Skagle-spasser

Jeg har vist fortalt et par gange, at Jan og jeg fandt kærligheden på en slædetur for over 15 år siden. De første år vi kendte hinanden, kørte vi slæde hver weekend, hver ferie uanset, hvor kort den end måtte være og enhver given lejlighed, og det var altså ikke bare ud bag den første knold. Næ, nej. Vi kørte langt og overnattede i mange dage i offentlige hytter eller i vores telt, inden vi modstræbende vendte næsen mod civilisationen igen. Hver en lejlighed blev brugt på slæden, og Simon var med stort set hver gang.Dengang var det ikke noget problem med et dårligt gående blebarn på slæden. Når vi ikke var ude og køre hundeslæde, sad vi hjemme og planlagde næste tur, så vi kan vist godt sige, at vi er vant til at omgås hinanden på en slæde. Jeg ved, fx. hvornår jeg skal tie stille og hvornår jeg må grine, hvornår jeg må kommentere Jans slædekørsel og hvornår jeg skal lade være med at grine. Er der noget, der kan bringe en slædekusk i affekt, så er det når, hundene smider sig..op ad bakke. Dét er bestemt ikke godt, for slædehunde har med at huske, hvornår og hvor de sidst holdt pause, hvor de sidst slap afsted med at smide sig og hvor de sidst kunne slække kravene, til især sig selv. De gentager deres sidste ture igen og igen og igen, og hvis kusken har en anden plan end hundene, kommer der nogle udbrud..både fysiske og verbale, som ikke tåler gentagelse i det offentlige rum. Der skal virkelig gøres en indsats fra kuskens side for at afvænne hundene deres vaner. Hundene er virkeligt kommet i form her sidst på sæsonen, og der var ingen slinger i valsen hverken op eller ned ad de stejle lange bakker eller de korte, stejle, lidt skæve bakker. Næ, nej.Jan havde skam vænnet dem fra at ville holde pauser mærkelige steder, og havde vænnet dem til at trække op ad bakke, hele tiden og konstant alle mand/hund. Der, hvor der i dag blev talt med store og iørefaldende bogstaver var, når Jan havde redt skaglerne (de lange snore fra selen og ned til slæden) og de så enten smed sig oveni det hele, eller konstant og hele tiden byttede plads. Det giver filtrede skagler, som ikke er særligt hensigtsmæssigt, hvis de skal have plads til at løbe i en fin vifteformation ned ad bakkerne, fx. Et nyt ord blev højlydt og meget insisterende tilføjet mit ordforråd:”SKAGLE-SPASSER”. Gad vide, om de tre hunde, ordene var møntet på, forstod hvad Jan mente med det?? Jeg smilede,jeg forstod, men sagde ikke noget. Ikke når han sagde det i den tone, i det tempo og med de decibel. “Skagle-spasser”. Godt, han ikke har kommenteret min piskefærdigheder i samme vendinger, og godt at han ved, hvornår han skal tie og hvornår han skal tale.   Mens vi sad i den uendelige stilhed midt ude på fjordens havis, kunne vi inde på land pludseligt se en hytte snige sig langsomt afsted i fjeldet. Foran og bagved kørte pistemaskinerne afsted i sindigt tempo. Og for at fuldende billedet, svævede den største hav-ørn vi nogensinde har set over vores hoveder. Majestætisk og som den eneste konge på den arktiske himmel.  (P.s jeg har nu foruden et par ekstrastore læber også en fin rød streg ned over kinden, hvor pisken også har strejfet..øv. Gid jeg kunne sige at jeg havde erhvervet mig mine “skader” af mere heroiske grunde end at jeg ikke kan svinge en pisk) 

Bortset fra..

at jeg fik pisket mig selv med hundepisken tværs hen over ansigtet, havde Jan, Sara og jeg en fantastisk hundeslædetur helt ind i bunden af 1. fjord. Hundene var ivrige..Jeg lagde en iskold isklump på med det samme…adr, samlet op fra hundeslædesporet, og Sara og Jan påstår at hævelsen allerede har lagt sig heeeelt vildt, men jeg synes nu stadig det er meget hævet. Det spænder og er mega-ømt. Sagde nogen “Congo-læber”? AV (som om mine læber ikke er store nok-æv)

Håndledsvarmere/pulsvarmere/tajarutit/muffedisser… kært barn..

