mandag den 17. august 2009

Call of the search/Rensdyrjagt

Advarsel: Megalangt indlæg:

Det har på alle måder været en minderig weekend. Først og fremmest var meningen, at Sara skulle med på selve jagten, det fortalte jeg jo på et tidligere tidspunkt.

Vi kom afsted i god, god tid og sejlede de første to timer i en tåge-suppe så tyk, at vi ikke kunne se 10 mtr. frem for os. ud af tågenBåden har taget turen så mange gange, at vi stolede på, at den selv kunne finde vej, og vi hjalp den på vej ved at kikke på bølgernes retning, kompas, GPS og højt humør. søsterkærlighed Som knips med en finger, var vi pludseligt ude af tågen, og det var godt sejlvejr. Vi ankom rettidigt til bestemmelsesstedet, og heldigvis var tidevandsforskellen kun på ca 3 mtr. På andre tidspunkter i månens cyklus, der jo påvirker tidevandet, kan tidevandsforskellen være helt op på 4,4 mtr, og har man lagt båden/jollen tæt på land, risikerer man at den står på land/havbunden, når det er laveste lavvande.

Vi kom dog, så vi kunne komme tørskoet i land. Der blæste dog på det tidspunkt i det område en hidsig nordenvind, der sørgede for at bølgerne sprøjtede hidsigt op over jollens forstævn, da jeg, sammen med Jan, skulle fragte vores soveposer, telt og proviant ind til land, så jeg startede min “udflugt” med at være gennemvåd fra inderst til yderst. Om jeg havde skiftetøj med? Næ! Heldigvis kunne jeg låne et par underbukser (rene og tørre) af Lena og et par gamascher af Johannes, og resten måtte jeg undvære, men humøret og modet var stadig intakt og vandtæt. Vi hyggede totalt igennem om aftenen i teltet og latteren var høj og inderlig. Sara var naturligvis spændt, men ansigtet var lagt i tilpasse folder, der ikke røbede, hverken spænding eller nervøsitet. Vi gik nogenlunde tidligt til ro med aftaler om, at jægerne skulle op kl 04 om morgenen.

Der blev spist en solid morgenmad og smurt nogle madder, fundet chokolade frem og riflerne blev hevet ud af hylstrene. Der var ingen piveri.

Jeg stod op og så dem gå afsted i det første morgengry i den lette morgendug i højt og forventningsfuldt humør. morgenduelige Da de forsvandt over den første bakkenkam, krøb jeg kold ned i den lune sovepose og fik først en time på det ene øje og så en time på det andet øje. I min lette rævesøvn kunne jeg høre, at Lena og Laura vågnede, da det begyndte at regne, og de var flinke til at samle mit stadig og nu mere våde tøj sammen, som jeg havde lagt til tørre på grenene. Vi havde ikke andre planer end at vi skulle op og gå i fjeldet for at samle rensdyrgevirer til aataas kuglepenne. Vi havde knap spist morgenmad/middagsmad, samlet os sammen, fået tøj på før jeg på en bakketop kunne skimte Jans silhuet, og et par få øjeblikke efter også Saras. 5 Vi bogstaveligt talt styrtede op mod dem for at høre og se. Vi var så spændte. Jan kom slæbende på et pænt stort dyr, Den stolte farog Sara på alle løsdele, samt nogle gevirer, som hun havde fundet.  kommende storjæger Meget naturligt spurgte vi straks efter Johannes, da han ikke var til at se, og vi troede først at Jan lavede sjov, da han sagde at han ikke vidste, hvor Johannes var. Jagtkammerater

Jeg især ved, at Jan er meget, meget ked af, at folk går alene i fjeldet, så vi studsede noget, men regnede med at Johannes kom over fjeldtoppen senest om et par timer, slæbende på nogle rensdyr. De havde lavet en aftale om at mødes på et bestemt tidspunkt på et bestemt punkt, men da han efter lang tids venten og Sara var blevet kold og efter at Jan havde været over et stort område for at se, om han kunne finde ham. Vi ventede i teltet og vi ventede ude, vi tog en lur og vi drak lidt kaffe omkring lejren, og Johannes dukkede ikke op. Da der var gået 13-14 timer efter at han/de var taget afsted,velvidende, at han kun var iført en tynd fleecetrøje, kun havde en rittersport i lommen og ikke havde en drikkedunk, og regnen havde været over os med nogle grundige udbrud, mente vi at vi måtte se efter ham. Jan og jeg gik op på det nærmeste højeste fjeld.. en gåtur på 1½ time i kuperet terræn med kikkerter og tålmodighed, og vi gik med uforurettet sag. Ned igen. Vi fik varmet noget aftensmad og levnede til Johannes, som vi regnede med, at dukkede op lige om lidt, da det både regnede og meget snart blev mørkt, men det eneste, der viste sig for os, var mere regn i tunge, kolde dråber ledsaget af en kold vind, der lynhurtigt fik gennemblødt alt, hvad der kunne gennemblødes. Lenas bekymring massiv og hverken Jan eller jeg brød os om situationen.

