Min hovedpine og mig

Jeg har været hjemme i dag.

Fraværende fra arbejdet, men meget nærværende i min seng og i mit sofahjørne.

 

Måske jeg troede at min hovedpine ville tage op på skolen i dag, men ak nej, – den blev også hjemme hos mig.

Den ikke bare var hjemme hos mig, men var dybt forankret i mit hoved.

 

Jeg tror at det er en ond cirkel jeg gang på gang ryger ud i med spændinger, som giver hovedpine, som så får mig til at spænde og som giver mig mere hovedpine og…

Men et sted spøger det også lidt, at engang jeg var til noget meget grundig massage på et spa-sted, spurgte massøren om jeg gik hos en kiropraktor, for hun mente, at min ene hofteskål sad forkert og det måske kunne være en fødselsskade (altså da jeg fødte en af mine børn).

Og så spøger det også lidt, at jeg har en smertende knyst på min venstre fod og da jeg jo tror at man hænger sammen i hele kroppen, tænker jeg om jeg så trækker på foden/kroppen for at skåne?

Og et andet spøgelse er også min hovedpude, som jeg tænker måske er årsag til de hyppige hovedpiner, men den er blevet byttet et par gange.

Måske hedder spøgelset bare “virus” , for Jan har også hovedpine og har taget piller for det i dag, da han kom hjem fra arbejdet.

Jeg er overbevist om, at i morgen er hovedpinen væk.

Der står en kop grøn te ved siden af mig og koppen bliver fyldt op igen lige om lidt. Lidt mere vædske og så vil jeg gå i seng til anstædig tid.

Og så takker jeg for Skype endnu engang, for når man savner er det altså dejligt at kunne se og høre den man savner..Jeg gad godt også holde om, kysse og kramme

 

Man må gerne tage uskarpe, kedelige billeder af ingenting, når man har hovedpine!

Der ér forskel

Sælskind er et smukt materiale.

Sælkød smager godt (både tørt, kogt, stegt) og engang kunne fangerne sælge både kød og skind.

En skam at man ude i den store verden ikke kunne se forskel på skind og skind

Og en stor skam at dette billede ikke gik verden rundt

Time-waste

Nå, men så strikker jeg da bare de ærmer om.. tidspilde at strikke et par ærmer to gange.

Hvordan er det nu lige det er: den dovne laver sit arbejde ordentligt første gang og skal jeg så lige klappe mig selv på skulderen over min uendelige flittighed?

Jeg synes, det er øv, for der er så mange fede ting, som venter på at komme til og som jeg glæder mig til at kaste mig over, men bare så du ved, hvad jeg får tiden til at gå med, så er det altså at strikke ærmer i min cardigan for 2. gang og jeg er slet ikke bitter, skuffet eller træt af det.. ahøm ahøm.

(og for at det ikke skal være løgn, tror jeg faktisk at jeg har strikket hele cardiganen 1-2 numre for stor til mig selv.)

Små positive buketter

Jeg fik for næsten 3/4 år siden en mail fra en kvinde. Ikke en jeg kender og hun kender heller ikke mig.

Jeg modtog denne mail.

En sød og høflig mail.

En bøn om hjælp til at få fremstillet en ny vielsesring, som var blevet tabt.

Ringen var købt her i byen og via min blog, fandt kvinden min emailadresse.

Ofte har jeg ikke tid, energi eller mulighed for at hjælpe, men noget ved denne historie rørte mig, så jeg har haft en del at gøre med at finde kunstneren, skrive lidt frem og tilbage til vedkommende, være mellemmand for kunstneren og kvinden og endelig, endelig lykkedes det mig at stå med ringen i hånden i dag.

Den er lidt speciel og jeg kan ganske godt forstå, at kvinden gerne ville have en erstatning for den tabte.

Jeg har også nogen gange haft brug for hjælp og nogen gange dukker hjælpen op fra helt uventede kanter. Man bliver så glad og så dybt taknemmelig, når man beder og så får den hjælp man bad om, så jeg er så glad for at jeg har kunnet være til hjælp.

Hun står ikke med ringen endnu, men i morgen bliver den sendt afsted.

