Lucia på Taseralik

Omkring juletid er der overalt tradition for, at man på arbejdspladserne mødes, spiser sammen, drikker juleøl, snaps og glögg, slår huller i jorden, danser og næsten synkront og i fællesskab har tømmermænd sammen. Jeg er een af de få, der har været på den samme arbejdsplads i mere end et par år, faktisk har jeg arbejdet det samme sted siden 1989 og selvfølgelig har jeg deltaget i nogle julefrokoster. Desværre er der også tradition for, ikke bare på min arbejdsplads, men overalt i det danske rige, at man når man får indtaget tilstrækkeligt med alkohol, føler sig mindre hæmmet og dermed mere fri til at få sagt en del, som ikke altid øger julehumøret eller julestemningen. Jovist, er det et symptom og det vil jeg ikke kloge i, men har taget konsekvensen (igen) i år og er blevet hjemme. jeg vil gerne høre andres mening, men helst når der ikke er alkohol indblandet og det er ikke min arbejdsplads som sådan jeg holder mig fra.. Men jeg mangler og savner, at spise sammen med en masse mennesker, være højrøstet og danse, og heldigvis var Jan villig til både at spise og være højrøstet og dansen måtte jeg så selv klare. Puha, hvor er det længe, længe, længe siden jeg har slået huller i jorden. Dagen i går og dagen i dag er mærket af fredagens hjemme-kombinerede "frokost", så der går meget, meget lang tid inden successen gentages. Heldigvis var det så ikke hverken Jan eller mig, der skulle stå for sang og "dans" i går. Den stod Laura, sammen med en masse andre piger, for. De gik så fint et Lucia-optog i Taseralik. Det var midt på dagen, og faktisk en af de få dage vi har haft i måneder, hvor der ikke var overskyet eller nedbør af den ene eller anden slags. Der blev fotograferet og sågar filmet og familien dukkede op, og efter optoget kørte vi en tur rundt i byen og nød dagslyset og især den blå time. Alle, der har været i Grønland, ved at den blå time vitterligt er blå heroppe. Sneen, himlen..alting får et skær af blå i alle nuancer. Det er så smukt, men svært at fange med (mit) kamera. Strikketøjet skal have lidt opmærksomhed i dag, og jeg vil sætte mig i sofaen, hvor jeg kan se al den nyfaldne sne, der bliver hvirvlet arrigt op af den kraftige, hidsige blæst, der lige nu besøger os. Den er her godt nok ofte, og det er bestemt ikke mig, der har inviteret den! (Ole Petersen: Jeg er spændt på det færdige resultat :-) Får vi det at se?? Pissanganaq!)

Og så vil jeg nyde billedet af solen fra i går eftermiddags, da den sank, rød og smuk i havet.