Tak for år 2009

Så er der kun ganske få timer tilbage af året 2009.

Det har bestemt været et begivenhedsrigt år med masser af gode oplevelser, som jeg under ingen omstændigheder ville have været foruden.

Jeg nævner i flæng:

Lauras konfirmation,

da Simon blev færdiguddannet som mekaniker,

da både Laura og Sara fik deres sorte bælte i taekwon-do,

vores uforglemmelige uge i Norge,

vores rensdyrjagter i efteråret,

når familien i Danmark kunne ringe og fortælle, at de igen havde klaret sig igennem de værste skær med sygdom

og ikke mindst skal hverdagene nævnes for dem er der jo som bekendt flest af.

Vores hverdage er gode, stabile og fyldt med glæder og små lykkestunder.

Dem, altså hverdagene, har der været mange af og jeg er taknemmelig og ydmyg overfor livet i al almindelighed med alt, hvad den måtte bringe af både stort og småt.

Kl 15 kørte traditionen tro, samtlige byens taxer rundt med hornet i bund, katastrofeblink og i meget lang kortege gennem byen som en sidste hilsen i år til deres kunder i året der gik. Festligt!

 

Lige om et øjeblik vil familien samles hos Lena og Johannes, hvor nytårs-stegen (rensdyret fra i efteråret) og min mors hjemmelavede is skal indtages.

For vores vedkommende bliver det en stille og rolig aften som alle de forrige år med god mad, kransekage og champagne i moderate mængder.

De store nytårs-brandter har, på nær et par ganske få gange med årtiers mellemrum, ikke været at finde hos os.

Jeg kan desværre ikke være sjov og festlig på kommando med en fjollet hat og kan ikke ryste party-sange ud af ærmet samtidig med at bære en brandert sobert og anstændigt hjem, så det lader jeg andre om.

Men hvorfor ikke bare slutte året i vanlig stil.. hverdags-stil tilsat lidt ekstra kalorier og glimmer? Det er godt til mig  og især godt, at kunne træde ind i det nye år med åbne øjne og arme.

Jeg er dagligt glad for, at du trofast kommer forbi min blog og beriger den med dine kommentarer og respons og gør det sjovt for mig at skrive lidt om min hverdag og dele den med dig.

Så derfor vil jeg sende dig en helt speciel hilsen med et stort tak for året, der gik og ønsker og håber for dig, at du kommer godt ind i det nye år.

Tålmodighed og snemangel

I går gik al internetforbindelse ned. Ingen mobildækning nogen steder og dankortterminalerne holdt op med at fungere.

Jan og jeg stod i Brugsen og skulle til at betale, men at stå i kø er ikke Jans stærkeste side.

Han har mange andre stærke sider, men at stå i en kø og vente.. eller bare det at vente..

På overfladen ser han rolig ud.

I harmoni med sig selv og nærmest lidt indisk meditationsguru-agtig, men kender man ham bare den mindste smule, ved man, at han er ved at sprænges indeni og at han mest af alt har lyst til at råbe, skrige og stampe i gulvet.

Ikke at han nogensinde har gjort det, mens jeg så på, men han har har sagt det meget overbevisende de gange han har skullet vente.

Når det er døde ting, kan jeg vente til verdens ende.

Jeg kan vente og vente og det kan altså bare ikke hidse mig op.

Jeg kan trævle mit strikketøj op de første 10 gange og starte forfra (næsten) uden det kan hidse mig op.

Når fiskelinen kludrer, kan jeg vikle den op med intakt tålmodighed, hvor Jan allerede har fundet kniven frem og kappet skidtet.

I går i køen i Brugsen, da hans tålmodighed var opbrugt efter ca 20 minutter forlod han ganske enkelt butikken.. i god ro og orden.

Igen sprængninger, ingen råben eller skrigen og hvis man ikke lagde mærke til hans hænder, der knyttede sig hårdt om tommelfingrene, havde man ikke anet noget.

Gåturen hjem i blæsten på de spejlblanke gader havde heldigvis sendt tankerne i andre retninger og da jeg kom hjem efter at have stået i kø i 5 kvarter, var han glad og kaldte mig dagens helt.

Jeg nåede at læse et helt samvirke og småsludre med de andre, der stod i kø. Det var  nærmest lidt hyggeligt med et uventet afbræk, syntes jeg.

