Blandede bolcher

Nogen dage skulle simpelthen bare kunne krølles sammen og smides i papirkurven uden at man nogensinde igen behøvede at værdige dem så meget som et suk! De dage, hvor tankerne bliver negative og sorte og hvor tolerancen for andre mennesker knap kan ligge under indædt neglebidders lillefingernegl, hvor rummelighed er et fremmedord og storsind er noget man har glemt, hvad betyder. Behøver jeg at skrive, at de sidste to dage ikke har været specielt sjove for mig?? Heldigvis har jeg et hjem, hvor der også er plads til den slags dage og hvor familien bærer over og igennem med én, så man igen kan åbne de hårdt sammenknebne øjne, slappe kæbemusklerne af og løsne det hårde greb om selvdisciplinen. At mit arbejde ikke ligefrem er velgørenhedsarbejde- ihvert fald ikke velgørende for mig i disse dage, kan jeg vist godt skrive uden at fornærme nogen?! Heldigvis er det weekend, og Jan har inviteret mig på slædetur. Jeg krydser fingre, tæer og næsehår for, at det lykkedes denne gang, for jeg trænger til stilhed, fred og ro, lade blikket hvile på naturens storhed og på lade tanker, følelser og oplevelser bundfælde langsomt, langsomt, langsomt! Aftenen blev tilbragt med x-faktor og Lena og Johannes. pigerne og Jan, så jeg kunne være mig selv, fri og uhæmmet i slidte, ucharmerende og grimme joggingbukser, med strikkepinden i hånden og fødderne på sofabordet. En stor bunke solsikkeboller blev indtaget (dejen blev ganske enkelt medbragt og bollerne bagt i Lenas ovn) og skyllet ned med yogi-the To ravne sad på kirkespiret og klukkede opmuntrende om kamp, et isfjeld lå og vuggede trøstende og solen gik ned, stor, rød og medfølende. Hvad klager jeg over???