Op ad bakke

Et er, at det er hårdt at komme på arbejde efter nogle dejlige dage hjemme, hvor det faldt mere end naturligt at være længe oppe, sove til langt ud på formiddagen, spise sent og ikke mindst kunne gøre næsten lige, hvad man har lyst til ..-til at stå op kl tidligt, indfinde sig på arbejde kl 08.00 og nogle af eleverne med ADHD, ikke synes det er sjovt at skulle i skole igen og så starte med skolekøkken og derfor flipper ud og mener at jeg er ophavsmand/kvinde til alt ondt, to forskellige møder to forskellige steder om to vidt forskellige ting,dog på to forskellige tidspunkter, for derefter at komme hjem til en datter (den yngste), der har fået sin klassekammerat (som mor udtrykkeligt havde sagt hun ikke skulle være sammen med i dag eller nogen anden for den sags skyld..og slet ikke hjemme hos os, da vi skulle noget andet!!) til at klippe sit hår noget kortere og bestemt ikke særligt pænt..hjemme hos os.Der blev forklaret hurtigt, højt og længe, at man ikke må lyve, at man overholder aftaler, og forklaret, at der er en ret god grund til at dygtige frisører er blevet dygtige, fordi de har gennemgået en uddannelse i modsætning til en 12 årig, der måske kun har klippe skæve julehjerter og grimme påskekyllinger ud i papir efter en streg!!! Det er gået op ad bakke, og det har føltes noget stejlt. Jeg bilder mig selv ind, at når det går op, må jeg på et tidspunkt nå toppen, og deroppe fra plejer udsigten at være god! (noget skal jeg jo trøste mig selv med!!) Jeg føler mig brugt, slidt og medtaget idag, og glæder mig til at kunne komme ind under min dyne, putte mig og lulle mig i søvn med " 100 års ensomhed" som ikke siger mig noget, men som keder mig hurtigt og effektivt i søvn. I morgen bliver bedre, for der er der kun et møde, min elev har forhåbentligt vænnet sig til tanken om skolen igen, og min datter har ikke så meget mere hår at få klippet af, og der er kun 1½ dag tilbage af arbejdsugen i morgen, når jeg får fri; Onsdag! Kom bare an!