Mors mad...

Jeg har vist sagt det et par eller en million gange før, men er der noget MIN mor KAN, så er det altså at lave mad! Basta. Ingen slår hendes madlavning, og jeg kan nu sidde hjemme hos os selv igen og tromme på min store udspilede og tilfredse mave, det er nemlig også een af de mange af julens traditioner. At vi spiser hos min mor 1.adventssøndag. I det hele taget spiser vi tit og ofte hos min mor, og jeg skal ihvertfald ikke klage! Een af hendes hof-specialiteter er rødkålssalat. Jeg mindes ikke, at have fået fabriksfremstillet rødkål på glas hos min mor, og jeg tror faktisk ikke, at jeg kan lade mig nøje med det mere heller. Rødkålssalaten var intet mindre end perfekt i aften ligesom den grønlandske lammekølle og de hvide og brune kartofler også var det. TAK for mad, endnu engang. Nu vi er ved min mor, har hun en tradition, at der skal være en azalie på spisebordet i julemåneden. Denne er den ene af de to små vi kom med, men mon ikke, der kommer en større een på bordet senere på måneden? Vi spise sammen med Lena og Johannes, og de måtte igen lægge ansigter til min træning med det nye kamera. De er ved at være helt immune overfor linser. P.S.: Har du nogensinde smagt hvidvins-glögg? Dét er altså bare det bedste...sammen med ingefærsmåkager og pebernødder! Jeg er igang med essensen til den årlige hvidvins-glögg.

Gad vide om jeg kan nå et par pinde på mit mærkelige strikketøj, inden øjnene falder i, dynens kalden bliver til råberi/tiggeri? Nej, jeg må hellere finde ind under dynen og tænke på arbejdsdagen i morgen.

Juletræstænding

Nu er byens træ (det hælder altså lidt) blevet tændt med korsang, borgmestertale og julemandsbesøg og så kan jeg tænde vores stjerner d.v.s Jan tændte dem, og traditionen tro..(julen er ikke bare hjerternes fest, men også traditionernes) kørte vi en tur i byen og kikkede på de andres pynt..Der er noget for enhver smag! (Der er kommet skib...gad vide om de får containerne ned med håndkraft :-0?) Men I skal da lige se hvordan vores adventsstjerner ser ud: her er den, som hænger i stuen og her er Lauras og her er Saras

Juleblød

Af een eller anden grund; måske inspireret af Walt Disney, barnlighed eller bare pertenlighed og overdrevet ordenssans altid håbet, ønsket og bedt for at alle først tændte deres julestjerne 1. adventsøndag, når byens juletræ var blevet tændt. Jeg forestiller mig så, at jeg sidder oppe på en fjeldtop og kan se byen blive forvandlet til et sandt juleparadis med røde, hvide og orange stjerner, men der er altid, altid nogen, der bare ikke kan vente og absolut skal tænde deres stjerner om fredagen, lørdagen eller værst -først flere uger efter. Det er noget rod! Jeg venter, som I kan gætte jer til, til efter kl 16 efter byens juletræ ER blevet tændt. Det afholder mig ikke fra at pynte lidt op lørdag aften/nat, når jeg har lavet familiens juledekorationer hos min mor om eftermiddagen, mens jeg hygger mig med julemusik og helst baSix med "Silent night" sunget så pragtfuldt af Lene Mattiesen Nørrelykke. Kald mig nostalgisk og juleblød. Jeg blev nødt til at lave en "rednings"-krans i nat, for min juledekoration med guldpynt skreg efter mere guld og så måtte jeg sno en krans mere..godt at jeg havde nogen grene stående. Og som I kan forestille jer, vil jeg helst have samling og orden i pynteriet også..nogen hænger det rundt omkring og kommer godt afsted med det, men jeg hænger det i temaer og samlet og ingen i familien har endnu klaget..og Jan mente endda, at jeg var næsten lige så god til at pynte op til jul, som hans mor..se, det var jo en rigtig mande-kompliment! Tak. (ååh..jeg har altså en svaghed for julekugler i guld og rød..)