Dem har jeg et par stykker af, og jeg kan sagtens bruge flere, for de pynter, varmer og tilføjer din måske kedelige garderobe lidt personlig stil. Heldigvis tager de ikke lang tid at strikke selv, og der går under et halvt nøgle strømpegarn til, og et antal perler, som du selv bestemmer, før du kan pryde dig med lidt om håndledene, som tilogmed bliver holdt varme. Du kan selv lave nogle af dine strømpegarnsrester. Det er slet ikke svært.  Mine er strikket i det blødeste alpaca fra Drops (100% pure alpaca farve 8903/brunsort) og jeg har brugt 23 gram ialt til disse to, der måler 10,5 cm i højden inkl. musetakkerne, og 16 cm i længden, inden jeg syede dem sammen/i omkreds. Jeg bruger strømpestrikkepind nr. 2 allerhøjest nr 2½. De udvides ved brug, så lav dem for himlens skyld ikke for store.. hellere lidt for små/ akkurat passende. Du kan købe dem i de fleste turistforretninger heroppe, og de koster oftest mellem 250-400 dkk. så det er da noget billigere at lave dem selv :O) Nogle mener, at det oprindeligt er australiere, der opfandt muffedisserne i denne form?? Det eneste jeg ved er, at der er utroligt mange fortolkninger verden over af den samme “opfindelse”. Jeg fik for ikke så lang tid siden en mail fra nogle for mig ukendte personer. De spurgte, hvad jeg mente om designeren Peter Jensens kamikker/støvler?? Støvlerne har jo vakt røre heroppe, kædebreveprotestbreve er fløjet igennem vores indbakker, både for og imod, facebook grupper er opstået for og imod, og jeg har vist været een af de eneste, der ikke har videresendt mailsene eller har hidset mig op. Jeg ville føle mig noget hyklerisk, ved at protestere, når jeg selv går i sælskindsstøvler, som vist oprindeligt stammer fra Samerne.. Perlekraven til grønlænderdragten har jeg set, at de også bruger i… er det Malaysia..Uanset, hvad der menes, skrives og protesteres imod, er den grønlandske kvindelige nationaldragt et stort arbejde at fremstille, men til gengæld også ufattelig smuk, og jeg tror og mener, at muffedisserne sagtens kan bære at de også bliver brugt på andre måder end den traditionelle. (p.s: jeg kunne aldrig finde på at lave mine røde med hvide perler, og Peter Jensens støvler kunne jeg ikke drømme om at gå i, men ideen..)

Det var min mening. Har du en mening om dette?

Grønlænder-solbrændt

Sara drog afsted med sit kurebrædt i dag kl 12.15, ud mod liften sammen med nogle klassekammerater. Da hun endnu ikke var dukket op kl 19.30 startede jeg snescooteren op og kørte ud for at lede efter hende. Barnet måtte da være sultent?? Hun var akkurat lige kommet ind til den gamle heliport og dermed nået “by-grænsen”. Hun har haft en fantastisk dag ude i sneen, og hun VAR sulten da hun kom hjem. Man kan se, hvor huen har siddet i panden, og kuløren er en ganske anden end da hun tog hjemmefra.  Sunde, runde, brune kinder…mums!(når vi bliver solbrændte heroppe, er det om hænder og ansigt..alle de steder, der er blottet, og der er stort set ikke andet, som er blottet)

Forårstegn på forhjulene

I Danmark maser og aser planternes sig op af den kolde muld. Træer og buske spirer og knopperne er ved at springe ud og jeg sluger det hele gennem min lille 14 tommers skærm, og helt ærligt, så ville jeg da gerne opleve en weekend eller to et sted i Danmark. Bare lige mærke duften af foråret og se sommeren trippe ombord i landet, Danmark. Heroppe er de første forårs-tegn ganske anderledes, for heroppe spirer og gror alting vistnok under sneen. Lige pludseligt plejer sneen at være væk og mælkebøtterne ligner små sole uden at vi har bemærket at de var på vej, men inden ligger der store vandpytter på vejene, og man skal køre langsomt for ikke at sprøjte fodgængerne ind i snavset vand og indkassere sure blikke. De allerførste forårs-tegn er lange sorte istapper på bilens hjulkapsler, og larmen når man drejer. Kan du forestille dig det? Her har istapperne dog været ekstra kunstneriske og flotte på højre forhjuls nav-et. Hvordan er det sket? Hvorfor er det sket? Hvorfor bliver tapperne siddende? Hvorfor?    Det kunne der sikkert komme en rigtig god fysik-opgave ud af, Jan/ Klaus?! Jeg var en smuttur hos min far, der har lavet et par strømpepindeholdere til mig. Mums, det er altså blæret, når jeg hiver strikketøjet. Så betyder det ligesom ikke så forfærdeligt meget, at der er småfejl i strikketøjet eller at det er de sædvanlige håndledsvarmere, jeg strikker. Hæ! Og en rask beslutning, og jeg solgte alle hans 15 kuglepenne i rensdyrtak i byens turist-forretning. Han syntes, at han fik en god pris for dem og det syntes de også, de gjorde. Alle er tilfredse, måske lige med undtagelse af mig, for jeg havde jo forestillet mig, at de skulle være bærende element i vores fælles, kommende webshop.  Mine t-shirts er på vej, og jeg håber, at min far så kan nå at lave lidt til holde handlen i gang.. måske med nogle strømpepindeholdere i rensdyr-tak, som turist-butikken godt nok også lagde bestilling ind på, men jeg synes nu….hvad synes du??