De veje Jan gik på i går er omend ikke glattere end i går, så ihvertfald stadig meget glatte.

Det blæser stadig og det hele er gråt i gråt.

Sådan her så der ud i formiddags ud af vores hoveddør:

Noget af sneen ligger der stadig, men den er sunket og blevet hård.

Det lidt løse sne, der var, er blæst væk og for at det ikke skal være løgn, er der varme grader udenfor. Ikke just hundeslædevejr.. nævn det ikke for Jan, det der med det manglende hundeslædevejr, for det bringer ham helt op i det røde felt, og han vrisser om spildte jule-feriedage og dyrt hundefoder til ingen verdens nytte.

For at snakke om noget andet, tog vi kameraet i hånden her til aften og kørte over foran een af boligblokkene for at fotografere en udendørs juleudsmykning.

Om man kan lide det eller ej, er sagen uvedkommende, for ham/hende/dem, som har lavet det, må have brugt oseaner af tid på det og ret så mange kulørte lamper.

De har gjort sig umage og gjort sig overvejelser.

De fejrer da i den grad julen og deler den i overmål med os andre.

Og at dømme efter de fine juleønskninger, som de har skrevet, har de ment det godt.

(Der står på skiltet:” Glædelig jul og godt nytår til jer alle fra Otto, Else og storbror”)

TAK!

Der er da ihvertfald ikke gråt i gråt foran døres hoveddør.

Mandagstema-VINTERLAND

Jeg kørte skam ud og kikkede på mit helt eget vinterland.

Der er ikke meget traditionel vinterland over det, i disse dage.

Det blæser en varm vind fra øst. De har lovet hård kuling, sne, slud og ikke særlig traditionelle grønlandske vinterdage de første dage i det nye år.

Vinden lige nu fejer al løs sne væk fra fjeldene og vejene.

Tilbage ligger den hårdt-trampede sne tilbage og som er glat som is og hård som sten.

Næ!

Sydpå har de vintervejr.

Vintervejr a’la Disney og norske postkort.

Du kan se dem her.

Jeg nægter at vise vores sølle vinterland frem lige nu og har rodet lidt rund i arkivet for at finde et, som jeg synes burde være aktuelt heroppe, sådan lige nu

Hvis det stod til mig ville der være sne, sol, højst –10 grader og mulighed for at få jollen i vandet. Sådan ca er der i april/maj måned heroppe, hvor jeg kan komme med på hundeslæde uden at fryser fingre og tæer halvvejs af.

Jeg vælger dette billede fra oktober, hvor der var koldt og vinteren var ny.

Jeg kan selv godt lide dette billede pga farverne og den lette fygning over de sne-blanke veje.

Du kan som sagt, se andre vinterlands-billeder her

Tidsrytme-kuk

Dagene går med næsten ingenting.. ja, så alligevel; 

Igår vågnede jeg pludseligt kl 04.30 og kunne ikke sove. Der vist kuk i tids-systemet?!

Jeg nægtede, at at stå op på så et ukristeligt tidspunkt, så jeg kæmpede mig tilbage i søvnen igen, selvom det varede næsten 3 timer inden søvnen indfandt sig.

Jeg fik læst, surfet på internettet (i sengen med den bærbare) og fik vendt mig et par gange eller to, men stå op.. dét nægtede jeg!

Efter yderligere et par timer med søvn stod jeg op med følelsen af at have vundet.

Dét er såmænd ikke så ringe, at vågne med den følelse, skal jeg hilse og sige, og er bestemt ikke den følelse, som præger mig mest i hverdagen, når jeg bliver hevet ud af min bløde, varme dyne for at skulle gå på arbejde.

Men frisk og veludhvilet som jeg var, kunne jeg pludseligt ikke holde julepynten ud.

Det nærmede sig kvalmende og det kom ned i en fart som Jens Lyn ville have misundt mig og nu ligner vores hjem… vores hjem og ikke en eller anden julestue.

Når lysten indfinder sig har jeg også planer om at gøre rent, sådan rigtigt rent med ajax og støveklud.

Jeg håber, at den indfinder sig

Dagene er også gået med at nyde mine julegaver.

Af Jan fik jeg en 7’’s digital fotoramme.

