Pensionist-frihed
Mine forældre er pensionister.
Det har de såmænd været i et par år nu, men de er så moderne, at pensionist-livet indimellem bliver krydret med lidt løs-arbejde.
Min mor underviser (underviste) et par timer om ugen og min far kører sit lille en-mandsfirma; Sisimiut El-teknik, hvor han laver små-opgaver, der indimellem er lidt større end små.
Det krydrer også deres pension en smule.
Ikke nok og slet ikke tilstrækkeligt.
De mangler nu ikke noget og de klager da vist også kun for gøre opmærksom på, at tjenestemands-pensionen heroppe er den eneste indtægtskilde, hvorimod de kunne have fået lidt folkepension oveni, hvis de havde boet fx. i Danmark.
Det er een af grundene til at mange tjenstemænd flytter her fra Grønland, når pension-tilværelsen slår ned i dem.. alt og det er altså virkelig alt, er væsentligt dyrere heroppe.
Nu skal jeg ikke kloge i økonomi og levestandarder udover, hvad jeg har forstand på, så jeg må vist hellere stoppe her og helst have gjort det et par linier før.
Hvorom alting er, kan mine forældre rejse, når de har lyst (og råd) og de valgte så at rejse på sommerferie i dag.
De rejser til Danmark via Sydgrønland, hvor min moster og alle hendes mange børn og børnebørn bor.
Sydgrønland er et helt andet Grønland end det, som vi er vant til her i Sisimiut og de glæder sig til at se familien og naturen.
De glæder sig også til at komme til Geraa, hvor de har et lille sommerhus og til at se min søster, der bor lige om hjørnet.
De står ikke altid helt frivilligt stille foran mit kamera, men i dag var en lidt anden dag, så jeg kunne lige nå at fange dem med påskuddet om, at der går lidt tid inden vi ser dem igen.
De har ikke hjemrejse-billet endnu, så hvornår de selv kan komme til at vande deres planter og tømme postkassen er uvis.
Jeg håber, at de får nogle gode dage i Sydgrønland og er ikke i tvivl om, at familien dernede vil gøre deres til, at det bliver nogle gode dage for dem.
vi har dejlige sommerdage her i Qassiarsuk (Bratalih) dér hvor nordboerne har boet fra 982 og frem til omkring 1300-tallet. Igår var vi i Narsaq en ny med ca. 1500 indbyggere. og idag var vi ude og køre ca. 100 km til een af fåreholderstederne, så vi bliver rigtig forkælet her i Sydgrønland. På lørdag tager vi til Qaqortoq for at fejre konfirmation med een af mine niecers børn. Vi høres ved.
SvarSletKH mor