Tilbage-vendende arbejsglæde

Nogen arbejdsdage er hårdere end andre. Sådan er det for os alle. Nogen dage glider smertefrit fra morgenstunden til fyraften, og andre dage igen, slider man sig halvt ihjel allerede den første time fra man dukker op. Jeg har arbejdet på den samme arbejdsplads i 19 år, og det har nogen gange krævet nogle udfordringer både fra min side, og højst sandsynligt også fra arbejdspladsens side. Det er udfordrende at blive ved med at finde spænding år efter år gennem så lang tid. Det er næsten ligesom et gammelt ægteskab. At holde ud og være med til at udvikle. Finde nye interessante veje at gå sammen. Der er nogen mennesker, der mener at man partout skal skifte arbejde efter højst 5-7 år for ellers gror man fast, og udvikler hverken sig selv eller sit arbejde. Måske har de ret? Men det kan altså også være en fordel at komme på en arbejdsplads, hvor der er medarbejdere, som har været der i mange, mange år. Det kræver af de medarbejdere, at de er villige til at rykke sig sammen med arbejdets karakter. Dét håber jeg at jeg har været? Jeg er i bund og grund glad for at undervise og give fra mig i et klasselokale. Det er givende for mig, at se, at mine elever udvikler sig i den retning jeg sammen med dem, forældrene og skolen har valgt. At være vidne til at deres verden åbner sig. I formiddags havde jeg gjort mig selv mere eller mindre arbejdsløs i et par minutter. Det er en lille sejr, at de vil og kan selv og ikke har brug for, at jeg sidder klods op og ned ad dem, og at de har modet og viljen til at gøre et forsøg selv. Det gav mig mulighed for at gå ud på brandtrappen (nej, det må vi ikke!) og tage et par billeder af mine nærmeste (arbejs-) omgivelser. Det har nemlig sneet lidt mere i nat, men fjeldets farver skinnede igennem og gav et flot udtryk, som jeg forsøgte at fange igen senere på dagen ude ved lufthavnen. Vanen tro, kørte vi nemlig en tur, hvor vi hørte om hinandens arbejsdag, læssede af, bearbejde arbejdsdagen, der gik og fyldte nyt på, inden vi tog hjem. Mindst een gang om dagen skal jeg se havet, så ruten går også rundt om sydkvarteret, så fjorden kan tages i øjesyn (dette billede er fra igår)

Hvis jeg havde fulgt hår-moden...

Min lillesøster Dudi har et ret sjovt profilbillede på sin facebook, og jeg grinede, så tårerne løb ned ad mine store kinder, og måtte jo så høre hvordan og hvorhenne. Du skal naturligvis lige starte med at blive fotograferet og sådan så mit "original-billede" ud:

Her er jeg i 1962-hår-udgave: Sådan ville jeg formentligt have set ud i 1952: Og hvis jeg havde fulgt hår-moden i 1970, ville jeg med stor sandsynlighed have set ud sådan her: Du kan selv prøve at lege her

Grønne håndled

I virkeligheden burde jeg undgå at iklæde med grønlige nuancer, for jeg ser gusten og grå ud i ansigtet iført grøn, men jeg kan så godt lide farven grøn og håber så, at jeg finder lige netop de få grønne nuancer, der trods alt klæder mig. Og hvis de ikke gør, er jeg i grunden lidt ligeglad, for jeg bliver i godt humør at se på..ihvertfald mine nye grønne håndledsvarmere, der er mere grønne end grøn. De ser som sagt strikket af et halvt nøgle drops alpaca på pindnr 2 og der er ialt 1404 perler. Det er noget, men de syner ikke af hverken for meget eller for lidt. Jeg må straks igang med at strikke flere håndledsvarmere i alpaca, for det er bare så godt at have om håndleddene som pynt og til at varme.

Brugbare gaver

I virkeligheden er det fulstændig ligegyldig viden, for er der ikke perler nok, bryder jeg garnet, trækker flere perler på, og fortsætter. Og den eneste grund til at jeg ved, hvor mange perler, der kommer til at gå til mine grønne håndledsvarmere, er da også, at jeg sad og blev så glad for min nye nål. Jeg sad og kom til at tænke på, at vi hører og ser så ofte, at folk er ligegyldige overfor hinanden, ikke er næstekærlige og altid har bagtanker. At vi i dagens Grønland/Danmark ikke kommer hinanden ved osv osv. Næææh nej. Jeg fik nemlig min perlenål af een som jeg ikke kendte, men som havde ulejliget sig med at læse og finde ud af, at sådan een, kunne jeg sagtens, sagtens bruge. Et værktøj, et hjælpemiddel og en gave, der er så gennemtænkt. Tak igen. Og vi mødtes hos een, der lagde hus til to vildtfremmede. Hun åbnede sin dør, bød på kaffe og hjemmebag og gav timer af sin ferie væk til to, som hun ikke kendte i forvejen. Næ! Jeg bliver igen og igen bekræftet i, at der findes mennesker, der vil hinanden det godt, som er næstekærlige, åbne og vedkommende, og detkom jeg til at tænke på igen i formiddags, mens jeg sad med min nye nål og trak grønne perler på mit lækre drops 100% pure alpaca garn, og kom til at regne på, hvor mange perler der er når jeg engang (i morgen måske) er færdig. Der går iøvrigt præcis 702 perler til een håndledsvarmer/1404 perler i alt.

