Det er den her tid på året, hvor oplevelser og begivenheder står i kø og faktisk indimellem ligger ovenpå hinanden.
For under 14 dage siden blev det store hundeslædevæddeløb sted.
Et hundeslædevæddeløb, som blev verdenskendt da nogen havde planlagt at komme og se det, men det blev ikke til noget.
Et par dage forinden, blev børnenes hundeslædevæddeløb afholdt og der var stor opbakning til det løb.. også omend det ikke blev omtalt nær så meget, som de voksnes væddeløb.
I tirsdags kom een af vores venner fra Nuuk.
Han skulle bo hos os op til at han skulle deltage i Arctic Circle Race.
Til hverdag bor han i Nuuk.
Han har tidligere været heroppe og deltaget i Arctic Circle Race, men som fotograf, hvor vi hyggede os ude løjperne med at fotografere sammen.
Jeg var kommet til at lave forskellige planer til lige akkurat den dag, uden at tage hensyn til, at han skulle komme, men han er flexibel og indrettede sig.
Jeg havde lovet en ualmindelig sød og dygtig kvinde en hundeslædetur,-hun havde fortjent noget ekstra, men Jan faldt jo for 3 uger siden da vi skulle ud og køre hundeslæde, og i faldet tog han fra med sin højre hånd, hvor han så brækkede en knogle midt i hånden.
Det er heldigvis et ukompliceret brud, som “kun” krævet ro, gips og tid, men det er besværligt for ham og vi kan så ikke køre slæde med vores egne hunde.. endnu.
Jesper trådte heldigvis til, så jeg kunne holde mit løfte og vores gæst havde sit kamera med og tog ud og så os tage afsted.
Han tog nogle fantastiske billeder, som jeg har fået lov at vise lidt frem.
 |
| Foto Lars Poort-Demant |
Fredag formiddag kl 10.00 blev det hidtil største antal skiløber til ACR sendt ud i terrænet.
Der var strålende sol, blå himmel og en fantastisk stemning, men DMI havde lovet kraftig blæst sidst på eftermiddagen og vinden kom som lovet, som lyn fra en klar himmel, så de sidst ankomne til campen ude i fjeldet kom i mål i noget der lignede en snestorm.
Fredag aften sad Jan og jeg i forsamlingshuset og spiste.
Det var mesterkokken Inunnguaq Hegelund, som stod for maden.
Det var et underligt, sjovt og meget utraditionelt koncept, hvor vi sad i det her rum, hvor der er alt for højt til loftet, men papirsduge på bordene, små købeservietter og umage bestik, men maden var uovertruffent og helt igennem godt.
Vi fik 4 retter.
Først fik vi en skaldyrssuppe, som smagte af mere og dernæst fik vi en fiskeanretning.
Der var grønlandsk stenbidderrogn med små stykker hvid fisk til og en fin form for mousse og det var akkurat krydret, så man ønskede at der var mindst en portion mere.
Vi fik moskussteg, som var mørt og som lå i en lækker sauce, og akkompagneret med grøntsager, som man vist ikke kan lave hjemme selvom det blot var en ganske almindelig gulerod og noget broccoli.
Det blev annonceret at vi skulle have æblekage til dessert, og jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men mine forventningner svarede overhovedet ikke til det, som blev serveret.
Måske var der hvid chokolade med et drys lakrids?
Måske var det noget fløde-skum, som var tilsat et magisk drys.
Jeg ved det ikke.
Jeg kunne godt smage æblerne og lidt vanilje, men jeg ved at det ihvertfald ikke er det resultat, som jeg opnår, når jeg en sjælden gang forsøger at lave noget æblekage/æbledessert.
Maden kunne jeg skrive længe om, men så ville der ikke være plads til at jeg også skrev om Ole.
Han spillede mellem retterne.
Han er jo kongen af den grønlandske musikscene, hvis du spørger mig.
Han har skrevet og spillet sine sange, sålænge jeg erindrer og hans numre lydkulisse til min ungdom, mit voksne liv, vores fester, vores hverdagsliv og alle kan mere eller mindre synge med på hans numre.
Jan og jeg sad forrest, så vi sad kun få meter fra Ole, der sad med sin kop kaffe, som han fik fyldt op ofte og som der indimellem blev rørt lidt rundt i.
Som aftenen skred frem blev han bedre og bedre.
Han spiller jo så eminent på guitar og de numre som vi kender fra cd-erne, hvor der er fuld instrumentering, spillede han alene mand på sin guitar, så intet mangledes.
Han synger, så man bliver fanget af tonerne, teksten og lyden af hans helt unikke stemme.
Det var min søster Lena, om fik mig overtalt til at vi skulle med.
Der var gået lidt koks i Lena og Johannes planer, men det lykkedes til sidst med det resultat, at vi uplanlagt kom med til den fine middag med den fine musik i verdensklasse.
I lørdags var der tæt snefald, whiteout og lavthængende tætte skyer på himlen. Jeg kørte ud i hytten og det var en speciel oplevelse at køre på isen, hvor der ikke havde kørt andre end mig.
Jan kom et par timer senere og vi kørte så hjem til at vi tidsnok kunne spise lækker take-away og jeg kunne starte op på en ny baret-hue.
Og som vejret kun kan vende heroppe, vågnede vi søndag morgen til høj, blå himmel og en sol, der bragede ned med fuld styrke.
Der var drevet vestis ind til kysten, så der var is så langt øjet rakte.
Der blev drukket formiddagskaffe og lagt planer. Jan ville ikke nogen steder hen. Han ville kaste sig ud i at lave grydesteg for første gang, så Laura og jeg gjorde parat til at køre ud i baglandet på snescooter.
Vi endte ude i vores hytte.. igen og min yngste søster og hendes mand kom og nød resten af dagen sammen med os derude.
Nu rejser ACR-deltagerne tilbage til hvor de kom fra.
Vi fortsætter hvor vi slap hverdagen, men det er kun for et par .. 5 for mit vedkommende, før vi har påskeferie.
Midt i ferien er der forskellige sportsbegivenheder her i byen og ikke mindst er der det årligt tilbagevende Arctic Sounds festival som også trækker mange mennesker udefra hertil.
Det er en hektisk, begivenhedsrig og altid spændende tid på året, men mest af alt så glæder jeg mig til at slappe af, og jeg har planer om at spise mit påskeæg i stilhed ude i naturen i år, for jeg trænger til at sænke skuldrene og trække vejret dybt.
