Til tælling

Een, som jeg kender, har været til læge.

Hun er blevet beordret til at bevæge sig meget mere og spise meget mindre.

Hun er desuden af sin læge blevet udstyret med en skridttæller og i ren og skær sympati, har min veninde og jeg også investeret i en skridttæller.

Vi har faktisk lavet en lille-bitte-ikke-helt-seriøs konkurrence om hvem, der får gået flest skridt

Jeg satte min skridttæller fast i min bukse-linning i morges, da jeg tog på arbejde kl 07.45 og her kl 17 har jeg kun gået 7378 skridt.

Jeg glemte, at jeg havde den på, og hvis ellers jeg havde husket den i løbet af arbejdsdagen, havde jeg måske bevæget mig lidt mere?

Måske?

Jeg synes ellers, at jeg går en del rundt på arbejdet og især i de to daglige timer, hvor jeg er på biblioteket, men det er jo ikke nær nok, kan jeg se.

I aften kommer jeg jo ikke til at bevæge mig, da jeg jo skal i biografen og forhåbentligt se en god film.

I morgen har jeg fri allerede til middag og måske jeg kan nå at komme op på de 10.000 anbefalede skridt om dagen? Og få dagens rekord?

Udover at have en skridttæller siddende fast i min bukselinning har jeg ikke oplevet andet end endnu en smuk solop-

og nedgang. Dét er heller ikke så ringe endda.

Solen var faktisk så højt oppe, at den kunne skinne lidt på skolens tag.. omkring middagstid.

og sikke et tag. Der er stort set ingen maling tilbage på tagskægget,

eller hvad sådan noget udhæng nu hedder og nok så lidt eller meget sol kan altså ikke skjule, at der snart bør spyttes nogle penge i renovations-kassen på skolen.

I morgen er det hellig tre konger og heroppe er der tradition for, at man klæder sig ud til ukendelighed og besøger folk.

Man siger ikke noget til dem, man besøger og giver sig ikke til kende på nogen som helst måde, man danser lidt mens man banker i gulvet med den stok man medbringer. Værterne skal give et eller andet som fx lidt slik, kage, frugt eller andet.

Det skulle efter sigende symbolisere de hellige tre konger, der kom og besøgte Jesus-barnet og hans forældre, da han lige var blevet født.

Man kalder det “mitaartut” (mi- daar-dut) på grønlandsk

I juledagene er der også en (uddøende) tradition for at man synger foran folks døre og så vanker der lidt godter, men da er man ikke udklædt.

Det kalder man for “silatangiaasut” (Si-la-da-nge-langt a-sud)