Som du nok kan forestille dig, har jeg tusinder og tusinder af billeder og jeg har aldrig nogensinde fået printet så meget som et eneste ud, men nu glider de fint og dekorativt i en lind strøm over min ramme, mens de bringer minder frem om forlængst svundne dage, og ikke mindst af ungerne. Det er hyggeligt, at se billedeer, syn’s jeg og det er endnu mere hyggeligt, at de nu bare glider over skærmen i en lind strøm.

Fylder kun for et billede og alligevel har jeg allerede over 200 billeder i rammen.

Det var en god gave, ligeså god, som den jeg fik af Dudi, som også holder mig beskæftiget endnu.

Det bedste ved at lave sine ting selv er, at jeg kan lave det om og om og om lige indtil jeg er tilfreds og får det som jeg vil have det.

Det skete med det ene af de knyttede armbånd, som jeg fik lavet.

Jeg fik lavet et 

par stykker

eller tre. 

  Laura vidste lige nøjagtig, hvordan hun ville have sin.. sådan lidt rockmamma-agtig og sej.

Jeg kom også i tanke om, at jeg mangler et par håndledsvarmere, der passer til mit sjal.

Så lidt mere til håndleddene, som er overskueligt og let at lave.

Og som ikke strammer om min tykke mave eller min stadig voksende bagdel..

Måske skulle jeg lave mig en kop te (som jeg fik af Dudi i julegave) skære et lillebitte stykke chokolade (som jeg fik af farmor) fatte strikkepindene og strikke lidt videre i ferie-tempo?

Erstatnings-armbånd

Nåe jo…

jeg vil da lige vise dig, hvad jeg fik i julegave.. dvs. jeg fik et sæt, hvor jeg selv kunne lave armbånd og jeg kunne passende lave et nyt til Dudi med hendes egne to narhvals-tands-perler(som jeg fik sættet af, TAK Dudi) 

og et til mig selv.

 

Jeg skal lige lave et mere og et mere og et mere og så vil pigerne begge to gerne have et også… og nu har jeg lært, hvordan man laver den rigtige lukning..

Fredags-foto-leg N

Dagene er smuttet fra mig, og jeg opdager, at det slet ikke er fredag, men lørdag.

Bogstavet N skal i denne uge lægge ryg til, hvad vi finder på.

Jeg kunne vælge at lægge mine nevøer ud under N?

N for nevø,

men jeg kunne også finde et billede af noget nordlys frem?

N for nordlys!

Det ville være for oplagt, at lægge nisse ud under mit N, da jeg næsten lige har fortalt om både nissefangst og nisseflugt her på bloggen, så jeg vælger at bruge mit N på ordet NØDE.

Jeg har på fornemmelsen at ordet “at nøde” er på vej ud i glemslen..men min mor ved nok, hvordan man nøder folk. Vi er iøvrigt også nemme at nøde.

Juledag (juullerujussuaq=store jul) laver hun og min far det mest overdådige julefrokostbord med alverdens hjemmelavede delikatesser, som hun flittigt, ofte og hele tiden nøder af. Der er hjemmelavet rensdyr-leverpostej,

hjemmesyltede rødbeder  

hjemmelavet rullepølse af grønlandsk lam,

matak-salat (hvalhud)

gravad grønlandsk laks,

marinerede grønlandske ørreder, røget laks og hellefisk også heroppe fra sammen med alle sildene fra europa, som bliver efterfulgt af grønlandsk lammekølle med tilbehør og naturligvis kaffe med hjemmelavet konfekt og julesmåkager.

Mellemlægsservietterne mellem tallerknerne i julen er forøvrigt også hjemmelavet, dog ikke hjemme hos min mor, men af een af hendes veninder.

Fine stykker sirligt håndarbejde, at lægge mellem tallerknerne, som er stivet efter alle kunstens regler.

Der bliver nødet igen og igen til maven skriger om nåde.

Det smager altsammen fantastisk og tusind tak for dejlig mad, mor.. du forstår at nøde.

N for NØDE

Du kan se andre N-bidrag her

Same procedure as last year

Måske tænker du over, hvordan julen foregår i julemandens eget land?

Hos os foregår den vist meget europæisk..

Om morgenen d.24 sover vi længe og spiser god morgenmad med brød fra bageren.

