Årets korteste dag / Aassuutit

Årets korteste dag.. det er i dag.

Nu går vi lysere tider i møde, og det glæder mig usigeligt.

Julen er hjerternes fest, siger man, men man siger også at det er lysets fest.

Heroppe er der altid blevet holdt fest på denne tid af året. Nemlig når Aassuutit viste sig og varslede længere og lysere dage.

Man holdt fest lang tid før man vidste, hvem Jesus var og at hans fødselsdag blev fejret på denne tid af året, for man fejrede, at det nu gik mod lysere tider.

Når jeg i disse dage kikker op mod himlen og ser de tusinde og atter tusinde stjerne blinke på den kulsorte vinter-himmel, kan jeg kun blive imponeret over, at man dengang alene udfra stjernerne og deres placering kunne vide, hvornår på året, døgnet og sted man befandt sig og til og med kunne forudsige, hvor lang tid, der var til en given dato.

Og jeg kan jo heller ikke lade være med at spekulere på at eskimoerne havde en helt anden stjernehimmel end for eksempel den danske viking havde.

Faktisk havde de oprindelige canadiere og de oprindelige grønlændere igen nogle forskellige stjerner som de fandt vigtige.

Nu er jeg ikke så velbevandret ud i astronomi, så jeg har skrevet til himmelbestyren, Ole, som er lidt mere velbevandret indenfor emnet end jeg er, for at få lidt kyndig hjælp til at finde rundt i stjernerne og især i de mange forskellige spændende historier, der knytter sig til nogle af dem udover, dem som jeg selv har fundet frem.

I en bog skrevet af Otto Rosing: ”Gulunnguaq” der første gang udkom i 1967, skrev Otto Rosing om stjernerne Aassuutit, som også går under navnene Altair og Tarazed , som er stjerner i stjernebilledet Ørnen.

Når disse stjerner første gang viste sig i horisonten i øst lige før daggry, vidste folk dengang, at nu vendte solen tilbage og med den blev dagene længere. 

Lyset vendte tilbage og man fejrede det med masser af mad og nyt tøj, ikke meget forskelligt fra, hvad vi gør i dag.

Som du ved, hænger solen lavere og lavere på himlen om efteråret

og i den tidlige vinter omkring juletid hænger dem ganske lavt hen over horisonten og kan faktisk se ud som om den hvert øjeblik kan synke i havet.

Det gruede man jo også for dengang for mange år siden, og det er så lige her at den vigtige stjernegruppe Aassuutit (Altair og den anden lille stjerne Tarazed ved siden af den) var kommer ind i billedet, for hvis ikke de havde holdt øje med solen, var den sunket i havet og verden ville for evigt være indhyllet i det mørke og kolde polarmørke til evig tid.

Aassuutit fik jaget solen op igen og de har siden holdt øje med solen.

Siden har man betragtet Aassuutit som budbringere for at solen endnu en gang er blevet jaget tilbage på rette kurs og væk fra dens vej mod havet, og det blev fejret hvert år, for så vidste man at lyset igen ville tiltage .

Otto Rosing skriver, at Aassuutit er anderledes end andre stjerner, da de udsender et rødligt monotont blinkende skær.

Der er to stjerner, hvor den nederste er større end den øverste der ligger skråt til højre for den nederste. De kan ses lige indtil det bliver lyst om morgenen/formiddagen.

Ole skrev til mig:

”Så vidt jeg ved, har de to stjerner ikke deres egne navne på grønlandsk.

Jeg kender kun Altair og Tarazed.

Der er jo den vigtige sidehistorie, at når man kan se Aassuutit skal man stoppe med at lege snorelege, fordi man ellers risikerer at Solen hænger fast i snorene.

At nogen ikke har overholdt forbuddet ser man, når åndemaneren er på besøg hos månemanden, for hvis han under besøget kigger ind til Solen, ser han, at hendes lår og bagdel er oversået med lange ar fra de skarpe snore.

Nu er det jo ikke kun de oprindelige grønlændere, der har siddet de lange mørke vinteraftener og kikket på stjerner.

Det har man gjort overalt rundt om på kloden i alle tider og rundt omkring har de hver deres historie knyttet til de forskellige stjernebilleder.

Om Aassuutit, som er Det klassiske stjernebillede Ørnen forestiller Zeus' totemdyr i den græske mytologi.

Han sendte ørnen på ærinder rundt omkring, og man tog varsler af ørnenes flugt for at aflæse hans vilje.

En gang hentede ørnen den unge romerske dreng Antionus op til Olympen, hvor han skulle være gudernes mundskænk fordi han var så smuk. - eller det er ihvertfald den "officielle" historie om, hvorfor drengen, som er en historisk person, forsvandt.

Han var Kejser Hadrians ven og elsker, og han druknede i Nilen i oktober 130, men vi ved ikke om han begik selvmord, blev myrdet eller om det var en ulykke.

Antinous blev hentet op på stjernehimlen og blev til en del af stjernebilledet Ørnen, men han er siden blevet pillet væk igen.”

Jeg skrev og spurgte Ole om Aassuutit er den stjerne, som min aanaa og aataa (mormor og morfar) som var kristne, kaldte juullip ulloriaa/ jule-stjernen?

Det ville ellers passe fint med årstid osv. ville det ikke Juullip ulloriaa, som er så tydelig omkring juletid, men Ole svarede:

”Juullip ulloriaa er nok nærmere planeten Venus. Det er osse den, der optræder i julesangen. 

Normalt ser man først Aassuutit i slutningen af december eller begyndelsen af januar, afhængigt af breddegraden og af, hvor høje  fjeldene er i østlig retning set derfra, hvor man bor.”

Jeg glæder mig især over lyset, men glæder mig også af budskabet om næstekærlighed (og evig frelse for de heldige) som Jesus bragte os.

Desværre kan jeg ikke finde Aassuutit, hvis man kunne se dem lige nu, så du må nøjes med disse billeder af en sol, der lige akkurat bliver forhindret i at synke helt til bunds og indhylle vores verden i det evige polarmørke.

Øøøh, fik jeg sagt, at vi går lysere tider i møde? Nøøj, hvor jeg glæder mig over det.

Tak Ole for din hjælp.

(håber ikke at jeg har lavet for mange fejl?)

P.S Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at det i dag er årets korteste dag. 

I morgen er dagen et øjeblik længere.