At kunne indgå i en gruppe og opføre sig derefter

“Individualismen” har længe været det store og skønne, er blevet lovprist og dyrket.

 

I går sad jeg vanen tro og så X-faktor, som jeg kan betro dig er et had-kærlighedsforhold fra min side. Jeg elsker at se det for de skønne mennesker, som rent faktisk kan synge, men hader at de bliver vurderet udfra så kort tid og bliver vurderet så hårdt.

Jeg synes at konkurrence er fint, er udviklende i nogle og måske endda i mange sammenhænge og der er en underholdningsværdi i programmet, som helt bestemt er værd at sætte sig ned i sin sofa og lade sig opsluge af.

I går var der een af deltagerne i X-faktor, som sagde (skrev) noget som fik mig til at tænke lidt yderligere over mine egne tanker, da hun sagde noget i retning af, at vi i dag skal være så individualistiske, at vi faktiske er blevet ensomme…

Det er vel også et symtom, at der ikke er alverden af grupper, som stiller op og at man igen i år, må tvinge folk sammen til at danne par.

Alle vil have berømmelsen, anerkendelsen og opmærksomheden helt for sig selv.

Ingen vil dele.

Jeg ser det desværre også i det “virkelige” liv, altså i det liv, som leves omkring mig.

Man skal forestille at være en gruppe, et team og et hold, men når tingene lykkedes vil den enkelte ikke dele successen og er der fiasko, deles den heller ikke.

Jeg ser grupper, hold og teams, hvor de enkelte personer gør alt for at skille sig ud fra gruppen og vil bemærkes og vurderes individuelt og ikke i den gruppe, som de rent faktisk befinder sig i.

Se MIG! Hør MIG! Bemærk MIG! MIG MIG MIG!

 

Sammenhold, team-spirit er vist ikke ord, som længere er moderne, selvom der på næsten alle skoler undervises i at kunne samarbejde.

 

I en gruppe, et team, hvor alt for mange gør alt for at få individuel anerkendelse, gør alt for at få al opmærksomheden, bliver de resterende i gruppen så bare statister?

Sådan føler jeg det, når jeg en sjælden gang har skullet forestille at være med i en gruppe, hvor der er individualister, som udelukkende bruger gruppen/teamet som scene, hvor vedkommende skal ses og høres.

Jeg tror, hun hed Sarah, -deltageren i X-faktor, hende som udtrykte min tanke i går?

Selvom jeg forgæves forsøger at være moderne og være super-individualist, er jeg vist inkarneret hold-spiller, som er stolt og glad, når en gruppe mennesker ved fælles hjælp har fået noget til at lykkedes, så måske er mit forsøg på at være en unik individualist ikke helt lykkedes for mig og måske skal jeg være glad for det, for individualisten ender med at være ensom i en moderne verden, hvor alle vil være alene og ikke dele berømmelsen og anerkendelsen?

I nogen sammenhænge er det fint for mig at skulle præstere selv, men skal jeg forestille at være med i et team eller en gruppe, vil jeg også have lov at forvente, at resten af gruppen/teamet forestiller sig det samme.

 

P.S. Jeg har forelagt en opgave på mit arbejde, hvor ikke bare een, men rigtig mange mennesker skal samarbejde. Vi voksne arbejder allerede tæt og ihærdigt sammen og om et stykke tid, håber jeg at kunne vise vores fælles anstrengelser frem.. også for dig.