Alle de gaver, som vi har fået tilsendt fra Danmark ligger og venter på, at vi skal blive færdig, så vi kan pakke op, hvilket vi gør efter tur, når morgenmaden er spist. '

Og det er kun gaverne fra Danmark, som vi pakker op om formiddagen og det er alene af den grund, at vi altid holder jul hos mine forældre.

Der er ingen grund til at tage gaverne med derover for at pakke dem op og så tage dem med hjem igen.  

Om eftermiddagen går vi i kirke og efter kirkegangen tager vi på kirkegården og tænder et lys ved min mors forældres grav.

Kirkegården er på det tidspunkt allerede helt oplyst af de mange, mange levende lys, og jeg bliver altid lidt rørt over at se, at der stort set ingen er glemt.

Vores kirkegård ligger næsten i bymidten og jeg tænker tit, at de døde ikke ligger afsondret og langt væk fra deres kære og omvendt.

Efter min mors gode julemiddag, som består af and

med hjemmelavet rødkålssalat,

brune og hvide kartofler, pærer med gelé i, julesalat og en himmelsk sovs ved det smukt pyntede bord går vi om juletræet, synger både salmer og sange før der bliver pakket gaver ud. 

(Jan lånte mit kamera og fotograferede, mens vi gik om juletræet.

Jeg kan bedrøveligt konstatere, ved et hurtigt blik på det billede, som du ihvertfald ikke ikke ikke får at se,  at jeg har nået min fødselsvægt.. altså den vægt jeg havde lige inden jeg fødte Laura og Sara.

Jeg ligner i høj grad også mig selv fra dengang jeg blot var et par måneder gammel og lignede een, som var snøret ind..snore/deller overalt.

Enten skal Jan aldrig låne kameraet igen eller så må jeg tabe mig) 

I år var det yderst civiliseret, hvor den, som fik en gave skulle hente den næste osv.

De voksne havde trukket lod om, hvem de skulle give julegave til og indtil i forgårs var det (næsten) hemmeligt, hvem man skulle give.

Dudi havde trukket mig, og er der een, som man gerne vil have gaver fra, så er det Dudi.

Hendes gaver er altid spændende og anderledes.

Hun havde lavet en spændende æske til mig med både rødvin, chokolade, smøger, to forskellige slags teer og ikke mindst et sæt til at lave chamballa-armbånd med.

Den jeg lavede til hende havde forlængst overskredet sidste holdbarhedsdato og lukningen var mildest talt amatør-agtig, så den første jeg lavede, var naturligvis til Dudi.

Der fulgte en bodyscrup fra Badeanstalten med og spørg lige om jeg har været i bad! Min hud føles som en nyfødt babys og jeg dufter af appelsiner og friske citrusfrugter.  (så er det lidt lettere at acceptere de 25 kilo ekstra der sidder på mig, når de dufter godt.. eller noget i den retning)

De fem i blitzens søgelys

Jeg syntes lige, at min far og mor skulle have nogle billeder af deres børnebørn, når de nu for en gangs skyld er samlet, så jeg måtte jo stuve ungerne sammen og fotografere.

Det er lidt af en udfordring, at fotografere i neonlampernes skær og med en blitz, men indtil videre må de jo så stille sig tilfreds med disse.

Det gik rigtigt, rigtigt mange billeder til bare et nogenlunde acceptabelt, for der er hele 5 forskellige personer der på en og samme tid skal se nogenlunde okay ud med åbne øjne og med ansigtet vendt i den rigtige retning. Nogen af dem blev nogenlunde, hvad ungerne angik, men så var lyset for skarpt og hårdt, men med lidt kompromisser og god vilje…

Jeg får jo ikke mulighed for at fotografere tidligst om et år igen, da vi jo ikke skal til Danmark til sommer.

Det bliver først i sommeren 2011, vi sætter fødderne på dansk jord igen, sååååh…

Mine egne børn er heldigvis indenfor rækkevidde og fra at være trætte af min evige fotografering, er de slået over i tålt acceptering, positiv ligegyldighed og næsten velvillig posering:

 

Håber at du får en god julemorgen med hygge og god stemning.

Ordnung muss sein

Fik jeg forresten fortalt at vi blev (næsten) færdige med det værelse oppe under værelset?

Før lå tingene uorganiseret og stuvet sammen i bunker.

Tæppet var mindst 20 år gammelt og værelset var aldrig blevet malet.

