torsdag den 28. september 2017

Når tid bliver et mysterium

Jeg går konstant og sukker efter weekend, men jeg husker dog at glæde mig over hverdagen, selvom jeg synes der er ualmindelig lidt af den også.

Dagene går vanvittigt stærkt og jeg undres, for jeg mindes altså ikke at det gik så hurtigt før.

Før i tiden havde jeg tid til meget mere og jeg fik meget mere ud af det lidt tid, som jeg havde.

Hvad mon forskellen er?

Jeg har spekuleret meget over det, for jeg ville så gerne have mere ud af dagene end jeg har nu.

Når jeg tænker tilbage, havde jeg små børn, flere undervisningstimer og gik endda til aftenskole og alligevel nåede jeg både at læse bøger, strikke, fotografere meget mere og prøve nye ting.

Nu har jeg et voksent barn boende hjemme, har færre timer, går ikke til noget, læser stort set ikke og fotograferer kun en sjælden gang og alligevel føler jeg at jeg har mindre tid end jeg havde dengang.

Jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan.

Jeg prøver at planlægge tiden lidt bedre ved at have en stor kinabog, hvor jeg laver prioriteringslister og krydser af og jeg skal give dig, men lige meget hjælper det. MIn tid er knap og den forsvinder som dug for solen hele tiden.

Jeg har dog strikket en fin, grøn bluse i denne uge og jeg har da også formået at fotografere lidt med kameraet og efter arbejdstid har vi hele eftermiddagen slagtet og ordnet et stort, stort rensdyr.

Nu er der mørkt udenfor.

Aftensmaden blev lavet og spist meget, meget sent og mine fødder er trætte af at stå op så lang tid og mit hoved kører langsomt for ind imellem at gå helt i tomgang.

Men det ændrer nu  ikke ved, at jeg glæder mig til i morgen eftermiddag, hvor jeg kan smække benene op og sige goddag til en ny weekend, hvor vi forhåbentligt skal ud i naturen og nyde den friske luft.

I den forgangne weekend lå jeg lidt på den frosne jord og fotograferede bittesmå planter,

_SNG1533_SNG1537_SNG1539_SNG1544_SNG1546

blade

_SNG1534 

og bær_SNG1541_SNG1546

som alle snart er dækket af sne og is.

I dag valgte jeg bare at gentage min fotografering af kutteren, som sank i vinter og som blev slæbt ind i Ulkebugten i sommer, hvor den stadig lægger og pynter/skæmmer.

_SNG1578_SNG1592

Jeg er glad for at jeg fik taget billederne af hytten, fjorden og af nordlyset i weekenden og håber, at jeg får mulighed for at tage nogle flere denne weekend

_SNG1529

søndag den 24. september 2017

En weekend du ikke vil forlade

Jan og jeg har ikke været i hytten 3 weekender i træk, så jeg var noget nær desperat efter at komme ud og for at komme væk, men vejret drillede, drillede en gang til og så var Jan i Danmark på noget kursus. Det kunne så også være lige godt det samme, for vejret drillede også den weekend, hvor Jan var væk, men jeg fik jo gjort massivt rent og ryddet grundigt op rundt omkring i huset, hvor der trængte, så helt spildt var den weekend ikke.

Jeg var ude og fiske i tirsdags og da vores påhængsmotor jo er ny, tænkte jeg ikke at der ville opstå problemer, men jo.

Jeg lå et godt stykke mod nord og fiskede.

Fiskeriet gik rimeligt og jeg ville være praktisk og gøre fiskene helt i stand inden jeg kom hjem, så jeg hev indvoldene ud, trak skindene af dem og smed hovederne ud til de sultne måger og ville så til at filettere dem, da motoren gav en lille alarm-lyd og gik i stå.

Øv, tænkte jeg og tænkte videre at den nok bare skulle startes igen.

Inden jeg forsøgte tjekkede jeg naturligvis at der ikke sad noget i skruen, at der ikke var skidt i vandudskilleren, at motoren ikke var for varm, at der var benzin nok, at der ikke var noget, der blokerede slangen og hvad jeg ellers kunne finde ud af at tjekke og så startede jeg igen.

