Tålmodighed og snemangel

I går gik al internetforbindelse ned. Ingen mobildækning nogen steder og dankortterminalerne holdt op med at fungere.

Jan og jeg stod i Brugsen og skulle til at betale, men at stå i kø er ikke Jans stærkeste side.

Han har mange andre stærke sider, men at stå i en kø og vente.. eller bare det at vente..

På overfladen ser han rolig ud.

I harmoni med sig selv og nærmest lidt indisk meditationsguru-agtig, men kender man ham bare den mindste smule, ved man, at han er ved at sprænges indeni og at han mest af alt har lyst til at råbe, skrige og stampe i gulvet.

Ikke at han nogensinde har gjort det, mens jeg så på, men han har har sagt det meget overbevisende de gange han har skullet vente.

Når det er døde ting, kan jeg vente til verdens ende.

Jeg kan vente og vente og det kan altså bare ikke hidse mig op.

Jeg kan trævle mit strikketøj op de første 10 gange og starte forfra (næsten) uden det kan hidse mig op.

Når fiskelinen kludrer, kan jeg vikle den op med intakt tålmodighed, hvor Jan allerede har fundet kniven frem og kappet skidtet.

I går i køen i Brugsen, da hans tålmodighed var opbrugt efter ca 20 minutter forlod han ganske enkelt butikken.. i god ro og orden.

Igen sprængninger, ingen råben eller skrigen og hvis man ikke lagde mærke til hans hænder, der knyttede sig hårdt om tommelfingrene, havde man ikke anet noget.

Gåturen hjem i blæsten på de spejlblanke gader havde heldigvis sendt tankerne i andre retninger og da jeg kom hjem efter at have stået i kø i 5 kvarter, var han glad og kaldte mig dagens helt.

Jeg nåede at læse et helt samvirke og småsludre med de andre, der stod i kø. Det var  nærmest lidt hyggeligt med et uventet afbræk, syntes jeg.

De veje Jan gik på i går er omend ikke glattere end i går, så ihvertfald stadig meget glatte.

Det blæser stadig og det hele er gråt i gråt.

Sådan her så der ud i formiddags ud af vores hoveddør:

Noget af sneen ligger der stadig, men den er sunket og blevet hård.

Det lidt løse sne, der var, er blæst væk og for at det ikke skal være løgn, er der varme grader udenfor. Ikke just hundeslædevejr.. nævn det ikke for Jan, det der med det manglende hundeslædevejr, for det bringer ham helt op i det røde felt, og han vrisser om spildte jule-feriedage og dyrt hundefoder til ingen verdens nytte.

For at snakke om noget andet, tog vi kameraet i hånden her til aften og kørte over foran een af boligblokkene for at fotografere en udendørs juleudsmykning.

Om man kan lide det eller ej, er sagen uvedkommende, for ham/hende/dem, som har lavet det, må have brugt oseaner af tid på det og ret så mange kulørte lamper.

De har gjort sig umage og gjort sig overvejelser.

De fejrer da i den grad julen og deler den i overmål med os andre.

Og at dømme efter de fine juleønskninger, som de har skrevet, har de ment det godt.

(Der står på skiltet:” Glædelig jul og godt nytår til jer alle fra Otto, Else og storbror”)

TAK!

Der er da ihvertfald ikke gråt i gråt foran døres hoveddør.