Asungasungaat og qivittoq

Asungasungaat!

Sagnet fortæller noget om en mor, der sammen med sine børn flygtede helt fra Arsuk i Sydgrønland fra sin voldelige ægtefælle her til, og vistnok kastede med sten efter dem, gjorde dem til sten/ forstenede dem eller sådan noget. Gennem tiden er der blevet færre og færre af de små sten oppe ved siden af Kællingehætten og jeg vælger at tro, at børnenes forbandelse er ophævet, de er blevet voksne og nu lever et fredeligt og harmonisk liv et eller andet sted. Tilbage står stadig deres mor. Om hun vogter over de resterende børn, der stadig står ved hendes side, eller om den skurk af en mand, hun har børnene med, stadig rumsterer, terroriserer dem eller om det er fordi forbandelsen endnu ikke er ophævet, gisner jeg om, hver gang jeg kikker op til dem. Dét gjorde jeg i dag, da vi sammen med min mor var ude i fjeldet. Min mor er bestemt ikke gjort af sten og sprang rask og rørig rundt og samlede lidt bær og grønt til julens dekorationer. Der er stadig flot derude omend det er knastørt og varsler vinterens snarlige ankomst. Luften er kold og skarp, men frisk og dejlig. Den frisker op i tankerne, som der er mange af for tiden, og den gør livet lettere. Disse hedder: " qivittup assai", fjeldgængerens fingre. Før i tiden, i gamle dage gik folk ud i fjeldet, hvis livet blev for svært at leve blandt de andre mennesker på bopladsen. Nogen kom tilbage, andre gjorde ikke. Når det bliver mørkt heroppe, er det stadig et yndet samtale-emne: fjeldgængere, for som I sikkert ved, er der stadig den dag i dag, folk, der bliver væk og aldrig bliver fundet. Måske er de døde derude i naturen eller måske lever de som QIVITTOQ?! Måske ikke, men der er gys i historierne, når de bliver fortalt i skumringen og gerne når naturen med raseri sender regn og slud ned, og nætterne bliver kolde.