 

Sidste uge gik det op ad bakke med stort set alt, hvad jeg foretog mig og jeg var øm i mine levemuskler og min livsgnist var badet i mælkesyre, men i dag, da jeg stod nede i kunstnerværkstedet kom der en ung mand,- meget ydmyg og spurgt om han måtte få et billede fra mig?

Jeg var lidt uforstående, men det viser sig, at det er ham, som har sat alle lysene på kirkegården Hellig tre kongers aften på kirkegården og han havde såmænd ellers fået billedet udprintet een gang, men billedet var blevet revet og han ville så gerne have et nyt.

Han syntes at mit billede af hans stearinlyssætning var så flot..han var så ydmyg, så beskeden og jeg blev så rørt derinde i den lunkne hjertesuppe, som straks blev varm og boblende….

Han syntes at mit billede var flot?!

Og jeg, som var så imponeret af hans fine lyssætning. Det kæmpearbejde, som han havde udført.

Jo,jo han udførte det for nogen, men han var den, som satte samtlige 350 lys så fint og stemningsfuldt.

 

Jeg har printet billedet ud, så godt som jeg kunne i det bedste papir jeg ejer og har.

Det bliver pakket fint ind og jeg glæder mig så meget til at give ham det.

 

Jeg håber, at han bliver glad, for jeg blev glad for at han gerne ville have det.

Kunstneren, som havde lavet ringen, som jeg var nede og hente, gav mig hånden og takkede så meget på hans og bruden, som  havde tabt sin vielsesrings vegne og lige pludseligt ser min verden så meget anderledes ud.

Det startede med at jeg ville gøre en ukendt kvinde en tjeneste og det ender med, at jeg har lyst til at stille mig op på den første bakketop og råbe tak.

Tak til mennesker, som viser glæde og hjertevarme, tak til de mennesker, som viser positivitet uden at forvente andet en positiv respons, tak til mennesker, som forventer det bedste af en og dermed får det bedste frem i en.

TAK!

Faktisk får jeg også lidt lyst til at åbne vinduet og råbe tak til hr.frost for alle de fine blomster, som han har ladet vokse og gro på mit arbejdes vinduer.

De er smukke.

Jeg er lige for øjeblikket modtagelig for hverdagens små smukkeligheder (smukke herligheder) og åbner man sig en smule, er der jo næsten ikke andet omkring dig end små buketter af små smukke oplevelser.. lige til at plukke og sætte ind, hvor pulsen slår.

Trygheds-narkomani

I forgårs, midt om natten (så i virkeligheden må det jo have været i går?) sms-ede Laura.

Ikke til mig og ringede heller ikke til vores fastnet-telefon, men sms-ede til Jans mobil.

Jeg hørte det ikke, for jeg hører ingenting, når jeg sover.

Ikke engang vækkeuret. Ikke når Jan ligger ved siden af mig.. for så hører han den.

Laura havde glemt sin pung og skulle hjem fra en veninde.

 

 

Uanset, hvor dybt jeg sover, vågner jeg promte, når Jan ikke ligger ved siden af mig.

Jeg vågner ikke af, at han står op, men at han er væk.

Midt om natten til i går, vågnede jeg med bankende hjerte, kun for at få endnu mere hjertebanken: Jan var væk!

Der blev kaldt, råbt og råbt mere og mere panisk og jeg fik ringet til hans mobiltelefon, som han ikke svarede.

Så fik jeg ringet til Lauras mobil og hun svarede da heldigvis og sad lige ved siden af sin far…

I morges, langt, langt inden jeg overhovedet havde tænkt på at vågne,- faktisk var jeg først lige begyndt at sove dybt og inderligt, vågnede jeg igen med bankende hjerte og urolig sjæl, for Jan lå ikke ved siden af mig.

Jeg skulle dog hverken ringe eller gå yderligere i panik, for jeg kunne høre at han var i bad og så blev jeg sur.

 

Et er at han ikke ligger der lige ved siden af mig, så jeg kan sove roligt og et andet er, at jeg vågner kl. næsten-midt-om-natten-på-en-søndag.

Jeg har ingen, absolut ingen grund til at tro, at han vil gå fra mig og jeg stoler blindt på ham.

 

Faktisk stoler jeg næsten mere på ham end på mig selv, hvis man kan det, så hvorfor min underbevidsthed rusker mig vågen, når han ikke er ved min side, kan jeg ikke forstå og da slet ikke, når jeg sagtens kan sove, når han er ude og rejse.