Snubler du og forvrider benet, anklen eller brækker noget deroppe, kan du ikke få hjælp. Det er ufatteligt smukt på fjeldet, men ligeså smukt det kan være, lige så nådesløst og ubarmhjertigt, er det at ligge deroppe alene, kold og overladt til dig selv. Du kan være ekstrem svær at finde, for det er områder så store at det næsten er ufatteligt, og ligger du bag en sten, eller i noget krat, nogle grene eller bare uheldigt, kan du belave dig på det værste.

Da klokken blev 22 og 23 og Lena og Jan igen og igen havde været lidt oppe i fjeldet for at se efter Johannes, blev vi enige om, at når mørket var så tæt, at man ikke længere kunne orientere sig, ville vi ringe fra vores iridium telefon til Sisimiut politi for at varsko dem, så de evt. kunne holde sig klar og måske gøre klar til en evt. eftersøgning. Vi var godt klar over, at noget måtte være galt, når Johannes ikke var dukket op til aftalt tid og især, når det var blevet mørkt samtidig med at det i den grad havde været dårligt vejr og med hans manglende passende påklædning.

Vi kunne intet gøre, så vi krøb i soveposerne, tavse og hver især, og mest Lena, med meget tunge tanker.

Mine tanker, løber i sådanne situationer, fuldstændigt løbsk. Katastrofetanker om død og ødelæggelse, og jeg forestillede mig, at Johannes lå deroppe i regnen, kulden, mørket, sulten med livet sivende langsomt ud af sig, med en flok ræve og ravne, der sultent sad og kikkede på sig. Uden ild og uden nogen til at trøste sig. Natten gik med at holde katastrofetankerne stangen og nede, mens jeg stædigt opfordrede fornuften og den logiske tanke til at overtage. Kl. 04 ringede vi igen til politiet som vi havde aftalt, og hvis han stadig ikke var dukket op kl 06, ville en eftersøgning sættes i værk. Tågen lå, på det tidspunkt tæt og tykt over fjeldtoppene og regnen sørgede trofast for, at intet kunne holdes tørt udenfor. Kl  04.30. aftalte vi, at jeg skulle gå over og se til nogle andre rensdyrjægere, der muligvis lå et par timers gang fra os. De skulle også varskoes, så de kunne være opmærksomme, når de gik på jagt. Jeg skulle gå langs strandbredden og holde mig synlig så langt så mulig. Det var en tung tur, som jeg bestemt ikke nød. Jeg blev gennemblødt hurtigt, og tankerne begyndte igen at vride sig over i det absurde og nedbrydende, for kunne jeg mon være sikker på, at de mennesker, jeg evt, mødte være venlige? Var der overhovedet nogen? Mine tanker løb i spind, blev indviklede og bestemt ikke motiverende. Ville jeg mon finde Johannes på min vej og i hvilken tilstand ville jeg finde ham i? Altså! Der var ikke mange fornuftige tanker i mit hoved. Jeg fandt to telte. Det ene var fuldstændigt laset og ødelagt og det andet var tomt og så meget mystisk ud og var også tomt. Jeg gik lidt længere for at se, om der ikke skulle være nogen. Bare nogen, for nu havde jeg gået så langt og med uforurettet sag. Intet! Så jeg vendte om kl ca 05.45 og da omsider kunne se vores lejr gennem mine fuldstændigt regnvåde briller, kunne jeg ane en person, der stod foran vores telt. Det var Lena, der af sine lungers fulde kraft råbte, og viftede med arme og ben. En masse råberi, og jeg opfattede ordet “kommet”, og som jeg kunne sætte tempo på mine små, tykke ben, der bare gik som trommestikker.

Johannes havde stille og roligt lynet lynlåsen langsomt op i vores telt, udmattet, træt og forkommen kl lidt i 06. Han havde jagtet to store rensdyr, gået længere og længere væk, fået skudt dyrene, og da han han endelig var klar til at gå i pendulfart frem og tilbage for at fragte de skudte dyr hjem til teltet, var tiden gået fra ham og mørket havde sænket sig. Han havde fundet lidt læ under et klippefremspring, hvor han rystende af kulde havde tilbragt den sidste rest af natten, sulten og træt. Han kunne selv ringe til sine kollegaer i Sisimiut og afblæse, den eftersøgning, der var ved at blive planlagt, og da han havde fået noget at spise, fået tørt tøj på og lidt varme i kroppen, tog Jan og ham op for at hente hans rendyr og gevær. 