Den startede fint, men den ville ikke tage gassen.. eller jo, det ville den gerne, men jeg ikke ikke gasse op og når jeg forsøgte sagde den sjove lyde og det var ikke lyde, der opmuntrede mig til at fortsætte, så jeg satte den til at køre i de omdrejninger, hvor den lød mest tilforladelig uden dog at lyde godt og så måtte jeg tøffe hjemad med 4 knob.

Motoren har ikke sejlet mere end 9 timer og vi skal sejle i alt 20 timer, inden vi må give den fuld skrue og sejle med alle de omdrejninger, den kan trække, så vi sejler med sølle 4000 omdrejninger endnu, men at gå helt ned på 1200-1400 omdrejninger..

Det tog rigtig, rigtig lang tid at komme hjem, men vejret var godt og solen skinnede og da jeg var næsten i havn, kom en af min svogers venner og sejlede mig i møde.

Der blev ringet aldeles omgående til forhandleren, som straks sendte en mand ned for at kigge til motoren og der blev kigget, undersøgt, skrevet frem og tilbage med fabrikanten og så blev der ellers skruet og repareret, udskiftet og afprøvet og klokken 16 i fredags afleverede den ihærdige mekaniker nøglen til os og mente at vi nu kunne sejle hvorhen vi ville uden problemer, for han havde tjekket alt og kontrolleret det hele, så vi drønede afsted, fik købt lidt proviant og gjort klar, så vi kunne komme afsted.

_SNG1420

Jeg kunne mærke at tirsdagens oplevelse stadig sad i kroppen, men den blev lukket mere og mere ud for til sidst helt at forsvinde.

Der var spredte snebyger

_SNG1424

og fjeldene var rigtig mange steder pakket ind i det fineste, tynde snelag, da vi kom op til hytten.

Jan fik tændt i ovnen og vi fik sat frisk elv-vand over til te.

Mørket faldt på.

Roen havde sænket sig både i krop og sjæl.

Det er nærmest en refleks-betonet ro, som indfinder sig, når jeg låser hyttedøren op og træder ind.

Min krop er vant til at her, falder jeg til ro og her banker hjertet anderledes langsomt og afslappet så uanset, hvordan sejlturen derop har været, så falder der ro på i sjælen og i sindet, når jeg træder ind og varmen breder sig fra ovnen.

Da teen var drukket og nogle af de medbragte boller var spist, sad jeg og strikkede lidt, men jeg slap ret hurtigt mit strikketøj, da jeg så, at der var en del nordlys udenfor.

Jan og jeg trissede ud i mørket og det var lidt svært at gå udenfor med kun en enkelt pandelampe i det ujævne terræn i bulder-mørket og endnu sværere at få stillet fokus skarpt på kameraet.

Det er sjældent at der er nordlys så længe.

Der kom mere og mere og jeg fik mulighed for at flytte mig rundt og prøve at finde en god vinkel at fotografere i.

Det bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse at famle rund i mørket i fjeldet, men det var som sædvanligt en stor oplevelse at stå under de millioner og atter millioner af stjerner, men nordlyset lyset op og genspejlede sig i fjorden og med stor fare for, at du synes, at der er for mange nordlys-billeder, lægger jeg en masse op:

_SNG1444

_SNG1441

_SNG1440

Læg lige mærke til lysstriben til højre for hytten på dette billede. Det er en flyver, som fløj over os, mens billedet blev taget.

Det ser sjovt ud.

_SNG1438

Nu tænker du måske at jeg har redigeret billederne helt vildt?

Nej, det har jeg ikke. _SNG1436

Jeg har beskåret dem lidt og det er så vist også det hele, men de er taget med en lukkertid på mellem 15 og 30 sek, så kameraet har haft masser af tid til at fange lysshowet,

_SNG1434

_SNG1432

som var endnu flottere, vildere og smukkere i virkeligheden.

_SNG1435

Det blev ved og ved og ved og til sidst blev vi for kolde af at stå derude og beundre, så vi gik ind i den varme, hyggelige hytten

Vi havde ingen planer om noget som helst til om lørdagen andet end at slappe af og se, hvad dagen ville bringe.