Nå, men jeg kunne da heldigvis falde i søvn igen, men havde jeg vidst at jeg på under 2 timer ville blive kastet ind i de drømme, som jeg blev, ville jeg til hver en tid have foretrukket at være vågen. Også selvom jeg var blevet vækket næsten-midt-om-natten (kl lidt i 07, hvis du er nysgerrig. Jeg er prototypen på et B-menneske)

Jeg drømte om en mand fra Ghana (?). En mafia-boss, som havde stjålet al mit fotoudstyr og farfar var med i drømmen og han havde heldigvis en snu og meget dygtig schæferhund, som via et eller andet elektronik kunne spore tyven, som befandt sig midt i Rom, som i dagens anledning var flyttet til Jylland og Sara fødte en lille pige, som kom fuldt påklædt ud af hendes mave, men hendes kæreste var gået fra hende og tog derfor toget til Randers og ville forøvrigt være facebook-ven med mig. Kors, hvor var jeg stresset af al den aktivitet og nøøøj, hvor var jeg bekymret for mit kamera, da jeg vågnede og besluttede mig for, at når jeg var færdig med noget papirarbejde, ville jeg ud i solskinnet og fotografere.

Der sad en ravn på vores hus-tag.

Der sad den længe og klukkede, kaldte og så ud til at nyde solen.

 

 

Og mens Jan så en håndboldkamp, som han sikkert bagefter fortrød, at han så, kørte Laura, Lena og jeg en tur ud i verden, hvor vi bl.a så på hundehvalpe. Ikke vores, for vi har ingen, men ganske tilfælde hundehvalpe.

 

 

Og når en hundehvalp er så sort-hvid, er det jo nærliggende at overeks. (highkey) lidt:

 

 

Og så sluttede vi af med at køre på Sømandshjemmet, hvor vi fik kaffe

 

 

(prøv at klikke på Lauras billede nedenfor… tihi)

og så kunne vi forøvrigt køre op til min far og mor og drikke lidt mere kaffe.

 

 

Nu er søndagen væk.

Jeg kunne godt have brugt 3-4 søndage lige efter hinanden, for jeg er ikke udhvilet.

Jeg er stadig træt og trænger i virkeligheden til at sove længe, sidde stille, være tanke-tom og bare være til, men sådan er verden jo desværre ikke indrettet, så jeg må forsøge at indstille tankerne, kroppen og sjælen til at skulle på den allerede når natten er omme.

Håber du får en god mandag.

Lørdag i langsomt tempo

Verden ser altså bare lidt anderledes ud, når jeg har fået lov at sove længe og har fået sovet ud.

Verden ser lidt mere fredelig ud, når jeg når at komme ud, mens der er lyst og verden føles lidt mere venligt stemt, når jeg også når noget af det, som jeg har lyst til at nå.

At kunne indgå i en gruppe og opføre sig derefter

“Individualismen” har længe været det store og skønne, er blevet lovprist og dyrket.

 

I går sad jeg vanen tro og så X-faktor, som jeg kan betro dig er et had-kærlighedsforhold fra min side. Jeg elsker at se det for de skønne mennesker, som rent faktisk kan synge, men hader at de bliver vurderet udfra så kort tid og bliver vurderet så hårdt.

Jeg synes at konkurrence er fint, er udviklende i nogle og måske endda i mange sammenhænge og der er en underholdningsværdi i programmet, som helt bestemt er værd at sætte sig ned i sin sofa og lade sig opsluge af.

I går var der een af deltagerne i X-faktor, som sagde (skrev) noget som fik mig til at tænke lidt yderligere over mine egne tanker, da hun sagde noget i retning af, at vi i dag skal være så individualistiske, at vi faktiske er blevet ensomme…

Det er vel også et symtom, at der ikke er alverden af grupper, som stiller op og at man igen i år, må tvinge folk sammen til at danne par.

Alle vil have berømmelsen, anerkendelsen og opmærksomheden helt for sig selv.

Ingen vil dele.

Jeg ser det desværre også i det “virkelige” liv, altså i det liv, som leves omkring mig.

Man skal forestille at være en gruppe, et team og et hold, men når tingene lykkedes vil den enkelte ikke dele successen og er der fiasko, deles den heller ikke.

