mandag den 25. januar 2010

Rype-rettelse

Jeg fik en meget, meget venlig mail i dag af en person, som jeg ikke umiddelbart kendte.

En mand.

Fra Nuuk her i Grønland.

Han skrev til mig, at han læste min blog og at han lige ville rette mig, at en puiaq ikke er kråse på dansk, men en kro.

Han sendte mig nogle fantastiske, flotte billeder af nogle ryper og skrev endvidere til mig, at han syntes, at rypen var en væsentligt flottere fugl end ravnen.

Jan er ganske enig med ham, men jeg er stadig mest til rovfugle og så ravne, selvfølgelig.

Jo, når jeg ser hans rype-billeder, kan jeg godt se, at de da er pæne, de der ryper.

De smager også så godt.

Jeg blev ganske, ganske stolt over, at een og endda en mand, her fra Grønland har læst min blog og endda gidet skrive til mig og rette mine fejl.

Jeg kan jo se på min trafik, at 77% af mine besøg kommer fra Danmark, 11% kommer fra Norge og kun 4 % kommer fra Grønland.

Jeg ved, at min blog ikke fænger mange mænd, da der er for meget strik, håndarbejde og kvindesludder på, så derfor fandt jeg hans telefonnummer på nettet, takkede ham for hans mail og spurgte om jeg måtte lægge hans billeder ud i mit indlæg.

Det var iøvrigt hans kone, der tog telefonen og vi fandt hurtigt ud af, at vi faktisk har mødt hinanden, nemlig da jeg fødte Simon.

Hun var studerende dengang, højgravid og jeg kan godt huske hende.

Verden er lille og uforudsigelig.

Se disse flotte billeder, som jeg har fået tilsendt af Johan Petrussen i Nuuk:

jp1

 jp2

jp3

jp4

jp5

Jeg har hængt 3 kro-er (hedder det mon det i flertal?) op.

Dem har jeg fået af Lena og Johannes, som spiste nogle af deres ryper i går aftes. kroer

De to øverste er der noget i, hvorimod den nederste var der stort set ingenting i. Den rype har været sulten, den stakkel.

Pigerne synes iøvrigt, at det er vildt ulækkert, at de hænger der.

At de i det hele taget er ulækre.

Det synes jeg nu ikke.

De dufter af lyng og sommer på en eller anden udefinerlig måde.

 

Tak til Johan Petrussen for rettelsen og ikke mindst for de meget flotte billeder.

4 kommentarer:

  1. så er jeg én af de mænd der følger med i din fine blog - og min kone kaldes hid når der er strikke-ting påsat bloggen.

    Jeg selv syntes også at rovfuglene er facsinerende - uanset om det er jagtfalken, vandrefalken, ravnen eller for den sags skyld rovfuglenes konge: havørnen.
    Dog er rypen egentlig også en flot fugl.

    Da jeg så opslaget om ryperne, ville jeg ellers også lige gøre opmærksom på at kråsen (aqajarua) er noget andet, for det du mente er jo kroen (puiaa) - men ville først gøre det senere - så dér blev jeg snigløbet.

    En fast læser af bloggen - bosiddende i Nuuk

    SvarSlet
  2. Tak skal du vel nok have Fugletosse, at du "giver dig til kende" :0)
    Jeg er altid glad, hvis jeg bliver rettet i mine vildfarelser og især hvis jeg har lagt det ud til offentlig beskuelse.. man lærer jo af sine fejl og jeg kan godt lide at lære nye ting af enhver art. Så rett mig endelig, hvis jeg skriver volapyk, løgn og latin en anden gang. Tak for din kommentar

    SvarSlet
  3. Kråse - det hedder den der hvor jeg trådte min barnesko. En kro havde vi også - - -

    SvarSlet
  4. Kråsen er den hårde muskel omkring et lille "kammer" med meget hård hud nede i maven. I kråsen er der som regel en del småsten og grus, så rypen kan knuse den mad, der er for hård. Havfuglene (Appa, Alleq, Serfaq, Miteq) har også kråse, men ikke kro. Kroen sidder i halsen, og det er når den pustes op at rypen "kror sig". I kroen udsættes maden for en væske, der hjælper med at fordøje den.

    SvarSlet

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.