Fra mit sofahjørne

 Jamen så gik der lige pludseligt mange dage og jeg kigger mig tilbage og forbavses igen over tiden. 

Måske tiden i al almindelighed, livet i særdeleshed og hvor det hele bliver af?

Indimellem bliver jeg ramt noget så eftertrykkeligt af noget vemod over at livet nu er over halvvejs og når jeg står i et sort, mørkt hjørne føler jeg nærmest, at jeg står med det ene ben i graven og at intet længere kan betale sig.

Jeg læste et eller andet sted om noget maj-blues og kunne genkende følelsen, og især fordi det var een fra min egen aldersklasse, som så fint beskrev det langsomme skift fra at føle at man har uendeligt meget tid og lader en del af det spilde, til at nå herud, hvor man iler og forsøger at det meste ud af næsten ingenting.

Heldigvis sidder jeg jo så ikke altid i et mørkt hjørne.

Faktisk sidder jeg mest i min sofa, hvor jeg kan se ud på vores altan, hvor der er masser af fugleliv lige for øjeblikket og jeg glædes over hver en lille fugl, som kommer og spiser hos os.

Jeg synes det er så hyggeligt og livsbekræftende at se de forskellige fuglepar, der på skift spiser sig mætte i de frø jeg lægger og som flittigt henter noget af det uld, som jeg har sat fast i tørresnoren, som jeg forestiller mig, at de bruger til isolering af deres reder.

Jan kan desværre ikke altid høre fuglekvidren og fuglefløjtene pga sin tinitus, men jeg glæder mig over al den kvidren, fløjten og summen af liv, der udspiller sig for os et par meter fra vores sofaer.

For små 14 dage siden, kørte een af mine venner og jeg rundt med vores kameraer. Vi havde snakket om, at der blev så stille på fotograferings-siden, når alle de store begivenheder var slut og ovre og at vi alt for ofte glemte at finde kameraerne frem i hverdagen.

Vi havde snakket om at mødes en gang imellem og finde noget at fotografere sammen, så vi drog ud og vi håbede at finde de gæs, som havde slået sig ned for at hvile vingerne i byen.

Sandsynligheden var lille, men vi var heldige at finde nogle andre. Vi går ud fra at det var nogle andre; for antallet var anderledes og disse stod et helt andet sted.

Vi kom forholdsvis tæt på og med et godt zoom-objektivt, kom vi endnu tættere på, men de var urolige allerede inden vi kom og lettede ret hurtigt, for at forsvinde ud i den lyse maj-aften.

Vi har forsøgt at holde hinanden op på, finde noget at fotografere hver dag/ hver uge, men det løber en anelse ud i sandet hele tiden, så vi har ellers allieret os med nogle andre, men hverdagen fylder og tager det meste af den der kostbare tid, som jeg er begyndt at værne lidt ekstra om.

Een af de andre, som vi har sat lidt i stævne, har lavet en instagramprofil, som vi gerne skulle forsøge at fylde med vores øvelser og vi er startet lidt op.

Måske jeg skulle bruge lidt tid på at skubbe lidt til de andre. 

Det er tid givet godt ud, når man er i fællesskab med nogen som kan udfordre, lege og har samme interesser

At komme en fremmed ved

 Bededagsferien eller skulle jeg måske snarere kalde den fridagen, var gået min næse forbi. 

Jeg havde helt glemt at der var noget, der hed bededag og jeg havde forberedt min undervisning til i fredags, lavet ugeplan og indstillet mig på, at skulle på arbejde.

Det var først, da jeg skrev med min søster, som forøvrigt var ude at rejse at det begyndte at dæmre for mig, at vi ikke skulle på arbejde og at både vi og eleverne havde fri.

Og jeg skal lige love for at jeg har holdt fri.

Jeg har ligget i min sofa og set ligegyldige og hurtigt glemte netflix-film og serier, jeg har siddet og lyttet til lydbøger på mofibo og jeg har taget den ene lille lur sammen med katten efter den anden.

Jeg har strikket så meget forkert på en vest, at jeg trævlede op uden at ærgre mig og har strikket om, -stadig med airpods-ene i ørerne og noget flimmer på skærmen, mens jeg indimellem småsov igen.

Det sneede heftigt i går og sneen lagde sig tung og våd over alt for så at smelte igen. 

Himlen har været stålgrå og slettet alle konturer og kontraster, luften kold og fugtig og det har været en god undskyldning for at krybe sammen under vattæppet i sofaen og sidde tanketom og strikke videre.