Jeg ser grupper, hold og teams, hvor de enkelte personer gør alt for at skille sig ud fra gruppen og vil bemærkes og vurderes individuelt og ikke i den gruppe, som de rent faktisk befinder sig i.

Se MIG! Hør MIG! Bemærk MIG! MIG MIG MIG!

 

Sammenhold, team-spirit er vist ikke ord, som længere er moderne, selvom der på næsten alle skoler undervises i at kunne samarbejde.

 

I en gruppe, et team, hvor alt for mange gør alt for at få individuel anerkendelse, gør alt for at få al opmærksomheden, bliver de resterende i gruppen så bare statister?

Sådan føler jeg det, når jeg en sjælden gang har skullet forestille at være med i en gruppe, hvor der er individualister, som udelukkende bruger gruppen/teamet som scene, hvor vedkommende skal ses og høres.

Jeg tror, hun hed Sarah, -deltageren i X-faktor, hende som udtrykte min tanke i går?

Selvom jeg forgæves forsøger at være moderne og være super-individualist, er jeg vist inkarneret hold-spiller, som er stolt og glad, når en gruppe mennesker ved fælles hjælp har fået noget til at lykkedes, så måske er mit forsøg på at være en unik individualist ikke helt lykkedes for mig og måske skal jeg være glad for det, for individualisten ender med at være ensom i en moderne verden, hvor alle vil være alene og ikke dele berømmelsen og anerkendelsen?

I nogen sammenhænge er det fint for mig at skulle præstere selv, men skal jeg forestille at være med i et team eller en gruppe, vil jeg også have lov at forvente, at resten af gruppen/teamet forestiller sig det samme.

 

P.S. Jeg har forelagt en opgave på mit arbejde, hvor ikke bare een, men rigtig mange mennesker skal samarbejde. Vi voksne arbejder allerede tæt og ihærdigt sammen og om et stykke tid, håber jeg at kunne vise vores fælles anstrengelser frem.. også for dig.

Tænderklaprende

Jeg var til tandlæge i morges.

Helt uventet fik jeg en tid.. med det samme.

Her i Sisimiut skal man dukke op i egen høje person langt inden kl. 08 og helst en halv time før, trække et nummer og vente til receptionsdamen sætter sig for at tage imod.

Hun nøjes ikke med at tage imod, men skal også høre hele ens tand-sygehistorie, hvor det så bliver vurderet om man er “syg” og kvalificeret nok til at kunne få en tid samme dag hos tandlægen.

Jeg har gennem hele mit efterhånden lange liv, børstet mine tænder så grundigt, at jeg med en blød børste har slebet dybe spor langs tandkødet, som jeg forøvrigt har formået at skubbe op ved sammen lejlighed og har blottede tandhalse, som bare ikke er specielt sjove at have inde i munden.

Jeg fik lagt noget plastik-fyld på to af dem i morges og den vinkelsliber, som jeg tit føler holder til inde i min mund, kører ikke nær så intenst og tak for det.

 

Selvom mit tandlægebesøg i morges var godt, føler jeg dog at hele denne arbejdsuge har trukket tænder ud og faktisk lidt mere end det.

Det har været usigeligt hårdt på næsten alle punkter med mange, lange møder og nogle elever, som har ladet deres frustrationer bryde lidt for meget ud.

Jeg har haft forældre, som har været tand for meget og det har været tænderskærende hårdt, så jeg hilser denne fredag mere end velkommen.

Desværre er jeg ikke færdig med de opgaver, som skulle have været færdige i dag, så der bliver noget mere arbejde til mig i løbet af weekenden, men det er papirarbejde og det medfører ingen konfrontationer med hverken godt eller skidt.

Selvom ugen har trukket flere tænder ud af munden end jeg har, har der også været gode oplevelser; faktisk så sent som i formiddags, hvor eleverne lavede torskefrikadeller af efterårets selvfangede torsk.

De blev gode og eleverne var glade og tilfredse med resultatet.

Udsigten ud til skolegården har heller ikke været værst, hvor solens fremkomst har budt på fine farver, som Jans kamera ikke helt har kunnet fange, som mit eget kamera har villet kunne gøre det, men at kunne være tilfreds med kompromisser har tilsyneladende været ugens opgave, så jeg stiller mig tilfreds, for gider jeg ikke medbringe mit eget tunge udstyr og vælger Jans lettere udgave, så er jeg jo allerede der gået på kompromis og har valgt at være tilfreds.