Nu er der malet og kommet nyt tæppe på gulvet.

Alle små og store ting er systematiseret i gennemsigtige plastikkasser, som igen står i system. Det er en fryd at komme op på værelset, selvom det virker lidt bart og tomt.

Det er ikke til at se det, men det måler 7 mtrx4,5mtr.

På grund af skråvæggene, er det svært at udnytte det fuldt ud, og det kan ikke bruges som soveværelse.. det ved vi af erfaring.

Vi sov den første nat vi boede i huset i værelse, men måtte kapitulere og flytte nedenunder. Varmen var ulidelig og det lyder som om, der er ved at lande en velvoksen militærhelikopter på taget, når det blæser den mindste smule, da der sidder uluftningskanaler i taget.

Nu indbyder det til at man holder orden.. håber jeg?!

I sofaen kan vi igen sidde og drikke vores weekend-morgen-kaffe, mens vi kikker ud mod syd og sydøst, hvor vi (også) har en god og ubetalelig udsigt.

Jeg glæder mig til at sætte mig herop og drikke noget kaffe i de kommende feriedage, nyde udsigten og se dagen gry mens jeg drikker formiddagskaffen.

Klub (eralak)

Jeg har for en lille måneds tid siden trommet sammen til en fotoklub.

Mit initiativ er blevet rigtigt godt modtaget, og i torsdags havde vi vores første gæste-foredrags-holder: Titken Jakobsen, som til hverdag lever i Nuuk.

Han tager nogle fantastiske billeder og var en inspirerende gæst. På hans facebook ligger det ene mere betagende billede efter det andet.

I vores lille nystartede klub er vi ved at planlægge fremtiden og jeg må nok tilstå, at jeg kommer til at rende stærkt, meget stærkt, hvis jeg skal rende med dem.

Der er bl.a Aqqalu, Siiva, Hans-Lars (som til og med er helt fremme i konkurrencen i Zoom), der er Jenseeraq, der lige har lavet et flot animeret billede på sin hjemmeside), der er Lars, ikke mindst Steen, er er fantastisk til photoshop, Finnur, som er uddannet læge, og som dermed har forudsætning for at hjælpe mig, hvis jeg skulle få hjertestop af misundelse af at se på andres flotte billeder, Mads, Inuuteq og en del andre.

Vi bliver flere og flere, og jeg glæder mig til at se billeder igen næste gang vi mødes.

Da jeg er indkalder og finder lokale fra gang til gang, har jeg tilladt mig at stille deres kamera en opgave: De skal / må fotografere TID (har givet dem temaet TID) og måske til foråret, hvis alt går vel, vi kan lave en udstilling sammen?

Indtil videre er det sjovt og inspirerende, og jeg skal virkelig stå på tæer, for at nå op i deres højde. Dét er sjovt!

(for at jeg kunne komme til at øve mig sådan for alvor kunne de da godt tage mig med på een eller anden tur….Det ville jeg vist ikke sige nej tak til)

Årets korteste dag / Aassuutit

Årets korteste dag.. det er i dag.

Nu går vi lysere tider i møde, og det glæder mig usigeligt.

Julen er hjerternes fest, siger man, men man siger også at det er lysets fest.

Heroppe er der altid blevet holdt fest på denne tid af året. Nemlig når Aassuutit viste sig og varslede længere og lysere dage.

Man holdt fest lang tid før man vidste, hvem Jesus var og at hans fødselsdag blev fejret på denne tid af året, for man fejrede, at det nu gik mod lysere tider.

Når jeg i disse dage kikker op mod himlen og ser de tusinde og atter tusinde stjerne blinke på den kulsorte vinter-himmel, kan jeg kun blive imponeret over, at man dengang alene udfra stjernerne og deres placering kunne vide, hvornår på året, døgnet og sted man befandt sig og til og med kunne forudsige, hvor lang tid, der var til en given dato.

Og jeg kan jo heller ikke lade være med at spekulere på at eskimoerne havde en helt anden stjernehimmel end for eksempel den danske viking havde.

Faktisk havde de oprindelige canadiere og de oprindelige grønlændere igen nogle forskellige stjerner som de fandt vigtige.

