Arbejdsvægring

Det føles som om, det er mange, mange dage siden, vi sidst var på arbejde. Det føles faktisk helt rart..tihi..I virkeligheden har vi kun haft fri i 4 dage, men det har været 4 pragtfulde dage, så det har føltes som mere end bare en overforlænget weekend. Jeg kunne gå hen og blive helt forfalden til alle disse dejlige og begivenhedsrige fridage. (Jan fik lov til at fotografere mig, hvilket ikke sker hver dag. Normalt sidder jeg tungt på kameraet)Vi har haft høj sol og varme, luften har emmet af forår og snespurvene har hver morgen vækket os med sange fra de varme lande, og løfter om afslappende sommerdage. Vores gæster rejste til middag i dag, og vi håber at de fik nogle gode dage?! Det er ikke hver dag, man får muligheden for at være væk fra børn, hverdagen og forpligtelser, og når man endelig får det, skal de bruges til noget fornuftigt og mindeværdigt. Vi gjorde som vi plejede: var ude og nyde vejret, solen og fritiden, og vi håber, at de også fik nydt deres fridage.. Da vi havde vinket farvel til dem i dag, tankede vi nogle dunke med benzin til snescooteren, studerede en måge med et dårligt højre ben, snakkede om de kvaler og besværligheder, det måtte være, at være måge og handicappet, kørte op i butikken og købte lidt kiks, og ringede så rundt for at høre, hvem der ville ud og nyde sneen. Den er blød, våd og synger på allersidste vers, så det er bare om at få klemt den sidste glæde ud af den inden vi tager fat på sommerens glæder. Selvom min mor skal pensioneres lige om lidt, har hun bestemt ikke glemt, hvordan et kurebrædt skal håndteres..Sara og hende boltrede sig i sneen og i hinandens selskab.Når vi sank i sneen, var det næsten umuligt at komme op igen, og det var vanskeligt at styre snescooteren i det. Vi lod tankerne køre i total tomgang, mens vi nød at sidde på klippen, der stak op af sneen, som en ø i havet, og vi kunne sidde og kikke på hundeslæde-kørerne, der også så ud til at nyde livet, vejret og forårsvarmen. Jeg burde være ladet fuldstændigt op til arbejdet i morgen, men sandheden er, at jeg meget hellere vil have fri igen, dase et eller andet sted og være uden forpligtelser. Gid...Nå, men der er en fridag på mandag og den ser jeg frem til. Jeg er ikke overtroisk, men da vi kom hjem i dag, sad der en due ude foran Saras værelse. Den manglede helt sit højre ben. Gad vide om mågen og den kender hinanden, og kan udveksle erfaringer om, hvordan man som fugl klarer livets stabadser med kun et brugbart ben. Dét må være besværligt?! Ingen handicap-hjælpemidler og sikkert udsat for chikane og mobning fra de andre i flokken?! Jeg hælder lidt flere frø ud til lige præcist dén due i morgen og håber, at det vil lette livet lidt for den. Både dynen og hovedpuden skriger begærligt efter at putte mig, og min bog lokker med de sidste sider, vækkeuret blinker frækt til mig, men hvisker også små ondskabsfuldheder om i morgen tidlig, men det er svært at løsrive sig fra stilheden og roen, der har sænket sig over vores hjem. Min far, mor og Jesper har lige rejst sig fra spisebordet, hvor de har spist fisk, og hyggesludret..ja, det vil sige mændene har over en god og stor whiskey, mens min mor og jeg har byttet og prøvet hinandens tøj, og nu er de fornuftigt nok, med tanke om morgendagens arbejde, hver især gået hjem, mens jeg sidder her og fortrænger i morgen og pligterne.