Jeg ved ikke, hvordan du har det med tiden, for øjeblikket, men tiden heroppe nord for polarcirklen, går ekstra hurtigt for tiden.
Faktisk drøner den afsted og jeg har svært ved at følge med.
Jeg når da både på arbejde og hjem igen og faktisk når jeg også at få strikket et par pinde på strikketøjet.
En babyhue, som jeg skyndte mig at strikke så een af mine aftenskole-elever kunne se den, er endnu ikke blevet fotograferet, men ellers har jeg vist fået dokumenteret det meste i dag.
Faktisk når jeg også at trævle en hel del op, for så at strikke det om, for størrelserne på det strik, som jeg kaster mig ud i, er helt hen i vejret og jeg kan ikke få det til at passe.
Jeg vil vove den påstand, at jeg er en almindelig størrelse S/M og at mine propertioner ikke er meget anderledes end størstedelen af befolkningens, men alligevel ender det med underlige størrelser.
Det er altså lige før at det var noget nemmere, da jeg var en str. L/XL, for der passede størrelserne stort set altid…
Så kan jeg jo altid strikke et sjal, for det passer da altid i størrelsen.. næsten. Der skal ufatteligt meget til før det bliver for stort.
Dette sjal vejer 89 gram og er strikket i moskus/merino fra Arnica. Jeg havde hele 100 gram og de sidste gram skal der strikket et par håndledsvarmere af på et tidspunkt.
Garnet er blødt, lækkert, let og med garanti varmt.
Når du nu alligevel er inde og tjekke linket til Arnica, skulle du lige smutte forbi hendes smukke mønstre og kigge.
Der er utroligt mange smukke mønstre og de mønstre, som jeg har strikket efter indtil videre har været udførligt skrevet og nemme at gå til… og jeg behøver vel ikke tilføje, at man kan strikke i andet garn til mønstrene, men skal man alligevel investere i det lækre og luksuriøse garn, kan man ligeså godt unde sig selv et smukt mønster.
Jeg har strikket rigtig mange (5-7 stk) viftesjaler efter Arnicas opskrift og jeg har strikket Scilla, Eva-sjalet og Fea-tørklædet.
Jeg fandt denne opskrift her og som du kan se, har jeg valgt at gøre indtrykket let og luftigt med et tyndere garn.
Jeg har strikket på pind 4½ og blokket grundt ud efter vask, hvor hvert hjørne/udtagnings-række blev fundet frem og strukket frem.
Det vælger man jo selv om man synes er en godt idé.
Her er mit resultat ihvertfald og jeg er ganske tilfreds:
I sidste uge (eller var det forrige uge?) blev jeg færdig med min cardigan.
Garnet og opskriften var en gave fra min søster og farven er, efter min mening, meget flot.
Garnet trækker skvæt, men efter vask, med vold og masser af knappenåle, fik jeg trukket det i rette facon.
Jeg er gået en hel pindestørrelse ned, strikket str. S, men stadig er cardiganen stor og efter min mening også en anelse for stor.
Til gengæld er den varm, flot i farven og mønsteret er så fint, at jeg kunne finde på at strikke den i en lettere udgave på et andet tidspunkt.
Jeg har tilføjet 3 yderlige knapper ift hvad opskriften sagde og jeg har lukket både halskanten
og ribkanterne af med I-cord-aflukning (hestetømmeaflukning, hedder det vist på dansk) for at få et pænere og mere afsluttet resultat.
Sara har et godt øje til cardiganen og det er jo endnu en grund til at strikke den i en lettere og mindre udgave senere.
Vi bruger samme tøjstørrelse og det har sine fordele, men også sine ulemper.
Opskriften er herfra.
Og når nu vi havde kameraet fremme, fik jeg lov til at fotografere yngstepigen.
Hun tog billederne af mig og tak for det, og vi fik snakket lidt om, at det er sjældent at hun får taget billeder.
Dét synes jeg jo er ærgerligt og måske det kunne bringe lysten til at fotografer op i hende igen, at hun er med ude?
Det er hverken hver eller hveranden dag, at det sker jeg får lov og oveni får lov at lægge det ud til offentlig beskuelse.
P.S. Jeg undlader at fortælle, at endnu en weekend bliver brugt på at være syg og sløj.
Jeg har stort set mistet stemmen og det gør ondt langt ned i brystkassen, musklerne er stadig ømme, trætte og tunge og hovedet føles som om det er fyldt op med våd cement.
Der florerer en masse forskellige sygdomme i byen som influenza, Roskildesyge kombineret med opkast, halsbetændelser og forkølelser, men jeg forstår ikke, hvorfor min krop absolut altid vil være social i sådanne sammenhænge og deltage i alverdens dårligdomme?
NÅ!
I morgen er jeg rask.
Jeg visualiserer og forsøger at tænker mig vildt rask igen, for i morgen er det sidste dag at vores gæster fra Hvalpsund er her.
På mandag rejser de tilbage, men jeg kunne nu godt have beholdt dem et par måneder endnu. Mindst!
Det er stærkt vanedannende at komme hjem til tømte vasketøjskurve, støvsugede gulve, nybagte boller og rygende varme, hjemmelavede kager til eftermiddags-kaffen, som også allerede er brygget og aftensmad, som næsten står klar.
Vi har været så forkælede og jeg har nydt forkælelsen.
At de oveni er hyggelige, rare og gode mennesker med indlevelse og oprigtig interesse, gør det også lidt sværere at lade dem gå ombord på flyveren på mandag.
Kan du have dig en god og sygdomsfri søndag