Jg bilder mig ind, at det har været godt for blodtrykket, tankemylderet og den uro, som er indeni, for alting er blevet langsommere og lettere på bare en forlænget weekend.

Jeg havde en oplevelse i torsdags, som satte en masse tanker i gang.

Jeg mødte en fjern bekendt, som jeg knap kender, men som jeg hilser på, når jeg møder en sjælden gang i byen og som man ofte gør, så spurgte jeg hende, om hvordan hun gik og havde det. 

Sidst jeg mødte hende, havde hun det ikke alt for godt, hverken fysisk eller psykisk og det snakkede vi lidt om.

Hun havde en masse varer, som hun skulle have bragt hjem og forsøgte at få fat i en taxa og da jeg ikke havde travlt og jo lige havde opdaget, at jeg havde fri dagen efter, tilbød jeg at køre hende og hendes varer hjem.

Hun bød på en kop te og hun fortalte om sin situation og måden hun takkede mig for at bare lytte, satte alle mulige tanker i gang hos mig.

Det burde jo være alle forundt at have een, som ville lytte til een, høre på ens tanker og spekulationer, een at sparre med og en at vende verden med.

Det burde nærmest være en menneskeret at have mindst een, som man kunne vende sig mod, når man følte at alting bliver for tungt og for besværligt og selvom hun forsikrede mig om, at hun havde skrevet sammen med nogen om sin situation fornemmede jeg, at der måske ikke lige var een, som hun kunne dele en kande te med på en almindelig hverdags-eftermiddag og som gad at lytte en smule til de tanker og spekulationer som hun gik og tumlede med.

Da jeg gik derfra gik jeg med en masse følelser. 

Først og fremmest følte jeg taknemmelighed over, at have de mennesker omkring mig, som jeg har og som trofast lytter, forstår, giver opbakning, men også godt modspil. 

Jeg har ikke en stor vennekreds eller familie, men dem jeg har, har jeg haft længe, så jeg behøver ikke at forklare mig eller start forfra i min livsberetning hver gang jeg skal forklare en handlemåde eller en reaktion.

Jeg følte taknemmelighed over, at de mennesker, som er omkring mig, hver især på hver deres måde, viser omsorg og kærlighed, bekymrer sig om mig, hjælper mig, støtter mig og som har brug for mig, når de selv har brug støtte og nærvær.

Jeg følte også taknemmelighed over den tillid og tiltro, som min fjerne bekendt viste mig, ved at lukke mig ind og åbne sig på den måde som viste at hun stolede på min evne til at lytte og til at jeg ville hende det godt.

I en verden, hvor vi er blevet fjerne overfor hinanden, hvor almenmenneskelig nærvær er i lav kurs og hvor alting går så hurtigt, samtalerne er overfladiske, hvor man kun orker høre sig selv tale om sig selv og hvor man ikke går i dybden med sine tanker overfor hinanden, følte jeg mig beæret over at være den, som hun ville lukke ind.

Hun sagde tak da jeg gik. 

Det gjorde jeg også. Sagde tak da jeg gik, for jeg var taknemmelig for at blive mindet om, at nærvær mellem mennesker, som deler tanker og hvor aktiv lytning er i højsædet, stadig er det, som giver mest mening og som sætter spor hos hinanden.

Jeg har gjort mig nogle diffuse tanker om det at være noget for nogen, det meningsfulde i at give uden at forvente at modtage og det at være sig selv nærmest og ikke føle, at man skylder nogen noget, fylder meget i tidens ånd og om det hænger sammen med at tingene skal gå hurtigt, skal give noget i det offentlige billede og de sociale medier.

Er den gode gerning, god nok og giver den mening, hvis man ikke får den udstillet et eller andet sted og vil man overhovedet gøre en god gerning, hvis man ikke kan vise den frem og få anseelse af den?

Kan du følge mine tanker lidt, noget af vejen eller giver det overhovedet mening?

Snespurvene kom for et stykke tid siden.

Jeg har siddet i min sofa og gjort mig disse tanker, mens jeg små-blundede, strikkede, småsov, slappede af, så ligegyldige film og serier mens jeg puttede mig under vattæppet og kiggede ud på de smukke, sort-hvide spurve, -snespurvene.

Måske er mine tanker gået for meget i stå, kører for meget i frigear og frihjul eller måske burde jeg tænke videre?