.

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg kunne vise hende, hvad jeg ser, for jeg ser en pige, en meget ung kvinde med et dejligt imødekommende ansigt, et væsen, som tiltrækker og som med indre skønhed, som ikke kan skjules.

Det er nok svært at se billeder af sig selv og især, når man ikke er ældre?

 

Om 35 dage, kan jeg også se på min søde Sara, når hun kommer hjem på juleferie og jeg glæder mig så meget.

Måske hun gider at sidde foran mit kamera og måske hun kan se, hvad jeg ser?

 

Nu vil jeg trisse ind i min seng og læse lidt i min bog, se om der er nogle drømme på tapetet igen i nat til mig.

 

Er du forresten tilfreds med de billeder, som bliver taget af dig?

Hvad mine dage bliver brugt til..

Mandag er mandag uden nogen aftaler, hvorimod tirsdag er sam-spisning og dertilhørende madlavning.

Det er hyggeligt.

Vi ses ikke ellers og faktisk meget sjældent andre steder, så 1½-2 timers samvær med spisning og med garanti for at få noget, som man ikke selv har lavet hveranden tirsdag, synes jeg, at det er en hyggelig aftale.

Tirsdag er også møde-dag på mit arbejde.

Jeg er ikke tilhænger af møder. Meget ofte føler jeg, at jeg spilder ikke bare min tid, men også andres, men det hører med til jobbet at holde møder og de skal være af en vis varighed, så er der ikke meget andet at gøre end at få det gjort.

Meget tit har jeg oplevet, at et telefonopkald, en seddel eller en hurtig snak i frikvarteret, bærer ligeså meget med sig, som hvis vi har siddet i timevis og drøftet frem og tilbage.

Jeg er bestemt og overhovedet ikke proces-orienteret, men i allerhøjeste grad resultat-fikseret og kommer meget let til at kede mig gudsjammerligt, når man smider den samme slidte plade på igen og igen og igen.

Det svarer vel nogenlunde til at skulle strikke den samme kedelige grydelap uge efter uge, måned efter måned, år efter år og nogen kommer så og råber op om, at vi har brug for de grydelapper og bevares, ja, det har vi, men kunne vi så ikke hækle dem, filte dem, sy  dem eller gøre noget helt andet bare en gang imellem?

Tirsdag er mødedag, men den er heldigvis også så meget andet, så den kamel sluger jeg ukogt og rå.

 

Onsdag står den på kor.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til at synge i kor.

Jeg kan godt lide at synge og jeg kan godt lide at synge sammen med andre, så jeg har gravet lidt hist og her for at finde den begravede hund og måske fandt jeg lidt af den i fredags, hvor der var “Åben scene” på Taseralik, hvor koret skulle synge to numre.

Når vi øver på musikskolen, synes jeg såmænd, at det nogen gange lyder tilforladeligt, men da vi stod på scenen i fredags og akustikken var en anden og vi ikke stod så tæt som vi plejer, kunne jeg pludseligt kun høre mig selv.. min egen lille pibende stemme, der indimellem sang, hvor der ikke skulle synges og som ikke kom med, hvor det faktisk var meningen, at jeg skulle.

At jeg så også sang noget andet end det som var meningen, og det i en næsten helt anden melodi og toneart, syntes jeg lige pludseligt at det var meget kedeligt at synge i kor.

De andre i koret, klarede det meget fint.. tror jeg nok, for jeg kunne stort set ikke høre dem, men som sagt kun høre min egen lille pibende, rustne stemme, der alt for ofte sang noget andet end de andre.

Dét er altså pænt træls at synge noget andet end de andre i et kor.. fx. i en pause, mellem linierne eller efter at sangen er ophørt og så med noget som ligner Andreas (fra Kaj og Andrea) stemme.

Kan du høre det for dig?

Træls.

Men det er sjovt at øve, og sålænge korlederen ikke beder mig om at forlade lokalet og jeg ikke ser de himmelvendte øjne, som de andre højst sandsynligt og burde lave, når jeg næsten tonedøv oplader min skærende ryst mod det lavloftede rum, er onsdag altså kor-øvedag for både Laura og mig.

