Endelig fredag
Det er bestemt ikke hver dag vi får det, men i aften bestemte vi os for, at menuen skulle stå på risengrød med kanel og sukker og skylles ned med hvidtøl. Så bliver det måske lidt lettere at forholde sig til det voldsomme regnvejr og søndenvinden, der holder os indendøre. Vi vågede os dog over på kulturhusets café, hvor jeg gav en varm kop kakao med flødeskum til hele familien. Det var fascinerende at sidde bag de kæmpestore vinduer og se regndråberne sejle ned ad glasset. I aften skal benene pakkes ind i varme, tykke uldsokker, smækkes op på sofabordet, fjernsynet tændes og der skal strikkes på de grønne håndledsvarmere. Garnet er bare så fantastisk lækkert, og jeg kan helt fortryde, at jeg ikke købte en hel sækfuld af det. Nå, men de tre nøgler jeg fik købt må da også række så rigeligt, og hvis sandhedens skal frem (?) har jeg faktisk en halv nøgle liggende også. Der skulle nok kunne blive til et par håndledsvarmere til mig i løbet af vinteren. Hvis vejret bliver til det, vil jeg ud og sætte en langline i weekenden. Kan jeg ikke fange helleflynderen på håndpilk, må jeg tage andre og mere effektive midler i brug (dann haben wir anderen metoden...) Ingen skal komme og sige, at jeg ikke forsøgte! :-) Indtil da, vil jeg nyde friheden til at kunne være længe oppe uden tanke for i morgen, sove længe og drikke kaffe med Jan i morgen formiddag..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.