Jeg ville gerne se, om jeg kunne finde en lille sne-hare at fotografere og ellers nyde farverne i fjeldet, så vi sov længe, nød morgenudsigten,

_SNG1466_SNG1467 drak kaffe og hyggede inden vi gik en tur op ad fjeldet, hvor der lå et millimeter tyndt lag ny-sne som akkurat dækkede.

_SNG1469

Det var så smukt.

Jeg så ingen harer og hvis de var der, var de for en gangs skyld godt kamofleret, men vi fik frisk luft af den reneste slags.

Da vi kom ned igen, kunne vi drikke en kop te, tage en lang morfar og nyde, at ny-sneen var smeltet og at efterårsfarverne var tilbage med deres strålende, brændte farver.

Aftensmaden blev lavet, nydt og da mærket faldt på, blev vi endnu en gang underholdt af det mest fantastiske nordlys,

_SNG1522_SNG1526_SNG1527_SNG1529

som snoede sig ind og ud mellem milliarder af funklende stjerner.

Nu er vi tilbage i civilisationen.

Fjernsynet kører i baggrunden og jeg kan høre en svag summen fra varme-rørerne.

Min alarm på mobilen er sat, så jeg kan nå på arbejde til tiden og vi har købt lidt ind til madpakken til frokosten i morgen.

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg helt klart have haft nogle flere dage i hytten.

Min computer går ned hvert andet øjeblik og min live-writer er frustrende at skrive fra og da man ikke kan sikre sine billeder på den der højre-kliksfunktion mere (åbenbart) har jeg gjort mine billeder mindre, men det er de så til gengæld blevet meget ringe af og jeg gider ikke lige gøre dem om lige nu, men du kan sikkert fornemme stemningen udfra dem aligevel?

tirsdag den 12. september 2017

På nettet

Der var forresten billeder i Sermitsiaq fra vores motionsløb i fredags.

De kan ses her og ja, jeg tog billederne og der er mange flere.

Måske kommer der også nogle i vores lokale Ugeavis i morgen?

Små glæder

Nogen dage er det altså de små glæder i livet, som redder dagen.

Nogen dage har altså flere små glæder, som gør, at man kan redde flere dage af gangen.

I dag var altså een af de dage.

I går syntes jeg, at den trykken jeg har haft i min ene kindtand, lige var en anelse for meget, så jeg satte mig udenfor tandklinikken, som for øjeblikket har til huse på min arbejdsplads, mens tandklinikken er under renovation.

Faktisk har tandklikkerne her i landet igennem rigtig, rigtig mange år, haft én for mig, meget underlig og uforståelig måde at håndtere akut-bestillingerne til tandbehandling på.

Man skal komme før kl. 08 om morgenen og stille sig i kø og når klokken så er 8 og personalet er klar, bliver man kaldt ind en efter en, hvor man skal redegøre for, hvorfor man gerne vil til tandlæge.

Man får så en tid, hvis man er heldig og hvis ens tilfælde er grelt nok til samme dag.

Hvis man er uheldig og der ikke er tid nok til en eller hvis dit tilfælde ikke er akut nok, så må man enten leve med sit tandproblem eller stille sig i kø næste dag og næste dag og næste dag igen.

Det betyder, at du skal stå meget tidligt op og forsøge at komme først i køen og krydse fingre for at der er tid til dig den dag, smat at din arbejdsplads er forstående for, hvorfor du kommer for sent den dag og måske de kommende mange dage.

Jeg ville ønske at man kunne telefonere og bestille en tid eller endnu bedre booke en tid på nettet, som man fx. kan i Danmark, men jeg kan så glæde mig over at tandlægebesøg, uanset, hvad du får lavet, så er det gratis.

Men hvis du som mig, får rykket en tand ud, som jeg gjorde for snart to år siden, kan du ikke få lavet hverken implantat eller krone.

Du må ganske enkelt lære at leve med den manglende tand eller få det lavet under en ferie, når du alligevel er i udlande.

Hvis jeg havde råd, havde jeg rejst et eller sted hen og få lavet den dumme tand, som mangler, for jeg har meget svært ved at vænne mig til den og især fordi tanden bag den (begge kindtænder) er skrøbelig og i stor fare.

Det er alle tænder vel mere eller mindre, når man kommer en lille smule op i årene?

Da det begyndte at trykke i den skrøbelige tand, blev jeg virkelig nervøs og jeg kunne sagtens finde ud af at stå tidligt op i morges og sætte mig i køen kl kvalme og mine fingre var krydset helt ud af vinkel i ønsket om at kunne komme til og hvilket heldigt asen jeg var, at der næsten ikke var nogen, som sad i kø, at min bekymring blev taget alvorligt og at der var tandlæger nok i dag til at håndtere og tage sig af patienterne.

Den unge, kønne tandlæge, kiggede på min tand, bankede forsigtigt på den, tog et røntgenbillede og sagde at hvis der var betændelse, så var der ikke så mange andre muligheder end at rykke den ud også.

Sad jeg lige der i tandlægestolen og blinkede tårer væk og prøvede at være tapper?

Som om det ikke er tappert nok i sig selv at sætte sig i  s t o l e n med den der hæslige hagesmæk og glo op lampen, som iøvrigt nok er udstyret med en eller anden form for syg web-kamera, så folk med syg humor og bizar trang til at more sig over andres kvaler, kan kigge med.

Nå, men billedet blev taget og gudsketakoglov så den fin ud og tandlægen kunne nøjes med at slibe alle de for-tænder glatte, som var blevet rillet, hakket og hvor der var slået små hakker af.. sikkert af at skære tænder over deres reservationssystem eller bare af ælde og daglig slidtage.

Se!

Det var da en glæde, der var til at tage og føle på.

Da jeg kom helt hjem efter en forholdsvis lang arbejdsdag, kunne jeg glæde mig over, at efterårets smukke farver

_SNG1382

også er at finde lige udenfor min hoveddør, så jeg låste mig ind, hentede mit kamera og glædede mig ekstra over de fine, brændende farver,

_SNG1384

som jeg synes er de smukkeste farver af alle farver.

_SNG1395

_SNG1388

_SNG1387

_SNG1380

Har du haft noget at glæde dig over idag??

mandag den 11. september 2017

Den første sne

Vi ved jo godt at sommeren ikke varer evigt.. desværre.


Jeg fik slet ikke nok af denne sommer og jeg synes, at den varede kortere end ellers.

Der har været mange  weekender, hvor vejret har været så dårligt, at vi ikke har kunnet komme ud og sejle og dem føler jeg snydt for.

Jeg savner at være mere oppe i vores fredelige hytte og jeg savner at lade op i weekenden og få samlet energi sammen til hverdagene.

Weekenderne i byen går alt for ofte med rengøring, oprydning og andre pligtrelatrede aktiviteter, som minder for meget om hverdags-beskæftigelser, så måske skulle vi også til at lære at foretage os ingenting og mere lystbetonede ting, når vi har fri?!

Der har faktisk også været rigtig mange almindelige hverdage, hvor vejret ikke rigtig har tilladt andet end at jeg kunne gå hjem og ærgre mig lidt over at vejret har været ustabilt.

I morges vågnede jeg så op til dette

 

og i et splitsekund var jeg ærgerlig og syntes at alting var forbi.
Aaargh men så bliver det jo vinter og solens skinner og hundeslædesæsonen starter og snescooterturene er gode, så måske skulle jeg til at få lært at glæde mig over de mange muligheder istedet for at ærgre mig!


lørdag den 9. september 2017

Rene skuffer

Det der køkkenskabs-vaskeri og rengøring, er vist noget af det mest kedelige og utaknemmelige man kan give sig til at lave en lørdag, men nogen gange skal det jo gøres.

Det er et stykke arbejde, som ingen lægger mærke til, er blevet gjort og medmindre man fortæller om det selv, vil ingen andre end jeg opdage, at det er sket, tror jeg.

Det er bare så møg-kedeligt, men nu  kan jeg læne mig selvtilfreds tilbage i sofaen og vide med mig selv, at skabe og skuffer (pånær 2 af skufferne) er rene.

Allerede i formiddags begyndte de første forløbere til stormen at ankomme byen.

De slog smut om hushjørnerne og fik løse plastikposer til at lette og hvirvle til vejrs.

Skyerne formede sig dramatiske på den stålgrå himmel og varslede ringe sejlvejr, så vi kunne lige så godt tage en kop kaffe mere og hælde sæbe i spandene og forberede os på at få hængepartierne i hjemmet overstået.

For mit vedkommende var det så skuffer og skabene, der trængte til at blive tørret af og for Jans vedkommende var det en skyde-dør, der skulle sættes op.

Vores hus er gammelt og vægge, gulve og lofte står ikke helt i vinkel mere, hvis de da nogensinde har gjort det, så det er med lodder og trisser, der skal repareres, renoveres og istandsættes og alligevel kan de skæve hjørner ses og mærkes.

Vi vælger at synes at det er charmerende.. hvad kan vi ellers mene?

Da skufferne var tørres af og skydedøren lukket, aftensmaden spist kørte vi ud i stormen for at se på havet.

Jeg lover dig, at der er gang i den.

Det regner til og med, så det er vist meget fint, at vi blev hjemme.

_SNG1203

Da jeg steg ud af bilen for at tage et billede af det oprørte hav,

_SNG1205

blæste det så meget, at jeg ikke kunne holde kameraet helt stille, så billederne blev lidt rystede.

_SNG1207

Man kan måske fornemme på billederne, hvor meget det blæser?

_SNG1219

Apropos vores ikke helt vinkelrette hus: det piver lidt og ryster lidt, men der er lunt og godt og ikke at forglemme de rene skuffer.

_SNG1229

_SNG1275

Hav en god søndag

_SNG1242

Jeg filmede lidt med min mobiltelefon og mit lille klip kan ses her

fredag den 8. september 2017

U-ærgerlig

I dag afholdt skolen det årlige motionsløb.

Det blev afholdt i det dejligste solskinsvejr, hvor temperaturen var perfekt til at løbe i og der ingen myg var.

mobilfotomobilfoto

Jeg løb kun rundt og tog de sødeste billeder af eleverne, der løb, gik, luntede og alt derimellem.

Vores skoles elever løb ialt 2765,6 km og de lærere, som valgte at løbe sammen af eleverne løb samlet 120 km.

1.-3. eleverne løb de 639,6 km og 4.-10.kl-erne løb 2126km samlet.

Det svarer til at de små hver løb 6,6 km og at de store, –altså dem fra 4. kl og op gennemsnitligt løb hele 10,37 km.

Dét synes jeg altså bare er få vildt flot.

Der var nogle af eleverne, der virkelig fik rendt nogle kilometer til.

Da jeg efter arbejdstid kørte hjem, kørte jeg en tur omvej og tog ud og så på horisonten.

_SNG1174

Vi skal ikke i hytten denne weekend på grund af meget dårlig vejrudsigt for i morgen.

Det bliver for risikabelt at have en båd liggende for anker et eller andet sted, så det mest sikre er at blive hjemme.

Min fornuft synes jo, at det er okay, men indeni er jeg ærgerlig og synes det er helt vildt træls, for jeg kunne så godt bruge min weekend ude i det fri, hvor der er højt til loftet og hvor lydkulissen er naturens egne og hvor luften højst er forurenet af små fugles prutterier og fjeldets efterårs dufte.

Men deroppe på udsigtspunktet Nasiffik, hvor man kan se næsten til Canada og hvor du kan næsten kan se jorden krumning, kunne man også se de to skibe, der er ved at lægge vores søkabel ud, så vi kan få mere internet for pengene.

Jeg glæder mig, for så vil jeg kunne se nogle film på nettet i de weekender, hvor jeg er tvunget til at sidde i sofaen og ikke kan sidde i hytten.

Måske kan du se Tele Post egne billeder '>her. Det er nogle billeder de har lagt på deres facebook-side, så måske virker linket, måske ikke.

Ellers må du nøjes med at se mine to billeder af skibene,

_SNG1173

der arbejder derude på Davidsstrædet.

Jeg vil strikke lidt på et forsømt strikketøj, glo lidt DR og forsøge at lade være med at ærgre mig over, at sidde hjemme og ikke i hytten.

torsdag den 7. september 2017

Magiske sekunder

De der ualmindeligt smukke solnedgange vi har for øjeblikket.

Det smukke syn varer desværre ikke særligt lang tid, så man skal være hurtigt, hvis man vil have et billede af det og så giver et sølle mobilfoto alligevel ikke det smukke syn retfærdig


onsdag den 6. september 2017

At blive god til at lade tingene passere

You can´t calm the storm, so stop trying.

What you can do, is to calm yourself.

The storm will pass”

_SNG0588

Her forleden var der et meget frisk blæsevejr, som piskede havet op.

_SNG0631

Der er noget dybt fascinerende over et oprørt hav,- altså vel at mærke, hvis man står på land, hvis du spørger mig.

_SNG0636

For rigtig mange år siden var jeg i Skagen på Grenen kunstmuseum og se Aksel Linds malerier af hav, hav og atter hav.

Han havde malet havet i alle dens afskygninger og havde sågar været heroppe og malet hav heroppe fra med isfjelde i baggrunden.

Da Jan og jeg var på Grenen kunstmuseum, gik han rundt i sine hvide gevandter og var hyggelig, snaksaglig og rørig, så det er ret mange år siden, for han døde som bekendt i 2011.

Jeg synes, at han fangede rigtig mange hav-situationer, hvis man kan sige det sådan, på en flot og dragende måde og jeg ville ønske at jeg kunne fange havet med kameraet på bare nogenlunde samme måde, men det lettere sagt end gjort, men jeg forsøgte her forleden.

_SNG0674

Jeg kan ikke rigtig svømme.

Måske er det fordi jeg er en lille smule bange, når jeg kommer i vandet, men jeg elsker at sejle og jeg elsker at se på havet.

Havet i alle dens afskygninger spejler så fint det, som jeg nogen gange føler indeni.

Nogen gange er der stille og roligt, mens der engang imellem er krusninger, små-bølger og uro, mens der en sjælden gang pisket op med hvidt skum og rasende brøl derinde bag pandelappen.

_SNG0674a

Jeg er blevet rigtig, rigtig god til at styre mit temperament med årene. I hvertfald udadtil.

Følelserne er stadig de samme, men jeg ved jo, at de går over akkurat ligesom havet derude også lægger sig igen, bliver blankt og roligt.

Det handler jo bare om at vente lidt og lidt mere til, og hvis det, som ophidsede mig i første omgang, stadig gør mig oprørt, så ved jeg at det er noget, som jeg skal gøre noget ved, enten ved at sætte ord på.

Det hjælper altid at gå sig en lang tur eller sætte sig ved vandkanten og se ud over havet og lade tankerne og følelserne finde deres rette plads.

Det har bragt mange tanker og følelser i bevægelse at bo sammen med sine voksne børn og indimellem har jeg næsten glædet mig til at de flyttede hjemmefra og vi kunne passe hvert vores, men tanken var næsten ikke tænkt færdig før jeg næsten tudede ved tanken om at de vitterligt gjorde det.

Altså flyttede.

Laura flyttede sidste måned til Århus.

Jeg savner hende, men jeg ved at hun har det godt og så er det knap så slemt at hun vitterligt er flyttet.

Sara bor stadig hjemme og hun er også voksen og det giver en gang imellem,- en sjælden gang, også nogle gnidninger, men vi bor i et stort hus og vi kan heldigvis snakke om tingene, så det går såmænd.

Men altså de der ambivalente følelser…

Og så er mit østrogen-niveau jo nok stærkt dalende, selvom jeg ikke i det daglige mærker noget til det.. eller er det mon dem, som gør, at jeg har alle disse urolige følelser og tanker?

Jeg ved det ikke, men det er helt sikkert, at når jeg ser ud over havet og det gør jeg jo næsten hele tiden, tænker jeg tit, at havet er en vel-voksen mor, som mig, der ikke har lært at tøjle sine følelser.

_SNG0651