Nu er jeg ikke så velbevandret ud i astronomi, så jeg har skrevet til himmelbestyren, Ole, som er lidt mere velbevandret indenfor emnet end jeg er, for at få lidt kyndig hjælp til at finde rundt i stjernerne og især i de mange forskellige spændende historier, der knytter sig til nogle af dem udover, dem som jeg selv har fundet frem.

I en bog skrevet af Otto Rosing: ”Gulunnguaq” der første gang udkom i 1967, skrev Otto Rosing om stjernerne Aassuutit, som også går under navnene Altair og Tarazed , som er stjerner i stjernebilledet Ørnen.

Når disse stjerner første gang viste sig i horisonten i øst lige før daggry, vidste folk dengang, at nu vendte solen tilbage og med den blev dagene længere. 

Lyset vendte tilbage og man fejrede det med masser af mad og nyt tøj, ikke meget forskelligt fra, hvad vi gør i dag.

Som du ved, hænger solen lavere og lavere på himlen om efteråret

og i den tidlige vinter omkring juletid hænger dem ganske lavt hen over horisonten og kan faktisk se ud som om den hvert øjeblik kan synke i havet.

Det gruede man jo også for dengang for mange år siden, og det er så lige her at den vigtige stjernegruppe Aassuutit (Altair og den anden lille stjerne Tarazed ved siden af den) var kommer ind i billedet, for hvis ikke de havde holdt øje med solen, var den sunket i havet og verden ville for evigt være indhyllet i det mørke og kolde polarmørke til evig tid.

Aassuutit fik jaget solen op igen og de har siden holdt øje med solen.

Siden har man betragtet Aassuutit som budbringere for at solen endnu en gang er blevet jaget tilbage på rette kurs og væk fra dens vej mod havet, og det blev fejret hvert år, for så vidste man at lyset igen ville tiltage .

Otto Rosing skriver, at Aassuutit er anderledes end andre stjerner, da de udsender et rødligt monotont blinkende skær.

Der er to stjerner, hvor den nederste er større end den øverste der ligger skråt til højre for den nederste. De kan ses lige indtil det bliver lyst om morgenen/formiddagen.

Ole skrev til mig:

”Så vidt jeg ved, har de to stjerner ikke deres egne navne på grønlandsk.

Jeg kender kun Altair og Tarazed.

Der er jo den vigtige sidehistorie, at når man kan se Aassuutit skal man stoppe med at lege snorelege, fordi man ellers risikerer at Solen hænger fast i snorene.

At nogen ikke har overholdt forbuddet ser man, når åndemaneren er på besøg hos månemanden, for hvis han under besøget kigger ind til Solen, ser han, at hendes lår og bagdel er oversået med lange ar fra de skarpe snore.

Nu er det jo ikke kun de oprindelige grønlændere, der har siddet de lange mørke vinteraftener og kikket på stjerner.

Det har man gjort overalt rundt om på kloden i alle tider og rundt omkring har de hver deres historie knyttet til de forskellige stjernebilleder.

Om Aassuutit, som er Det klassiske stjernebillede Ørnen forestiller Zeus' totemdyr i den græske mytologi.

Han sendte ørnen på ærinder rundt omkring, og man tog varsler af ørnenes flugt for at aflæse hans vilje.

En gang hentede ørnen den unge romerske dreng Antionus op til Olympen, hvor han skulle være gudernes mundskænk fordi han var så smuk. - eller det er ihvertfald den "officielle" historie om, hvorfor drengen, som er en historisk person, forsvandt.

Han var Kejser Hadrians ven og elsker, og han druknede i Nilen i oktober 130, men vi ved ikke om han begik selvmord, blev myrdet eller om det var en ulykke.

Antinous blev hentet op på stjernehimlen og blev til en del af stjernebilledet Ørnen, men han er siden blevet pillet væk igen.”

Jeg skrev og spurgte Ole om Aassuutit er den stjerne, som min aanaa og aataa (mormor og morfar) som var kristne, kaldte juullip ulloriaa/ jule-stjernen?

Det ville ellers passe fint med årstid osv. ville det ikke Juullip ulloriaa, som er så tydelig omkring juletid, men Ole svarede:

”Juullip ulloriaa er nok nærmere planeten Venus. Det er osse den, der optræder i julesangen. 

Normalt ser man først Aassuutit i slutningen af december eller begyndelsen af januar, afhængigt af breddegraden og af, hvor høje  fjeldene er i østlig retning set derfra, hvor man bor.”

