Overskudsafhøvling og fjollestrømper

Der bliver høvlet store spåner af mit overskud for øjeblikket.

Min kollega har været syg lige da vi startede skoleåret, hvorefter samme kollega skulle på lejrskole og derefter igen blev syg.

Det er synd og naturligvis er det ikke gjort med vilje.

Eleverne får indimellem vikar, men af hensyn til eleverne kommer de så ind i min klasse, hvor jeg så forsøger på bedste vis at få tingene til at lykkedes med to hold på een gang.

Eleverne ser ud til at trives fint med det og mærker vist ikke den store forskel, men det slider på mig.

Oveni kører blæser/udsugning stadig for fulde gardiner og den konstante støj fra ventilationerne og de mange børn, gør, at jeg er træt langt ind til benet.

Jeg får ikke rigtig lavet noget med hænderne og det trætter også mentalt, men nu er det fredag… nåeh ja, vi ville også gerne have været i hytten, men der er en hidsig nordenvind derude, som gør, at vi bliver hjemme i nat.

Hvis vejret ser tilforladeligt ud i morgen tidlig vil du ikke kunne se hverken Jan eller mig for bare hæk-bølger.

Vores store plan var at være flittige og give hytten olie denne weekend. Det skal gøres inden frosten sætter sig overalt og det er jo lige om lidt.. desværre.

Måske er det også årstids-skiftet, som plager mig, for jeg føler som sædvanlig ikke at jeg fik nok af den korte sommer.

Den er altså bare kort heroppe.. kortere end andre steder og derfor hektisk.

Kunne du ikke stoppe tiden lidt?

En måned tid foreksempel, så jeg kunne nå at komme et par weekender ind i mit private paradis og få skuldrene ned på plads og under ørerne igen.

Jeg har dog  nået at strikket et par fjollede strømper.

De skal gå for at være august strømper i denne KAL og de bliver sendt afsted i Saras retning een af de nærmeste dage.

De er nok gode at fjolle rundt i på efterskolens gange og når hun kigger ned mod sine fødder, er strømperne så iøjnefaldende, at hun ser dem og måske kommer i tanke om sin mor?

Måske.

Kan du have en god weekend

Fræk bytte handel

Viollykke og jeg indgik en, for mig, meget god aftale.

Nu håber jeg også, at hun syntes, at det var det værd?

De bliver afsendt i morgen (eller i overmorgen) og så håber jeg, at hun bliver lige så glad som jeg blev.

Den blogverden er vidunderlig.

Mandags-lede

Nøøøj, hvor var mandag svær at komme igennem.

Det var svært at stå op i morges, svært at komme ud af døren, svært at komme igennem arbejdsdagen, svært at holde sig vågen i eftermiddags og svært at tænke på, at der er hele 5 dage tilbage til jeg kan komme tilbage til mit lille ferieparadis.

Jeg har mistet min strikkelyst efter at også Leftie-tørklædet er kikset.. dvs. jeg strikker lidt umotiveret på en strømpe, som måske bliver færdig og kan gå som august-strømpe.

 

Jeg har lavet endnu et armbånd,

bare for at prøve og bare for at lære at lave sådan et armbånd og så har jeg nydt aftensudsigten, hvor mørket falder tungt og uden nåde for os lys-sarte sjæle, som drømmer om midnatssol.

Okay, jeg vil ikke klage over farverne som annoncerede at lige om lidt faldt mørket og natten på, men jeg vil nu hellere have sol døgnet rundt. Hvis jeg kunne vælge.

Og nu jeg alligevel havde kameraet oppe for en sjælden gangs skyld kunne jeg vil lige forevige den blomst, som Jan kom med i tirsdags og som stadig står så flot.

og så kunne jeg vil også macro-fotografere perlerne i armbåndet, bare fordi, at det var sjovt.

I morgen venter tirsdag med 6 undervisnings-timer og et møde, hvor dagsordenen er så lang, at der højst sandsynligt ikke bliver levnet meget plads til at kede sig.