Endelig fredag

Det er bestemt ikke hver dag vi får det, men i aften bestemte vi os for, at menuen skulle stå på risengrød med kanel og sukker og skylles ned med hvidtøl. Så bliver det måske lidt lettere at forholde sig til det voldsomme regnvejr og søndenvinden, der holder os indendøre. Vi vågede os dog over på kulturhusets café, hvor jeg gav en varm kop kakao med flødeskum til hele familien. Det var fascinerende at sidde bag de kæmpestore vinduer og se regndråberne sejle ned ad glasset. I aften skal benene pakkes ind i varme, tykke uldsokker, smækkes op på sofabordet, fjernsynet tændes og der skal strikkes på de grønne håndledsvarmere. Garnet er bare så fantastisk lækkert, og jeg kan helt fortryde, at jeg ikke købte en hel sækfuld af det. Nå, men de tre nøgler jeg fik købt må da også række så rigeligt, og hvis sandhedens skal frem (?) har jeg faktisk en halv nøgle liggende også. Der skulle nok kunne blive til et par håndledsvarmere til mig i løbet af vinteren. Hvis vejret bliver til det, vil jeg ud og sætte en langline i weekenden. Kan jeg ikke fange helleflynderen på håndpilk, må jeg tage andre og mere effektive midler i brug (dann haben wir anderen metoden...) Ingen skal komme og sige, at jeg ikke forsøgte! :-) Indtil da, vil jeg nyde friheden til at kunne være længe oppe uden tanke for i morgen, sove længe og drikke kaffe med Jan i morgen formiddag..

Forventningernes dag

Mit garn var ikke kommet, men jeg har fået svar fra garnfirmaet om, at garnet nu er afsendt. Med hvad ved jeg stadig ikke, -om det er med en brevdue, skib, qajaq-mand, flyver eller andet, men bare det er på vej, så er jeg glad og glæder mig til at få det i hænderne! Mine håndledsvarmere led en stille død i dag, for jeg var utilfreds med mønsteret, trævlede op og startede forfra. Fint med terapi. Dagen er dog mest gået med at hilse de hjemvendte verdensmesterskabs-deltagere velkommen, og lidt har det tilsyneladende hjulpet, for både lokal-tv og lokal-bladet var troppet op, og der blev vist klip i Grønlands svar på tv-avisen; Qanorooq her til aften. Det kan også være, at de var dukket op helt af sig selv, men jeg vil gerne forblive i den tro, at al min brok og skriven klager har givet positiv bonus. De, altså Johannes og Jonathan fik en ok-modtagelse, selvom jeg jo måske nok havde forventet mig noget mere og noget større, men sådan er det...her i byen. Johannes havde (som sædvanlig) en god flaske med til Jan. Johannes er 100% afholdsmand, og Jan kan meget godt lide en god whisky Jan, så efter at han indgående havde studeret flasken her til aften sagde: "Jeg tror jeg vil drikke whisky i aften, som jeg har fået af min ven, verdensmesteren". smilede jeg. Jo, det lød godt! Lidt blæret og lidt højtideligt, men det skal der også være plads til. I morgen er det heldigvis fredag, og selvom der ikke er lovet sejlvejr, glæder jeg mig til at slappe af, sove længe, være mig selv og kunne bruge mine formiddage+eftermiddage til mig selv og mine tanker. Torsdag er forventningernes dag. Forventninger om weekenden og de kommende fri-dage!

Ø V dag

Jeg bestilte for 9 dage siden garn-supplement til mit dominotørklæde, men det er endnu ikke dukket op. Måske er jeg utålmodig? Måske er det afsendt med skib og dukker først op om 3-7 uger? Måske er det slet ikke blevet afsendt endnu? Et er sikkert..jeg kan næsten ikke vente mere, for jeg kan ikke komme videre, mine fingre er rastløst flagrende udi det blå, og derfor har jeg fundet noget overlækkert alpakkagarn, perler og min nye perlenål frem, for jeg tror nok at jeg trænger vanvittigt meget til nye håndledsvarmere, der passer til min næsten nye cardigan. Nålen er bare suveræn at tråde perler på garn med, og kan kun anbefales. TAK, Laila. Om jeg når at blive færdig med håndledsvarmerne inden garnet til dominotørklæder kommer, bliver spændende. Helt sikkert er det dog, at Lena og Johannes kommer i morgen. Der skal medbringes små flag og der skal hurra-es. Jeg har ringet rundt i byen for at sikre mig, at der bliver behørigt taget imod dem. Det er ikke hver dag, at der kommer en verdensmester til byen ;-) Som om jeg har energi og overskud til det for tiden, så er min dag gået med frustrationer og negativitet. Lauras mobil var blevet stjålet i klassen i dag, og der er begået så alvorlig hærværk på den, at både telefonen og sim-kortet er fuldstændigt ubrugeligt. Hvad fanden er det for noget! Jeg har været så gal og frustreret, at jeg, hvis jeg vidste, hvem det var som havde gjort det, kunne jeg have hængt vedkommende op i ørerne, og ristet vedkommende over sagte verbal ild. Et flamme-hav af ord og eder, hvor mundvandet højst sandsynligt ville have drevet frådende over, og ned ad brystet på mig, hvor trykbølgerne af mine udgydelser havde trykket trommehinden ud gennem øjnene og vedkommende aldrig, aldrig mere ville have vovet... Øv, hvor var jeg sur, men jeg dæmpede temperamentet, slog koldt vand i blodet, og ringede fornuftigt, sagligt og eftertænksomt til klasselæreren. ØV! Jeg har brug for positivitet og succes-oplevelser, så i morgen starter vi lige forfra med ny energi, re-setter, nulstiller og håber at garnet til tørklædet ligger i postboksen til afhentning og at dagen glider lidt lettere og gnidningsløst end dagen i dag har gjort. Lige om lidt finder jeg min seng, pakker min beskyttende ind i min gode dyne,læser et par linier mere i min bog og håber at det fiser ind, fæstner sig, lagrer sig og gør gavn. Håber at I har haft en god dag?!

Sofaklynk

Der er ingen billeder til indlægget idag, for nu kan I finde nogle af mine billeder her! Jeg kan se, at der er mange rigtigt, rigtigt gode, og mine chancer for at vinde en kasket og en kuglepen er stærkt dalende, men pyt, for hvo intet vover, intet vinder! Jeg er med i legen og dét tæller også. De indsendte billeder, vil blive arkiveret i Arktisk institut, hvor jeg går udfra at de skal lægges her. Så har jeg da bidraget og det er ikke så ringe endda. At der ikke er billeder til indlægget skyldes altså også at det er svært at fotografere trætheden, der prægede min dag i dag med mange undervisningstimer, ekstraordinært pædagogisk lærerrådsmøde til sent eftermiddag, hjem til madlavning og til et møde i forsamlingshuset, hvor vi blev orieteret om Lauras kommende konfirmations-dag, som er fastlagt til d. 13+14. juni. Alle tidligere år, har vores frysere bugnet af kød og bær, men i år ligger der 3 små dyr og ikke så meget som et eneste sortebær. Vi har haft andet at tænke på og mulighederne har været næsten ikke-eksisterende! Der er torsk og havkat og rugbrød kan købes i butikken. Mon ikke det går alligevel? Nu har vi en dato at forholde os til, og planlægningen kan så småt begynde. De kommende konfirmander skal have to timers undervisning om ugen og derudover skal de i kirke mindst 10 gange inden konfirmationen. Her i Sisimiut er der en næsten århundrede lang tradition for, at der også er overhøring om lørdagen, hvor de kommende konfirmander skal lære en bibeltekst udenad, som de skal sige højt i kirken om lørdagen. Hvem husker maden, hvis selskabet var godt? Jeg har en (syg) teori om at maden kan være nok så god, men hvis selskabet var kedeligt, er det det, som der vil blive husket? Fedest ville det være hvis begge dele var mindeværdige! Nu skriger sofaen efter mig. Har savnet bagsiden af mig, og strikketøjet klynker af forsømmelse. Jeg er på vej og det er Wallander også i fjernsynet.

Magtesløs!

Det føles næsten forkert, at vi går rundt heroppe og har det så godt som vi nu har det. Vi burde være ved familiens side i Danmark. Være til nytte og lidt gavn, holde hånd og være praktiske, dele sorger og bekymringer med jer, for der er ved Gud mange for øjeblikket. Alt, alt for mange!!! Vi ville gerne være der, og vi ville gerne holde hånd og gøre noget, men det eneste vi gør, er at sidde 4000 km væk og forsøger at sende jer varme og helbredende tanker. Når vores tanker overhovedet nogen steder hen? Når tankerne overhovedet frem til jer? Nu ligger farmor på sygehus med alvorlig og nyopdaget sukkersyge. Som om hun ikke har nok i sin kræft, sit dårlige hjerte, sin mand, som døjer med hjertet og bekymringer over sin yngste søn, der ligger på et andet sygehus med lymfekræft og kemobehandlinger. Som om hun ikke har taget sin del af sorger og bekymring her i livet! Vi forsøger at nyde vores gode helbred og vores gode liv, for vi kan jo se, hvor ufatteligt hurtigt alting kan vende og hvor kostbart livet pludseligt kan blive. Tingene bliver sat i perspektiv, selvom vi ufatteligt gerne vil have været foruden. I har fået mere end rigeligt. Jeg beundrer dit mod og dine psykiske kræfter, farmor, for du formår gang på gang, at komme op til overfladen og holde humøret stabilt. Folk med langt mindre og uvæsentlige problemer klager, brokker sig og bukker under, og jeg er så sandelig godt klar over, at farfar holder dig i hånden og går sammen med dig gennem livet, som ikke er så let for ham heller for tiden. Vi ved at I gør jer tunge tanker for tiden, og hvor ville vi gerne være der og bære dem sammen med jer. Vi var på vej ud med nogle ting, som Jans kollegaer havde glemt til deres lejrskole, da vi fik beskeden om, at du lå på sygehuset. Det blev en tur ind gennem fjorden, hvor tankerne hvirvlede rundt i hver vores hoveder. Vi var stille sammen hele vejen ind, for der findes snart ikke ord for, hvor uretfærdigt livet behandler jer for tiden. Jeg kunne finde masser af ord for naturen i Narsaq, hvor vi skulle bringe tingene ind, og jeg genså og nød den da også, mindedes alle de gange jeg sammen har været der, sammen med Simon, da han var lille, og tænkte på den Simon, der i dag tog tilbage til Kangerlussuaq, hvor han er i praktik som automekaniker. Tiden og hans barndom er fløjet af sted, og jeg tænkte på, hvor stærkt han bærer sit handicap uden piv og klager, både dengang og nu, selvom han nok har sine besværligheder at slås med, men der findes ikke ord inde i mig lige nu, der kan udtrykke min bekymring for min familie i Danmark, eller ord, som kan dække over den uretfærdighed jeg føler overgår jer for tiden. Jeg føler mig lille og magtesløs, og tænker på hvordan I mon så må have det. Pas på jer selv og pas på hinanden og slip ikke hinandens hænder!