Juledekorationer

At vi ikke kom afsted på rensdyrjagt i samme grad som vi plejer, kan i den grad som vi plejer, mærkes på forskellige områder. Omkring september, plejer jeg normalt at samle enebær-grene, mos, bær, planter og lyng til julens dekorationer, men i år kom jeg ikke afsted, men da jeg ankom til Qaqortoq fik jeg som en ekstra og meget personlig præmie en hel masse enebærgrene af en næsten ukendt mand; Gert Otto Hansen...dvs. jeg har haft stenudstilling med ham et par gange til stenmesser, men han mente, at jeg skulle præmieres ekstra, og sikke en præmie. Jeg er stadig så glad og taknemmelig over, at et for mig, næsten fremmed menneske kan være så omsorgsfuld og betænktsom. Dét ser man ikke så tit, så igår eftermiddags, da jeg traditionen tro lavede juledekorationer lørdagen før 1.adventssøndag, sendte jeg ham taknemmelige tanker og gjorde mig umage med at få dekorationerne flotte. Jeg vil sende ham en tanke eller to gennem hele december, når jeg tænder mine dekorationer eller ser dem, som jeg har lavet til familien, tændt ude hos dem. Jeg lavede en stor til min mor, som plejer at stå på hæderspladsen ved sofabordet. og jeg lavede en lille til min far, som står på køkkenbordet, som de kan have tændt, mens de spiser deres morgen-og aftensmad. Een til Jan; han vil gerne have et kalenderlys, og det står på vores spisebord, og jeg ville have et hvidt kæmpestort kirkelys med guldpynt, som står på vores lille, runde bord og Lena skulle naturligvis også have et til sit sofabord, og Johannes skal have et lille lys i køkkenet, så han kan komme i julestemning, når han laver mad. Der er flere grene, så måske bliver der lavet flere, måske en krans til at hænge op? Hvorfor jeg ikke bruger grangrene? Jeg synes, at det er pænere at bruge landets egne grene, og det drysser ikke nær så meget/holder længere, er lidt tættere og mere kompakte i udtrykket og så plejer det at være så hyggeligt at samle ind om efteråret og mindes gode og stemningsfulde dage. Jeg håber, at der er lys nok til at fotografere resten af dekorationerne i dag, for det var der ikke i går.

Juleforhindringer

Hvad mange nok ikke ved er, at aataa i mange år har stået for månen. Han har måned efter måned gennem hele sit voksne liv, været den, der hver måned måtte tage den farlige og kolde tur til himmels for at reparere månen. Den har det nemlig med at gå i stykker..først en smule og hvis det ikke bliver stoppet i tide, helt forsvinder. Men aataa har, som sagt været trofast og har ordnet den, og pudset den med sin pudseklud og Brasso. Han er nogen gange træt af det, har han sagt til sine børnebørn, men nogen skal jo gøre det, og så må han afsted. Han er nu også meget tilfreds med resultatet, når han har givet den ekstra Brasso og den er hel og rund og skinner flot, og det, synes han næsten er løn nok i sig selv, for han får ikke andet end æren for det. Iøvrigt et hverv, som går i arv.... Og da aataa ikke har sønner, må Simon snart begynde at forberede sig...Som om det ikke er et betydningsfuldt hverv nok i sig selv, ja så har julemanden nu pålagt aataa en meget, meget vigtigt opgave. Det forholder sig nemlig således, at alle julepakker, der bliver sendt med skibspost, først bliver pakket ned i containerer, som bliver sejlet herop, og de containerer skal jo af skibene igen og til det, bruges en Kalmar; en containerkran og den er nu gået i stykker, og derfor kære børn, har julemanden personligt ringet til aataa. Der er ingen andre, der kan hitte ud af, hvad der er galt med Kalmaren, og på søndag er det første advents-søndag. Julemåneden starter på mandag, og jule-skibene er på vej over de store have med julegaver og godter til jer allesammen. I kan jo nok se, at hvis Kalmaren ikke kan løfte containerne ned på jorden fra skibene, så er vi allesammen på den. Aataa arbejder i kamp med tiden, og julemanden hænger i røret hele tiden, nervøs og frustreret. Han, altså julemanden, siger at han er stresset nok i forvejen, og at han bestemt ikke har brug for flere forhindringer (der er jo fri jagt på rensdyr i sæsonen, så Rudolf er konstant i farezonen, og er endnu ikke kommet over sín stress), så oveni at aataa kæmper mod kulden og Kalmaren, skal han også trøste og berolige julemanden. Måske passer det ikke helt, men jeg synes at have hør nogen snakke om, at KNR havde i tankerne at lave en dokumentar-spændings-gyser-julekalender, i dogmestil, hvor de fulgte aataas kamp mod tiden for at få Kalmaren til at virke inden juleskibene kommer, men det er kun et rygte, jeg har hørt. Jeg krydser fingre for, at aataa får Kalmaren til at virke inden juleskibene lægger til kaj, og han har tid og overskud til ordne og pudse månen inden jul og ikke ender lige så stresset som både julemanden og Rudolf.