Hav en god tirsdag og pas godt på dig selv derude

Ukrudt hos nogen, kærkommen hos andre

I Danmark, har jeg hørt, regnes lupiner nærmest for ukrudt.

Jeg har sået en pose frø foran vores hus og der er et par enkelte som har vist sig over jorden.

Jeg gad godt, at der var nogle flere

Lige om lidt og om meget snart, er det slut med alle de blomstrende gederams. ØV

Bredbladet gederams som er Grønlands national-blomst.

Hvorfor det snart kan kaldes en søndags-blog og om en dejlig weekend.

Jeg ved i grunden ikke, om man kan kalde det en krise eller om det bare er almindelig dovenskab, som gør, at jeg hverken får fotograferet eller skrevet på bloggen.

For mig hænger de to ting meget sammen og i denne periode, har jeg ikke rigtig haft kameraet oppe af tasken.

Der har været rigeligt at fotografere, men lige det der med at hive kameraet op og trykke på udløseren, har tilsyneladende været for svært..

Måske skulle jeg omdøbe min blog imidlertidigt til “søndags-bloggen”?

 

Der kommer, som sidste søndag en bunke billeder fra een af de mest dejlige weekender jeg har oplevet længe.

Så håber jeg ikke, at du får en krise af at læse så langt et indlæg eller se så mange billeder på een gang?

 

 

Fredag eftermiddag, efter at have pakket lidt sammen og gjort klar, drog Jan og jeg afsted med Jans kollega, i min jolle med længselsfuld kurs mod hytten.

Og jeg nåede da også kun at sætte min fod på klippen i vandkanten, før min hjerterytme faldt.

Det sker pr. automatik, at pulsen daler og livs-rytmen finder en takt, som kører meget, meget langsomt og stille indeni, bare jeg ser hytten.

Jeg ved, hvad der venter og dét er afslapning.

Ingen mobiltelefon (ikke, at der er mange der ringer til mig i løbet af en uge) intet internet (som jeg er storforbruger af) og ingen strøm, som kan fodre diverse støj-sendere, som fx. TV., radio, musik eller andet.

 

Faktisk snakkede vi om inde i hytten, om alle de elektriske ting, som man rent faktisk kan høre: mobil-opladeren, den elektriske clock-radio, lysstof-rør, lys-kæden, det slukkede fjernsyn og alle mulige andre ting, som udsender de der ekstremt høje og enerhverende lyde, som man i det daglige ikke tænker over førend, man bliver fri for dem.

I perioder (ret ofte og ret længe ad gangen) kan jeg være mere end almindeligt støj-følsom (og lys/stemnings-følsom) og sætter derfor ekstra stor pris på stilhed både udenfor kroppen og indenfor kroppen.

Jan skal ikke beskyldes for at være støjende.

Snarere tværtimod.

Jeg kan godt være meget, meget snakkende, men når jeg er ude og sejle, i hytten eller bare slapper meget af, nyder jeg stilheden.. også min egen.

 

Derfor er det en lise, at komme op i hytten, hvor der kun er naturens egne lyde:

Havet, som slår dovne, tøvende bølger ind mod klipperne, elven, som bruser og fuglene, som flyver, kvidrende rundt.

 

(Klik på billedet, hvis du vil se det større)

 

 

I fredags halveredes min puls sådan cirka.

Efter aftensmaden hyggede vi og gik tidligt i seng.

Ugen havde været lang og hektisk for os alle og når der er mulighed, kan man lige så godt tage de timers søvn, man nu kan nå.

 

Lørdag morgen stod Jan og kollegaen op.

Det gjorde jeg også, men det var kun for at gå ud og tisse.

Jeg smuttede under dynen, som stadig var varm og faldt næsten øjeblikkeligt i søvn igen. Det er luksus og det blev nydt.

 

 

Da jeg vågnede mange timer senere, var jeg alene.

 

Bortset fra en halv trillion småfugle, som pludseligt syntes, at det var morsomt at lege tagfat rundt om huset med et par enkelte, som fløj frontalt ind i vinduerne, var jeg helt alene.