Jeg glæder mig især over lyset, men glæder mig også af budskabet om næstekærlighed (og evig frelse for de heldige) som Jesus bragte os.

Desværre kan jeg ikke finde Aassuutit, hvis man kunne se dem lige nu, så du må nøjes med disse billeder af en sol, der lige akkurat bliver forhindret i at synke helt til bunds og indhylle vores verden i det evige polarmørke.

Øøøh, fik jeg sagt, at vi går lysere tider i møde? Nøøj, hvor jeg glæder mig over det.

Tak Ole for din hjælp.

(håber ikke at jeg har lavet for mange fejl?)

P.S Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at det i dag er årets korteste dag. 

I morgen er dagen et øjeblik længere.

Mandags-tema-EVENTYR

Måne-reparatøren:

Jeg snyder lidt. Det er næsten eventyr. Næsten sandt og næsten eventyr, men her kommer eventyrlige historier, som næsten er sande

Kan du huske skærmtrolden Hugo?

Hmm.. kan du så huske, at jeg har fortalt dig, at min fars motto vel nærmest er: ” Er det ikke lavet af Gud, men af et menneske, kan det ordnes?

Jeg har også fortalt et par gange, at vi og især min fars børnebørn tit og ofte har betroet ham diverse stykker legetøj, som skulle limes, sættes sammen eller ordnes på anden vis.

Deres aataa bliver betroet en del.

Nogen gange, okay en sjælden gang, får jeg lidt ondt af manden, for vi kommer slæbende med alt muligt skrammel, som er gået i stykker og som vi mener min far/ aataa kan ordne.

Jeg mindes heller ikke, at vi er gået med uforurettet sag og det virker jo nærmest som en opfordring til at komme med mere.

Det virker ikke bare opfordrende, men faktisk også udfordrende, at han for en menneskealder siden spurgte Simon, der akkurat var kommet til verden, om han vidste, hvorfor månen så tit gik i stykker.?

Hver måned går månen i stykker.

Den bliver både halv og kvart inden den igen bliver rund og fin. Om han vidste, hvordan dette hang sammen?

 

” Det er nogle uartige drenge, der kaster med sten på månen, så den går i stykker”

fortalte han Simon, der sad med sine store, brune øjne og slugte alt råt.. det skulle både hans søstre og fætre siden hen også vise sig at gøre, altså at sidde med åben mund og fremstående polypper og sluge det hele råt.

”Næ, de uartige drenge ødelægger månen hele tiden og det har uartige drenge altid gjort.

Det er vel nok godt, at du er så sød, Simon.

“Men som min fars far og som min far, er det nu min opgave, at tage min magiske stige mindst en gang om måneden og kravle op og få ordnet månen.

Få samlet den sammen og få gjort den hel igen.

Og når jeg nu alligevel er der oppe, skal jeg også pudse den med min specielle måne-pudse-klud. Og hvis jeg endda har tid nok kan jeg nogle gange også få pudset nogle af stjernerne.

Det er derfor de skinner så fint.

Snorene, der holder månen fast deroppe, bliver nogle gange lidt slappe, så de bliver også jævnligt strammet og så hænger månen jo så fint højt på himlen, kan du nok se”.

” Simon, kan du så gætte hvem, der skal ordne og pudse månen, når jeg ikke kan mere? Nej, det er ikke din mor, men dig”

Det tog Simon nogle år, at acceptere det tunge lod, at skulle være måne-mekaniker, men jeg tror næsten, at han har affundet sig med det nu?

Opgaven kan vel også deles ud til Simons fætre, der stadig nyder, at høre om deres aataas ture til og fra månen, når den er gået i stykker, skal samles og pudses?

Hvordan kommer skærmtrolden Hugo ind i billedet?

Jo, da skærmtrolden Hugo havde sit ugentlige show i fjernsynet, betroede min far /aataa Simon, at Hugo faktisk boede under gulvbrædderne i vinterhaven hjemme hos aataa, altså når han ikke lige var inde i fjernsynet, og at Hugos aataa også boede hos aataa.

Alle har jo en aataa, også Hugo.

Hugos aataa boede så ikke under vinterhavens gulvbrædder, men i kælderen. Simon, som var blevet lidt ældre og som nu ville se beviser før han troede, fik vist et uhyrligt billede af Hugos aataa.. aataas udtrådte sutsko, der havde været igennem kopimaskinen.