Omskrivning af FLS

I Qaqortoq kunne man købe kauni, hvilket jeg så gjorde. At der er stor forskel på kauni, ved de fleste (web-)strikkere også. Det sorte og hvide kauni jeg bruge til vesten var fint og lækkert. Det blev blødt og var ensartet hele vejen igennem; ingen mærkelige knuder og uensartet tykkelse. Det er lidt mere end man kan sige om det turkisblå efffektgarn, som jeg har brugt til denne omskrivning af en February Lady Sweater. Der var knuder, det føltes indimellem som tørt hø og tykkelsen varierede næsten fra meter til meter (okay, overdrivelse fremmer forståelsen, men alligevel..) Resultatet er nu blevet fint nok..Jeg ved godt at jeg sagde noget andet i august, men man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt! Jeg har i den grad brugt mine to FLS-er (een i grå og een i grøn silketweed), at folk må tro, at jeg ikke har andet at tage på, og jeg har gået og tænkt, at mine deller i grunden burde gemmes lidt af vejen, hvilket har været lidt svært med cardiganerne, så tanken om en lukket lå snublende nær og den skulle have lange ærmer. Jeg strikkede rigeligt med retriller ved ærmerne/håndleddene og synes selv det er godt. Ærmerne er så lige blevet abe-lange efter den næsomme håndvask, men et ombuk kan gøre det, hvis de vokser yderligere, for trævle op..Dét gør jeg ikke!. Der er brugt præcis 277 gram kauni og et par meter orange uldgarn til kanterne. Den er strikket på p. nr. 3½ (221 masker til krop og 77 til ærmerne) Pris ialt: 118 kr. og en masse hyggetimer. Dét er til at bære. Nu kan weekenden gåes i møde med ny bluse. I virkeligheden havde jeg denne i tankerne, men hækling er absolut ikke min stærke side, så jeg tør ikke rigtigt..men denne lukkede version af FLS kan også godt gøre det.

Det er nemmere at blive fotograferet, når man ikke ved at man bliver fotograferet...stor respekt for fotomodeller!

Ægte solstråler i november

Dagen har sådan set været let nok i sig selv. Jeg har stadig kun 1 elev, så vi kunne hægte os på en anden (special) klasse, der skulle bage, og det gik fint og let. Solen tittede frem og kastede kolde stråler ud over den glimtende, hvide og nyfaldne kolde sne. Dens stråler var dog tiltrængte og selvom jeg troligt sidder foran powerday-light lysterapilampen hvert frikvarter, er der altså bare intet i verden, der kan slå den ægte vare uanset at den ægte vare kun er et stref af sig selv. Og heldig var jeg også, at jeg kunne nå ud i godt en ½ time og se og mærke de rigtige stråler og nyde synet af solen der lige var oppe og runde horisonten, inden den igen sank vintertræt ned i havet.. Jo, jeg nåede skam at hilse både på og af, og gjorde det møde, som jeg deltog i senere på dagen lidt, men også kun lidt lettere. Jeg er altså bare ikke skabt til møder! Og mødet var sådan set det eneste ved dagen i dag, der ikke var let og ligetil. (Og valgresultaterne bliver heller ikke lette at bære, men som een af mine bekendte sagde i aften:" Først om ti år kan vi se og mærke, hvem der vandt; Nej eller Ja-stemmerne") Om det var de dårlige vibrationer fra mødet jeg trak med hjem, ved jeg ikke, men jeg fik strikket mine ærmer i min næsten færdige sweater/bluse skævt, så nu kan jeg hygge mig med at strikke baglæns mens jeg ser min / vores nyindkøbte dvd med "klovn"...så er jeg også fri for at se de nedslående resultater fra valget i dag... Så ved I hvad Jeg stemte! Håber at I nyder udsigten fra min arbejdsplads med solstrej og åben himmel, ligeså meget som jeg nød udsigten i dag. De fleste billeder fra skolen, er dog inden strålerne nåede helt frem til nordsiden, men kan I mærke dem?Og I skal da lige have et billede af et herligt hundehoved/ansigt, som jeg mødte i søndags. Herligt udtryksfuldt ansigt! (Og tak til Merete i Itilleq for dine dejlige rosende ord på FB. Jeg ved, du læser med her og jeg vender tilbage til dig)

