Løbske fantasier

Engang i september købte jeg denne opskrift på een af mine yndlingssider på nettet.

Dén, tænkte jeg, skulle nok kunne strikkes af mine mange garnrester.

Og jeg fandt opskriften frem i søndags i mangel på bedre at lave, men pludseligt ville jeg hellere strikke woodland-mønster.  Åh, så vægelsindet, jeg kan være.

Et mønster, som jeg forøvrigt også fandt hos Anne engang for længe, længe siden og som har resulteret i nogle halstørklæder som stadig ofte bruges.

Hvorfor jeg pludseligt ikke kunne få mønsteret til at gå op og med lige sider, er mig lidt en gåde i dag, men en hurtig mail til webstrik og vupti havde Lotte W. sendt mig billede af en strikkeprøve og et diagram.

Jeg troede et eller andet sted at jeg bare liiige kunne omsætte det hele til vesten, men så let skulle det jo heller ikke være, så det endte med, at jeg måtte strikke ud af hovedet, uden opskrift og uden noget, at kunne falde tilbage på.

Jeg skal lige have fundet ud af, hvordan kanten skal være: om den skal have samme fesne, fade og meget lidt kønne farve eller skal jeg mon forsøge at strikke en kontrast-farve omkring for at aflede opmærksomheden?

Jeg hælder lidt til den ene side, men også til den anden side, for strikker jeg en kontrastfarve bliver man bundet til den -også, når der skal tages en bluse/skjorte på indenunder, men på den anden side; den der kiksede laksefarve er bare så kedelig. På billedet ser den faktisk pæn og tilforladelig ud, men tro mig: Den er bare så fad, lad og kedelig i farven!

I bund og grund kan jeg være ligeglad, for jeg kan slet ikke passe den vest, der nok nærmere er en str. small eller lille-medium. Og det er godt nok mange år siden jeg sidst har kunnet krybe i en str. lille-medium.. desværre.

Medium klæder mig absolut bedre end XL.

Garnet er noget dejligt blødt noget af ubestemmelig oprindelse og jeg har en hel del af det, så noget skal det omsættes til og selv om farven ikke liiiige er mig, så skal det ikke bare smides ud, syn’s jeg ikke.

I ren og skær kedsomhed og rastløshed foldede jeg nogle “blomster”, som jeg havde set her.

Jeg har jo næsten en flyttekasse fuld af teposer og så var det jo nærliggende at finde nogle af dem frem, finde en saks, lidt lim og så ellers folde.

Rastløsheden kommer mest af, at min søster Dudi, som bor i Ålborg har købt nogle småting til mig.

Perler og sår’n.

I min fantasi er det blevet til kasser fuld af skatte, som jeg skal sidde og lege med.

Herligheder fra det store udland.

Eksotiske og fantasifulde ting, som dufter af fremmede lande, men Dudi har forsøgt at punktere mine drømme og fantasier:

“ Det er altså bare en lille pose med perler fra panduro” og der er intet magisk ved det. Fald dog lige ned.”

Men, altså i min verden er det en skat, der ikke når frem til mig. En uopnåelig skat.

Postboksen er blevet tjekket så mange gange, at hvis jeg går på posthuset bare een gang til, vil personalet i værste fald mistænke mig for et eller andet kriminelt og i bedste fald opkræve husleje.

Jeg hiver den underligt-farvede vest frem og strikker en kant! Og så mangler jeg jo stadig at strikke den vest som jeg rent faktisk har opskrift til.. altså!