Efterlysning

For godt 2 uger siden mistede jeg min Strikkelyst.

Ikke sådan lige med det samme, men lidt efter lidt.

 

Jeg troede ikke, at det kunne ske, men mens jeg sad der i min bløde, vante sofa med noget dejligt blødt, varmt uldgarn, forsvandt Strikkelysten stille ud af mine hænder.

Jeg greb febrilsk ud efter den og fik den indfanget, holdt den fast og strøg den blidt med fibrene.

Lange, ømme, kærlige kærtegn.

 

Jeg hviskede den kærlige ord og søde hemmeligheder om planer, jeg havde lagt for en lang, varm sommer, hvor hverken tid, arbejde eller andre forstyrrende elementer kunne komme imellem os, men mens jeg sad der med lukkede øjne og hviskende stemme, gled den, som fint sand ud mellem mine fingre igen.

 

Den smøg sig langs mit bløde, varme uldgarn og listede lige så stille væk.

 

Jeg nåede lige i sidste øjeblik at se, hvor den drejede om sit hemmelige hjørne, styrtede panisk efter den og fik den atter samlet op og lokkede med andre projekter og andre garner.

 

“Uuuhm”, sagde jeg lokkende ind i dens øregang, som den forsøgte, at skjule med hænderne og manglede lyttelyst..

“Prøv lige at forestille dig al den tid vi skal tilbringe sammen til sommer."

“Vi kan starte nu, min kære ven”, men strikkelysten vred sig arrigt for at komme ud af mit kærlige, men bestemte greb.

 

Jeg forsøgte med mere bestemte metoder for tilsidst at ende med tvang.

 

Det skulle jeg ikke have gjort. Overhovedet ikke. Jeg vidste det i det samme, som jeg forsøgte med brutal tvang.

 

Der er intet som tvang, som kan få lyst til at forsvinde og i et ubevogtet øjeblik, hvor jeg slappede mit greb om Strikkelysten, lukkede øjnene en anelse og blinkede sørgmodige tårer væk fra min øjenkrog over vores haltende kærlighed, smuttede den hurtigt ud af mine hænder og forsvandt.

Tårerne blændede mig og jeg vidste ikke om jeg skulle søge i øst eller vest.

Den forsvandt uden spor og selvom jeg forsøgte at gætte i hvilken retning, den var forsvundet, var den væk.

Som sommerdug for solen.

 

Nu vandrer min helt egen Strikkelyst nok rundt ude i solskinnet.

Det solskin, som forsvandt for et øjeblik siden og afløst af kold, klam tåge.

Nu længes den måske efter det bløde, varme og helt igennem luksuriøse garn, som den ikke ville sno sig om de forgangne dage.

Måske ligger den derude og længes hjem?

Jeg har ledt hele dagen i dag efter den.

Måske er den faret vild og kan ikke finde hjem?

Kaldt på den, lokket med godter og fine opskrifter, men den dukkede ikke op.

 

Jeg har søgt mellem sofahynderne, under strikkekurven og mellem strikkebøgerne, men ak!

 

Nu har jeg strikket en kedelig sommer-sok af den helt ankelkorte af slagsen, som en sølle erstatning for min fine Strikkelyst og jeg håber og beder til, at Strikkelysten kommer hjem, når den er færdig med at føjte rundt derude, langt væk fra mig og uden for rækkevidde.

I mine lyse øjeblikke bilder jeg mig ind, at den er ude på en opdagelsesrejse, hvor den finder nye og spændende indtryk, ser nye, inspirerende steder og mennesker, men i mine sure, sorte øjeblikke frygter jeg, at den er smuttet ombord på det krydstogtskib, som lå til kajs i dag og er sejlet ud i verden uden tanke for mig, som sidder ensom og forladt tilbage.

Hvis du skulle få oplysninger om, hvor den befinder sig eller på nogen måde kommer inddirekte eller direkte kontakt med den, kan du hilse og sige, at der venter en hel bog med godter til den og hvis det ikke er nok, er jeg, omend modstræbende, villig til at købe bomuldsgarn til den, hvis det er det, som skal til, for at den kommer tilbage til mig inden sommeren.

Hils og sig, at jeg savner min søde, kære strikkelyst og at jeg fremover lover, at tage mig lidt mere kærligt af den.. bare den kommer hjem og helst nu.