Hættetrøje med tryk

Sådan en helt almindelig mandag og så alligevel ikke, for Barfuss kom forbi. Det er lidt sjovt, for via min lille blog, har jeg nu mødt 3 forskellige mennesker / kvinder, der er meget forskellige: Mette, Laila og Barfuss. Barfuss blev til aftensmaden og var så venlig at kikke på alt hvad jeg lagde frem for hende: mit nye kamera, min nye mobil, bogen ifb fotokonkurrencen, min computer og ikke mindst den hættetrøje, som Poul har fået lavet til mig..for drømmen lever endnu om at få lavet t-shirt med mine papirklip på. Jeg er desværre ikke til hættetrøjer, og jeg er slet ikke til kunstige materialer, men dette er kun en prøve, så lad gå.

Jeg drømmer stadig om en t-shirt med maskerne på. De skal ikke være smeltet/strøget på. Det skal være ligesom dengang vi var børn og lavede kartoffeltryk. Jeg bryder mig ikke om plastikfornemmelsen/følelsen, når det er strøget, smeltet på, som det er på hættetrøjen. Den er dog heldigvis på tyk, at det i dette tilfælde ikke mærkes, men jeg ved at hvis det er en t-shirt bliver det ulideligt..Ved du hvad det er, som jeg vil have? Ved du, hvor det kan laves? Til rimelige penge? Hvis..kan du skrive en mail til mig

Kærlighed og tålmodighed

Tina spørger om der er den store forskel på stædighed og tålmodighed?Jeg forestiller mig at tålmodighed foregår i stilhed og det gør stædighed ikke nødvendigvis?! Jeg tog med Jan og Sara ned til hundene i dag.Både Jan og hundene står model til meget, og det gjorde de så også for mig i dag. Og jeg har fundet flere funktioner på kameraet som gør at selv fremmede kan se, hvad billederne skal forestille. Gengældt kærlighed! Som de nyder det..ingen mishandling af grønlandske slædehunde her! Nu sidder jeg i tusmørket/skumringen/den blå time og kan se tilbage på en weekend, der bød på total afslapning og ingen pligter andre end dem jeg pålagde mig selv, hvilket jeg undlod. Jeg har talt,og har regnet mig frem til at der kun er 1 uge=7 dage tilbage af november. Jeg hader november! Den er lang, træls og burde annulleres / slettes fra kalenderen og rangerer lige så højt i mit univers som januar. Den mangler dagslys og optimisme. Jeg hader november, men nu er den snart ovre, og vi kan sætte adventstjernen i vinduet, pynte med julestads og glitter, og se frem til vintersolhverv og se frem til lysere og længere dage igen. Godt jeg kom lidt ud i dagslyset i dag. Godt at jeg havde lidt succes med mit nye kamera. Godt at det stadig er et par timer tilbage af søndag og godt at der kun er 7 dage tilbage af november.

Arbejdsfordeling

Hjemme hos os, er det Jan, som er teoretikeren, og som gider at læse sig til viden, som gider manualer, opskrifter og lign. og så er han tålmodig. Tålmodig nok til både murstenstykke manualer og ikke mindst MIG. Tålmodighed. Ikke ligefrem en dyd, jeg kan prale af. Jeg gider godt at lege, og kunne det prompte. Og hvis jeg ikke kan det med det samme, bliver jeg utålmodig, senere hidsig og nu er jeg så nået frem til fasen med stædighed. Sådan havde jeg det også med mine inliners..Men nu har jeg også tænkt udspekulerede tanker, og er kommet frem til, at hvis Jan nu læser manualen, og jeg kan spørge ham..Om det er fordi det interesserer ham, eller fordi han ikke gider min hidsighed og mavesure opstød, når mine billeder er møg-dårlige, ved jeg ikke, men i går aftes læste han, og jeg legede med kameraet. Alene at manualen er fundet frem, har tilsyneladende hjulpetDet hjælper åbenbart, at nogen (læs: Jan) gider at finde manualen frem. I morges da vi var afsted efter det ugentlige sigtebrød fra bageren tog jeg så det tonstunge monster om halsen, og jo..det begynder at ligne og man kan endda se, hvad jeg har sigtet på. Måske om et par år eller flere, kan jeg stolt vise frem igen. Ikke et hamrende godt billede, men du kan da se, at det er en lagerhal og nogle blokke under en tyk snefyldt himmel? Se, det går fremad!

Ode til FAR

At min fars tre døtre, alle tre mere eller mindre (især mere) lider af et faderkompleks, er ikke nogen større hemmelighed. Vi er alle tre Fars pige på hver vores måde. At have døtre er nok en af de største udfordringer en mand kan få..tror jeg, for næsten alle standarder bliver målt og vejet og sat efter FAR. Det mest normale, tror jeg, er at faderkomplekset mindskes lidt med årene og at synet og opfattelsen af FAR ændres, men i vores tilfælde..no way! Han er stadig The One And Only..men andre kommer da med tiden op på siden af ham..godt nok ganske få, men når det sker, at een og anden pludselig når længere op ad sokkeholderne ad FAR og det kan du nok forstå, ikke siger så lidt endda. Jeg har fx. giftet mig med een af de få, der kan slå's i hartkorn med FAR, og det har jeg ikke fortrudt. Skulle han dog en dag fortryde, at han har giftet sig med mig, og går sin vej, findes der een mere derude, der er værd at nominere til evt. fader-erstatning/ægtemand. Han er godt nok 35-40 år ældre end mig, og elsker sin kone, som han har været gift med mere end en menneskealder. Jan! Du må ikke fortryde! For der findes ikke mange af jeres slags, og de fleste er langt over pensions-alderen...Men ham, den nominerede, har jeg plaget længe, inderligt, stædigt, tiggende, bedende, truende og endnu engang inderligt igennem flere år, og pludseligt i går eftermiddags ringede han på min mobil og præsenterede sig: "Dav, Dorthe..det er din handy-mand." Mig:"hvem????" Nåe.. og han ville såmænd bare vide, hvor lang lysestagen skulle være..bare for en sikkerhedsskyld, for han havde skåret ud og lavet forarbejdet, og lagde så på med ordene: "Du får din stage inden jul" og i dag var dagen før jul, for han ringede og bad mig komme og afhente. (Engang han stod med sin pegefingeren og " når du sejler..sikkerhed..radio..med mere.. og jeg vrængende svarede " Ja far"..blev han så glad, stolt, og smigret...hmm ikke lige hensigten) Om jeg jublede? Det kan du godt nok lige tro! og jeg har givet teaktræet olie, poleret og sat lys i, der blev tændt efter aftensmaden og nydelsen over det fine håndværk og ordene, der fulgte stagen: " Jeg laver kun den ene og kun fordi, det er dig!" ekkoer stadig frydefuldt og sukkersødt i mine ører, og mon ikke de vil gøre det, hver gang jeg tænder de tolv fyrfadslys, der stagen kan rumme. (Stagemageren har stemplet "12 apostle" i bunden..fordi han syntes det var sjovt) Han ved det ikke, og jeg fortæller ham det ikke, men FAR er stadig den bedste, den stærkeste, den klogeste og den dygtigste...men nej, hvor er jeg glad for min nye stage.. lavet liiige akkurat efter mit hoved. (min mor er noget ganske specielt..kan du nok regne ud, for ellers havde min far jo ikke...eller var det forresten omvendt?) FARfar..kan du regne ud, hvorfor vi har været hernede i dag? Og som du kan se, sner det stadig..

P.S Laura og Sara synes jeg er godt tosset, at jeg ikke kan se, at netop DERES FAR er den bedste, klogste og stærkeste..og ikke min