mandag den 22. september 2008

Magtesløs!

Det føles næsten forkert, at vi går rundt heroppe og har det så godt som vi nu har det. Vi burde være ved familiens side i Danmark. Være til nytte og lidt gavn, holde hånd og være praktiske, dele sorger og bekymringer med jer, for der er ved Gud mange for øjeblikket. Alt, alt for mange!!! Vi ville gerne være der, og vi ville gerne holde hånd og gøre noget, men det eneste vi gør, er at sidde 4000 km væk og forsøger at sende jer varme og helbredende tanker. Når vores tanker overhovedet nogen steder hen? Når tankerne overhovedet frem til jer? Nu ligger farmor på sygehus med alvorlig og nyopdaget sukkersyge. Som om hun ikke har nok i sin kræft, sit dårlige hjerte, sin mand, som døjer med hjertet og bekymringer over sin yngste søn, der ligger på et andet sygehus med lymfekræft og kemobehandlinger. Som om hun ikke har taget sin del af sorger og bekymring her i livet! Vi forsøger at nyde vores gode helbred og vores gode liv, for vi kan jo se, hvor ufatteligt hurtigt alting kan vende og hvor kostbart livet pludseligt kan blive. Tingene bliver sat i perspektiv, selvom vi ufatteligt gerne vil have været foruden. I har fået mere end rigeligt. Jeg beundrer dit mod og dine psykiske kræfter, farmor, for du formår gang på gang, at komme op til overfladen og holde humøret stabilt. Folk med langt mindre og uvæsentlige problemer klager, brokker sig og bukker under, og jeg er så sandelig godt klar over, at farfar holder dig i hånden og går sammen med dig gennem livet, som ikke er så let for ham heller for tiden. Vi ved at I gør jer tunge tanker for tiden, og hvor ville vi gerne være der og bære dem sammen med jer. Vi var på vej ud med nogle ting, som Jans kollegaer havde glemt til deres lejrskole, da vi fik beskeden om, at du lå på sygehuset. Det blev en tur ind gennem fjorden, hvor tankerne hvirvlede rundt i hver vores hoveder. Vi var stille sammen hele vejen ind, for der findes snart ikke ord for, hvor uretfærdigt livet behandler jer for tiden. Jeg kunne finde masser af ord for naturen i Narsaq, hvor vi skulle bringe tingene ind, og jeg genså og nød den da også, mindedes alle de gange jeg sammen har været der, sammen med Simon, da han var lille, og tænkte på den Simon, der i dag tog tilbage til Kangerlussuaq, hvor han er i praktik som automekaniker. Tiden og hans barndom er fløjet af sted, og jeg tænkte på, hvor stærkt han bærer sit handicap uden piv og klager, både dengang og nu, selvom han nok har sine besværligheder at slås med, men der findes ikke ord inde i mig lige nu, der kan udtrykke min bekymring for min familie i Danmark, eller ord, som kan dække over den uretfærdighed jeg føler overgår jer for tiden. Jeg føler mig lille og magtesløs, og tænker på hvordan I mon så må have det. Pas på jer selv og pas på hinanden og slip ikke hinandens hænder!

4 kommentarer:

  1. Åh Dorthe altså - det kan da ikke blive ved! Du har fuldstændig ret. Det er bunduretfærdigt.

    Mange tanker
    fra Mette

    SvarSlet
  2. Så er der godt nok langt fra nord til syd i "lille" Danmark/Grønland.Kan budgettet holde til en miniferie hernede i efterårsferien?Det ville vist gøre godt.Ved godt det er forbasket dyrt,men når det ser ud som det gør - mon så ikke selv den tværeste bankmand har forståelse for en tur i "utide".Hmmm - og så ved jeg jo ikke om den danske "kartoffelferie" også er flyttet med til Grønland.
    Det skal nok gå alt sammen,- husk det.

    SvarSlet
  3. Jeg kan godt forstå det er svært når i er så langt fra dem i holder af og så gerne vil hjæpe.Jeg synes sygdom har med at ramme meget hårdt i nogle familie og andre går fri,Jeg har været meget taknemmelige for, at vi har været så tæt på vores ælste datter, da hun i de senere år har været meget syg, så vi kunne hjælpe når der var behov for det

    SvarSlet
  4. Stort knus til dig ((((((((((Dorthe)))))))))). Det er bare saa svaert at vaere langt vaek fra familien, naar der er noget galt. Jeg foeler med dig.

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding