En buket direkte ind i mit hjerte

Mandag eftermiddag mens hovedpinen langsomt sneg sig ind på mig, lagde jeg mig sent om eftermiddagen i min seng.

Jeg håbede vel at jeg kunne snyde pinen til at tro, at jeg ikke var hjemme eller var for optaget til at registrere at den stod på lur.

Jeg lå i min seng med en bog i min hånd og blundede. Jeg var vågen, men alligevel langt væk, dog tæt nok på til at svare fraværende da en mandsstemme pludselig sagde “hallo” i hoveddøren.

Jeg kan ikke huske, hvad mandsstemmen mere sagde, men han sagde at han ville lægge det foran døren på gulvet og jeg svarede bare “jaja” fra drømmeland.

Da hoveddøren bliver lukket igen går det op for mig, at jeg er alene hjemme og at der har været nogen inde i vores hus og så skal jeg da lige love for, at jeg pludseligt var vakt.

Jeg sprang ud af sengen med hovedpine, bog og forvirring omkring mig, styrtede ud til badeværelsesvinduet for at se, hvem det var, der lige havde været indenfor hoveddøren og kunne konstatere at det var Thorvald.

Han havde lagt en buket blomster og der lå et kort ved og selvom jeg var en smule forberedt blev jeg så rørt om hjertet, da jeg vidste hvorfor de blomster var lagt.

Dagen forinden havde Inge-Lise (inden jeg tog billeder og langt inden jeg havde lagt noget som helst ud, nogen som helst steder) skrevet til mig på facebook….

”synes da bare at du har fortjent en buket, med alle de flotte oplevelser vi har fået i det forgangne år, dem vil vi gerne have flere af.”

Jeg forventer absolut ingenting og føler at jeg får så forfærdeligt meget godt og positivt ved at dele mine oplevelser.

 

Dagslyset er ringe og ikke værd at fotografere så smuk en buket blomster i, men forsøget er hermed gjort og behøver jeg at sige at jeg er meget, meget glad for min fine buket?

Og fordi jeg blev så glad for buketten, har jeg faktisk strikket et par håndledsvarmere og hæklet et halsrør til mig selv i netop de farver.

Dem kan du få at se i morgen