Hverdage

Nogle dage går heldigvis ubemærket hen i glemslen. Det vil denne dag også gøre. En ganske almindelig hverdag, som dem, der er flest af. Arbejde, et enkelt møde, ud og handle, bikse aftensmad sammen, og nu er dagen omtrent slut. Og alligevel..for i dag fik vi gjort noget ved et altid tilbagevendende problem: kransen. Jeg har omtalt den før, og både Jan og jeg er glade for den. Den hænger altid over sofabordet, og blev lavet for mange år siden, hvor Jan insisterede på en adventskrans, og jeg er ikke til gran-adventskranse OVERHOVEDET, men hvem har også sagt at kranse skal være lavet af gran, og hvem siger at der skal dekoreres med røde sløjfebånd og røde stearinlys? Ikke mig, så jeg lavede en (advents-)krans, der hænger over sofabordet med en lyskæde med (nu) 50 lys i. Pynten, skifter i takt med årstiden, humøret og behovet for pynt, så nu er både Jans og mit behov for jule-traditioner diplomatisk dækket. Men kæden med de 80 bittesmå lys i, havde hængt i kransen lige så længe som kransen har eksisteret, og da jeg i sidste uge fandt en kæde, der kan sluttes til lysnettet uden transformer og møblernes placering blev ændret, var der tid for at sluttet lyskæden direkte til en kontakt og nu kan vi tænde og slukke for lysene uden at skulle krabbe os forbi nullermænd, tabte madrester, sofafnuller og uden fare for at hænge fast under sofaen, når vi skal ind til den stikkontakt, den oprindeligt sad i. Næ, nu kan vi sammen med de andre lys i stuen slukke ved en kontakt midt på væggen, og for at det ikke skal være løgn, har vi i fællesskab fået hængt den lige op og midt for sofabordet. Det holdt hårdt og der skulle vises tænder fra begge parter inden vi begge var tilfredse, så måske var dagen i dag alligevel ikke helt som de andre. Dagen i dag blev også brugt på at aflevere biblioteksbøger og få nogle andre hjem. Jeg er storforbruger af folke-biblioteket her i byen, og vi har et godt og hyggeligt bibliotek med mange gode og forskellige bøger. Hvordan det er opstået ved jeg ikke, men jeg har både sidste år og i år, lavet deres juledekorationer. De køber grønt og lys ind, ringer efter mig, og jeg samler det sammen til noget, der skal ligne en dekoration. Sidste år var jeg tilfreds, men i år havde de købt cypres, som desværre ikke kan stå distancen i det tørre, meget tørre indeklima, der ofte er på et bibliotek, og især på vores folke-bibliotek. De var pæne lige da de var færdige, men her en uge efter, ser de trætte og opgivende ud. Lige godt det samme. Det var så en dag som alle de andre, som nok bliver glemt og ikke gemt, var en af mange, men som udgør min hverdag.