Verdensmestre!

Som I ved (?) er pigernes træner/ min lillesøster Lenas forlovede med i Usbekestan, hvor han kæmper og forsvarer sin guldmedalje, som han erhvervede sig for to år siden. Han blev "kun" nr. 2 denne gang, da en anden fra Grønland, nemlig Kristian Isaksen vandt guld. I morges kl. 05.28 tikkede der en sms ind på min mobil:" Grønlands veteraner fik guld i holdfrikamp..juhuuu..." Og i går tikkede en anden sms ind:"Efter 4 kampe med den sidste uafgjort (med ekstra kamp) har Johannes opnået en bronze i frikamp -80kg. Han er nu den 3. bedste i verden mellem 74-80 kg. Lena" Prøv lige at spørge os, om vi er stolte her på adressen? JO, dét er vi! Jeg skrev denne artikel til lokalbladet Sivdleq, og den var lidt forkortet med i onsdags: "Verdensmesteren skal forsvare sin titel Af: Dortheivalo L Jensen sekretær v. STK Det er ikke hver dag vi sender en medborger af sted til verdensmesterskaber, men på tirsdag d. 09. september kan vi vinke farvel til Johannes Reimer og Jonathan Jonathansen der rejser til Uzbekistan til verdensmesterskaberne i Taekwon-do. For to år siden tog Johannes Reimer, Peter Sarkov, Frederik Absalonsen og Jonathan Jonathansen til Bulgarien for at deltage i verdensmesterskaberne i taekwon-do. Som I alle sammen sikkert kan huske, vendte Johannes Reimer hjem til Sisimiut med en guldmedalje om halsen og en titel som verdensmester, og blev velfortjent kåret som årets idrætsmand ved årsskiftet2006/2007. Nu er der tid for Johannes og Jonathan at deltage i verdensmesterskaberne igen, og denne gang for at forsvare sin titel i Tashkent, Uzbekistan. Der stod at læse i Sermitsiaq.gl d.09.aug. 2008: ” Verdensmesterskaberne for juniorer samt veteraner i Taekwon-Do afholdes i Tashkent, Uzbekistan fra den 17. til den 21. september 2008. Holdet består af seks juniorer og fire veteraner. Juniorholdet består af Heidi Rasmussen, Nuuk, Steen Rasmussen, Nuuk, Malik Knudsen, Nuuk, Morten Rosing, Kangaamiut, Jonathan Jonathansen, Sisimiut og Angula Kielsen, Qaqortoq. Veteranerne består af Johannes Reimer, Sisimiut, Kristian Isaksen, Qaqortoq, Karl Larsen, Qaqortoq og Michael Kr. Petersen, Nuuk. I individuelle kampe skal holdet deltage i: Heidi: 1. Dan Tul, -51 kg frikamp. Steen: 2. Dan Tul, -75 kg frikamp. Jonathan: 1. Dan Tul. Malik: -69 kg frikamp. Morten: -63 kg frikamp. Angula: -51 kg frikamp. Veteranerne skal deltage under silver class (40-49 år) Johannes: 5. Dan Tul, -80 kg frikamp. Christian: 5. Dan Tul, -90 kg frikamp. Karl: 3. Dan Tul, -80 kg frikamp. Michael: 2. Dan Tul, -71 kg frikamp. Udover de individuelle kampe skal junior herrene deltage i hold kampe, såsom tul, frikamp, special teknik og selvforsvar.Special teknik går ud på at vise hvor højt og hvor langt man kan hoppe, samtidigt man laver akrobatiske spark i luften, og selvforsvar går ud på at vise et skuespil, hvor en heltinde ellerhelt skal vise hvor godt man kan forsvare sig, hvor man bliver angrebet af 2 personer hos pigerne, og 3 hos drengene.Heidi skal spille heltinde og Angula som helt hos drengene under VM. Skuespillene er blevet lavet under træningslejren i Nuuk, fortæller landstræner Lauritz Heilmann. Veteranerne skal også deltage i hold-tul, hold-frikamp, selvforsvar samt powerbreaking, som går ud på at brække som mange brædder som muligt med tre forskellige teknikker. Holdene har trænet hårdt under træningslejren. Træningen foregik hver dag fra kl. 8 til 12 og igen fra kl. 14 til 17. Landstræneren og Team Grønland-eliten Lauritz Heilmann stod for forberedelsen og træningen”. Jeg ved fra pålidelige kilder, at Johannes har trænet hårdt og intensivt, og er i sin allerbedste form, samt har tabt de kilo, der skulle tabes for at komme under 80 kg. så vi håber alle i klubben, at hans træning igen giver flotte resultater. Jonathan Jonathansen som går på HTX i 2.g er blevet to år ældre siden sidste verdensmesterskabet, hvor han også deltog, og forhåbentligt kan han bruge sine erfaringer fra både sin daglige træning, træningslejren i Nuuk og fra verdensmesterskaberne i Bulgarien for 2 år siden. Desværre har klubben et tilbagevendende problem med træningslokaler, idet vi gennem tiden har benyttet Minngortuunnguup Atuarfias gymnastiksal, som jo også i perioder bliver benyttet til terminsprøver, eksamener og andre ting, og nu desværre er(imidlertidigt?) lukket, hvilket har igen har medført, at træningen for medlemmerne og i særdeleshed VM-deltagerne har manglet ordentlige trænings-lokaler. Fra bestyrelsen planlagde vi i sommeren tiltag for at skaffe flere aktive og udøvende medlemmer med bl.a opvisninger i fritidshjem, skoler, HTX, højskole m.fl. men disse tiltag, har vi måttet stille i bero, da vi som sagt ikke kan tilbyde kontinuerlig og regelmæssig træning. Vi håber naturligvis, at vores gode intentioner en dag vil blive realiseret, så vi også i fremtiden kan sende Taekwon-do-udøvere til verdensmesterskaber. Der er flere oplysninger på www.gif.gl og http://www.123hjemmeside.dk/taekwon-do. Der er planlagt afrejse fra Sisimiut tirsdag d. 09. september 2008 og forventet ankomst tilbage til Sisimiut d. 25. september 2008, og vi krydser fingre ønsker både Johannes og Jonathan held og lykke ved verdensmesterskaberne."

Jagten på drømmefangsten

Drømmen om den ultimative fangst ligger vel altid og lurer hos fiskeren/jægeren? Det gør den ihvertfald hos mig. Jeg drømmer om at fange en helleflynder så stor, så stor. (Jeg drømmer også om sæler) Min drøm er så stærk, at jeg både i går og i dag var ude og prøve. Jeg fangede så mange torsk, at I ikke drømmer om det. Hundene fik dem allesammen, for da jeg landede ved vores bro i går, stod een af mine veninder og på lang, lang afstand kunne jeg udfra hendes selvtilfredse smil gætte mig til, at hún havde fanget en flynder. Ganske rigtigt blev jeg gelejdet om bagved deres bil, så jeg kunne se den flotteste helleflynder, jeg har set længe. Hun var ikke uden grund, stolt som en pave. Heldige hende! og tillykke! I dag tog jeg med fornyet iver ud på alle de steder jeg gennem mit liv har hørt om, folk har fanget flyndere, men det eneste jeg fik op var torsk, torsk og atter torsk. Det var store flotte torsk og det blev til ca 50 kg. torsk inden jeg gav op og slukøret vendte skuden hjemad. Halvdelen af torskene, og kun de store blev filetteret og noget af det kørt direkte gennem hakkeren til fars...nøøj, hvor skal der spises fiskefrikadeller og torskeretter gennem denne vinter. Den anden halvdel får hundene i morgen. Og jeg er bestemt ikke færdig med at fiske, for MIN helleflynder svømmer stadig rundt derude og venter på mig! Jeg har altid været glad for at fiske, men jeg har aldrig været særligt glad for udsigten til at fange en havkat. Da jeg var 9 år fangede jeg en kæmpestor blå havkat sammen med min far og aataa (morfar). Jeg blev så bange, at jeg flygtede ind i bådens kahyt og kom altså ikke ud før monsteret var helt død. Hvad den vejede er gået i glemmebogen, men jeg kan huske at den målte over en 125 cm. Den var godt nok stor, grim og synes jeg, meget farlig. Nu har jeg trodset mit trauma, og begiver mig frivilligt ud på steder for at fiske, velvidende at der kan hænge en havkat i den anden ende af snøren. Om blå havkatten står der i Grønlands dyr-og fauna:" ..at den lever i 300-800 meters dybde, hvor bunden er blød og vandtemperaturen er 0-6 gr., mens den er sjælden ved negative tempeperaturer. ...dens levevis er ikke godt kendt. ...en længede på 1 mtr. nåes i Barentshavet på 8 år.... Som spisefisk er den uden værdi." Hmmm.. for det var sent på efteråret og dybden var ikke under 50 mtr., så det må have været en forvildet blå havkat jeg fangede dengang. Hundene spiste den med fornøjelse dengang, så helt værdiløs var den altså ikke. Mens jeg sad og bladrede i fotoalbums hos mine forældre her til aften, fandt jeg billedet af havkatten, og på den anden næste side i albummet, var der et billede af Dudi (min lillesøster) og mig. Jeg ser lidt misfornøjet ud og det gør Dudi faktisk også, men billedet bragte minder frem om barndommen i boligblokken, legepladsen, voksdugen i vores køkken, benløse fugle med brun velsmagende sovs, DFØ-varer, der kom i brune pap-kasser, og når min mor lavede ice-surprice, når det skulle være fint. Det havde hun også gjort her til aften som afslutning på ossobucoen, der havde stået hele dagen og simret med alverdens gode ting og sager i, og isen var lige så god i aften som dengang. Mums, og tak for mad endnu engang. Der er ingen som min mor, der kan lave ossobuco! Eller is! (og icesurprice..Sara:"man kan da ikke spise varm is?") Det viste sig nu, at det kunne både hun og vi mere end meget.

Den første sne

Sidste år, var jeg også dybt overrasket, og følte mig lige så meget forrådt, som jeg følte det i morges. Det første sne ligger og ser faretruende ud, for der er kun slidte, slidte sommerdæk fuldstændigt uden mønster på hiluxen. Jeg skal vist ikke ud og køre nogen som helst steder i dag eller sneen på vejen må smelte!

Varm puls

Der er noget for enhver smag! Også den dårlige! Men nu skulle det altså lige prøves og ideen er såmænd god nok, men farverne...Det kan være de bliver lidt mere vellykkede at se på, når de er færdige? Måske og hvis ikke, så kan de gemmes lige så stille væk...

Vores gulddrenge

.."og det var Grønland og det var Grønland, Óle,Òle Ôlè!..." Tillykke! Tjek også deres hjemmeside og snøfte, snøfte, snøfte..mine drømme brister i større og større bidder (og ja, Jan, det er ingen skam at tabe til een som er bedre end een selv)

Små kanoner med store kugler

Jo indimellem brokker jeg mig da, men helst ikke for meget. Jeg er nemlig også træt af folk, der går fuldstændigt i selvsving og brokker sig som en dårlig vane. Dem kunne jeg brokke mig over i timevis for dém gider jeg bare ikke! Nej! Og måske skød jeg med for stort skyts, da jeg kommenterede her, men baggrunden (bl.a) kan I finde her. Måske burde jeg skrive og sige undskyld??og forklare baggrunden for min (imidlertidige) aversion mod journalister, men jeg tager mig selv i nakken, samler mig sammen, klapper hesten og lader være med at bruge mere spalteplads hos Liselotte. Men undskyld alligevel, for jeg fik da lige serveret en masse gode links til gode bloggere, som jeg kunne lære en del af. TAK. Nu vil jeg skrue smilet på, fake til I make it, drage tilbage på arbejdet og afholde et forældremøde, smile over at hundene er fodret, børnene snart er det og at dagen så om et par timer eller tre er ovre og at sengen trofast venter på mig. Smil, Dorthe, for du er stadig på!

Fyraften

Så er der een mere i familien, der med rette kan sige: " det har været en hård arbejdsdag","det har været en lang arbejdsdag", "nu holder jeg fyraften", eller "når jeg får løn", for i dag startede Laura på arbejde. Det første betalte arbejde i hendes liv. Hun skal vaske op, feje gulv, rydde lidt op, tørre bordet af efter elektrikernes kaffeborde i Kaataq El. Lyder firmaet lidt bekendt?? Jamen, det er jo fordi, at min far/Lauras aataa også arbejder der. Laura skal arbejde ca ½ time om dagen og hun bliver godt betalt. Hun er stolt som en pave og er som altid meget seriøs med de opgaver hun får/tager. Om jeg er stolt? Om! Hun er allerede begyndt at tænke på, hvad hun vil bruge alle sine mange selv-tjente penge til, og det er nok også sundt, i en tidlig alder, at kunne økonomisere, administrere, planlægge, lægge til side og vide, hvad man vil bruge sine tjente skillinger til. Hun er til enhver tid fri til at sige til og fra, og jeg ved, at hun er så fornuftig, at hun vil gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Jeg har vist nævnt det før, men vil gerne nævne det igen (jeg er jo deres mor!) men mine to piger er, ulig mig, meget bevidste om, hvad de vil og hvad de vil med det, de vil. De har begge planer med deres sport, og har drømme om, hvor langt de vil nå, og de er allerede kommet langt, og er tæt på deres mål. Gid jeg kunne være lige så målbevidst og fastholde mine drømme. Mine drømme er disse dage heller ikke så vidtrækkende.. så der burde være basis for...øh..Jeg drømmer såmænd kun om at det garn, som jeg har bestilt snart kommer, så jeg kan komme videre med mit dominohalstørklæde, at Simon kommer på fredag og at Jan vender tilbage på lørdag, at vejret bliver godt og at det forældremøde jeg skal afholde i morgen aften bliver godt! Nej, mange af nutidens børn og unge ved hvad de vil, hvornår, hvorfor, hvorhenne og i hvor lang tid. Tillykke med dit nye arbejde, Laura.

Wylde-Award

Irene sendte mig en award..fnis! Fordi jeg har en:"powerfull tampax". Jeg vil lige skynde mig at tilføje at det altså ikke er mig, der har navngivet jollen, men den tidligere ejer. Han havde problemer med, at den sugede så meget vand og den måtte op næsten hver måned. Skaderne er forlængs udbedret, og den suger ikke mere og kommer kun på land en gang om året nu, nemlig til vinter. En eller anden har engang fortalt mig, at både/skibe og jeg går udfra at jollen, bare er et skib i miniature størrelse (sådan føler jeg det ihvertfald, når jeg står i den!) ikke må/bør navngives om. Faktisk har jeg købt og betalt nogle bogstaver i lidt sjovt design, som jeg har klistret på den, og jeg smiler og fniser lidt, når jeg ser det, og ikke mindst når jeg kalder fx. min far over vhf-radioen: " Laura, Laura, her er tampax, kom ind"..man har altså kun det sjov man selv laver. Under alle omstændigheder siger jeg TAK til Irene. Jeg vil sende prisen, som jeg ikke aner hvad betyder (men formoder er noget godt?!Wylde, hmm..??) til Heidi, da hun trods meget modgang, stadig er en glad, frisk og stærk kvinde, der formår at holde næsen ovenvande. Nukittoqaatit, pikkoreqaatit, taamaattuaannarit.

Indbildt jetlag

Kan man mon få jetlag alene ved følelsen af at have begivet sig gennem flere tidszoner? Ja, for jeg føler nærmest at min dag har gennemgået flere tidsaldre, og jeg har alle symptomer på jetlag: irritation, hovedpine, kvalme, træthed og ikke mindst desorientering. Om det var kvalme over mødet, hovedpine over støjen på skolen, træthed over en lang dag og desorientering fordi mødet kom fuldstændigt bag på mig, det vil og kan jeg ikke svare på, men jeg er overbevist om at det er jetlag. Det tog mig ihvertfald laaang tid at lande på begge mine ben og falde ind i hjemmets rytme sent i eftermiddag, da jeg endelig ankom på min vanlige adresse, og først nu sænker roen sig langsomt over mig i takt med at strikkepindene finder deres rytme. Jeg strikker i kaunigarn 8/2 i en lys beige, og så kan du selv regne ud at farverne på billedet er totalt misvisende. Sådan går det når man fotograferer i kunstigt lys sent på aftenen. Der er muligvis også et andet problem, nej faktisk to, er at det virker meget bredt til trods for at jeg kun har 5 og ikke 8 firkanter, og ikke mindst, men værst er at jeg allerede nu kan se, at der ikke er garn nok. Jeg har bestilt over nettet, men tvivler på at farven er den samme. På mine to nøgler a' 100 gram står der w-n, men på nettet stod der at farven godt nok var beige, men der stod kun n på, så det bliver spændende, når de bestilte varer dukker op. Vigtigst er det dog også lige i disse dage er, at tankerne kan læsses over i maskerne, strikkepindenes knitren og det monotone strikken ret, ret og ret. Måske kommer jetlaget sig over den sne der faldt i nat, blev liggende hele dagen, og jeg er bange for at den måske bliver liggende i uendeligt mange måneder, hvilket den jo højst sandsynligt gør :-(Måske er det derfor at jeg natten til i går drømte, at jeg var flyttet til et andet land, hvilket fremgik ikke, og jeg vækkede mig selv med, at jeg græd af hjemvé. Jeg er slet ikke parat til en anden årstid end sommeren og det tidlige efterår? Måske er jeg bare blevet så gammel,affældig og langsomt-opfattende, at jetlaget fra i sommer, først indfinder sig nu?

Asungasungaat og qivittoq

Asungasungaat!

Sagnet fortæller noget om en mor, der sammen med sine børn flygtede helt fra Arsuk i Sydgrønland fra sin voldelige ægtefælle her til, og vistnok kastede med sten efter dem, gjorde dem til sten/ forstenede dem eller sådan noget. Gennem tiden er der blevet færre og færre af de små sten oppe ved siden af Kællingehætten og jeg vælger at tro, at børnenes forbandelse er ophævet, de er blevet voksne og nu lever et fredeligt og harmonisk liv et eller andet sted. Tilbage står stadig deres mor. Om hun vogter over de resterende børn, der stadig står ved hendes side, eller om den skurk af en mand, hun har børnene med, stadig rumsterer, terroriserer dem eller om det er fordi forbandelsen endnu ikke er ophævet, gisner jeg om, hver gang jeg kikker op til dem. Dét gjorde jeg i dag, da vi sammen med min mor var ude i fjeldet. Min mor er bestemt ikke gjort af sten og sprang rask og rørig rundt og samlede lidt bær og grønt til julens dekorationer. Der er stadig flot derude omend det er knastørt og varsler vinterens snarlige ankomst. Luften er kold og skarp, men frisk og dejlig. Den frisker op i tankerne, som der er mange af for tiden, og den gør livet lettere. Disse hedder: " qivittup assai", fjeldgængerens fingre. Før i tiden, i gamle dage gik folk ud i fjeldet, hvis livet blev for svært at leve blandt de andre mennesker på bopladsen. Nogen kom tilbage, andre gjorde ikke. Når det bliver mørkt heroppe, er det stadig et yndet samtale-emne: fjeldgængere, for som I sikkert ved, er der stadig den dag i dag, folk, der bliver væk og aldrig bliver fundet. Måske er de døde derude i naturen eller måske lever de som QIVITTOQ?! Måske ikke, men der er gys i historierne, når de bliver fortalt i skumringen og gerne når naturen med raseri sender regn og slud ned, og nætterne bliver kolde.

Natteroderi og fiskefeber

Det er blevet sent..endda meget sent, og jeg ved også hvorfor: Det er nemlig svært at sige farvel til så god en dag. Det er i det hele taget svært for mig at sige farvel til noget, som er godt. Dét er godt at holde fast i det gode, men i den her sammenhæng bliver jeg straffet i morgen. Det er laaaangt over min sengetid, også selvom jeg er en natteravn, men det var svært at sige godnat til min gamle veninde, der er lige så gammel som mig, men vi har kendt hinanden siden dengang og der var mange ting, der lige skulle føres op til i dag. Det var hyggeligt. Det var bestemt også hyggeligt tidligere på dagen, hvor jeg var sammen med min bedste ven (som jeg jo også har kendt hele mit liv) nemlig Jan. Vi dyrkede vores (mange) fælles interesser: naturen. Vi sejlede ind i fjorden, hvor jeg fiskede, fangede en havkat, men da det begyndte at blæse lidt op og båden drev for hurtigt, sejlede vi ud af fjorden og nordpå, hvor vores flytning gav bonus i form af en helleflynder. De bliver større og større, dem jeg fanger, så næste gang....næste gang!Denne gang lidt større end sidst og måske endda nok til at invitere gæster på (ja, ja den ser lille ud på billederne) og store, meget flotte torsk. Jeg tror, jeg fangede 35-40 pæne torsk, som blev delt ud til naboer og hundene fik bestemt også deres andel. De, altså torskene, ikke hundene, blev som sædvanligt filetteret, noget af det blev omdannet til fars og en pæn del blev gemt til at stege som..filetter. Jeg føler mig rig på så mange måder i dag. Gamle venner som ikke forgår, dejligt vejr og god fangst som jeg kan nyde igen senere og at jeg kan sove længe i morgen. Hvis jeg bliver bare lidt længere oppe, kan det være at jeg møder Jan, som er et udpræget A-menneske, i soveværelsesdøren og vi kan kysse hinanden godnat/godmorgen. P.s Til de strikkeinteresserede, kan jeg fortælle, at jeg har knækket den kode, som faktisk slet ikke var, til mit kommende domino-tørklæde. Det er så enkelt at det er lidt svært (tror jeg det var??) Men det kører for mig..indtil nu ihvertfald. Tak for hjælpen.

Uventet hjælp

Så var det lige at Barfuss havde spekuleret lidt over mine problemer med mine billedalbum.. Bare det at hun gider at spekulere over mine små, ubetydelige problemer (men store og kosmetisk vigtige for mig) er da helt vildt smigrende, og hun så tilogmed løser dem for mig...Tusind tak, for jeg var altså ikke til slideshows og kan altså bedre lide det gammeldags album. TAK!

Arnica designet-sjal

Så blev sjalet færdig, vasket og tørt. Alle knappenåle er pillet ud igen, og jeg er tilfreds med resultatet. Farverne er dejlige efterårs-agtige og der er bestemt ingen chance for at jeg snubler i det, for det er ret lille.Det er let som en fjer (52 gram) og mønsteret er enkelt og uden de store indviklede dikkedarer både at strikke og at se på. Jo, jeg er tilfreds. Jeg har 36 gram tilbage af garnet, så måske kan der liiige blive til et par håndledsvarmere?? Det er nu ikke så ringe et design Arnica fandt på der. Eller noget helt andet..Jan har nu fået ondt i maven lige som resten af sine kollegaer, så der skulle hentes vand ved elven, vel at mærke den elv, som byens vandforsyning ikke får vand fra, og hvad var mere oplagt end at fotografere derude?? Jeg har nu ellers ikke ondt i maven, så det kan være at det er skolen de får ondt i maven over?? ;-)