Om vi var lettede? Jeg har aldrig i mit liv været så lettet. Lettet over ikke at skulle ud og lede efter en mand, der højst sandsynligt var død, og som naturligt ville indgå i ådelsdyrenes kredsløb. Lettet over, at min søster ikke skulle gennemgå den sorg at miste sin mand efter kun 4 måneders ægteskab. Lettet! Hele turen hjem sov alle 1213 undtagen Lena og jeg. Vi holdt os selv og hinanden vågne, og sejlede i det dejligste vejr hjem velvidende, 15at alle var i god behold. Tampax-en At Sara var med på allerførste parket og var med til at skaffe sin konfirmations-hovedret til huse. asaSARA Johannes fik det største af trofæerne med hjem: Et kæmpestort rensdyrhoved med et et stort gevir og en dyrekøbt erfaring.Johannes Reimer  Jeg har foreslået, at han skal kopiere døgnrapporten fra politistationen, få de lamineret og sætte den op mellem hoved og pladen,; for det trofæ har et lidt anderledes historie, som ingen af os vil glemme lige med det samme.  Saras vandrestøvler

14 kommentarer:

  1. Gud ske tak og lov at alle kom sikkert hjem.

    SvarSlet
  2. Christina i NZ18 august, 2009 05:17

    Åh for en historie! Jeg har ikke læst midten endnu, blev nødt til at læse slutningen for ikke at blive alt for bange! Stort knus til jer alle!!

    SvarSlet
  3. Ja,Gud ske tak og lov, at der ikke skete mere dramatiske hændelser.
    Vi glæder os til at se jer igen den 28. august.
    Knus og kram herfra også til Johannes, godt, at han er i god behold.
    far og mor i Geraa

    SvarSlet
  4. Ja, Gud ske tak og lov, at I er i god behold, og at der ikke skete mere dramatiske hændelser.
    Vi glæder os at se jer den 28. august.
    Knus og kram også til Johannes
    far og mor i Geraa

    SvarSlet
  5. Hoooold da op en gyser.
    Jeg sidder lige og har dejavue, fra den andens vinkel (har siddet i Johanneses sted i Kang. for nogle år siden). Bliver da helt dårlig ved tanken. Der skal så også siges at jeg fik nok mit livs største skideballe (lettelses), fra mine drengenes far.
    godt at alle kom sikkert hjem

    Kærlig hilsen Phine

    SvarSlet
  6. Aaaaarj Johannes!!! Det koster kager - måske pandekager!! Alle de eftersøgninger han selv har været med på. Han burde da vide. Godt at I alle sammen nåede godt hjem. Næste gang må i indoperere en GPS-chip i ham.

    SvarSlet
  7. Stakkels Stakkels Johannes..

    Piisaangaaraminngooq ;)

    SvarSlet
  8. Py ha.....sidder her med en klump i halsen, godt det endte godt!

    SvarSlet
  9. Dudi, Johannes har allerede lovet at gi pandekager, og det bliver ikke bare een omgang, det skal være rigtig mange gange. Al den bekymring, og tanker vi gjorde os...
    Måske får han en iridium af mig, når jeg engang kommer til penge. Desuden har han lovet, at han aldrig mere vil gå alene, ikke engang på rypejagt ;o)

    SvarSlet
  10. pyha siger jeg bare.. havde et klump i halsen.. Dorthe da du gik den morgen må du være træt uden at du vidste? men i den situation kan man ikke mærke trætheden, man giver ikke op, det er noget der skal gøres.

    SvarSlet
  11. Christina i NZ,, det er jo en lykkelig slutning, så læs du bare det midterste ;-) Phine dog! Johannes fik ikke nogen skideballe, men det var nu heller ikke nødvendigt, for han vidste godt, at det var HELT galt. Nu ved både du og han, hvad man skal og ikke skal. Frederikke, jeg var træt; ikke fysisk, men psykisk udmattet. Når man SKAL, KAN man!Men jeg lover dig, at mine tanker kørte i spind, i ring og var store, da jeg gik om morgenen i regnen, tågen og kulden. Takussagaluarpat ajoq.

    SvarSlet
  12. Ja, du kan tro jeg ved hvad man IKKE skal. Vi var heldigvis 2, eller....
    Skideballen var vist for at få afløb for bekymringer. Vi var hjemme kl. 2 om natten, efter at have gået i 16 timer i træk. Venner og familie var ude at kigge efter os, uden at finde os. Så jeg måtte pænt ringe rundt midt om natten, da jeg var vel hjemme og sige jeg var i sikkerhed.

    Phine

    SvarSlet
  13. Hold da helt ferie for en historie. Jeg haaber aldrig I gentager den, men hvis I goer, saa bliver det forhaabentlig med lige saa god en ende!

    SvarSlet
  14. Phine, det er sjovt, som man pludseligt kan høre sig selv skælde ud, selvom man i virkeligheden er lettet. Det er jo en reaktion, som du siger..afløb. Godt at "din historie" også endte godt. Tina, vi gentager ikke, ikke, ikke historien med vores gode vilje nogen sinde igen. Det var virkeligt ikke sjovt.

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding