Fagforening og lette madløsninger

En hundredekilometer lang arbejdsdag er næsten overstået. Ja, jeg har det bedre, men er stadig ikke helt oppe at ringe på velværeklokken, men igennem dagen, dét kom jeg. Jeg sveder pencillin, maven rumler af pencillin og pamolerne er stadig hovedernæring for mig. I eftermiddags efter endt undervisning, var der team-møde, og endnu senere var der fagforeningsmøde, hvor vores "boss" var der. Der er nu ikke noget så godt som at høre og se en dygtig og veltalende person,

der oser langt væk af kompetence og ben i næsten. En dedikeret person! Vi er meget godt tjent med vores formand, er vi! Jeg kunne sidde på bagerste række og suge til mig med strikketøjet i hænderne, og ja, du har ret: det har du set før..jeg trævlede op, men startede forfra. Måske er jeg i gang med at lave en stor fejl? Dét må tiden vise. Jeg kan lide farvene og det skulle gerne ende med en sjælevarmer fra bogen: "Domino strik" af Vivian Høxbro. Jeg forstår det ikke helt rigtigt, men jeg satser på at komme til det undervejs. Da fagforeningsmødet først sluttede kl 18 var jeg ikke meget for at stase hjem og røre i gryder for at tilberede mad, så vi tog den nemmeste løsning at spise på Kafé-en. Der sad minsandten nogle, der havde fået den samme idé. Dagen er i den grad brugt..ligesom mig, så sofaens sagte kalden overhører jeg bestemt ikke i aften, hvor de sidste timer skal tilbringes, men først skal der lige brygges noget varm te.. og så vil jeg fantasere om, at se denne udstilling af ham, hvis blog jeg holdt så meget af at læse. Jeg gad altså godt se alle hans billeder! Han måtte nu gerne sætte sig til tastaturet igen og gruble lidt over sin hverdag!