De tænder som er trukket ud, bliver erstattet med nye og fine tænder, –for nu at blive i metaforen og jeg skal ikke være så hård ved hverken mine tænder eller mig selv, så jeg vil sætte mig over i sofaen og lade roen sænke sig over mit oprørte indre og nyde, at det er fredag aften!

P.S. En del elever har sår rundt omkring og selvom det påståes at det ikke smitter, er jeg vist ved at udvikle en mild form for ocd og gnider hænderne ind hvert andet øjeblik for at eliminere bakterier og vira

Ravne-ånderøg

Nogen gange, når der er langt mellem inspirationskilder til enhver ting, surfer jeg rundt på nettet og ender ofte her.

Det er ikke alt, jeg ser, som jeg synes er godt.

Nogen gange synes jeg faktisk at det er for godt til at være.. godt, for så bliver det altså for meget af det gode.

Men lige akkurat dette billede

Raven's Breath by junctionbutte

synes jeg du bør se på 500 px.

Når det er embed-ed (kopieret-agtigt) er det ikke nær så godt som det er derovre på 500px.

Du kommer til billedet via dette link: http://500px.com/photo/23987873 

Du ved jo, at jeg har en svaghed for ravne og dette billede jer jeg ret vild med.

Julegaver, vognstænger og flettet læder

I det meget sene efterår var der stort udsalg i en af byens butikker og måske det er lidt kikset, men jeg fandt en jakke/cardigan, som jeg forelskede mig meget i.

Den var sat ned til under halv pris fra lidt over 1100 kr. Jeg køber meget sjældent dyrt tøj og da slet ikke til mig selv, så jeg hev Jan med ned i forretningen og pegede ivrigt på jakken, glippede med øjnene og de lange øjenvipper, som jeg ikke har og vinkede kraftigt med vognstangen og sagde både jul og gave i en og samme sætning, så det ikke var til at misforstå.

Det gjorde han så heller ikke og jeg fik så den fineste jakke i julegave og har allerede gået meget med den. Den er i kogt uld og er bare lækker.

I dag skulle nogle af mine elever fotograferes og jeg hev kameraet op af tasken, men forudsætningen for, at jeg måtte fotografere eleven var, at hun så også måtte fotografere mig  

Fint, for så kan du da se min fine jakke.

Kameraet skulle indstilles inden jeg skulle fotograferes og mine nøgler lå lige for.

I sommer købte Sara og jeg hver vores keyhanger i læder, men i julen, da hun var her, forelskede jeg mig i hendes og hun i min og så var det jo lige for at bytte.

Jubii

Jeg er så glad for min læder-keyhanger

Stormen fortsætter.. lidt endnu

Det blæser stadig helt vildt.

Faktisk har det blæst så længe, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det føles, når det ikke blæser, men på den anden side har min hukommelse det ikke alt for godt for tiden og hvis jeg nu spørger rundt omkring viser det sig, at det kun har blæst i 3 lange dage.

 

Jeg synes det er voldsomt trættende.

Der er rundt om i byen målt vindstød op til 40 m/sek. og det er nok til at vindens klagesang i pivende falset kan høres over alt i huset.

Den klager sig når den runder hushjørnerne i en lang hylende og hvislende fuga, der straks bliver fulgt op af næste sats i den kedelige melodi.

Lige om lidt er det weekend.

I morgen skal lige overståes med bunker af arbejde og lidt mere til, men så burde jeg kunne holde fri og jeg ikke bare anmoder venligst, men opfordrer kraftigt til, at vinden, som tror, at den skal bosætte sig permanent her i byen, finder ud af selvsamme eller mindste holder fri og slapper af.. helt af og helst rigtigt længe.

 

Sneen som lå tyk, fin og i rigelige mængder, er blæst væk og har efterladt gaden, hård og meget glat. Det er en utrolig dårlig kombination: glatte veje i meget kraftig vind.

Heldigvis farves himlen både formiddag og eftermiddag i de fineste farver, som en trøst for fætter Hidsig-vind og så kan vi holde til lidt mere falset-sang fra Vinden, når den forsøger at trænge ind gennem huset.