 

Torsdag er aftenskole-fotodag.

Jeg har fået lokket Jan med og det er smadderhyggeligt.

Jeg føler, at jeg har lidt mere succes om torsdagen, (måske helt uden grund, men lade mig endelig blive i troen) end om onsdagen, men et andet problem er ved at opstå for mig:

Vi får lektier for og fordi jeg er så fokuseret på den lektie vi får for, får jeg slet ikke fotograferet alt det, som jeg normalt foreviger.

Dét skal der laves om på og det handler jo bare om, at gøre som jeg plejede før jeg startede på aftenskolen. Skulle man mene.

Mit problem og derme også bloggens problem er, at hvis der ikke er billeder, kommer der aller-oftets heller ingen tekst og så kører det i ring for mig.

Intet billede, ingen tekst, ingen blogindlæg og i al min storhedsvanvid, bilder jeg mig ind, at du savner mig.

Hæhæ.. det er dejligt at blive savnet, så det er så nærliggende at tro sig savnet.

Jeg savner ihvertfald lidt mere tid til at lave lidt mere af alt det, som jeg allerede laver.

 

 

For nu lige at vende tilbage til “åben scene” på Taseralik.

Den 2. fredag hver måned er scenen åben for enhver der gerne vil lade sig høre, vil underholde eller på anden måde dele noget musikalsk med andre og heldigvis er der mange andre og endda nogen fra koret, som gav et nummer.

Her er Ole, som lige er kommet til byen, men som gerne underholdt med en Bob Dylan sang

Små-bolde

Undrer du dig over, hvor jeg er?

Jeg er lige her, men jeg har så mange småbolde i luften, at jeg skal holde tungen lige i munden, for ikke at tabe nogle af dem.

Det der arbejde tager ufatteligt meget af ens fritid, men lige om lidt, er der lidt mere luft igen og dermed lidt mere tid til at vise noget 3D-hækling frem, lidt strik og lidt andet, som har optaget de timer, der er til rådighed, når jeg ikke lige er på arbejde.

Pas godt på dig selv derude

Forbrydelser og små-forteelser

Som skrevet i går, blev jeg færdig med Saras “forbrydelsen 1” og hvis jeg selv skal sige det, er det blevet fin.

På billedet ser både jeg og sweateren ud som.. en forbrydelse.

 

Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at sweateren posede omkring livet.

Det gør den altså ikke og jeg ser til gengæld knap så bøvet ud til hverdag.

 

Den sidder lige snært nok til mig, men nu er Sara jo også et nummer til 3 mindre end mig, så jeg tror næsten, at den vil passe hende, som hun gerne vil have, at den skulle passe; lidt løst og stor.

Jeg havde et par nøgler tilbage af garnet og så kunne jeg jo begå noget mindre end en hel forbrydelse og begik en lille forteelse.

Som du kan se, sidder den faktisk ret dårligt i halsen og jeg tænker om det kunne være en idé, at strikkke vendepinde i nakken? Eller gøre den længere? Eller tage flere masker ind til slut?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, for at få den til at sidde til og sidde pænt fortil, så hvis du sidder med en idé, vil jeg da gerne høre.

Og mens jeg nu alligevel var igang med alt det sorte/hvide, ville jeg lave et venskabs-armbånd til Sara, men jeg lavede en fejl, så den er sat lidt i bero.

Øv!

 

Teknikken fejler ingenting, men det gjorde til gengæld koncentrationen og så jeg venter lige til der er lidt mere ro på.

Dagene har været fyldt op men jeg håber på, at der bliver sejlvejr i weekenden, for jeg trænger i den grad til meditativ ro, stilhed, enkelhed og uforstyrret natur omkring mig.. og ja, du har gættet, at det er hytten, som jeg meget gerne ville ind til, hvis vind og vejr tillod det.

I morgen står den på aftenskole og foto og vi har haft lektier for.

I morgen, når jeg har afleveret lektien vil jeg vise dig, hvad jeg fik lavet, men først i morgen

Kan du have en meningsfyldt torsdag.