 

Verden var som gået i stå, havet stod fuldstændigt stille, ingen vind rørte på sig og de bitte-små bide-myg, holdt tilsyneladende også formiddags-fri, så jeg havde hele verden for mig selv, følte jeg, mens jeg drak varm kaffe, strikkede og lavede ingenting, bortset fra at trække vejret.

Jeg plukkede lidt bær og fik fyldt min 10-liters spand halvt op med sortebær

og omkring middags-tid kom der lidt liv ude på fjorden, hvor nogle både passerede forbi.

Så var der stille igen og jeg kunne drikke endnu en kop varm kaffe til stilheden og den store verden, som var min helt alene.

 

Jeg gik og tænkte på, at rigtig mange, som jeg kender, har svært ved at gå helt alene ude i naturen.

De er bange for både det ene og det andet, bange for at der skal komme et dyr og forestiller sig alverdens ting af overnaturlige karakter, men det skal du ikke høre mig klage over.

Jeg tror mest på det som kan måles og vejes og skulle der komme et aggressivt dyr forbi, kan jeg håndtere et skydevåben tilstrækkeligt.

Jeg elsker at være helt, helt alene og kunne rigtig godt tænke mig en uge eller to i eget ensomme selskab i hytten.

 

Ved 14-tiden kunne jeg langt ude i fjorden se en båd nærme sig med langsom og sindig fart og vidste så, at mine forældre havde gjort alvor af, at låne Jans båd og tøffe ind til os.

 

Jans båd tøffer afsted med højst 6-7 mediterende knob, så det tager noget tid inden man når frem til sit bestemmelses-mål.. men frem, det når man, hvilket jo er hovedsagen.

Mange (deriblandt mig selv)  har så travlt med at nå frem og glemmer, at selve turen frem også kan være god.

 

Min jolle sejler på de gode dage omkring 27-29 knob, alt afhængig af, hvor meget vi har lastet den.

Det havde taget mine forældre 2½ time at komme ind til os.

 

I dag tog det mig nøjagtig 32 minutter at sejle hjem.

Jan havde fortalt om, hvordan man starter den gamle dame, for det er ikke bare lige.. men han havde glemt at fortælle min far, hvordan man standser motoren igen.

Jeg blev hentet ud i båden, men jeg fik den heller ikke standset, men min far og jeg fik i fællesskab ankret mere solidt op og så måtte vi lade motoren tøffe lige så stille i tomgang indtil den stolte ejer kom tilbage til hytten og kunne tage sig af den tøffende.

 

Det gjorde han så sent om eftermiddagen, medbringende et rensdyr og med en enkelt kærligt ord og et vrid nede i maskin-rummet, fik Jan stoppet damen, så hun ikke skulle ligge derude i fjorden og tøffe for ingen verdens ting.

 

Der blev hældt lidt føde i Jan og kollegaen, hygget og snakket og så var der tid til at lave noget aftensmad.

Min far havde plukket en ordentlig favnfuld rørhatte, som jeg stegte på panden med lidt fløde og nogle tern peberfrugt og gryderetten fra dagen før, fik tilført lidt ekstra kød.

 

Aftenen var hyggelig, for ligeså hyggeligt det er at være alene og i eget selskab, ligeså hyggeligt er det, at hygge med hyggelige mennesker.

 

Søndag er næsten ved at være synonym med vemod.

Jeg ved, når jeg står op om søndagen inde i hytten, at inden dagen er omme, er jeg tilbage i byen, væk fra de dejligste omgivelse og den store stilhed. En stilhed, som jeg sætter mere og mere pris på.

 

I morges da vi stod op, stod havet igen stille, var blank og uden en krusning.

Der blev spist morgenmad, drukket kaffe og hygget endnu engang.

Vi kunne se nogle fisk i vandet, nogle som var oppe over vandet og nogle, som svømmede rundt lige over overfladen og lavede frække ringe.

Jans kollaga blev sendt afsted (han er hus-drengen, boy-en og den unge og så er det naturligt, at vi “ældre” herser lidt med ham) med en fiskestang, men de ørreder, som han så tydeligt kunne se, ville ikke bide.