Billedet, kopien af sutskoen er for længst væk, men vi husker alle det livagtige billede, der skulle forestille Hugos aataa.

Som sagt var Simon blevet ældre, så han forstod også at drage fordel af de historier, han var begyndt at tvivle en anelse på, ved at give Hugo skylden for alverdens ting, som vi voksne uforvarende troede Simon havde lavet af skarnsstreger og ulykker (malet mit nymalede køkken, spildt en pakken mel, havregryn, en dåse kakao-pulver eller lign. )

Hvis der ikke er en Hugo, er der altid en anden, der kan være genstand og årsag til, at der bliver fortalt næsten u-troligheder krydret med en masse finurlige finesser, sløjfer og næsten sande historier.

Så sent som i dag hørte vi så lige, at der var flyttet en rigtig, vaskeægte nisse ind i mine forældres kælder…

Vidste du for resten godt, at der i en lang årrække boede en børnebanker-mand nede på havnen? Han boede i et langt, langt rør, som siden blev genbrugt som skorsten på forbrændings-anstalten. Han var en skræmmende mand, der dog viste sig at være et ensomt uhyre, der havde fået den kedelige opgave af kommunen, at indfange alle de her uartige drenge, der bl.a ødelagde månen og læse dem teksten.

Han levede ikke op til sit ry som børnebankermand, så kommunen fyrede ham for tjenesteforsømmelse og pga landets allerede dengang skrantende økonomi og brugte som sagt hans bolig som skorsten til forbrændings-anstalten.

Stillingen som børnebankermand blev ikke genopslået, men jeg tænker, at ideen måske er god nok med sådan en børnebankermand?

Nogen gange har aataas historier dog ikke helt holdt vand.. som fx i sommer, hvor han forsøgte at bilde fætrene Silas og Daniel ind, at grunden til at han ikke hoppede i badebukser og sprang i vandet var, at hans krop var dækket af en kæmpestor og meget frygtindgydende tatovering i form af en drage.

Da han ikke kunne fremvise andet en et par strittende hår på brystet og en lidt bleg teint, konkluderede fætrene (Daniel og Silas) at aataa (måske) var fuld af løgn og havde en lidt for livlig fantasi?

Eller om dengang han deltog i hurtigløb på skøjter, og han ikke var helt fremme, men så bare slog en stor prut, som sørgede for at han kom meget, meget hurtigt frem, blev en suveræn vinder og slog alle rekorder, som siden ikke er blevet overgået..

Men jeg ynder nu at tænke på, at det er min far, der hver måned sørger for, at månen hænger rund og fin på himlen med de snore der nu holder den oppe, strammet godt til, så den ikke falder ned og at når den skinner fint og blankt, så er det altså fordi min far endnu engang har sat tid af til at få den ordnet og pudset.

Og måske har Hugo vippet et gulvbræt op og kikket op mod himlen for at se om hele gik ordentligt for sig.

(billedet har jeg fået af Lars Weiss. Tak Lars)

P.S Min farfar, der boede i Sønderborg, sejlede om ikke dagligt, så ugentligt med spritdamperen fra Sønderborg til Tyskland.

Min far fortalte os at det var farfars spritbåd, hvilket vi (altså mig og sikkert mine søstre også) naturligvis troede på.

Hvorfor skulle han ellers sejle så tit med den?

At det var for at købe sine rationer af smøger og få et slag kort med vennerne på overfarten, var ikke inkluderet i historien.

Måske jeg skulle forsøge at nedskrive alle de mange mærkelig historier vi er blevet fortalt gennem tiderne for at få lidt hold på dem? Lena har da ihvertfald efterspurgt det et par gange

Måske endda få dem be-eller afkræftet et eller andet sted?

Jeg er fx begyndt at tvivle lidt på om min far vitterligt er alene om at pudse månen og stjernerne, for jeg har mødt en rigtig himmelbestyrer og ham har min far da ikke nævnt noget om, når han har fortalt om sine udflugter op.

Når han har fortalt, har han altid været alene om at skulle sørge for at tingenes tilstand på den store himmel var i orden.

Måske han er hemmelig agent? OO7?

Eller fantasi-foder-mester?

Hmmm..

Andre har fortolket EVENTYR sådan HER