Jan og jeg tog et par meter ud i fjorden i jollen

og jeg fangede nogle små-torsk, som blev filetteret med stegning til frokost for øje.

Søndag er vemods-dag og vi kunne ligeså godt sejle hjem, da frokosten var spist, opvasken taget og tingene pakket sammen.

 

Jeg fik Jans kollega ombord i jollen og Jan sejlede med mine forældre i sin båd.

Da jeg kom hjem og i havn kun en ½ time senere (det hurtigste indtil dd.), mødte jeg nogle andre hytte-ejere, som stod og baksede med en kæmpestor helleflynder.

Den fyldte hele ladet på deres lastbil.

Sådan een gad jeg godt fange en dag.

Dét gad jeg altså rigtig godt.

Jeg kan godt forstå, hvorfor de smilede så meget.

Det ville jeg godt nok også have gjort.

 

 

Vores lillebitte hytte er stærkt afhængigheds-skabende og Jan og jeg har allerede planlagt at skulle tilbringe de næste mange weekender, det kan lade sig gøre, i hytten.

Os to og måske lidt i selskab med andre, men helt klart, i hytten.

Så vil jeg igen nyde denne udsigt fra yndlingspladsen

 

Een af dagene skal vi have rensdyr-hjerte i flødesovs og der er vist nok til alle

Ædelt metal

Metal til Johannes

Halluu

Jeg får stadig tiden til at gå med at koge vand.

Og indimellem går jeg også på arbejde og tiden løber afsted og lige pludseligt er der gået mange dage..

Lækker søndag, som desværre fik en ende

Jo tak, jeg har haft en forrygende dejlig weekend.

Jeg sov så længe i går, at der var overhængende fare for, at jeg fik liggesår.

Af vane vågnede jeg lidt i 7, tjekkede min mail, tjekkede“findmedspotten”, som er en gps-enhed, som Johannes har om armen. Han var nemlig på rensdyr-jagt sammen med Jan.

Spotten sender næsten hele tiden og så kan vi på et kort på internettet se, hvor han (og Jan) er.

Kortet er ret detaljeret og udfra, hvor længe, de står stille, kan jeg næsten regne ud om de  har skudt rensdyr og se, hvornår de går hjem mod lejren igen. Jeg kan også se, hvis altså spotten er tændt, hvornår de sejler hjem og kan derfor sætte kaffen/maden over.

Dét er altså bare så smart og skulle det ulykkelige ske, at de blev væk, kan vi se, hvornår gps-en sidst har sendt og lokalisere dem. Der sidder også en SOS-knap på, som sender til en given mobiltelefon via en sms og en alarmcentral.

Det skal tilføjes, at de også har en gps med sig, som tegner deres rute op, så de kan følge deres eget spor tilbage. Johannes er politimand og han er meget påpasselig med at sikre sig og det skal du ikke høre mig klage over overhovedet.

Jeg vil købe en gps-spot til Jan også, men lige nu har de dem ikke i butikken, så det bliver nok over internettet, hvis ellers jeg kan finde et sted, som vil sende herop til Grønland.

Nå, men jeg faldt altså i søvn igen og sov lige til kl lidt i 11

De kom hjem i går eftermiddags med to rensdyr.

Det er dejligt at vide at fryseren nu indeholder kød til vinteren.

Kød fra et dyr, som er født i naturen, levet i naturen og som er nedlagt i naturen.

Et dyr, som har levet godt og frit.

Det er båret på ryggen over mange, mange, mange kilometer i uvejsomt terræn, så der bliver sat ekstra pris på kødet, når det skal spises.

 

I formiddags kørte vi ud i lufthavnen for at give Lena og Johannes et kram.

 

Et lille farvel-kram.

De er på vej til Estland / Tallin, hvor Johannes skal deltage i verdensmesterskaberne i Taekwondo for veteraner og Lena sidder i Grønlands Taekwon-do forbunds bestyrelse, så hun skal også med.

 

Vi kunne godt have sparet os at køre i lufthavnen for de kom slet ikke afsted og kommer først afsted i morgen. Sådan er det at være rejsende i Grønland; hvis vejret eller teknikken driller, kan man ikke gøre så meget, men træls er det, hvis man skal videre til en anden destination og tiden er snert.

 

Vi kom dog afsted.

Vejret var ikke særligt spændende her i byen, hvor skyerne var tunge og grå.

Det småregnede og trist, men da vi rundede hjørnet ind til fjorden, var der en stribe af sol med varme i. Det varmede helt ind i marven og det føltes som om sjælen fik et langt kindkys af de kærlige.

 

Jaja.. jeg ser lidt sur ud, men det er jeg bestemt ikke.

Måske lidt overrasket over, at blive fotograferet?

Der var så mange sortebær og der gik mere end 1 time inden jeg nåede helt op til hytten.

Jeg plukkede bær hele vejen op og da jeg nåede op til døren, havde Jan sat frokost frem til mig.

 

Som jeg dog elsker at komme ind i hytten.

Det er så hyggeligt.

Yndlingspladsen er og bliver sengen foran vinduet:

Vi har helt med vilje og meget bevidst, bygget sengen så højt, at vi kan ligge i sengen og kigge ud af vinduet, holde øje med vind og vand, ind og udgående trafik, som der forøvrigt ikke er meget af og tage en blund, hvis det bliver for anstrengende, at se tidevandet skifte.

Yndlingspladsen ved spisebordet er helt klart ved vinduet til venstre, for så kan man se ud på fjorden, men om aftenen/ved aftensmads-tid, står solen lige ind og prikker i øjnene.

Det har Lena gjort noget ved, for hun har syet et par gardiner til vinduet, der vender mod vest / nordvest og nu kan vi skærme af.

Vi havde gardierne med op i dag og gardinstangen havde vi skam også husket, hvorimod hægterne til gardinerne lå så fint herhjemme. Jeg fandt et par sikkerhedsnåle, som kom imidlertidigt i, så jeg kunne fortælle Lena, at længden passer perfekt.

Se selv!

Efter den langsomme, hyggelige frokost, tog jeg endnu en pose i lommen og gik ud for at plukke lidt flere sortebær.

 

Der er mange i år og de er store, så der gik ikke så lang tid inden posen var fyldt.

Jan tog ned for at kigge lidt på ankrene,

som nu lå frit i det ekstra lave lavvand

og kom så op og underholdt mig, mens jeg plukkede / spiste sortebær.

S O M jeg dog blev fotograferet og jeg kan næsten ikke tillade mig at klage over det med alle de billeder, som jeg render rundt og tager af ham.

Sådan ser jeg så ud en søndag eftermiddag uden mascara på og med ro i sjælen.

Jeg fik sådan omtrent 5 kg sortebær, en masse sol og masser af tiltrængt stilhed.

Lige inden vi pakkede sammen igen, tog jeg ud og plukkede kvaner.

Det er mest almindeligt at plukke kvaner om foråret, men faktisk synes jeg at kvanerne dufter af meget mere, smager af endnu mere og er mere aromatiske på denne årstid, så der er plukket rigeligt, som er blevet eddike-syltet med masser af sukker og vanilie til vinterens stege og bøffer.

Kvanbladene er tørret og nulret til senere brug som krydderier til især fisk.

 

Jeg savner allerede at sidde op ad stenen og nyde livet i langsomt tempo med denne udsigt og ugen, der starter i morgen synes uendelig.

Hele 5 dage inden jeg kan komme afsted igen.

Jeg er afhængig og jeg vil intet gøre for at komme ud af mit “misbrug”.

Det er skønt at sidde derude foran hytten og nyde luften, havets lyde, elvens brusen, fjeldets dufte og naturens egen lydkulisse.

Nogle af sortebærrene er kogt om til sød, klistret og tyk sortebær-sirup, som jeg forestiller mig, vil være god til hjemmelavet vanilie-flødeparfait rullet ind i en tynd pandekage og de syltede kvaner, skal som sagt være i ledtog med noget af det rensdyr-kød, som Jan har bragt til huse.